Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 11. december 1883

Rejsenoter. New York Lejrmødet

Jeg var meget træt da jeg forlod lejrgrunden i Maine, og led af en streng forkølelse. Vi besøgte min hårdt prøvede tvillingsøster der boede i Gorham, Me. Gigten har gjort et sørgeligt arbejde i hendes krop. Selvom hun var næsten hjælpeløs og led meget, er hun bemærkelsesværdig tålmodig og glad, og tænkte på andres ve og vel.   ret

Oh, hvor glade ville vi blive om hun blev lindret for smerte, og fik kræfter til at blive rask igen, om det var i vor magt! Men vi tænkte at Jesus elsker hende højere end det er muligt for os at gøre dette. Han vil ikke pine eller såre menneskebørnene villigt. “Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.”   ret

Vi fik dyrebare bedestunder sammen med hende, og Jesus lod til at være meget nær os. Jeg trøstede mig med at bringe hende troen på Jesus, Guds medynkende lam. Han alene kan være hendes hjælper. Han alene kan irettesætte fjendens grusomme magt, og standse sygdommens fremskridt. Han alene kan give fred, trøst og håb til dem som tror på ham. Efter nogle få timers ophold måtte vi sige farvel, efterlade hende i hendes lidelser, og ikke vidende om vi skal møde hende igen i dette liv. Jeg kunne ikke blive længere uden at slappe af, og få den styrke jeg skulle have.   ret

Vi blev budt høfligt velkommen hos bror og søster Martins i Deering; og her blev alt gjort for min sundhed som venlighed og dygtighed kan udrette. Her blev min tro prøvet. Jeg mente det ikke var min pligt at deltage i lejrmødet i New York; alligevel var jeg bange for fjendens arbejde med at spærre min vej. Jeg besluttede at starte min rejse, stole på at Herren ville hjælpe mig. Min alvorligste bøn udgik fra uforfærdede læber efter hjælp og styrke til at beslutte mig for al det arbejde Herren vil have mig til. Jeg forlod Maine meget svag. Medens vi ventede i flere timer Worcester, gik min bøn til stadighed til Gud efter styrke og nåde, som jeg har så meget brug for. Vi var midt i en regnstorm. På stationen i Syracuse blev vi også holdt tilbage og jeg bad stadig uophørlig for sundhed og styrke og Guds velsignelse, så jeg kan bære det vidnesbyrd han har givet mig til folket. På Union Square fandt vi alt gjort til rette for vor komfort. Vort telt blev rejst under et stort telt, og selvom det var ubehageligt vejr, blev vi beskyttet så meget som muligt fra storm og vind.   ret

Straks da jeg var på pladsen, blev jeg overbevist om at vi var på vor pligts vej. Jeg påberåbte mig Guds løfter, og de blev bekræftet for mig. Vi mødte mange første gang som havde grebet troen inden for få år siden, og vi glædede os i kærlighed for sandheden. Da jeg så at lejrmødet var placeret et stykke fra en by og tilsyneladende på et afsiddesliggende sted, tænkte jeg at formålet med mødet vil være tabt; nemlig at få deres opmærksom som ikke troede. Dette ærgrede mig, for vort lys skal skinne ud i verden. Men vi blev overraskede over at se så mange af dem der ikke er af vor tro i tilhøreskaren, og de lod til at være interesserede. Det var i tro at jeg prøvede at tale til folk; men ved alle anstrengelser hjalp Herren mig. Idet jeg arbejdede på at indprente vore folk med det nødvendige i at forberede karakteren, så de kan stå på Herrens dag, glemte jeg mine sygdomme; Herren velsignede mig. Der var flere særlige stunder til at søge Herren. Når vi opfordrede dem til at komme frem, som ikke havde bevis for deres forbindelse med Gud, og dem som var faldet fra Gud, og dem som søgte Herren for første gang, så reagerede rigtig mange.   ret

Der var rigtig mange dyrebare og betagende anledninger. Mange frembar vidnesbyrd medens deres hjerter var dyb berørte. Vi søgte at indprente folk med det nødvendigheden af større tro og ren kærlighed. Den manglende kærlighed til Jesus og kærligheden til vore brødre havde udtørret deres kærlighed for hinanden, og som resultat var der en voksende selviskhed, selvtilstrækkelighed, onde tanker og mistillid til hinanden blandt Guds folk. Alt dette er ikke af Kristus men af en anden ånd, og må overvindes.   ret

Mange kæmper forgæves efter sejr, men de får den ikke, fordi de værner om selviskhedens synder, om verdslig ærgerrighed, uvenlighed, misundelse, egenkærlighed eller en kødelig lyst. Så længe disse afguder er der, kan de ikke forvente at Herren vil gøre store ting for dem.   ret

