Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 23. december 1890

"Vær nidkær og omvend dig."

Herren har set vort frafald, og han har en kamp med sit folk. Deres stolthed, deres selviskhed, de åbner sindet for tvivl og vantro, viser sig i hans øjne, og sårer hans kærlige hjerte. Mange samle mørke omkring deres sjæle som et klæde, og siger i virkeligheden: "Vi ønsker ikke et kendskab til dine veje, o Gud; vi vælger vor egen vej." Dette er de ting der adskiller sjælen fra Gud. I menneskets sjæl er der en forhindring som han holder hårdnakket og vedholdende på, og som sætter sig imellem hans sjæl og Gud. Det er vantro. Gud giver tilstrækkeligt bevis, men mennesker nægter, med sin uhelligede vilje, at tage imod beviserne, medmindre det kommer på hans egen måde, til gunst for hans egne ideer. Med en udfordrende optræde råber han: "Bevis, bevis, er hvad vi mangler," og vender sig bort fra de beviser som Gud har givet. Han taler om tvivl, vantro, sår ondskabens frø, som vil spire op og give deres høst. Han adskiller sin sjæl længere og længere fra Gud.   ret

Er det beviset som mennesker behøver? Er det beviset som han mangler? - Nej; lignelsen om den rige unge mand og Lazarus er givet for at hjælpe sjæle der vender sig bort fra det tydelige bevis, og råber: "Bevis"! Den rige mand spørger om nogen sendes fra de døde for at advare sine brødre, så de ikke kommer til pinslernes sted. "Men Abraham svarer: "De har Moses og profeterne, dem kan de høre!" Han sagde: "Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig." Da sagde han til ham: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde."   ret

Hvordan kan det være at mennesker ikke tror på tilstrækkelige beviser? - Fordi de ikke ønsker at blive overbevist. De har ingen tilbøjelighed til at opgive deres egen vilje for Guds vilje. De er uvillige til at anerkende at de har gemt på syndig vantro, og modstået det lys Gud har givet dem. De har jaget efter tvivlen, for kiler de kan hænge deres vantro på. De har været parat til at acceptere vidnesbyrd som er svage og utilstrækkelige, vidnesbyrd som Gud ikke har givet dem i sit ord, men som behager dem, fordi det passer med deres idéer, og er i harmoni med deres natur og vilje. Disse sjæle er i stor fare. Hvis de vil bøje deres stolte vilje, og vil lægge den på Guds side af tvivlen; hvis de vil med ydmygt og sønderbrudt hjerter søger efter lyset, tror at der er et lys til dem, så vil de se lyst, fordi øjnene kun er rettet på det lys der kommer fra Gud. De vil anerkende beviserne på guddommelig autoritet. Åndelige sandheder vil skinne frem fra den guddommelige side. Men hjertet må være åbent for at tage imod lyset, for Satan er altid parat til at fordunkle den dyrebare sandhed, som vil gøre dem vise til frelse. Hvis nogen ikke tager imod det, vil det altid forblive et mysteriernes for dem.   ret

Vi burde oprigtigt søge at kende og værdsætte sandheden, så vi overfor andre kan forkynde den, sådan som den er i Jesus. Vi trænger til at have den rette vurdering af vore egne sjæles værd; så ville vi ikke være så letsindige i vor handlemåde, som vi nu er. Vi ville meget oprigtigt søge at lære Guds vej at kende; vi ville arbejde i modsat retning af selviskhed og vi ville bestandig bede om, at vi måtte få Kristi sind og at vi måtte blive formet og dannet i lighed med ham. Det er ved at betragte Jesus og se hans elskelighed og ved stadig at have blikket rettet mod ham, at vi forvandles til hans billede. Han vil give sin nåde til alle dem, der går på hans vej og gør hans vilje og er i sandheden. Men dem der elsker deres egen vej, som tilbeder afguder af meninger og ikke elsker Gud og adlyder hans ord, vil forsat vandre i mørket. O, hvor frygteligt er vantroen ikke! Det er lige så godt at lade lyset skinne for en blind, som det er at fremlægge sandheden for disse sjæle; den ene kan ikke se, den anden vil ikke se.   ret

