Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 12. december 1882

De to veje

"Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." Disse veje er tydeligt adskilte og fører i modsatte retninger. Den ene fører til evig død, den anden til evigt liv. Den ene er bred og jævn, den anden smal og besværlig. På samme måde er de skarer, der vandrer ad dem, forskellige af indstilling i deres liv, i deres påklædning og samtale.   ret

De, der drager ad den trange vej, taler om den lykke, som venter dem ved rejsens afslutning. De ser ofte kede ud af det i ansigtet, alligevel stråler de ofte at hellig glæde. De er ikke klædt som flokken på den brede vej, de taler heller ikke som dem eller optræder som dem. De har fået et eksempel at efterfølge. En smerternes mand og kendt med sygdom har vist dem hen til denne vej og har selv vandret den først. Hans disciple ser hans fodspor og føler sig trøstede og opmuntrede. Han kom til vejs ende i god behold, og det samme kan de, hvis de følger i hans spor.   ret

På den brede vej er alle optaget af deres egen person, af deres påklædning og de fornøjelser, de kan få på vejen. De hengiver sig i udstrakt grad til lystighed og svir og tænker ikke på, hvordan rejsen ender, på den sikre undergang ved vejens afslutning. Hver dag kommer de deres undergang nærmere, men alligevel styrter de af sted, hurtigere og hurtigere.   ret

Mange som går på den brede vej har disse ord skrevet på sig: ”Død for verden. Alle tings ende er nær. Vær også I rede.” De ser ud som de pyntede og tankeløse omkring dem, deres samtale er som deres kammeraters; men lejlighedsvis peger de med stor tilfredshed på bogstaverne på deres klæder, kalder andre til at få det samme på deres. De er på den brede vej, alligevel bekender de at være blandt dem der rejser på den snævre sti. Dem omkring dem siger: ”Der er ingen skillelinje mellem os. Vi er alle ens; vi klæder os, taler og handler på samme måde.”   ret

Når Kristus skal komme, vil han så acceptere et folk som har tilpasset sig verden? Vil han anerkende dem som sit folk som han har renset sig til sig selv? Nej aldrig, ingen andre end rene og hellige vil han anerkende som sine. Kun dem som er blevet renset og gjort hvide gennem lidelse vil Kristus acceptere.   ret

Hvordan var det med Guds folk i 1843 og 1844? Der var en helligelse som der ikke er nu. Hvad er kommet over Guds særlige bekendende folk? Hvorfor kommer tilpasningen til verden, uvillighed at lide for sandhedens sag? Hvorfra er den store mangel til at underlægge sig Guds vilje? Der er en lektie til os i Guds børns erfaring, efter at de havde forladt Ægypten. Gud kaldte dem ud fra ægypterne så de kan tilbede ham uforhindret og uden grænser. Han har forsøgt og prøve dem ved at bringe dem føre dem ud på vanskelige steder; han har arbejdet for dem ved mægtige mirakler. Men på trods af hans forunderlige handlemåde med dem, og mægtige manifestationer ved deres udfrielse så knurrede de, når de blev forsøgt og prøvet af ham. Deres sprog var: ”Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten”   ret

Bekendende kristne mener ofte det er besynderligt at Israels børn knurrede idet de rejste; at de var så utaknemmelige at de glemte Guds nådige behandling af dem. Men mange som tænker sådan har det værre end de. Gud har givet os lys over sit ord, åbenbaret store sandheder for denne tid, og gjort det så tydeligt og klart at det den alvorligt søgende ikke kan misforstås det. Hvor få værdsætter denne store velsignelse. Når prøvelser kommer, hvor mange er parat til at se tilbage og tænke at deres lod er vanskelig. De har ikke for tanke at den vej som de befarer, er en ujævn og selvfornægtende vej, og at de ikke må forvente noget for at gøre den jævn som om de var på den brede vej.   ret

Hvorfor er det så hårdt at føre et ydmygt og selvfornægtende liv? Fordi bekendende kristne ikke er døde i verden. Det er let at leve efter at vi er døde i synd. Men mange længes efter Ægyptens porrer og løg. De er tilbøjelige til at klæde og handle lige så meget som verden, som de kan og alligevel tage til Himlen. Disse forsøger at kravle en anden vej op. De indtager ikke den trange port, og går på den smalle sti.   ret

Bekendende kristnes tilpasning til verden er en vanære mod deres bekendelse, en vanære for Guds sag. De bekender at være draget ud fra verden og er adskilte, alligevel er de så meget lig dem i klæder, i samtale, og handlinger, at der ikke er forskel. Så længe mange der har liv og sundhed, bruger deres Guds-givne tid og midler til at besmykke deres dødelige kroppe, glemmer de at de kan blive berørt af Guds finger og lagt i dødens seng. Men idet de nærmer deres sidste forandring, og dødelig pinsel går til deres smertegrænse, kommer det store spørgsmål: ”Er jeg parat til at dø? Parat til at vise mig for Gud i dommen, og gennemgå det store tilbageblik?” Spørg dem så hvad de føler for at dekorere deres kroppe, og hvis de har nogen fornemmelse for det, om de er parat til vise sig for Gud, vil de sige dig at hvis de kunne gå tilbage og leve om, ville de rette op på deres liv og undgå verdens tåbelighed, dens forfængelighed og stolthed; ville de leve til Guds ære, og sætte et eksempel omkring sig.   ret