Kunne alle dem som tror de store og vigtige sandheder Gud har åbnet for sit folk, sætte deres tro som eksempel ved deres liv, vil de indse at de er gået ind I tæt forbindelse med Gud, så de er Guds sønner og døtre. Uanset for lille og ukendte de måtte være i verden, så er de medlemmer af den kongelige familie, børn af den Himmelske Konge. Har de altid en fornemmelse af dette, vil der ske en stor forandring i deres optræden, og vil de så ikke deres omgang med andre ikke tale om deres bedste ven som har gjort en så meget for dem at de ophøjes og forædles til at blive Guds børn og nyde de rigdomme, den hengivenhed, omsorg og fællesskab som tilkommer de genløste for Gud? Hvilken nedladenhed fra himlens Majestæts side! Hvilken forbavsende kærlighed, at syndere, jordens kryb, kan allieres med Almægtighed! For så mange som har modtaget Frelseren ved tro, “gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.” Men hvor sørgelig synes ikke deres tilstand som foragter hans kælrighed, som nægter at acceptere den frelse der er købt dem for en uendelig pris kaster den bort som værdiløs, selvom de tidligere har accepteret den! Hvor mange er så forgabet med syndens fornøjelser, at de vil kaste de dyrebareste velsignelser bort i foragt, den mest ophøjede ære i universet, og begærligt gribe efter forbudte fornøjelser! De forsømmer og foragter Guds venskab; og oh, hvor kort er den tid hvor de vil være nød til at forlade de fornøjelses ting de har valgt, som de har solgt deres for, og erfare ve og fortvivlelse!   ret

Om søndagen blev min tro prøvet hårdt. Min tunge og lunge var irriteret og smertefuld. Teltet var fyldt, og ganske mange stod uden for som en mur.   ret

Jeg gik med til at gå på talerstolen, og hvis min tunge og lunger forhindrede mig i at tale vil jeg kalde en anden til at tage mit sted; men Herren velsignede mig stærkt, og gav mig et vidnesbyrd at frembære for folk. Jeg følte mig meget fri i Herren, og meget taknemmelig over at Jess er en nærværende hjælp når der er brug for det, hvis vi blot vil tro. ”Min nåde er dig nok,” var min forvisning da jeg gik i gang med at arbejde i Guds sag. Jeg har påberåbt mig dette løfte igen og igen, og hans ord vil aldrig svigte mig. Vi har en mægtig hjælper, og han indbyder os til at stole helt på ham. Dette er den kristnes privilegium, at tro og stadig fortsætte med at tro at Gud vil være en altid nærværende hjælp i behovets stund. Herren talte gennem sine tjenere med klarhed og kraft; og jeg blev ledt til at spørge: Vil disse ord som Kristi tjenere siger, være en smag af liv til liv for dem der hører dem, eller af død til død? Hvem vil acceptere sandhedens lys? Hvem vil forkaste livets ord for deres egen evige tab. Hvem af det antal som bekender sandheden, men hvis liv modsiger deres tro, vil give agt på Guds ord gennem sine tjenere? Dem som ikke tager sig i agt vil ikke kende den virkelige lykke. Hvordan vil dem som vanrøgter de ord som Gud har talt gennem hans budbringere, møde deres Frelser, som de ikke har æret i samtale eller ved deres eksempel? Alle disse anledninger og privilegier vil komme frem til Dommens dag og fordømme dem. Enhver må møde sin livsregistrering sådan som den er. Det arbejde han har gjort står og vidner for eller imod ham. Hvis det arbejde er ondt, står han afklædt af sin egen retfærdighed, og uden den hvide klædning på, - Kristi retfærdighed, - uden venskab med Jesus. Hvilken frygtelig situation! stå alene midt iblandt himlenes frygtelige rangspersoner, med Herren Jesus stående over for sig, som gav sit liv for dem, men de forkastede Ham, og siger: Vi vil ikke have denne mand Jesus til at regere over os. Dette er de frygtelige ord som vil høres: ”Gå bort, jeg kender jer ikke.”   ret

Vi fik meget kedelige tanker om de kriminelle. Der er bevis for frafald fra Gud, når disse årlige samlinger ikke påskønnes og tager del i dem. Disse dyrebare samler er Guds arrangement, og skal være til styrke og stor velsignelse for sit folk; og dem som betragter disse møder som uvæsentlige forsømmer Himmel-sendte og dyrebare anledninger, og møder et stort tab. Hvis der er nogen som er faldet fra, så er disse møder til dem. Der er stor fare for at verdenskærlighed udelukker Jesu kærlighed. Disse stakkels fristede sjæle vil aldrig få hvile og fred før de overgiver sig helt og ubetinget. Guds ords forlangende er tydeligt. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« Dette er den eneste betingelse der lægges i Guds ord, som vi vi kan påberåbe os evigt liv med. Guds løfter er fyldestgørende. Evangeliet blev ikke givet for at vække ønsker det ikke kan indfri. » Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.«   ret

Manges svingende, foranderlige, sørgmodige erfaring, som bekender Kristus, er alt andet end hvile og fred; det er stadigt arbejde, smerte og sorg. De har sat et åg på deres egne skuldre der er meget snærende, og hober en masse byrder op til sig selv, som Kristus ikke har pålagt dem at løfte. Verdens kærlighed udæsker mange hjerter for al kærlighed til Kristus og til himmelske ting. Måtte disse give agt på Kristi formaning: ”Sammel jer ikke skatte på jorden.” Kristus vidste hvad han talte om; for jordiske rigdomme bliver en snare.   ret

