Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. december 1886

Guds medarbejdere

Gud skænker ikke menneske sine velsignelser uafhængigt af menneskelig indsats. Vi ser dette princip illustreret i naturens verden. Gud har givet os jorden med dens skatte. Han får den til at bære føde til mennesker og dyr, han sender de skiftende årstider, der giver solskinnet, duggen og regnen. Alligevel kræves der, at mennesket gør sin del. Det må samarbejde i Guds plan ved at gøre sig umage under flittige bestræbelser. Ploven må vende mulden, sæden må sås, marken må bearbejdes, ellers bliver der ingen høst.   ret

Således var det også i den åndelige verden. Alt, hvad vi besidder, hvad enten det er talenter, indflydelse eller midler, er fra Gud. Vi kan intet udføre uden guddommelig hjælp. Vi er dog ikke blevet fritaget for anstrengelsernes nødvendighed. Medens frelsen er Guds frie gave, har mennesket noget at gøre ved udførelsen af frelses planen. Gud har valgt at bruge menneskene som sine redskaber og at bruge menneskelig kraft til udførelsen af sine hensigter. Han har bestemt, at den guddommelige kraft skal forenes med de menneskelige bestræbelser i arbejdet for sjæles frelse. Således bliver vi Guds medarbejdere. Vi har et stort og vigtigt arbejde, fordi det er en del af Guds vældige plan for menneskets forløsning. Det er en stor ære, der skænkes dødelige væsener, ved således at samarbejde med Himmelens Majestæt.   ret

Gud er ikke afhængig af mennesker, for at hans sag kan gå fremad. Han kunne have gjort englene til sandhedens sendebud. Han kunne have kundgjort sin vilje, ligesom han forkyndte loven fra Sinai ved sin egen stemme. Men for at fremkalde en menneskekærlig ånd i os, valgte han at bruge mennesker til denne gerning. Enhver selvopofrende handling til bedste for andre vil styrke godgørenhedens ånd i giverens hjerte og knytte ham nærmere til verdens frelser, som "for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige". Og det er kun, når vi opfylder det guddommelige formål med vor skabelse, at livet kan blive en velsignelse for os. Alle Guds gode gaver til mennesket vil vise sig kun at være til forbandelse, medmindre det bruger dem til velsignelse for sine medmennesker eller til fremme for Guds værk på Jorden.   ret

Velgørenhedens ånd er Himmelens ånd. Selviskhedens ånd er Satans ånd. Kristi selvopofrende ånd blev åbenbaret på korset. Han gav alt, hvad han havde, og derpå gav han sig selv, for at mennesket kunne blive frelst. Kristi kors appellerer til godgørenhed fra hver eneste af den kærlige frelsers efterfølgere. Det princip, der blev illustreret på korset, er at give og give. Dette gennemført i gode gerninger er kristenlivets sande frugt. Verdslighedens princip er at få og få, og således venter folk at sikre sig lykke; men ført ud i sin yderste konsekvens bliver resultatet ulykke og død.   ret

Selviskhed er den stærkeste og mest almindelige af de menneskelige tilskyndelser, og sjælens kamp mellem medfølelse og begær er en ulige strid; for mens selviskheden er den stærkeste lidenskab, er kærlighed og godgørenhed alt for ofte de svageste, og som regel vinder det onde sejren. Derfor er det farligt at lade følelser og tilskyndelser råde, når vi virker for Guds værk og giver dertil. At give eller at arbejde, når vor medfølelse er vakt, og at tilbageholde vore gaver eller vor tjeneste, når følelserne ikke er grebne, er en uklog og farlig kurs at følge. Hvis vi beherskes af tilskyndelser eller ene og alene menneskelig medfølelse, vil nogle få tilfælde, hvor vor indsats for andre bliver gengældt med utaknemmelighed, eller hvor vore gaver bliver misbrugt eller ødslet bort, være tilstrækkeligt til at udtørre godgørenhedens kildespring.   ret

Kristne bør handle ud fra et fast princip og følge Frelserens selvfornægtende og selvopofrende eksempel. Hvad om Kristus havde forladt sin gerning, fordi han var blevet træt af den utaknemmelighed og de skældsord, der mødte ham overalt? Hvad om han var vendt tilbage til Himmelen, skuffet over sin modtagelse? Vi høster frugterne af hans uendelige offer, og alligevel kvier vi os ved at gøre vor pligt og beder Frelseren have os undskyldt, for der er et arbejde, der skal gøres, og han behøver vor hjælp i arbejdet for sjæles frelse. Gennem dovenskab, sorgs løs uvidenhed og ond egoisme lukker af for Guds kravs adgang til vor forstand.   ret

