Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 22. december 1891

Ingen kaste hos Kristus.

Den mest fremtrædende engel i himmelen ville ikke have magtet at betale løsesummen for et eneste fortabt menneske. Keruber og serafer har kun en sådan herlighed og ære som Skaberen giver sine skabninger. Menneskets forsoning med Gud kunne kun gennemføres af en mellemmand som var ligestillet med Gud og havde de egenskaber som ville give ham den nødvendige værdighed til at forhandle med Gud overfor en falden verden. Menneskets stedfortræder og pant må have menneskets natur og have forbindelse med menneskeheden som han skal repræsentere. Som Guds sendebud må han have del i guddommelig natur og have forbindelse med den evige Gud for at kunne åbenbare ham for verden og være mellemmand mellem Gud og mennesker.   ret

Det var kun Kristus som kunne opfylde disse krav. Idet han klædte sin guddom i menneskelighed, kom han til jorden for at blive kaldt Menneskesønnen og Guds Søn. Han var mellemmand for menneskene og sendebud for Gud. Som menneskenes mellemmand kunne han på deres vegne fylde lovens krav til retfærdighed og som Guds repræsentant skulle han åbenbare Guds karakter for en falden menneskehed.   ret

Som verdens frelser havde han kraft til at drage mennesker til sig, fjerne deres angst, sprede mørket de var i, inspirere dem med håb og mod og sætte dem i stand til at tro at Gud var villig til at tage imod dem på grund af deres guddommmelige stedfortræders fortjeneste. Vi som er genstand for Guds kærlighed, burde altid være fyldt med taknemmelighed fordi vi i himmelen har en mellemmand, en talsmand og bønhører som fører vor sag hos Faderen.   ret

Vi har alt hvad vi behøver for at kunne tro på Gud og have tillid til ham. Når en jordisk konge ville give sit største pant på at han mente det, at holde sit ord, så gav han sit barn som gidsel indtil løftet var opfyldt. Læg mærke til Faderens pant på sin trofasthed. Da han ville forsikre menneskene om at hans beslutning var uigenkaldelig, lod han sin enbårne Søn komme til verden for at tage menneskelig natur, ikke kun for nogle få korte leveår, men for at han skulle beholde dens natur i himmelen, som et evigt pant på Guds trofasthed. Åh, dyb af rigdom og visdom og indsigt og kærlighed hos Gud. "Se hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham." (1Joh 3,1).   ret

Ved tro på Kristus bliver vi medlemmer af den kongelige familie, Guds arvinger og Kristi medarvinger. I Kristus er vi eet. Når vi får øje på Golgata og ser kongesønnen som lider der, han som i menneskets natur og på menneskets vegne har lovens forbandelse, forsvinder alle nationale og sekteriske forskelle og al klasse og racestolthed. Lyset fra Guds trone som skinner på Golgata kors, gør for altid en ende på de race- og klasseskel som mennesker har skabt. Folk fra alle samfundslag bliver medlemmer af en eneste stor familie, børn af himmelens konge, ikke ved den magt verden giver, men på grund af Guds kærlighed, han som gav Jesus til et liv i fattigdom, sorg, lidelse og ydmygelse og til en skammelig og smertefuld død, for at han skulle føre mange sønner og døtre til herlighed.   ret

Det er ikke menneskets position, verdslig visdom, kvalifikationer eller evner som har værdi i Guds øjne. Intellektet, forstanden og evnerne er gaver fra Gud som skal bruges til hans ære og til at opbygge hans evige rige. Det er den åndelige og moralske karakter som betyder noget i himmelens øjne og som vil overleve graven og blive herliggjort med udødelighed i al evighed. Verdens konger som blev så højt æret, vil aldrig komme frem fra den grav de blev lagt i. Rigdom, ære og visdom hos mennesker som tjente fjendens sag, kan ikke give nogen arv, position eller ære i den kommende verden. Kun de som har værdsat Kristi nåde som gjorde dem til Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger, vil stå op fra graven og bære Frelserens billede. 1På fast grunn 254   ret

Alle som bliver fundet værdige til at blive regnet som medlemmer af Guds familie i himmelen, vil betragte hverandre som Guds sønner og døtre. De forstår at de får styrke og tilgivelse fra den samme kilde, fra Jesus Kristus som blev korsfæstet for deres synder. De ved at de må vaske deres karakters klæder, i hans blod for at kunne blive godkendt af Faderen i hans navn, hvis de ønsker at være med i de helliges forsamling, klædt i retfærdighedens hvide klæder.   ret