Jeg formaner jer hvis navne er registeret i menighedsbogen som værdige medlemmer, at være virkelige værdige, igennem Kristi dydighed. Guds nåde, sandhed og kærlighed er udlovet til den ydmyge og sønderbrudte sjæl. Guds mishag og domme er imod dem som fortsætter med at vandre på sine egne veje, elske selvet, holde af menneskers ros. De vil visselig fejes ind i de sidste dages sataniske bedrag, fordi de ikke har modtaget sandhedens kærlighed. Fordi Herren i tidligere dage har velsignet og æret dem, bilder de sig selv ind at de er udvalgte og sande, og ikke behøver advarsel, undervisning og irettesættelse. Det sande vidne siger: "Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!" Guds bekendende folk har anklagen imod sig: " Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig."   ret

Den kærlighed til Jesus der en gang brændte på hjertets alter, er blevet omtåget og næsten udslukket. Åndelig styrke er svækket. Herrens mishag er imod sit folk. I sin nuværende tilstand er det umuligt for dem at repræsentere Kristi karakter. Og når det Sande Vidne har sendt dem råd, irettesættelser og advarsler, fordi han elsker dem, nægter de at tage imod budskabet; de har afvist at komme til lyset, så deres gerninger ikke skal irettesættes. Jesus sagde: "Jeg sætter mit liv til for fårene. . . . . Derfor elsker Faderen mig." "Ved at tage dine synder på mig selv, har jeg åbnet en kanal hvorigennem hans nåde kan flyde til alle som tager imod den. Ved at give mig selv for verdens synd, har jeg beredt en vej for de ukuelige strømme af hans kærlighed der flyder til mennesker."   ret

Hele himlen er fuldt med forbavselse, at når denne kærlighed, så bred, så dyb, så rig og fuld, præsenteres for mennesker som har kendt Herren Jesu Kristi nåde, er de så ligegyldige, så kolde og ubevægelige. Hvad vil det sige at en så forbavsende nåde ikke blødgører vore hårde hjerter? O! det er på grund af vantroens kraft; fordi "du har forladt din første kærlighed." Det er derfor Guds ord har så lidt indflydelse. Det er som en ild, men den kan ikke trænge ind eller varme det isnede hjerte, der gemmer på vantro.   ret

Sandhedens uendelige rigdomme har hobet sig op fra tidsalder til tidsalder. Ingen fremstilling kunne gøre nok indtryk på os med det omfang, de rigdomme fra disse umådelige hjælpemidler. De venter på at dem der påskønner dem vil afkræve dem. Disse sandhedsperler skal samles op af Guds restfolk, og gives af dem til verden; men selvtillid og sjæls forstokket hed nægter de velsignede rigdomme. "Gud elskede verden således at han gav sin enbårne søn, at enhver som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv." En sådan kærlighed kan ikke måles, den kan heller ikke udtrykkes. Johannes kalder på verden til at "se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn." Det er en kærlighed der overgår kundskab. I ofrets fylde, er intet blevet holdt tilbage: Jesus gav sig selv. Gud har planlagt at hans folk skal elske hinanden ligesom Kristus elskede os. De skal uddanne og oplære sjælen for den kærlighed. De skal genspejle denne kærlighed i deres egen karakter for at genspejle den til verden. Enhver bør se på dette som sit værk. I sin bøn til Faderen, sagde Jesus: "Ligesom du har sendt mig til verden, ligeså har jeg også sendt dem til verden." Kristi fylde skal overbringes til verden af dem som har fået del i hans nåde. De skal gøre det for Kristus, som Kristus gjorde for Faderen, - fremstille hans karakter.   ret

