Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. december 1878

En henvendelse og appel, Der fremstiller missionsarbejdets betydning

"De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid." Dan. 12,3. "Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er." Åb. 22,12.   ret

Der er hele tiden kamp mellem de to store hære, der føres af livets fyrste og mørkets magters fyrste. Djævelen er, i assistance med sine engle, hele tiden i gang med den største opsætslighed, på at samle sjæle under sit banner, medens Jesus Kristus og hellige engle arbejder ihærdigt på at presse mørkets kræfter tilbage, og redde sjæle fra Satans greb, og samle dem under Fyrsten Immanuels blodbestænkte banner. Dem som er sande soldater af Kristi kors, vil ikke være ligeglade tilskuere, men vil tage en aktiv del og vise en personlig interesse i denne kamp. De vil ”kende fællesskabet med hans lidelser,” ved at udbrede lys og sandhed, for at genløse det, der er købt for hans blod, fra syndens og dødens slaveri.   ret

Nu er der det samme kald for uhildede medarbejdere, som da Kristus gav opgaven til sine disciple, før han blev taget fra dem til himlen. ”Gå derfor ud i alverden, og forkynd evangeliet for al skabningen,” er vor Herres befaling. Der er brug for uhildede medarbejdere i alle dele af høstmarken. Mænd og kvinder kan være medarbejdere, sammen med deres selvopofrende og selvfornægtende Genløser. I deres uselviske anstrengelser for at gøre godt mod andre, vil de bære hans åg og løfte hans byrder. Derved vil de finde ren lykke og rige glæder. Hvem som helst der tager imod Kristi indbydelse, at bære hans åg og dele hans byrder, vil ikke kun finde åget let, men byrden let. Du finder fred og hvile i at glemme selvet og frelse sjæle fra vildfarelsens mørke med alvorlige og udholdende anstrengelser. Dem som kvier sig ved de ansvar som Jesus vil have at de bærer, og vælger et liv i selvføjelig lethed, vil være blottet for åndelige glæder og guddommelig fred, og kan ikke få del i Kristus om hans ære. Selviske nydelser vil aldrig tilfredsstille en sjæls længsel, som Gud ellers har udstyret til en højeres sfære og ædlere mission.   ret

Den eneste menighed er en arbejdende menighed, hvis medlemmer føler et personligt ansvar for at gøre deres del, i at styrke, opmuntre, og opbygge menigheden ved deres personlige arbejde. Disse arbejdere vil udbrede deres indflydelse og arbejde, ved at gøre alt som de kan i alle grene i arbejde. Sandheden udbredes når levende og aktive medarbejdere overgiver den med personlig møje, karakteriseret ved medynk og sand helligheds skønhed.   ret

Vi er et folk som Gud har begunstiget med særlige privilegier og velsignelser, at vi er blevet til forvaltere af hans lov. Ingen af os skal gå ledige rundt i Herrens vingård. Vi er ikke alle kvalificeret til at gøre den samme slags arbejde; alle kan ikke være prædikanter, arbejde i ord og lære; men der er andre dele af arbejdet, der er lige så vigtige som dette er, som er blevet forsømt så frygteligt. Mænd og kvinder behøver at gøre en del i dette store arbejde, i at sprede sandhedens lys ved at omdele vore publikationer. Dette arbejde har de som bekender sandheden ikke taget fat i, som de burde.   ret

En større del af vore menighedsmedlemmer er ikke arbejdende kristner; de lever som om der ikke var nogen større nød, ikke i frygtelig fare for at deres medmennesker mister evigt liv. Mange folder deres hænder i magelighed, dog bekender de at være Kristi efterfølgere. Arbejdets byrde er principielt blevet overladt til prædikanterne, medens mange i kirken har stået og set på hvordan tingene skete. Der er ikke kun men kvinder som burde gøre deres hjerter og sind forstandige på det allerbedste arbejdsmetode for Mesteren, kvalificere sig selv til at gøre en del af det værk som de bedste egner sig til. Alle vil, hvis de er forbundet med Gud, se noget at gøre, og vil gøre det. De kan ikke være soldater i Herrens hær, vis de ikke adlyder Hærførerens kald og bære de ansvar som nogen må bære.   ret

