Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 17. december 1872

Kristi første komme.

Guds Søn stod næst efter Den store Lovgiver i autoritet. Han var klar over at det kun var hans liv, som kunne tjene som soning for det faldne menneske. Ligesom hans ædle, pletfrie karakter og fornemme stilling som den himmelske hærs fyrste, var hævet over alt menneskeværk, således var Jesus selv hævet over mennesket. Han var Faderens udtrykte billede, ikke kun i det ydre, men også i sin fuldkomne karakter.   ret

Et sonoffer med blod af dyr kunne ikke dække Guds krav ved overtrædelsen af hans lov. Dyrets liv er ringere end den skyldige synders liv. Derfor kunne det ikke sone for synd. Gud kunne kun godtage det som et symbol på hans Søns offer.   ret

Et menneske kunne ikke sone for et menneske. I dets syndige, faldne tilstand er det et ufuldkomment offer som har ringere værdi end Adam før syndefaldet. Gud skabte mennesket fuldkomment og retfærdigt. Derfor kunne intet sonoffer for hans overtrædelse dække, hvis det ikke havde større værdi end det fuldkomne og uskyldige menneske.   ret

Den guddommelige Guds Søn var det eneste offer som kunne dække Guds fuldkomne lovs krav. Englene var syndfri, men af mindre værdi end Guds lov. De var underkastet loven. De var budbringere der skulle gøre Kristi vilje og som skulle knæle for ham. De var skabt væsner og under tilsyn. Der blev ikke stillet noget krav til Jesus. Han kunne give sit liv og han kunne tage det igen. Han var ikke forpligtet til at påtage sig forsoningen. Offeret var helt frivilligt fra hans side. Hans liv havde den værdi, som skulle til for at redde mennesket fra dets fald.   ret

Guds Søn var i guddomsskikkelse, og han så det ikke som et røvet bytte at være Gud lig. Ingen andre end han, af alle som har levet på Jorden, kunne stå frem og sige: Hvem af jer overbeviser mig om synd? Han var forenet med Faderen ved menneskets skabelse, så han havde i kraft af sin guddommelige fuldkomne karakter mulighed for at sone menneskets synd, løfte det op og føre det tilbage til dets oprindelige tilstand.   ret

Både offersystemet og det jødiske præsteskab blev indstiftet for at anskueliggøre Kristi død og forsoning. Ceremonierne havde ingen betydning i sig selv, og ingen moralsk værdi. Det havde de kun i forbindelse med Kristus, som selv var ophavsmanden til og grundlaget for dette system. Herren havde gjort det klart for Adam, Abel, Set, Enok, Noa, Abraham og de gamle patriarker især for Moses, at ofringerne og præstesystemet ikke var tilstrækkeligt i sig selv til at sikre en eneste sjæls frelse.   ret

De cermonielle ofringer pegede hen til Kristus. Gennem disse så de gamle patriarker Kristus og troede på ham. De var af himlen ordineret til at udfylde det hul som synden havde skabt mellem Gud og mennesker og som krævede en mælende præst. Gennem Kristus blev kommunikationen, som Adam afbrød med sin overtrædelse, genoprettet mellem Gud og den fordærvede synder. Men det ufattelige offer som Jesus bragte helt frivilligt for mennesket, er stadig en gåde, som end ikke englene fatter til bunds.   ret

Det jødiske system var symbolsk, og skulle fortsætte indtil det fuldkomne offer skulle finde sted i symbolet. Mellemmanden ville, i sit embede og arbejde, stærkt overgå det jordiske, symbolske præsteskab, i værdighed og herlighed. Guds folk, fra Adams dage ned til tiden hvor den jødiske nation blev et særskilt og adskilt folk fra verden, var blevet undervist om at Genløseren skulle komme, som deres ofringer repræsenterede. Denne Frelser skulle være mellemmand, til at stå mellem den Højeste og hans folk. Gennem denne tilvejebringelse, var en vej åbnet op, hvorved den skyldige synder kan finde adgang til Gud gennem den andens mellemkomst. Synderen kunne ikke komme i sin egen person, med sin skyld på sig, og med ingen større fortjeneste end han havde i sig selv. Kristus alene kunne åbne vejen, ved at gøre et offer der passede med den guddommelige lovs krav. Han var fuldkommen, og ubesmittet af synd. Han var uden plet og lyde. Omfanget af syndens frygtelige følger ville aldrig være blevet kendt, om hjælpemiddelet ikke var bragt til veje for en uendelig værdi. Faldne menneskers frelse var gjort med en så umådelig omkostning, at engle forbavsedes, og kunne forstå det guddommelige mysterium til fulde at Himlens majestæt, lige med Gud, skulle dø for den oprørske slægt.   ret