Hvorledes betragter Gud vor utaknemmelighed og mangel på påskønnelse af hans velsignelser? Når vi ser nogen ringeagte eller misbruge vore gaver, vender vore hjerter og hænder sig fra ham. Men de, som modtager Guds nådefulde gaver dag efter dag og år efter år, misbruger hans gavmildhed og tilsidesætter de sjæle, som Kristus har givet sit liv for. De midler, som han har lånt dem til at støtte hans værk og opbygge hans rige, bliver investeret i huse og jord, ødsles bort på stolthed og forkælelse af selvet, og giveren bliver glemt. Sandheden, som Gud har bestemt skal bringes til alle nationer, hindres i at blive udbredt, fordi de penge, der er nødvendige til arbejdet, bliver brugt til at tilfredsstille selvet. Himmelens gaver ville føre mange sønner og døtre til Gud, hvis de blev anvendt til det formål, for hvilket de blev skænket. Men forfængelighed og overdreven pragtudfoldelse griber alt inden for rækkevidde for at frembære og forherlige selvet, mange sjæle går fortabt på grund af denne tilsidesættelse.   ret

Ved deres misbrug af Guds gaver i dette liv viser mange sig uværdige til det evige liv. Forstandens kræfter og sjælens egenskaber ledes selvisk bort fra den vej, Gud ville, de skulle følge. Disse mennesker værdsætter ikke den store frelse, der er bragt inden for deres rækkevidde, ellers ville de forene sig med Kristus i hans gerning. Deres interesser går ikke i den retning, men drejer sig om selvet. Deres skat samles ikke i Himmelen, men på Jorden, og de bekymrer sig om jordiske ting. De bygger på grundvolden med træ, hø og strå, som ilden på den sidste dag vil fortære. Deres livsværk, så fyldt, med ængstelse, rådvildhed og unødigt slid, er spildt, spildt for evigt! Skatten, der kunne have været indsat i Himmelens bank, rives bort, og de stakkels sjæle, som har brugt de midler, Gud lånte dem, er ruineret for evigt!   ret

I, som hævder at tro på sandheden, at vente på vor Herres tilsynekomst på himmelens skyer og at vente på at blive overført til de boliger, Kristus har givet sit liv for at købe, hvor højt, spørger jeg, elsker I hans tilsynekomst? Hvor højt værdsætter I det evige over de jordiske ting? Netop så meget som jeres gerninger viser og ikke mere. Søskende, "natten lider, dagen er nær". Jeg opfordrer jer til at vågne op af søvne. Lad enhver menighed stå op og lægge sin stolthed, forfængelighed og verdslighed bort. Lad dem ydmyge deres hjerter for Gud i anger over, at de har påtaget sig så få byrder for Kristus. Hvis vi erkendte, at vi ikke tilhørte os selv, men var købt dyrt for Guds Søns dyrebare blod, ville vi betragte vort arbejde fra et højere stade. Gud foragter døde gaver. Han kræver et levende offer, hvor forstand, følelser og vilje overgiver sig helt til hans tjeneste. Alle særlige evner bør helliges dette arbejde, - vore fødder hurtigere til at bevæge sig, når pligten kalder, vor hænder rede til at handle, når der er arbejde, som skal gøres, vore læber klar til at fremføre sandheden i kærlighed og prise ham, som har kaldet os fra mørket til sit underfulde lys. Vi bør fortsætte den helligelse uden at fjerne ude fra alteret, for dette er helligbrøde. Når Guds folk således helliger sig oprigtig og ydmygt, bliver de antaget af ham, og de bliver en liflig duft for ham og udbreder en herlig vellugt over hele Jorden.   ret

