Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 11. december 1900

Lektier for kristne

Det tredje kapitel i 1. korinterbrev indeholder undervisning som alle, der hævder at være Jesu efterølger, bør studere. Stridigheder i de troendes samlede legeme er ikke efter Guds orden. De kommer af at vise det naturlige hjertes egenskaber. For alle som bringer uorden og uenighed ind, er Paulus’ ord passende: ”Og brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu.” Her henvender Paulus sig til et folk hvis opvækst ikke passede sig til deres privilegier og anledninger. De burde kunne klare at høre det tydelige Guds Ord, men de var på det sted hvor disciplene var, da Kristus sagde til dem: ”Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.” De burde have været langt længere fremme i åndelig kundskab, i stand til at fatte og praktisere Ordets højere sandheder; men de var ikke helligede. De havde glemt at de måtte renses fra deres nedarvede og opelskede tendenser til at fejle, og at de ikke må værne om kødelige egenskaber.   ret

Det var umuligt for apostlene at irettesætte den fejlende, uden at nogle som hævdede at tro sandheden blev fornærmede. Det inspirerede vidnesbyrd kunne ikke gøre noget godt; for de havde mistet deres åndelige forståelse. Skinsyge, had og anklager lukkede døren for Helligåndens virke. Paulus ville gladelig have dvælet ved højere og vanskeligere sandheder, sandheder som var rig på næring, men hans belæring ville have skåret direkte på deres tendenser til skinsyge, og ville ikke have været taget imod. De gudsfrygtens guddommelige mysterier, som ville have sat dem i stand til at gribe de fornødne sandheder for denne tid, kunne ikke blive udtalt. Apostlen måtte udvælge lektier, som, ligesom mælk, kunne tages uden at pirre fordøjelsesorganerne. Sandheder af den dybeste interesse kunne ikke blive sagt, fordi tilhørerne ville misbruge dem, bringe dem til unge nyomvendte som kun behøvede mere enkle sandheder fra Ordet.   ret

“Fordi I endnu er kødelige.” erklærede Paulus ”Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis? Thi når en siger: »Jeg er tilhænger af Paulus,« og en anden: »Jeg er tilhænger af Apollos,« er I så ikke »mennesker«? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham.” Deres stridigheder åbenbarede at de ikke havde Kristi sindelag og Ånd, da de vandrede efter deres egne snævre visdom, indbildske sind. Deres syn og følelser var bundet op af selviskhed. De udviste ikke den gavnmildhed, ædelmodighed, ømhed, som afsløres hos den der bliver i Kristus.   ret

De kristne afkræves hellighed til Gud gennem Kristus. Hvis der er fejl i menigheden, bør dette først have opmærksomhed. Nogle kan irettesættes skarpt. Dette er ikke at forurette den fejlende. Den trofaste sjælslæge skærer dybt, så ingen skadelig ting er tilbage og bryder det op igen. Efter at der er givet irettesættelser, kommer anger og bekendelse, og Gud vil frit tilgive og helbrede. Han tilgiver altid når der bekendes.   ret

Herren ønsker at sjælstemplet skal holdes fra fra al besmittelse. ”Lad ingen bedrage sig selv! Hvis nogen iblandt jer mener, at han er viis i denne verden,” – i hans egne øjne - ”må han blive en dåre, for at han kan blive viis.” Lad ham som søger det højeste sted lære at tænke langt mindre på sin verdslige visdom, og ydmyge sig selv, så Gud kan give ham den visdom som kun gives når der udvises sand ydmyghed. Verden kan kalde ham for en tåbe, men Gud kalder ham for vis; for ”Herrens frygt er visdoms begyndelse.” Lydighed mod Gud er af langt større værdi end verdens agtelse.   ret

Guds tjenere er indvolveret i tarvelig vingård. ”I er alle brødre.” Deres formål bør ikke være at gøre opvisning, ejheller at ophøje selvet, men at omvende sjæle, at gøre et arbejde som vil modstå sandhedens og retfærdighedens fjenders angreb. Lad ingen forklejne et andet menneskes arbejde, fordi det ikke er præcis efter hans egen samme linje. De sjæle som vi arbejder for skal ikke omvendes til prædikanten, men til Jesus Kristus. Lad mennesket sætte sig selv i baggrunden; lad mennesket vise sig. Tal om Kristus. Ophøj Kristus. Løft Ham op, Golgatas menneske.   ret

Paulus erklærer: ”Jeg har plantet, Apollos har vandet; men Gud gav væksten.” Paulus var den første der forkyndte evangeliet i Korint. Han dannede en menighed der. Apollos kom derefter, og vandt sin vej til folks hjerter, og underviste. Men Gud gav væksten. Begges succes kom fra Ham.   ret

Guds tjenere besidder ikke altid de samme gaver, men de er alle Hans arbejdsfolk. Enhver skal lære af den Store Underviser, og derefter bringe det videre som de har lært. Alle gør ikke det samme arbejde, men under Helligåndens helliggørende indflydelse er de alle Guds redskaber. Gud bruger forskellige begavelser i Sit værk for at vinde sjæle fra Satans hær.   ret

"Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje." Det er Gud og ikke mennesker der er dommer over menneskers arbejde, og han vil afmåle enhver sin retmæssige belønning. Det er ikke tilstået noget menneske at dømme Guds forskellige tjenere. Herren alene er dommeren og belønner enhver god gerning.   ret