Der er missionsarbejdsmarker som har stået åben i årevis, kaldt på medarbejdere, og alligevel har mange ikke set eller erkendt nødvendigheden i at de skal gøre noget. Det arbejde der var troede var for andre, men ikke for dem. Der er hundrede og tusinde som kan arbejde hvis de er indstillet på det. Ind til videre har de ikke gjort noget andet end at tjene sig selv. Denne klasse af ikke gøre noget og ikke ved noget, når det angår arbejde i Guds sag, vil aldrig høre det ”vel gjort” fra Himlens majestæts læber. De har ikke haft interesse i værkets mange grene. De har ikke lært hvordan man arbrejder for Mesteren, for at fremme hans sag, og lægge deres yderste anstrengelser og evner for at frelse sjæle fra vildfarelse og død. Vore søstres tanker kan være højere og veldannede. Hvis de helliges selviske interesser, vil sjælen forklejnes. Resultatet vil være tomhed og hvileløshed.   ret

Et højtideligt ansvar hviler på Kristi tjenere til at gøre deres arbejde grundigt. Mange har efterladt nogle dele af arbejdet ugjort, fordi det ikke var behageligt, forventer at den næsten prædikant kommer og gør det færdigt for dem. Det var bedre om de ikke involverede sig i arbejde, med mindre de kan binde det grundigt sammen, så det ikke trevler op. Der er mange prædikanter som ikke knytter sig så tæt med Gud, så de kan føle og erkende folks behov, og give dem føde i rette tid. De bør lede de unge disciple klogt og skønsomt, skridt for skridt, fremad og opad, indtil alle vigtige punkter er blevet bragt frem for dem. Med arbejdets byrde på sig, er det deres pligt at lede folk frem indtil de kan frembringe alle mennesker fuldkommen i Kristus.   ret

Blot et bifald til sandheden er ikke nok. Der må være et bønligt arbejde med dem som griber sandheden, indtil de skal overbevises om deres synder og skel søge Gud og være omvendte. Så kan de undervises om Guds krav på dem med tiende og gaver. De må lære at tiendesystemet er bindende på Guds folk i disse sidste dage, lige så sandt som det gjorde på det gamle Israel. Traktat og missionsarbejde bør præsenteres for dem. Intet skal holdes tilbage. Alle punkter af sandheden skal ikke gives brat og pludseligt med nogle få lektioner; læreren bør gradvist, forsigtigt og med sit arbejde gennemsyret af ånden i Guds værk, give føde i rette tid.   ret

Prædikanter forsømmer ofte disse vigtige grene af arbejdet – helsereformen, åndelige gaver, systematisk godgørenhed, og Missionsarbejdets store grene. Under deres arbejde kan mange mennesker forstå sandhedens teori, men til tider findes det at der er mange som ikke vil stå Guds prøve. Prædikanter lagde grundlaget, hø, træ og stubbe, som kun vil fortæres af fristelsens ild. Nogle viser sig at være guld, sølv og ædelstene; disse vil klynge sig til sandheden ud fra princippet. Men sandhedslæreren har bragt disse unomvendte frem som han burde have gjort, vist den forpligtelse over for dem, som påhviler dem, mange som derefter drages tilbage til fortabelse, kunne have været frelst.   ret

Andre prædikanter følger det førstnævnte, og frembringer de praktiske pligter i gudsfrygt, - Guds krav på sit folk. Nogle trækker sig til bage, og siger: ”Vor prædikant som bragte os sandheden nævner ikke disse ting. Vi er blevet bedraget. Disse ting blev holdt tilbage.” Og de bliver fornærmede på grund af ordet. Nogle vil ikke acceptere tiendesystemet; de forkaster systematisk godgørenhed, og bliver fornærmede, og vender bort, og vandrer ikke længere med dem som tror og elsker sandheden. Når traktat- og missionsmarken er åben for dem, indbyder dem til at arbejde på den, svarer de: ”Det er ikke sådan vi er blevet undervist,” og de tøver med at gå ind i arbejdet. Hvor meget bedre vil det være for sagen, hvis sandhedens budbringere havde uddannet disse nyomvendte trofast og grundigt om disse væsentlige ting, endog hvis han ikke så mange han kunne tælle, som blev tilføjet til menigheden under hans arbejde.   ret