Idet tiden drog nærmere for Guds Søn at gøre sin første ankomst, blev Satan mere vagtsom for at berede det jødiske folks hjerter, og være stålsat imod de beviser han skulle bringe som Messias. Jøderne var blevet stolte og pralagtige. Præsteskabets renhed var ikke blevet bevaret, men forfærdeligt fordærvet. De beholdte formerne og ceremonierne i deres tilbedelsessystem, medens deres hjerter ikke var med i arbejdet. De nærede ikke personlig fromhed og dydig karakter. Og jo større mangel de havde på de fornødne egenskaber i det hellige arbejde, som den allerhøjestes Guds præster, des mere hårdnakkede var de for at vise ydre medynk, iver og helligelse.   ret

De var hyklere. De elskede verdens ære, og var ærgerrige efter at blive ophøjede gennem rigdommene. For at opnå deres ønske, udnyttede de enhver lejlighed til at tage fordel af den fattige, især fra enker og faderløse. De krævede himmelske summer af penge af dem som var samvittighedsfulde, under forskellige påskud, for Herrens skatkammer, og brugte midler de havde fået på uærlig vis til egen vinding. De var selv hårdnakkede at holde loven udad til. De viste at de havde stor respekt for traditioner og skikke, for at få penge fra folk, der tilfredsstillede deres fordærvede ærgerrighed.   ret

Traditioner, skikke, og unødige ceremonier, blev gentaget for det folk, som Gud ikke havde givet dem gennem Moses eller gennem nogen andre. Disse udsprang fra ingen højere kilde end mennesker. Ypperstepræsterne, skriftkloge og ældste, gennemtvang disse på folk som Guds bud. Deres hjerter var hårde og ufølsomme. De viste ingen barmhjertighed for den fattige og ulykkelige. Samtidig med at de bad på markedsstederne, og gav almisser for at blive set af mennesker, og derved påtage sig godhedens ydre udseende, så fortærede de belastede de enkernes hjem med deres høje skatter, som de pålagde dem. De var tilsyneladende nøjeregnende i ydre former som mennesker så, for de ønskede at give indtryk af deres vigtighed. De ønskede at folk skulle have høje tanker om deres iver og helligelse over for religiøse pligter, medens de dagligt berøvede Gud, ved at give folks helligede ofringer til sig selv.   ret

Præsteskabet var blevet så fordærvet at præsterne ikke havde skrupler for at gøre de mest uærlige og kriminelle handlinger for at gennemføre deres planer. De som påtog sig ypperstepræstens embede lige før og ved tidspunktet for Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mænd til det hellige arbejde. De havde ivrigt higet efter embedet gennem kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en position hvor de kunne have myndighed, og praktisere bedrageri under fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld stilling. Han ikke kun rådgiver og mellemmand, men dommer, og der var ingen appelmulighed for hans beslutning. Præsterne blev holdt i tømme af romernes myndighed, og fik ikke lov til at lægge nogen i døden. Denne magt påhvilede dem, som herskede over jøderne. Mennesker med fordærvede hjerter søgte ypperstepræstens særlige embede, og opnåede den ofte ved bestikkelse og attentat. Ypperstepræsten som var iklædt sin helligede og dyre klæder, med brystskjoldet på hans brøst, lyset glimtede på de dyrebare stene som var indlagt i brystpladen, var et meget imponerende udsende, og slog samvittighedsfulde og helhjertede folk med beundring, ærbødighed og ærefrygt. Ypperstepræsten var på en særlig måde tiltænkt at repræsentere Kristus, som skulle blive en ypperstepræst for altid og efter Melkisedeks orden. Denne præstenorden skulle ikke gå til andre, eller afløses af andre.   ret

