Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 31. december 1857

Fremtiden.

Den 20. nov. fik jeg vist Guds folk, og så at det blev rystet meget. Jeg så nogle med stærk tro og pinagtige råb, bede til Gud. Deres ansigter var blege, og mærket med dyb bekymring, hvilket udtrykte deres indre kampe. Der var fasthed og udtrykt stor alvor i deres ansigter, medens store sveddråber kom frem på deres pander og faldt ned. Nu og da ville deres ansigter lyse op, mærkerne af Guds billigelse, og igen det samme højtidelige, alvorlige og bekymrede udtryk på dem.   ret

Onde engle samlede sig omkring dem, pressede deres mørke over dem, for at lukke af fra Jesus, så de ikke kunne se ham, så deres øjne blev draget ned i mørket der omgav dem, og de fik mistillid til Gud, og begyndte derefter at knurre imod ham. Deres eneste sikkerhed holderes øjne rettet opad. Engle havde ansvaret for Guds folk, og idet den giftige atmosfære fra disse onde engle pressede sig omkring disse bekymrede mennesker, viftede de engle som havde ansvaret for dem, hele tiden deres vinger over dem, for at sprede det tykke mørke der omgav dem.   ret

Jeg så at nogle ikke tog del i dette pinefulde og bedende arbejde. De virkede ligeglade og ubekymrede. De modstod ikke mørket omkring dem, og det lukkede dem til som en tyk sky. Guds engle forlod dem, og gik for at hjælpe dem der var alvorlige og bad. Jeg så Guds engle skyndte sig for at hjælpe enhver som kæmper med alle deres kræfter på at modstå onde engle, og prøve at hjælpe sig selv ved at kalde vedholdende på Gud. Men englene forlod dem som ikke prøvede at hjælpe sig selv, og jeg mistede dem af syne.   ret

Idet disse bad, fortsatte deres alvorlige råb, og til tider kom en lysstråle fra Jesus til dem, og opmuntrede deres hjerter, og oplyse deres ansigter.   ret

Jeg spurgte efter betydningen af den rystelse jeg havde set. Jeg fik vist at det var årsag til det klare vidnesbyrd, der blev kaldt frem af det Sande Vidnes råd til laodikæerne. Det ville have sin virkning på deres hjerter som modtager vidnesbyrdet, og det vil lede dem til at ophøje standarden og udgyde den klare sandhed. Dette klare vidnesbyrd, vil nogle ikke frembære. De vil rejse sig imod det, og dette vil forårsage en rystelse blandt Guds folk.   ret

Jeg så at det Sande Vidnes vidnesbyrd ikke var påagtet det halve. Et højtideligt vidnesbyrd som menighedens skæbne hænger på, var der blevet taget let på, hvis det ikke var helt ignoreret. Dette vidnesbyrd må bevirke en dyb anger, og alle som modtager det i oprigtighed, vil adlyde det, og blive renset.   ret

Englen sagde: ”Hør efter!” Snart hørte jeg en stemme der lyder som mange musikinstrumenter, alle lyder som fuldkomne strenge, liflige og harmoniske. Det overgår alt anden musik jeg har hørt nogen sinde. Det virkede til at være fuld af barmhjertighed, medfølelse og evig hellig glæde. Det gennemstrømmede hele mit væsen. Englen Sagde: ”Se her!” Min opmærksomhed blev rettet mod den gruppe jeg havde set før, som blev rystet så meget. Jeg fik vist dem som jeg før havde set græde, og bad i åndspine. Jeg så at gruppen med ledsagende engle omkring dem var fordoblet, og de var iklædt en rustning fra deres hoved til deres fødder. De bevægede sig i fuldstændig orden, fast som et soldaterkompagni. Deres ansigter udtrykte hårde kampe som de har udholdt, den pinefulde kamp som de har været igennem. Deres ansigtstræk stadig en hård indre pine, og skinnede ud med himlens lys og herlighed. De havde opnået sejr, og det fremkaldte den dybeste tilfredshed, og hellige, indviede glæde.   ret