Over for dem de arbejder med bør, prædikanter indprente vigtigheden af deres byrdefremførelse i forbindelse med Guds arbejde. De bør belæres at de i enhver del af Guds værk bør nedskrive hvad de kan hjælpe med og involvere deres interesse med. Den store missionsmark er åben for mennesker, og der bør agiteres for dens formål igen og igen. Folk må forstå at det ikke er Ordets hører men Ordets gørere som vil få evigt liv. Ikke en er udtaget fra dette godgørenhedsarbejde. Gud forlanger af alle mænd som Han giver Sine nådegaver at viderebringe, ikke blot af deres egen formue for at imødekomme behovene for Hans sandheds succesrige udbredelse, men også at give sig selv til Gud uden forbehold.   ret

Selvfornægtende godgørenehed karakteriserede Kristi liv. Han kom ikke for at søge sit eget. Han gjorde sine interesser til sit folks mangler. Han gik rundt og gjorde godt. Vore søstre som hidtil har levet for selvet og har værnet om mageligheds og selvføjelighedens vaner, kan nu, ved den de nåde de har fået, efterligne Kristi liv. Udøvelse af uhiltet godgørenhed vil styrke de principper i deres egne hjerter, som deres guddommelige Mester underviste i.   ret

Gud giver regelmæssigt og frit for at velsigne mennesker. Hans gaver er ikke kun rige og rundhåndede men systematiske. Dagens lys, tilbagevendende årstider, dug og regn der får planterne til at gro, er Guds velsignelser der uophørligt flyder til menneskenebørnene. Og af dem som Gud velsigner, forlanger han godgørende anstrengelser i overensstemmelse efter den guddommelige Model. Vor gavmildhed skal aldrig ophøre; vor næstekærlige gaver må være regelmæssige og stadige; og der må holdes orden i værket. Det er ikke et naturligt træk for hjertet at være godgørende, men det må oplæres i give dem linie for linie og forskrift for forskrift, hvordan der arbejdes og hvordan der gives ifølge Guds ordre.   ret

Vi er pålagt at gøre godt og velsigne andre med vort arbejde og bønner såvel som ved bemidlede gaver. For at være kristne og få himlen må vi efterligne det store Eksempel. Han gav sit liv med glæde som løsesum for en frafalden verden. Selviskhed og verdslighed fordømmes ved Kristi daglige liv, og ingen af os kan leve for os selv, og dog nyde Guds billigelse.   ret

Vore søstre har hellere end gerne villet undskylde sig for ikke at påtage sig en forpligtelse, som kræver omtanke og flid, men dette er netop, hvad de behøver for at fuldkommengøre deres kristelige erfaring. De kan virke som missionsarbejdere og være personlig interesseret i at udsprede traktater og blade, som giver en rigtig fremstilling af vor tro og lære. Det er ikke alle der kan rejse udenlands, men alle kan gøre noget hjemme. Mange beskæftiger sig med unødvendig syning, tilpasning og pyntning af deres eget og deres børns tøj, medens de går glip at de gylden øjeblikke, hvor de kunne forbedre deres talenter med at bringe sandheden til andre. Vi skal, som kristne, have en urokkelig overbevisning om at vores tid, vores kræfter og evner er blevet købt med en uendelig pris. Vi har ikke ret til at bruge vores tid på at tilfredsstille vores egne luner og vor stolthed. Som lysets børn skal vi sprede lyset til andre. Vi bør studere hvordan vi bedst kan ærer Gud, hvordan vi kan arbejde for at frelse og velsigne dem, for hvem Kristus døde. Når vi arbejder for at velsigne andre, skal vi få styrke og mod til vores egen sjæl og vi skal modtage Guds velsignelse. Flere hundrede søstre kunne nu være i arbejdet, hvis de havde villet. De selv og deres børn burde gå enkelt klædt i pænt og godt tøj og uden pynt, og den tid, de har spildt på lysten til at tage sig ud, skulle de benytte til missionsarbejde. De kunne skrive breve til venner, som bor længere borte. Vore søstre kunne komme sammen og drøfte, hvordan de bedst kan arbejde. Der kan opspares penge, der kan skænkes som en gave til Gud og bruges til at købe blade og traktater for, som de kan sende til deres venner. De, som nu ingenting gør, burde tage fat og gøre noget. Enhver søster, som bekender sig til at være et Guds barn, burde føle sig forpligtet til at hjælpe alle inden for rækkevidde. Det højest opnåelige kan opnås ved at praktisere selvfornægtelse og velgørenhed for andre. - (fortsættes)   ret