Det jødiske folk havde fordærvet deres religion med unødige ceremoni og skikke. Dette lagde en tung byrde på folk, især de fattigere klasser. De var også under romernes trældoms åg, og de forlangte at betale tribut (skat) til dem. Jøderne var uforsonet med deres trældoms åg, og så fremad til deres nations sejr igennem Messias, den kraftfulde udfrier, der var forudsagt i profetien. De havde et snævert syn på dette. De tænkte at den som kommer ville, ved sin tilsynekomst, påtage sig kongelig ære, og, ved magt eller vælde, undertrykke deres undertrykkere, og tage Davids trone. Havde de, med ydmyge sind og åndelig erkendelse, studeret profetierne, ville de ikke have være faldet i så stor vildfarelse, som at overse profetierne der pegede på hans første komme i ydmyghed, og misfortolke dem, som taler om hans andet komme med kraft og megen herlighed. Det jødiske folk havde stræbt efter magt. De var ærgerrige efter verdslig ære. De var stolte og fordærvede, og kunne ikke se de hellige ting. De ville ikke skelne mellem de profetier som pegede på Kristi første komme, og dem som beskrev hans andet herlige tilsynekomst. Den kraft og herlighed som profeterne beskrev, ville følge med hans andet komme, så de efter ved hans første komme. Deres nationale ære var den største bekymring for dem. Deres ærgerrige ønske var at etablere et timeligt rige, som de mente ville reducere romernes undertrykkelse, og ophøje dem med autoritet og kraft til at regere over dem. De havde pralet over for dem som de var undertrykket af, at de ikke skulle undertrykke dem så længe, for deres regering ville snart begynde, som ville være mere ophøjet og herlighed, end endog Salomons regering.   ret

Når tiden var fuldbyrdet, blev Kristus født i en stald, og lagt i en krybbe, omgivet af staldens dyr. Og er dette i virkeligheden Guds Søn, som i det ydre udseende er en skrøbelig og hjælpeløs baby, der ligner andre børn lige så meget? Hans guddommelige herlighed og majestæt blev opsløret af menneskelighed, og engle bebudede hans komme. Efterretningerne for hans fødsel blev frembåret med engle til de himmelske sale, medens jordens store mænd ikke vidste det. De stolte farisærere og skriftkloge, med deres hykleriske ceremonier, og tilsyneladende helligelse til loven, vidste intet om Betlehems lille barn. De var uvidende om den måde han viste sig på, på trods af deres pralende lærdomme og visdom i at udlægge loven og profetierne i profetskolerne. De var midler der hjalp sig selv. Deres studie var at de på den mest succesrige måde kunne opnå rigdomme og verdslig ære, og de var helt uforberedte på Messias åbenbaring. De så efter en mægtig fyrste, som skulle regere på Davids trone, og hvis rige skulle vare for evigt. Deres stolte og ophøjede ideer om Messias’ komme var ikke i overens stemmelse med de profetier de vedkendte at kunne udlægge for folk. De var åndeligt blinde, og var den blindes leder.   ret

I himlen var det forstået at tiden var kommet for Kristi ankomst til verden, og engle forlader herligheden for at bevidne hans ankomst hos dem, han kom for at velsigne og frelse. De har været vidne til hans herlighed i Himlen, og de regner med at han vil modtages med ære, i overensstemmelse med hans karakter, og hans ophøjede mission. Idet englene nærmede sig jorden, kom de først til det folk Gud havde udskilt fra verdens nationer, som hans særlige rigdom. De ser ingen særlig interesse blandt jøderne, ingen ivrig venten og vågen at de skal være de første til at modtage Forløseren, og anerkende hans komme.   ret