Gud har betroet store og alvorsfulde sandheder til os som et folk, ikke blot for at vi skal holde dem for os selv, men for at vi skal give dem til andre. Sandhedens banner skal udfoldes i alle lande. Advarselsbudskabet skal forkyndes for alle tungemål og folk. Men dette arbejde er stadig langt fra fuldført. Det piner mig, når jeg betragter tilstandene i Europa. Noget er blevet udført, og englene holder stadig de fire vinde tilbage, for at et langt større arbejde kan blive udført; men der er så stor fattigdom og virkelig nød, at sandheden kun vinder langsomt frem. Hvor er der mange lande, hvor budskabet kun lige har fundet indpas! Hvor er der mange byer, hvor der ikke engang er en eneste sjæl, der har hørt forkyndelsen af den tredje engels budskab. Guds engle drager på hjerterne og bereder vejen for modtagelsen af sandheden. Fra alle sider lyder det makedoniske råb: "Kom over . . . og hjælp os!" Men arbejdet hindres af mangel på arbejdere og mangel på midler.   ret

Guds folk er kun halvt vågne. En sløvhedstilstand synes at lamme deres følelser. Enhver af os vil snart komme til at stå foran hele Jordens dommer og aflægge regnskab for legemets gerninger. Alle vil da være nødt til at aflægge regnskab for det gode, de kunne have gjort, men ikke gjorde, fordi de ikke var så nært knyttet til Gud, at de kendte hans vilje og forstod hans krav til dem. Hvis de penge, vore brødre årligt brugte til selvtilfredsstillelse, var blevet anbragt i missionens skatkammer, vil der have været ét hundrede missionærer, hvor der nu kun er én. Hvem vil komme til at aflægge regnskab for denne alvorlige mangel på kapital? Mange af vore amerikanske brødre har givet ædelmodigt og villigt, for at sandheden kunne få fremgang i Europa, men der er stadig et stort arbejde at gøre. Mange, som har givet gavmildt, kunne give mere, og andre bør nu stå frem og bære deres del af byrden. Nu er tiden kommet, hvor ejendomme og jordbesiddelser bør omsættes til missionsfonds. Mennesker skal opdrages og uddannes. Vi føler os foruroligede, når vi ser, hvor lidt der gøres, når vi har et budskab til hele verden, og alle tings ende er nær.   ret

Forsynets stemme kalder på alle, som har kærlighed til Gud i deres hjerter, for at vække dem i denne store Krisesituation. Der har aldrig været en tid, hvor så meget stod på spil, som i dag. Der har aldrig været en tid, hvor der blev krævet større energi og selvopofrelse af Guds lovlydige folk. Hvis der er nogen sinde har været brug for sparsommelighed og selvfornægtelse, er det nu. Der bør ikke være nogen ekstravagance i påklædningen, ingen unyttige udgifter til tilfredsstillelse af selvet eller pragts udfoldelse. Lad vore midler og vort arbejde være helliget Guds værk for at frelse sjæle, for hvem Kristus døde for.   ret

Nu, hvor helligdagene nærmer sig, appellerer jeg til jer om i stedet for at give jeres venner gaver at bringe jeres ofre til Gud. Lad os vise, at vi værdsætter den store frelses plan. Da Gud har givet os hele Himmelen som gave i sin kære Søn, lad os da udtrykke vor taknemmelighed ved at bringe takofre til hans sag. Lad det stedsegrønne juletræ bære rig frugt for Gud.   ret

Jeg præsenterer vore udenlandske missioner for jer som modtagere af jeres gaver. Lad os vise, at vi værdsætter det dyrebare sandheds lys ved at bringe et offer for at udbrede lyset til dem, som sidder i mørke. Ved vor selvfornægtelse og vor gaver kan lande, som aldrig har hørt sandheden, høre den. De kan synge med på lovsangen til Gud, og fra den kan mange stemmer hæve sig og udbrede det sidste advarselsbudskab. Lad enhver menighed og enhver familie deltage i dette arbejde. Lad hvert eneste barn tage del ved at bringe en gave, der er en følge af egen flid og selvfornægtelse. Frelseren vil modtage frivillige gaver til enhver. Gaver til udbredelse af det dyrebare sandheds lys, som er en frugt af selvfornægtelse, vil være som vellugtende røgelse for Gud.   ret

Hvis vi i fortiden har glemt Guds godhed, har vi nu en dyrebar anledning til at gøre denne forsømmelse god igen. Lad os til jul og nytår ikke blot give ham en gave af vore midler, men også give os selv i villig tjeneste. Enhver af os, fra den yngste til den ældste, har fået skænket det privilegium at blive Guds medarbejdere. Kristus kommer snart på himmelens skyer for at gengælde enhver, efter som hans gerning er. Hvem vil da komme til at høre ordene. "I har gjort, hvad I kunne"?
Torre Pellice, Italien   ret