"Den, der planter, og den, der vander, er ét," engageret i det samme arbejde - sjælvinding. "Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I." Med disse ord sammenlignes menigheden med en dyrket mark, hvori husbonden skal arbejde, sørge for vinene fra Herrens udplantning; og for en bygning, som skal blive et helligt tempel for Herren. Kristus er Første Arbejdsmanden. Han giver dem taktfølelse og dygtighed, og hvis de giver agt på Hans belæring, kroner han deres arbejde med succes. Ingen skal beklage sig imod Gud, som har udpeget enhver mand sit arbejde.han som knurrer og ærgerer sig, som ønsker sin egen vej, som ønsker at forme sin kollegaer skal tilpasse sig hans egne ideer, behøver den guddommelige berøring, før han er kvalificeret til at arbejde i en bestemt linje. Hvis han ikke forandres, vil han med sikkerhed ødelægge arbejdet.   ret

Husk at vi er Guds medarbejdere. Gud er den almægtige, virkningsfulde drivkraft. Hans tjenere er hans redskaber. De skal ikke rive i stykker, sådan at enhver arbejder efter sine egne idéer. De skal arbejde i harmoni, udmærke sig sammen i venlig, mild og broderlig orden, med kærlighed for hinanden. Der skal ikke være nogen uvenlig kritik, ikke rive andres arbejde i stykker. De skal sammen føre værket frem.   ret

Der skal ikke være adskilte partier i Guds værk. Enhver mand som Gud har instrueret et budskab har sin specielle arbejde, og dette skal gøres under den store Førstearbejder. Tildan ingen særskilte partier. I deres tjeneste, skal de være Guds tjenere helt igennem. Enhver person har sin egen individualitet, som han ikke skal miste i nogen anden arbejdsmand. Alligevel skal han arbejde i fuldkommen enhed med sine brødre. I ære Guds medarbejdere skal foretrække hinanden. Ingen medarbejdere skal sætte sig selv op som et kriterium, og tale respektløst om sine kollegaer, og behandle ham af ringere rang. Under Gud skal enhver gøre sit udpegede arbejde, respekteret, elsket og opmuntret af sine kollegaer.   ret

”Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den.” ”Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.” Vi skal studere og adlyde enhver formaning i Guds ord. Herren ønsker at alle skal arbejde under Hans ledelse. Hans ord er en ufejlbarlig rådgiver.   ret

“Efter den Guds nåde, som blev givet mig,” fortsætter Paulus ”har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den.” Senere frembar andre deres budskab, og indsamlede sjæle som troede og blev omvendte. ”Men enhver se til, hvorledes han bygger.” Guds tjenere skal vise den størst omhu med de doktriner de underviser i, det eksempel de sætter, og den indflydelse de udøver over dem de omgås. Den store apostel appellerer til menigheden og til Gud at bevidne sandheden og oprigtigheden i hans bekendelse. ”I kan vidne, ja Gud selv,” siger han, ”om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror.”   ret

“Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.” Esajas erklærer: ”Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, baster man ikke. Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.” Kristus er blevet korsfæstet for os. Han er forsoningen for vore synder. Han er sonoferet, det sande urokkelige fundament. Han har samlet de troende i menighedens rum, så de kan arbejder enstemmigt, styrke og opbygge hinanden i troen.   ret

”Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.” Det er for vor evige interesses skyld at de rette materialer sættes på det rette fundament. Kristus er den store nødvendighed for enhver. Det vil være til fare for vore sjæle om vi blander selviskhed med det offer der lagt på grundlaget. Vi skal lægge materiale på det, som vil give Gud ære. Den der arbejder for Gud, skal gøre et grundigt arbejde; hans sind skal være rent, fri for al tarvelighed som træ, hø og strå. Arbejdet fra dem som bringer deres ofre til Gud i ydmyghed og kærlighed, er time for time afhængige af Kristi nåde til at hellige og rense fra menneskelig urenheder, frembærer Guds præg, som påskønner vort arbejde, ikke efter ydre udseende, men efter det hjertes renhed, det blev bragt i.   ret

I karakteropbyggelsen, er enhver person ansvarlig for den måde han bygger på. Der er mange i vor verden som lærer spekulative teorier,f rem for de enkle sandheder, som Kristus underviste i. Enhver vil prøves, for at se om hans omvendelse er virkelig. De rene læresætninger som undervises i tro, guldet, sølvet og dyrebare sene som sættes i fundamentet, vil ophøje og forældle den der modtager. Men den lære som blandes med menneskelig filosofi kan aldrig gøre tilfreds.   ret

Det gør en stor forskel om materialet bruges i karakteropbyggelsen. Guds længe ventede dag vil snart prøve ethvert menneskes arbejde. ”Den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.” Ligesom ilden afslører forskellen mellem guld, sølv og dyrebare stene, og træ, hø og strå, sådan vil dommens dag prøve karaktertrækkende, vise forskellen mellem de karaktertræk der dannes efter Kristi lighed, og karaktertrækkende der dannes efter det hjertes selviske hjerte. Al selviskhed, al falsk religion vil så vise sig sådans om det er. Materialernes værdiløshed vil optæres; men guldet i den sande, enkle og ydmyge tro vil aldrig miste sin værdi. Det kan aldrig fortæres; for det er uforgængeligt. En time i overtrædelse vil ses som et stort tab, medens Herrens frygt vil ses som begyndelsen til visdom. Selvføjelighedens fornøjelse vil gå tabt som strå, medens de holdbare princippers guld, fastholdes, for enhver pris, vil stå for evigt.   ret