Hvorfor er der så få der er interesseret i deres evige velfærd, så får der er beret for deres sidste forandring? Jorden tiltrækker dem, dens rigdomme lader til at være værd for dem. De finder nok der optager dem, og får ikke tid til at berede sig til Himlen. Satan søger altid at kaste dem længere og længere ud i vanskeligheder. Lige så snart forviklinger og trængsler er ude af sindet, er han parat til at involvere dem i noget nyt ved at skabe et uhelligt ønske for flere jordiske ting. Derved går deres tid, og når det er for sent, ser de at de ikke har vundet noget af betydning. De har grebet ud efter skygger, og mistet evigt liv.   ret

Mange som efterligner verdens skikke og moder hævder at de gør dette for at få indflydelse på verdslige. Men her begår de en sørgelig og fatal fejltagelse. Hvis de vil have en sand og frelsende indflydelse, så lad dem udleve deres bekendelse, vise deres tro ved retfærdige gerninger, og gøre en stor skillelinje mellem den kristne og verden. Vore ord, vore klæder, vore handlinger, bør tælle for Gud. Så vil alle kende os for at vi har været sammen med Jesus. Ikke troende vil se at den sandhed vi bekender har en hellig indflydelse, at troen på Kristi komme påvirker vor karakter. Hvis nogen ønsker at sælge deres indflydelse til fordel vor sandheden, så lad dem udleve dem, og derved efterligne det ydmyge Forbillede.   ret

Forældre, når I sætter et stolthedseksempel for jeres børn, viser I at sæden vil spire op og bære frugt. Det som I sår vil I høste. Høsten vil være overdådig og sikker. Det er lettere at lære en lektie i stolthed end en lektie i ydmyghed. Satan og hans engle står parat til at gøre jeres handling, eller sige jeres ord der er opmuntrer jeres børn til at efterligne verdens moder, og i deres stolthed, blande sig med det samfund der ikke er helligt. Oh forældre, derved planter i en torn i jeres eget skød, som I ofte mærker i pinsel. Når I medarbejder denne sørgelige lektie så lærer I jeres børn, at I vil finde det så godt som umuligt. I kan fornægte dem de ting som stiller deres stolthed, alligevel lever det stadig i hjertet, og intet andet kan ødelægge det end Guds hurtige og mægtige Ånd. Når dette finder vej til hjertet, vil det virke som en forfinende ild, og verdens stolthed og kærlighed vil fortæres.   ret

Med mindre I vækker jeres børns evige interesser, vil de visselig gå tabt på grund af jeres forsømmelse. Og muligheden for at upålidelige forældre vil kunne frelse sig selv er meget lille. Forældrenes liv bør være eksemplarisk. De bør udøve en hellig indflydelse i deres familier. Idet de værdsætter deres børns evige interesser, bør de irettsætte stoltheden i dem, irettesætte det nøje, og opmuntre til det i ord eller handling.   ret

Jesus, herlighedens Konge, som gav sit liv for at genløse os, bar en tornekrone. Således blev vor Mesters hellige hoved besmykket. ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Alligevel kan dem der bekender at være genløst ved Jesu blod, udgydt for dem, ken de hengive sig i stolthed for besmykkelse af deres person, og stadig hævde at være efterfølgere af det hellige, ydmyge og selvfornægtende Forbillede. Oh om alle kunne se det som Gud ser!   ret

Israel har sovet i stolthed, mode verdslighed midt i deres midte. Det er disse ting som adskiller Gud fra sit folk, som har lukket arken bort fra dem. Når sandheden påvirker deres hjerter, vil den skabe en død over for verden. Så vil de lægge den ydre besmykkelse til side, og hvis de er døde vil de ikke bevæges af ikke-troendes, latter, hån og spot. De vil mærke et ivrigt ønske for at adskille sig fra verden, ligesom deres Mester. De vil ikke efterligne dens stolthed, mode eller skikke. Det ædle formål vil altid være foran dem, til Guds ære, og vinde en evig arv. Denne udsigt vil opsluge alt der er af jordisk art. Gud vil have et folk der er udskilt og adskilt fra verden. Og lige så snart at nogen føjer et ønske om at efterligne verdens mode, ligeså hurtigt ophører Gud med at anerkende dem som sine børn. De viser at de er fremmede for nåde, fremmede for den sagtmodige og ydmyge Jesus. Hvis de kender ham, vil de vandre værdig med ham.   ret

Tilsyneladende gudsfrygt kan ikke frelse nogen. Alle må have en dyb og levende erfaring. Kun dette vil kunne frelse dem på den farens dag, som venter os. Så vil deres gerning blive prøvet, af hvad slags den er. Hvis den er guld, sølv eller ædelstene, vil de blive skjult som i løndom i Herrens telt. Men hvis deres gerning er som træ, hø og strå kan intet skærme dem mod Jehovas frygtelige vrede.   ret

Mange måler sig selv blandt sig selv og sammenligner deres liv med Andres liv. Sådan må det ikke være. Ingen andre end Kristus er givet os som eksempel, og enhver bør kæmpe for at efterligne ham godt. Vi er Kristi medarbejdere, eller medarbejdere sammen med fjenden. Enten samler vi med Kristus, eller spreder. Vi er beslutsomme, helhjertede kristne, eller det slet ikke. Ingen vil indtage himlen uden at gøre et offer. De, der er villige til at bringe et hvilket som helst offer for at få evigt liv, skal få det, og det vil være lidelsen værd, korsfæstelsen af jeget værd og opofrelsen af ethvert afgudsbillede. Den langt større og evige vægt af herlighed mere end opvejer enhver jordisk skat og fordunkler enhver jordisk tillokkelse.   ret