Der er mangel på moralsk og åndelig kraft udover vore konferenser. Mange menigheder har lys i sig selv. Medlemmerne beviser ikke at de er grene af den Sande Vintræ, og bærer megen frugt til Guds ære, men viser at visne bort. Deres Genløser har trukket sit lys tilbage, Helligåndens indgydelse, fra deres forsamlinger; for de er ophørt med at repræsentere verdens Forløsers selvfornægtelse, sympati og medfølende kærlighed; de har ikke kærlighed for sjæle som Kristus døde for. De har ophørt med at være sande og trofaste. Det er et sørgeligt billede, - den svage fromhed, manglende helligelse og indvielse til Gud. Der er sket en adskillelse af sjælen fra Gud; mange har skåret kommunikationen mellem ham og sjælen over ved at afvise hans budbringere og hans budskab.   ret

I vore største menigheder eksisterer der de største onder, fordi disse har haft det største lys. De har ikke et sandkendskab til Gud, og til Jesus Kristus som han har sendt. Vantroens surdej arbejder, og hvis disse onder, der bringer Guds mishag, ikke rettes op hos dets medlemmer, så vil hele menigheden stå til ansvar for dem. Guds Ånds dybe bevægelser er ikke hos dem; de helliges Konge herlige tilstedeværelse, og hans kraft til at rense fra al moralsk besmittelse, er viser sig ikke iblandt dem. Mange kommer for at samle sig som tilbedere, ligesom døren på sine hængsler. De forstår ikke skriftens sande brugbarhed, heller ikke Guds kraft. De har øjne, men de ser ikke; hører har de, men de hører ikke; de fortsætter med deres onde veje, betragter sig selv alligevel som privilegerede, lydige folk som er ordets gøre. En kødelig sikkerhed og bekvemmelighed hersker i Zion. Fred, fred, genlyder over hendes grænser, skønt Gud ikke har sagt fred. De har forspildt fredens tid; der er grund til at blæse alarm over alle "mine hellige bjerge." Synderne i Zion bør være bange, i en tid hvor de ikke forventer, en pludselig udslettelse vil med sikkerhed komme over alle som har det mageligt.   ret

Helligånden kæmper for at gøre Guds krav tydelige, men mennesker er kun opmærksom et øjeblik og vender deres sind til andre ting: Satan kaster sandhedens frø bort; Guds Ånds elskelige indflydelse modsættes effektivt. Derved forvolder mange Helligånden sorg og bortjager den til sidst, og de ved ikke af det.   ret

De ord Kristus sagde om Jerusalem er: "Jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" Hvilken sjælspine følte Jesus ikke da alle hans appeller, advarsler og irettesættelser blev modstået! På det tidspunkt han bragte dem hjem til sjæle, gjorde det indtryk; men selvkærlighed, selvtilstrækkelighed, verdenskærlighed, kom ind og kvalte den gode sæd, der var sået. Hjertets stolthed forvanskede hans tilhøreres hjerter fra at ydmyge sig selv for Gud, og bekende deres synder for at modstå hans Helligånd, og blev modstræbende overladt dem. Ved Oliebjergets skråning grad han over byen, idet han så den, og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!" Har holdt han pause; han var for bedrøvet til at sige en ufravigelig dom. O om Jerusalem ville angre! Når den solen hurtigt går ned i vest, og lyset svinder, er hendes nådes dag til ende. Jesus sluttede sin dom: "Men nu er det skjult for dine øjne." Ved en anden anledning begræd den valgte bys forhærdelse: "Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" Herren forbød at dette sceneri skulle gentage sig i Guds bekendende folks erfaring! "Min Ånd," siger han, "skal ikke altid kæmpe mod mennesker." Den tid vil komme hvor det må siges om den forhærdede: "Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare!"   ret

