Review and Herald d. 18. december 1913
I sin bestræbelse på at regere klogt var Josafat bekymret over nogle af sine undersåtters indstilling over for afgudsdyrkelse. Mange blandt folket havde endnu ikke vendt “hjertet til deres fædres Gud.” De “blev ved at ofre og tænde offerild på højene,” og kongen ødelagde ikke disse hedenske altre på én gang. Josafat selv var tro mod Gud. Han “søgte ikke hen til Ba’alerne, men til sin faders Gud og fulgte hans bud og gjorde ikke som Israel.” Herren var med ham på grund af hans retskaffenhed, og grundfæstede “kongedømmet i hans hånd.” ret
afsn nr: | Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 3.kv 2007. s. 68 |