I templet, som har været helliget af de daglige brændofre, der er forbillede for hans komme, og symboliserer hans død, gøres der ingen forberedelser for at byde verdens Frelser velkommen. Farisærerne fortsætter med at gentage deres lange meningsløse bønner på gaderne, for at blive hørt af mennesker, for at få omdømme af stor fromhed og helligelse.   ret

Himlens engle ser med forbavselse på folks ligegyldighed, og deres uvidenhed om livets fyrstes
nkomst. De stolte farisærer påberåber sig at være Guds udvalgte folk, i deres hykleriske helligelse, proklamerer de loven og ophøjer traditionerne, medens mennesker fra andre nationer beskæftiger sig med fabler, og dyrker falske guder. Alle var lige uvidne om den store begivenhed, som profetien havde forudsagt vil finde sted.   ret

Engle ser de trætte rejsende, Josef og Maria, føre deres vej til Davids by, for at blive indskrevet, efter Kejser Augustus dekret. I Guds forsyn var Josef og Maria blevet bragt hertil, for det var stedet som profetien havde foreskrevet at Kristus skulle fødes. De søgte et hvilested i kroen, men blev vist bort fordi der ikke var plads. De velhavende og ærværdige blev budt velkommen, og finde opfriskning og plads, medens disse trætte rejsende er tvunget til at søge tilflugt i en rå bygning som giver lys for umælende dyr.   ret

Her er verdens frelser født. Herlighedens majestæt, som fyldte hele himlen med beundring og glans, er ydmyget til en krybbeseng. I himlen var han omgivet af hellige engle; men nu har han staldens dyr til selskab. Hvilken ydmygelse er dette ikke?! Forundringsværdigt, o himle! og vær forbavset, o jord!   ret

Da der ikke er nogen blandt menneskesønnerne til at bud bringe Messias ankomst, må engle nu gøre dette arbejde, som det var menneskers ærværdige privilegium at gøre. Men engle blev, med de glade nyheder om Frelserens fødsel, sendt til de ydmyge hyrder, og ikke til de lærte jøder, som bekender at være profetiens fortolkere; for de har ikke hjerte til at modtage det.   ret

” I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.” Ydmyge hyrder som vogter deres hjort om natten, er dem som med glæde modtager deres vidnesbyrd. Pludseligt lyses himlene op med en klarhed som foruroliger hyrderne. De kender ikke grunden til denne store opvisning. De ser ikke først myriader af engle, som er samlet i himlene. Klarheden og herligheden fra den himmelske hær oplyser og forherliger hele sletten. Medens hyrderne er rædselsslagne af Guds herlighed, stilner skarens første engel deres frygt ved at vise sig selv for dem og siger: ” »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.« Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!«   ret

Da deres frygt forsvandt, tager glæde stedet for forbavselse og rædsel. De kunne ikke først børe herlighedens udstråling, som kom fra hele den himmelske hær, der brød pludseligt over dem. En engel viste sig kun for de vagtsomme hyrders stirrende blik, for at stilne deres rædsel, og gøre deres mission kendt. Idet lysets engel omkransede dem, hviler herligheden over dem, og de styrkes til at kunne klare det større herligheds lys, der var med de store myriader af himmelske engle. ”Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »Lad os dog gå til Betlehem og se det, som der er sket, og som Herren har kundgjort os.« Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn. Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem. Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem.”   ret

Hyrderne er fyldt med glæde, og idet den strålende herlighed forsvandt, og englene vender tilbage til Himlen, er de alle glade over den gode nyhed, og søger at opsøge Frelseren. De finder den barnlige Forløser, ligesom de himmelske budbringere havde bevidnet, pakket og indsvøbt i klæder, og ligger i en smal afgrænset krybbe.   ret

De begivenheder som lige er udspillet, har gjort et uudsletteligt indtryk på deres sind og hjerter, og de er fyldt med forbavselse, kærlighed og taknemmelig for Guds store nedladenhed over for mennesker, ved at sende sin Søn til verden. Hyrderne spredte de glade nyheder overalt og den forunderlige herlighed som de har set, og den himmelske lovsang de hørte fra den himmelske hærs læber.   ret