Vil menigheden se hvor hun har faldet? En kulde, hjertets hårdhed, mangel på forståelse for brødre, eksisterer i menigheden. Et fravær af kærlighed for den fejlende udvises. Det trækkes tilbage fra netop dem som behøver medynk og hjælp. En streng og kritiserende ånd, som den eksisterede iblandt farisæerne, eksisterer i vore menigheder, og især hos dem der betroede hellige ansvar. De er løftet op i selvagtelse og selvvished. Enken og den faderløse har ikke deres sympati eller deres kærlighed. Dette er stik modsat Kristi ånd. Herren ser med mishag på den grove og hårde ånd som nogle udviser, en ånd der er blottet for forståelse, øm medfølelse for dem som han elsker. Brødre, I som lukker hjertet over for Kristi lidende mennesker, husk på at Gud vil behandle jer ligesom I behandler dem. Når du kalder, vil han ikke sige: "Her er jeg;" når du røber, skal han ikke svare. Satan våger, forbereder sine forlokkelser for at lægge snare om dem som er fyldt med selviskhed medens de er åndsforladte.   ret

Vejen til paradiset er ikke i selvophøjelse, men i anger, bekendelse, ydmyghed, tro og lydighed. Laodikea menighedens budskab er rettet til menigheden i denne tid: "Og skriv til menighedens engel i Laodikea: "Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sind at udspy dig af min mund. Fordi du siger: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget", og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!" Der er mange som praler af deres åndelige rigdomme, deres kundskab til sandheden, og lever i et skyldigt selvbedrag. Når menighedsmedlemmerne ydmyger sig selv for Gud ved ivrige ikke halvhjertet livløs handling, så vil Herren tage imod dem. Men han erklærer: "Ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." Hvor længe skal denne advarsel modsættes? Hvor længe skal den ringeagtes?   ret

Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham, og han med mig. Kristi position er overbærenhedens og påtrængenhedens optræden. Råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig. Oh, sjæls armodet er alamerende! Og dem som har mest brug for kærlighedens guld, føler sig rige og beriget med goder, skønt de mangler alle nådegaver. Har de mistet tro og kærlighed, har de mistet alt.   ret

Herren har sendt et budskab til sit folk som vækker det til omvendelse og til at gøre de første gerninger, men hvordan er hans budskab blevet modtaget? Mens nogen har givet akt på den, har andre mødt både budskabet og dets budbære med foragt og bebrejdelse. Det åndelige liv er ved at dø, ydmyghed og barnlig enfoldighed er borte, en mekanisk formel trosbekendelse har taget kærlighedens og hengivenhedens plads. Skal denne bedrøvelige tingenes tilstand fortsætter? Holder Guds kærligheds lampe på at gå ud i mørket? Frelseren kalder; lyt til hans stemme: "Vær nidkær og omvend dig." Omvend, bekend dine synder, og du vil blive tilgivet. "Vend om, vend om; for hvorfor vil I dø?" Hvorfor vil du blot prøve at genoptænde en ustadig ild, og vandre i gnisterne fra din egen optænding?   ret

Det sande vidne erklærer: "Jeg kender dine gerninger." "Omvend dig og gør de første gerninger." Dette er den sande prøve, beviset at Guds Ånd arbejder i hjertet for at gennemsyre dig med hans kærlighed. "Ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." Menigheden er som et uproduktivt træ, som modtager dug, regn og solskin, som har produceret en masse frugter, men på hvilken den guddommelige undersøger opdater at der er ikke andet end blade. En alvorlig tanke for vore menigheder! Faktisk alvorlig, for den enkelte" Forunderlig er Guds tålmodighed og overbærenhed; men "hvis ikke du omvender dig," vil det blive udpint; menighederne, vore institutioner, vil gå fra svaghed til svaghed, fra kold formalitet til dødelighed, medens de siger: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget" Det sande vidne siger: "Og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen". Vil de nogensinde se deres tilstand klart?   ret

