Review and Herald d. 20. december 1881
Vidner for Kristus
I skal være mine vidner, Var vor Frelsers afskedsord til sine disciple, hvor skyen tog imod ham fra deres øjne. Under hans fravær, skal de være hans repræsentanter i verden. Hvor trofast opfylder de deres hverv, bevidnes ved deres selvfornægtende liv for deres Mesters sag, ved deres glædelige sejr vidner de for Kristus og sandheden over for tortur, fængsel og død. ret
Disse Jesu ord har ikke tabt noget af deres kraft gennem tidernes små forsømmelser. Vor Frelser kalder efter trofaste vidner i disse dage med hykleri og religiøs formalisme. Men hvor få, selv blandt bekendende ambassadørere for Kristus, er parat til at give et troeligt vidnesbyrd for deres Mester. Mange kan fortælle hvordan store og gode mennesker i generationer har gjort, og turdet, og lidt, og glædet sig. De bliver veltalende med at fremsætte evangeliets kraft som har fået andre til at glæde sig i prøvende kampe, og til at stå fast imod hårde fristelser. Men så længe andre kristne bringes så seriøst frem som vidner for Jesus, lader de ikke til at have nogen frisk og betimelig erfaring fra dem selv at fortælle. ret
Kristi forkyndertjenere, hvad har I at sige for jer selv? Hvilke sjælskonflikter har I erfaret, som har været godt for jer, til sjæles bedste, og til Guds ære? I som bekender at forkynde det sidste højtidelige budskab for verden, hvilken erfaring har I som kendskab til sandheden og dens virkning på jeres egne hjerter? Vil jeres karakter vidne for Kristus? Kan I tale for sandhedens forfinende, forædlende og helliggørende indflydelse som den er i Jesus? Hvad har I set, og hvad har I kendt til Kristi kraft? ret
Dette er det venlige vidnes som Herren kalder på, og som kirkerne lider for. Kristi ånd – den sande tro, som virker ved kærlighed og renser hjertet – er en uvurderlig juvel, helt sjælden i denne degenerede tidsalder. ”Hvis I elsker mig,” siger Frelseren, ”så hold mine bud.” Adlyder vi Guds lov, eller gemmer vi på afguder i vore hjerter? Hvor mange viser deres kærlighed i villig lydighed, og gør Kristi tjeneste som deres første overvejelse, og sætter verdslige ting i anden række? ret
Ikke troende ser nogle gange på deres tro som noget utiltrækkende, koldt og forbydende. Det er grunden. Evangeliets forkyndertjenere bringer sandhedens teori til folk, medens Han som er Sandheden og Livet lades i baggrunden. Nogle forkyndere er mere nidkære for at gøre diskutere lærdomspunkter, end at vise den selvfornægtende og korsfæstede Frelser frem for folk. ret
En prædikant kan vinde et godt omdømme for evner og skarpsindighed, og alligevel ikke være Kristi anerkendte vidne. Han kan tale om sandheden, prale af sandheden, skønt hans hjerte ikke mærker sin helliggørende kraft. Selvet er ophøjet, og Guds herlighed glemmes. Hvis sand fromhed og Helligåndens indflydelse mangler, vil en prædikants arbejde være til skade for folk og for sandhedens sag. Han forkynder ikke Kristus ud fra en erfaringsmæssig kendskab til ham, men han gentager på papegøjeagtig måde det som han har lært af andre. Herren retter spørgsmålet til denne klasse: ”Hvi regner du op mine bud og fører min pagt i munden?” ret
Løft Jesus op, løft ham frem for folk; dvæl ved hans uforlignelige kærlighed. Men hjertet må først besjæles med den kærlighed, for at kunne sige den, for at forkynde det, og bede for den og efterleve den. Vi må have et personligt samfund med Kristus, for at kunne åbenbare ham for folket. Hans Ånds nådegaver, hans karakters elskelighed, må skinne frem i hans vidners karaktertræk. ret
Hvor er der mange, der krampagtigt holder fast på det, de selv kalder værdighed, men som i virkeligheden blot er selvophøjelse. De søger at ære sig selv i stedet for med ydmygt hjerte at vente på, at Kristus skal ære dem. I samtaler bruges der mere tid til at tale om selvet end til at ophøje Kristi nådes rigdom. Disse personer lærer andre hvordan de skal udvikle en kristen karakter, men de gør ikke disse ting selv. De har ikke lært af ham som siger: ”Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet." ret