Vi blev bedrøvede over at ikke møde dem vi håbede at se ved dette møde. Nogle kunne være holdt borte på grund af sygdom; og vi vidste at nogle ikke var ved dette dyrebare møde fordi de var i mørke. De havde ikke fulgt der hvor Jesus fører vejen. Vi var kede af at noget kunne holde dem borte. De har været med til disse årsmøder år efter år, men de var ikke på stedet dette år, 1883: og Jesus af Nazareth gik forbi for at sprede velsignelser på deres sti. Disse fraværende mennesker vil lide et tab som de ikke kan tillade sig. Vi ved at nogle af vore brødre har viklet sig ind i denne verdens ting. Deres hjem er deres afguder. De er blevet selviske og ikke-troende. Disse ting adskiller dem fra Gud. Hele himlen er interesseret og ivrig for deres bedste, og søger at drage deres hjerter til et højere og bedre liv, til evig arv, og fæstne deres forventninger til det himmelske land. Jesus vil have dem til at overføre deres rigdomme. ”Saml jer ikke skatte på jorden,” siger Kristus, ”hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Vi er kun pilgrimme og fremmede på jorden, der ser frem til det bedre land, det himmelske hjem, der sikrer os en tittel uden svaghed til vore retmæssige besiddelser der. Hvis nogen af disse gode brødre, hvis hengivenhed er begravet i verdslige rigdomme kunne få vore pilgrimfædres erfaring, som blev drevet fra deres hjem på grund af deres tro af forfølgelse, sværd og ris, så de kan lære ligesom Abraham at gå uden at vide hvorhen, men blot stole på den stemme der kaldte ovenfra og førte vejen, - vil det vise sig som en velsignelse for dem. Det var eksilet, pilgrimsvandringen og et fremmed lands farer, som gjorde vore fædre faste, stærke og trofaste i sandhedens og retfærdighedens sag.   ret

Hvis denne gamle lektie om tillid til Gud kunne læres på ny i lidelserne, sorgernes og fejlenes vanskelige skole af nogle af vor verdslige, letelskende brødre, ville de blive stærke mænd der kæmper for det rigtige. De vil være lysets budbringere, der bærer sandheden til dem der er i mørke. Bevidstheden om at verdens Genløser er deres skjold og en overmådelig stor løn vil være af langt større værdi end alle jordiske rigdomme. De vil med forskrift og eksempel bevidne at deres borgerskab er i himlen; og deres arbejde vil være at opbygge et rige som skal stå for altid. Vi fik meget nedslående tanker om disse lovovertrædere. Hvorfor var de ikke til mødet? Havde de ingen interesse for det guddommelige og evige ting? Havde de mistet deres kærlighed for sandheden, og deres interesse for den? Havde de kastet deres tillid bort? Var der nogen der havde trukket sig til fortabelse? Gud forbyde det.   ret

Vi mødte mange af vore gamle og prøvede venner for sagen, på pladsen, som vi fik gode råd af for mere end tredive år siden. Bekymringer, alder og svagheder satte deres mærker på dem; men de var stadig faste i troen, glædede sig i det salige håb om vor Genløser snarlige tilsynekomst i himlens skyer. Vi glædede os at se disse dyrebare og trofaste mennesker jublende og salige ved vore møder, og frembar muntre vidnesbyrd om Guds godhed og barmhjertighed. Ud fra min livserfaring fandt jeg at de lykkeligste folk på jorden er dem som overgiver deres sjæles varetægt til Gud, og finder fred og lykke i tro.   ret

De fleste af disse korsets soldater har lidt smertelige tab og pinsler, men der kommer ikke knurren fra deres læber. De lærte hvor de skulle søge hjælp i trængsler og ulykke. De fandt ly fra storm og uvejr i Tidsaldrens Klippe. Hvilken tilfredshed er det at finde Herrens nedslidte, troende og tillidsfulde faste som en klippe! Deres ansigter lyste op idet de lyttede til sandhedens, håbefulde og troens ord fra Herrens budbringere. De trofaste havde gennemgået trængsler, men fik råd fra Ham som siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Af erfaring fandt de at alt i dette liv som har værdi kan kun fås ved at tjene Ham, som har gjort verden og alle ting som er deri, og har forpligtet sig selv til at rense, forny, forherlige denne verden, til de sagtmodiges, tillidsfulde, troende, og trofastes ejendom.   ret

Til tider er udsættes de der følger Jesus for sårende prøvelser og problemer. Men disse ser, ved troens øjne, på Jesus på Golgatas kors; og en korsfæstet Genløsers blod er fuldstændig virkningsfuldt for ethvert menneskes sjæl. Der er ingen andre hjælpemidler til den vansmægtende sjæl i sit største behov, end at se på Golgatas kors. De kan ikke gøre andet en at lægge deres hænder i Kristi hænder, og sige: Led mig, før mig. De vil fristes, blive fortvivlet og nogle gange miste modet; men de vil i tro høre kaldet gennem det tykke mørke: ”Følg mig og den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket.”   ret