Guds kraft vil på en forunderlig måde gøre sig gældende i menighederne, men den vil ikke påvirke dem, der ikke har ydmyget sig for Herren og åbnet hjerte døren med anger og bekendelse. I åbenbarelsen af den magt, der oplyser jorden med Guds herlighed, vil de blot se noget, som de i deres blindhed anser for farligt, noget, som vil vække deres frygt og de vil samle alle kræfter for at stå det imod. Når Herren ikke virker på den måde, de havde ventet og tænkt sig, så vil de sætte sig imod det. "Skulle vi ikke kende Guds Ånd, når vi har været i arbejdet så mange år?" vil de sige. Det sker, fordi de ikke tog imod advarslerne og de indtrængende påmindelser i Guds budskaber, men blev ved med at sige: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget." Talenter og lang erfaring vil ikke gøre nogen til lysets formidlere, medmindre de stiller sig i de klare stråler fra retfærdighedens sol og er kaldede, udvalgte og beredte for Helligåndens udgydelse. Hvis de, der har med de hellige ting at gøre, vil ydmyge sig under Guds vældige hånd, så vil han ophøje dem. Han vil gøre dem til mænd med dømmekraft, mænd, som er rige på Guds nåde. Deres stærke, egoistiske karaktertræk og deres stædighed vil blive åbenbaret i lyset, der skinner fra verdens lys. "Jeg kommer over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." Såfremt I søger Herren af hele eders hjerte, så vil han lade sig finde af jer.   ret

Enden er nær! Vi har ikke et øjeblik at tabe! Lyset skal skinne frem fra Guds folk med klare, tydelige stråler og fremstille Jesus for menighederne og for verden. Vore gerninger skal ikke begrænses af dem som allerede kender sandheden; vor mark er verden. De hjælpemidler. der skal bruges, er disse sjæle som med glæde tager imod sandhedens lys, når Gud skænker dem det. De er Guds redskaber til at forkynde sandheden for verden. Hvis Guds folk ved Kristi nåde vil blive nye lædersække, vil han fylde dem med ny vin. Gud vil give mere lys og gamle sandheder vil blive generhvervet og atter indføjet i sandhedens rammer; og hvor end disse arbejdere kommer, vil de sejre. De skal som Kristi udsendinge ransage skrifterne for at søge efter de sandheder, der har ligget skjult under vildfarelsens smuds. Og hver stråle af lys, der modtages, skal videregives til andre. Kun et eneste skal få overhånd, et eneste emne skal opsluge alle andre: Kristus som vor retfærdighed.   ret

"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." " Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren. Det er dette, som trænger til at indføres i alle vore menigheder. Gud vil, at hver eneste sjæl skal vende tilbage til sin første kærlighed. Han vil, at alle skal få troens og kærlighedens guld, så de kan tage af deres rigdom og give til andre, som trænger til den.   ret

Da vil de troende være ét hjerte og ét sind, og Herren vil gøre sit ord mægtigt på jorden. Nye byer, landsbyer og territorier vil blive indtaget; menigheden vil rejse sig og skinne, fordi dens lys er kommet, for Herrens herlighed er oprejst over den. Nyomvendte vil føjes til menighederne, og dem som nu hævder at være omvendt, vil mærke Kristi nådes forvandlende kraft i deres hjerter. Satan vil rejse sig, og forøve sin bitreste forfølgelse imod Guds folk. Men dem som ikke er af vor tro, som ikke har forkastet lyset, vil genkende Kristi ånd i sine sande efterfølgere, og vil tage deres ståsted hos Guds folk.   ret

Idet Kristus taler om trøstermanden, siger han: "Thi han skal ikke tale af sig selv;" "han skal vidne om mig;" "han skal forherlige mig." Hvor lidt er Kristus blevet forkyndt. Medarbejderne har bearbejdet territorier, masser af den, men lidt af Kristus og hans kærlighed. Idet Frelseren kom for at forherlige Faderen ved at demonstrere sin kærlighed, sådan kom Ånden for at forherlige Kristus, og åbenbarede hans kærligheds og nådes rigdomme for verden. Hvis Helligånden bor i os, vil vort arbejde bevidne frem til kendsgerningen, vi skal opløfte Jesus. Nu kan ikke én tillade sig at være tavs; arbejdets byrde er at fremstille Kristus for verden. Alle som drister sig at få deres egen vej, som ikke tilslutter sig de engle, der er sendt fra himlen med et budskab, der skal opfylde hele jorden med sin herlighed, vil blive forbigået. Værket vil skride frem til sejr uden dem, og de vil ikke have del i dens sejr.

Ellen G. White.   ret