Sand hellighed og ydmyghed er uadskillelige. Jo nærmere sjælen kommer Gud, desto mere ydmyg og stille bliver den. Da Job hørte Herrens stemme fra stormvejret, udbrød han: "Jeg tager det derfor tilbage og angrer i støv og aske!" Job 42,6. Det var, da Esajas så Herrens herlighed og hørte seraferne råbe: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre," at han udbrød: "Ve mig, det er ude med mig." Es 6,3 og 5. Efter at Daniel havde haft besøg af det hellige sendebud, sagde han: "Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt." Dan 10,8. Efter at Paulus var blevet bortrykket indtil den tredje Himmel og havde hørt uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale, omtaler han sig selv som "den allerringeste af alle hellige." Ef 3,8. Det var den elskede Johannes, som lænede sig mod Jesu bryst og så hans herlighed, der faldt som død ned for englens fødder. Jo nærmere vi betragter Frelseren, desto mindre vil vi finde, vi kan anerkende hos os selv. ret
Der findes i denne tid en feberagtig lyst til at more sig, en frygtelig tiltagende ryggesløshed og foragt for al øvrighed. Ikke blot verdens børn, men mennesker, der kalder sig kristne, lader sig mere beherske af deres tilbøjeligheder end af pligtfølelse. Kristi ord lyder til os gennem tiden: "Våg og bed!" Matt 26,41. Paulus siger: "I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til.” Tidernes tegn peger os til vor Herres nære komme. Er det virkeligt rigtigt at afslutningen for denne verdens historie er nær? at Kristus står ved døren? Forbereder vi os til den store domsscene? ret
Hvor er vore ansvarsfulde mænd i denne krise? Lever de som mænd der venter på deres Herre? Er der ikke mænd i forkyndertjenesten som er ligeglade og ryggesløse? Er der nogen blandt os som spiser og drikker med de fordrukne? Her menes der ikke specielt drankerne; alle er med, hvis sanser er så forvirrede og omtågede af tidernes ånd at de evige ting ikke erkendes. Hvis der nogen sinde har været et tid hvor Guds mænd bør stå fjernt fra verdens fordærv, så er det nu. Herren er nær. Lad basunen for en bestemt klang. Lad folk blive advaret. ret
I er mine vidner, sagde Herren. En levende kristen vil have et levende vidnesbyrd at frembære. Hvis du har fulgt Jesus skridt for skridt, vil du have noget rigtigt pege hen til, fortælle om den vej han har ledt dig på. Du kan fortælle hvordan du har prøvet hans løfte, og fundet løftet rigtigt. Du kan pege til de levende punkter i din erfaring, uden at gå flere år tilbage i fortiden. Om vi oftere kunne høre de enkle, alvorlig vidnesbyrd af hjertets konflikter og sejre: - ret
”Jeg har kæmpet kampe for Herren, og jeg har vundet sejr over selvet. Jeg blev stærkt forhånet af den store fjende, fristet til at forsømme bøn og søge mit eget behag. Jeg udførte ikke min pligt for Gud særlig pålideligt. Han har beriget mig med Himlens rigeste velsignelse, gaven med hans Søn; alligevel har jeg sat hans tjeneste næst efter min egen. Men jeg har set min synd derved, og har angret for Herren. Jeg har kæmpet imod selvet, som kæmpede for overherredømme. Kampen var frygtelig, men jeg ville ikke give efter for det kødelige hjertes anråb. Jeg ydmygede min sjæl over for Gud, og græd i anger over for ham. Min skælvende tro greb løfterne, og brugte dem på mig selv. Jesus åbenbarede sig selv som en nærværende hjælp i min nød. Jeg havde vundet sejr.” Hvilken en velsignede, blødgørende og underlæggende indflydelse ville sådanne vidnesbyrd ikke have på den uomvendtes eller frafaldnes hjerte. Gud taler gennem leret. Religionen virker til at være en realitet. ret