Antallet i denne gruppe var blevet mindre. Nogle var blevet rystet ud, og efterladt på vejen. De uforsigtige og ligegyldige som ikke sluttede sig med dem, som værdsatte sejren og frelsen nok til at kæmpe, holde ud og bede for det, opnåede den ikke, og de blev efterlad bagud i mørke, og de blev straks talt op af andre som greb fat i sandheden, og kom ind i rækkerne. De onde engle pressede sig stadig omkring dem, men de kunne ikke have magt over dem.   ret

Jeg hørte dem, som var iklædt rustningen sige sandheden frem med stor magt. Det have effekt. Jeg så dem som var blevet begrænset; nogle hustruer var begrænset af deres mænd, og nogle børn begrænsede af deres forældre. De ærlige som var blevet fremholdt eller forhindret fra at høre sandheden, grib nu ivrigt fat i den sandhed der blev udtalt. Al frygt for deres slægtninge var nu væk. Sandheden alene var ophøjet for dem. Den var mere dyrebar end livet. De havde hungret og tørstet efter sandheden. Jeg spurgte hvad der havde gjort denne store forandring. En engel svarede: ”Det er sildigregnen. Opfriskningen fra Herrens nærhed. Den tredje engels højeråb.”   ret

Stor magt var med disse udvalgte mennesker. Englen sagde: ”Se her!” Min opmærksomhed blev vendt til de onde eller ikke-troende. De var helt oprørte. Iveren og kraften hos Guds folk havde opvækket dem og sat dem i rækker. Forvirring, forvirring, var på alle sider. Jeg så at der blev taget mål over dette kompagni, som havde Guds kraft og lys. Mørke fortættede som omkring dem, alligevel stod med de Guds anerkendelse og stolede på ham. Så at de var fortrykte. Derefter hørte jeg dem råbe alvorligt til Gud. Gennem dagen og natten ophørte deres råb ikke. Jeg hørte disse ord: ”Din vilje, o Gud, blive gjort! Hvis det kan forskellige dit navn, indtil døden; men din arm kan bringe frelse.” Dette er alle de ord jeg kan komme i tanker om. De virkede til at have en dyb fornemmelse af deres fornemmelse af deres uværdighed, og viste fuldstændig underlægge sig Guds vilje. Alligevel bad enhver, uden undtagelse, ganske alvorligt, og var i brydekamp ligesom Jakob, for at blive udfriet.   ret

Hurtigt efter at de var begyndt deres alvorlige råb, ville englene, i sympati, tage hen for at udfri dem. Men en høj befalingsengel tillod dem det ikke. Han sagde: ”Guds vilje er ikke fuldbyrdet. De må drikke af bægeret. De må døbes med dåben.”   ret

Snart hørte jeg Guds stemme, som rystede himlene og jorden. Der var et mægtigt jordskælv. Bygninger blev sammenrystet, og faldt til alle sider. Så hørte jeg et sejrs råb, højt, melodisk og klart. Jeg så på dette kompagni som, for lidt tid siden var i knibe og trældom. Deres fangenskab var vendt bort. Et herligt lys skinnede på dem. Hvor skønne de så ud. Al træthed og alle mærker var borte. Alle ansigter var sunde og skønne. Deres fjender, hedningerne omkring dem, faldt som døde mennesker. De kunne ikke udholde lyset der skinnede på de udfriede, hellige mennesker. Dette lys og denne herlighed blev på dem, indtil Jesus kunne ses i himlens skyer, og det trofaste prøvede kompagni, blev forandret for et øjeblik, på et splitsekund, fra herlighed til herlighed. Og gravene åbnedes sig og de hellige kom frem, iklædt udødelighed, råbte sejr over døden og graven, og sammen med de levende hellige, blev de taget op for at møde Herren i luften, medens de rige musikalske råb om herlighed og sejr var på alle dødelige tunger, og kom fra alle hellige læber. E. G. W.   ret