Eftersom Guds børn er ét i Kristus, hvordan ser Jesus på kaste, på forskellene i samfundet, på skellet mellem et menneske og dets medmenneske på grund af farve, race, stilling, rigdom, herkomst eller det, man har opnået? Hemmeligheden bag enhed findes i ligestillingen mellem Kristi tilhængere. Årsagen til al splittelse, strid og uoverensstemmelse findes i adskillelse fra Kristus. Kristus er midtpunktet, som alle burde tiltrækkes hen imod; for jo nærmere vi kommer midtpunktet, jo nærmere vil vi komme hinanden i følelse, sympati og kærlighed, idet vi vokser til Jesu karakter og billede. Hos Gud er der ikke personsanseelse.   ret

Jesus vidste hvad verden kunne tilbyde, men han var ikke optaget af det. Med sin sjæls storhed, sin ophøjede karakter og sin principfasthed var han højt hævet over verdens skik og brug. Profeten siger at "foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler sit ansigt for, vi regnede ham ikke for noget." (Es 53,3). Alligevel kunne han være blevet regnet med blandt de fornemste på jorden. De mest højtstående ville have søgt hans gunst, havde han nedværdiget sig til at tage imod deres hyldest, men han ønskede ikke menneskers ros. Han var upåvirket af al menneskelig indflydelse. Rigdom, position, verdslig rang og menneskelig storhed, han som ikke havde nogen jordisk glans og pragt, som ikke var optaget af luksus og ikke smykkede sig med noget andet en ydmyghed.   ret

De små i samfundet, de fattige, de bekymrede og sliderne fandt ikke noget i Jesu liv og eksempel som tydede på at han ikke kendte til deres vanskeligheder og stressede situation - og ikke kunne føle med dem i deres fattigdom og bekymringer. Hans beskedne dagligliv i små kår passede sammen med hans ringe fødsel og forhold. Den evige Guds Søn, Herren over liv og herlighed, ydmygede sig og nedværdigede sig til et liv i små kår, så ingen skulle behøve at føle at de ikke havde ret til at komme til ham. Han tog imod alle. Han udvalgte ikke nogle få venner til fordel for andre. Det bedrøver Den Hellige Ånd når fordom lukker af mellem mennesker, særligt iblandt dem som bekender sig til at være hans børn.   ret

Kristus kom for at give verden et eksempel på, hvad fuldkommen menneskelighed kan være, når den er forenet med guddommelighed. Han viste verden en ny form for storhed ved den nåde, godhed og kærlighed han lagde for dagen. Han gav menneskene en ny forståelse af Gud. Som menneskehedens overhoved underviste han menneskene om principperne for Guddommens styrelse. Han viste hvordan det er muligt, både at være nådig og retfærdig. Men denne forening af nåde og retfærdighed indebar ikke noget kompromis med synden, eller at det var muligt at sætte retfærdigheden til side. Men ved at et hvert af disse guddommelige principper fik sin forudbestemte anvendelse, kunne der blive vist barmhjertighed når syndige, ubodfærdige mennesker måtte straffes. Det var ikke nødvendigt at sætte medlidenhed og godhed ud af kraft.   ret

Alt dette kunne lade sig gøre, fordi Kristus tog fat på menneskets natur og tog del i de guddommelige egenskaber og satte sit kors op mellem menneskelighed og guddommelighed, idet han byggede bro over den kløft, der adskilte synderen fra Gud. "Det er jo ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre, for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes" (Hebr 2,16-18). For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." (Hebr 4,15) "For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske og derfor må frembære syndoffer for sig selv som for folket. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: "Du er min søn, jeg har født dig i dag." (Hebr 5,1-5). Sådan som han også siger på andre steder: Du er en præst for evig efter Melkesediks orden. Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.”   ret

Jesus kom for at bringe moralsk kraft og forene den med menneskelig anstrengelse, og under ingen omstændigheder skal hans efterfølgere tillade sig selv at tabe Kristus af syne, som er deres eksempel i alle ting. Han sagde: “Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.” Jesus fremstiller sandheden for sine børn, så de må betragte den, og ved at betragte den kan de blive forandret, idet de bliver forvandlede ved hans nåde fra overtrædelse til lydighed, fra urenhed til renhed, fra synd til hjerte-hellighed og livets retfærdighed.   ret

afsn nr:11På fast grunn 253
afsn nr:21På fast grunn 253
afsn nr:31På fast grunn 254
afsn nr:41På fast grunn 254
afsn nr:51På fast grunn 254
afsn nr:6
afsn nr:71På fast grunn 255
afsn nr:8Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 4.kv 1999. s. 26
afsn nr:91På fast grunn 255
afsn nr:101På fast grunn 256
afsn nr:111På fast grunn 256
afsn nr:121På fast grunn 257, Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2000. s. 19
afsn nr:13Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2000. s. 19