I denne tid med generel umådeholdenhed og verdslighed, må enhver sand kristen kæmpe en kamp for at kunne praktisere sandhedens principper, såvel som anerkende dem. Det er ægte personlig erfaring det kristne liv, den kristne krigsførelse, som evangeliets forkyndere behøver. Vor frelses Hærfører kalder på vidner direkte fra handlingens mark. Dem som er blevet overfaldt hårdt af sandhedens fjender og sjælefjenden, og som har optrådt sådan som Jesus gjorde i sin prøvetid, vil have et vidnesbyrd at frembære som vil vække begejstring i tilhørernes ører. De vil faktisk være vidner for Jesus. ret
Brødre, fortidens gode mænds biografier vil ikke imødekomme denne tids krav. Den Frelser som i bekender at elske og tjene, ønsker at I får jeres egen erfaring at fortælle. Hvad tror I? Er prøvetiden snart slut? Er den tid nær hvor dommen skal sættes, og bøgerne skal åbnes, og vi skal dømmes efter vore gerninger? ret
Vidner for Kristus vil vise medynk der hjemme. Dem som ikke gør dette, fornægter deres tro. Prædikanter som forkynder nøjeregnende praktiske prædikener for folk, skal de selv give en praktisk illustration på de sandheder der undervises i. Fromhed i dagliglivet vil give kraft i det offentlige vidnesbyrd. Tålmodighed, overbærenhed og kærlighed vil gøre indtryk på hjerterne, som prædikenerne ikke kan nå ud til. Kristus er ikke tilfreds med den frugt som mange frembærer. Han erklærer at træet er fordærvet, for dens karakter bestemmes ved frugten. ret
Der er en sørgelig mangel på ømhed og forståelse blandt Kristi tjenere. De elsker ikke som brødre gør. De er hårde og diktatoriske. Særlig deres opførsel mod de fejlende er blottet for medynk og medfølelse. Apostlen siger: ”se du selv til, at ikke også du bliver fristet.” Vi skal visselig dømmes af vor Himmelske Fader på samme måde som vi har dømt andre. ”Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.” ”Thi dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed.” Oh om disse hårdhjertede, nøjeregnende mennesker ville falde på Klippen og blive brudt, så de ikke bliver så frygtelig i stedet for, så Klippen skal falde på dem og slå dem til småstykker. ret
Med sit liv har Jesus givet os et eksempel på medfølelse og kærlighed for den fejlende. Når han uden frygt irettesætter synd, betragter han synderen med medlidenhed. Ser på Golgatas kors, hvor Kristus udgav sit liv for at sone for vore synder, så lad os genkalde hans ord: ”At I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” Oh om vi alle, både prædikanter og fol, måtte give agt på denne indtrængende bøn” ret
Men så længe Kristi tjener søger med al tålmodighed og kærlighed for at redde syndere, bør han under ingen omstændigheder give synden tilladelse. Han må ikke lade sine begreber sløves af kontakten med syndigheden, eller hans dømmekraft forvanskes af verdens mening. Når synden undskyldes og besmykkes, mister vi en fornemmelse for dens afskyelige karakter. Medlidenhed med den fejlende må ikke fornedres til eftergivenhed for overtrædelse. For at bevare de sikre midler, må den kristne lægge gudsfrygt ind i sin praksis. Så vil han se sådan som Gud ser. ret
Den Gode Hyrde har sat sit liv til for fårene. Underhyrderne bør våge efter sjæle idet de må aflægge regnskab, huske på at de skal være ”forbilleder for hjorden.” Han som påtager sig ansvar for at instruere andre i Guds sager, bør selv være konstant elev i Kristi skole. Gud vil acceptere alles arbejde, som adlyder Frelserens kald: ”Følg mig.” Idet de fortsætter med at følge Jesus vil de blive mere og mere lig ham i karakter. Kærlighed til Gud og mennesker vil præge livet. Tankerne vil naturligt dvæle ved himmelske ting. Samtalens tema vil være genstand for den største interesse, det kristne håb. Ansigtsudtrykke vil vise fred der overgår kundskab. Et sådant liv er det bedste vidnesbyrd der kan frembæres for Kristus. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | At jeg må kende ham 1806 |
afsn nr:9 | At jeg må kende ham 1806 |
afsn nr:10 | At jeg må kende ham 0918 |
afsn nr:11 | |
afsn nr:12 | |
afsn nr:13 | |
afsn nr:14 | |
afsn nr:15 | |
afsn nr:16 | |
afsn nr:17 | |
afsn nr:18 | |
afsn nr:19 | |
afsn nr:20 | |