Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. december 1907

I dette trøstende budskab henviser profeten til Guds løfter, der blev givet gennem Moses, mens israelitterne slog lejr ved bjerget Sinaj, og han erklærede: “Og jeg vil bo midt iblandt Israels børn og være deres Gud, og de skal kende, at jeg Herren er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg er Herren deres Gud.” Igennem ørkenvandringen havde Herren udvist “huld imod Israels hus, gjort os efter sin miskundhed, sin nådes fylde. Han sagde: ‘De er jo mit folk, de er børn, som ej sviger’. Og en frelser blev han for dem. I al deres trængsel, led han, og hans åsyns Engel frelste dem: i sin kærlighed og skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle fortidens dage.”   ret

Templets ydre herlighed var ikke Herrens herlighed. Der blev givet lærdomme om hvad der udgør den velsignelse der skulle hvile over templet. Dets genoprettelse til en tydeligere stil end ved det første tempel, skulle sætte folk i det lys at deres tidligere fejl beroede på pomp og herlig fra den ydre form og ceremoni. Templet skulle rejses på dette tidspunkt også for at fjerne skampletten for deres ulydighed mod Gud. Haggai instruerede folk at de med hjertefølt anger og ved hurtig fuldførelse af templet, skulle søge at blive renset fra den ulydighedens synd som havde ledt dem bort fra Gud og havde forhalet befalingens udførelse om at oprejse og bygge. . . . .   ret

Ved at forsømme det tempel, som var spejlet for Guds nærvær, havde folket vanæret Gud meget. De blev nu instrueret til at holde Hans hus i hellig ære, ikke på grund af dets pragt, som jøderne gjorde på Kristi tid, men fordi Gud havde lovet at være der. Og dette andet tempel skulle være det første overlegent, fordi Messias i en særlig forstand ville ære det ved sin personlige tilstedeværels   ret