Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 6. januar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

[Note: Denne artikel introducerer en serie på femten, udgivet fra 6. januar til 11. maj, 1876, tilvejebragt af James White, redaktøren. Den viser hans metode at henlede offentlighedens opmærksomhed til hans hustrus, Ellen G. Whites kald og arbejde. Hver artikel omhandler mest hendes livshistorie, sådan som hun fortalte den i 1860 i ”Åndelige gaver”, bind II, en selvbiografisk afhandling hun skrev til troens husholdning kunne læse. Da det blev forberedt for missions journalernes spalter til menigheden, blev der kun ændret lidt så det kunne bruges til generel offentlig læsning. For at det kunne bruges i ”Åndelige gaver”, er artiklerne indsat i dette fotografiske genoptryk. – ”White estate.]   ret

Mrs Ellen G Whites navn er kendt vidt og bredt på grund af hendes skrifter, og hendes arbejde som offentlig taler i nitten af Forenede Stater og Canada. Hendes trykte bøger beløber sig til hen ved firetusinde sider, som har fået en stor udbredelse. Og hendes arbejde som taler dækker en periode på mere en tredive år. Men de sidste ti år har, i Guds forsyn, og i overensstemmelse med folks ønsker som hun er i forbindelse med, bevæget hende ud for at tale til forsamlingerne ved vore årlige konferenser og lejrmøder i adskillige stater, hvor møderne er holdt. Aviser skilrer hendes taler, og udtalelserne har gjort indtryk på tilhørerne, som har givet hende førstepladsen hos tusindvis, som hverken har læst hendes bøger, eller hørt hende tale før. Og det faktum som er fremtrædende i hendes bøger, at Mrs. White har modtaget tanker og holdninger ved direkte åbenbaring fra Gud, har gjort hende til en særlig interessant person for alle dem, som har modtaget hende som en Herrens begunstiget. Og på den anden side har der ikke været mangel på personer som har afvist hendes vidnesbyrd og hendes arbejde, for at give hendes navn et dårligt ry gennem pressen, og i forfølgelsens ånd søge at skabe fordomme imod hende. Ikke desto mindre har dette tjent som en anbefaling, og har i større grad øget folks ønske for at høre hende tale, og for at læse hendes bøger.   ret

I synet af denne situation, har vi i flere år følt at det var passende at offentliggøre Mrs Whites liv, kristne erfaring og arbejde, og bringe det ud i et beskedent bind blandt dem rundt omkring der kender hendes navn. Næsten alle modstandere, i forkyndelse og skrift imod sabbaten og andre læresætninger syvende-dags adventister fremholder, referer til Mrs White og hendes arbejde på en hånende måde, for at behage den larmende hob, og give ærlige mennesker fordomme. Fordi mange giver forkert fremstilling af hendes arbejde, og mangler kundskab til sagens kendsgerninger, får mange et dårligt syn på den sag, som hun har fremholdt i tæt forbindelse med dens tidligste opståen. Det er derfor nødvendigt for at forklare for ærlige mennesker, og for bibelsandhedens sag i sin helhed, at hendes arbejde fremvises korrekt, og forsvares ordentligt for folk. Læseren vil utvivlsomt være interesseret i en kort skildring af Mrs Whites

Herkomst og første liv.   ret

Hendes forældre, Robert og Eunice Harmon, boede i Maine. I sit tidligere liv var de alvorlige og hengivne medlemmer af Metodist biskoppelige kirke i den menighed. I den menighed havde de den største tilknytning, og arbejdede for synderes omvendelse, og opbyggede Guds sag i en periode på fyrre år. I løbet af denne tid havde de den glæde at se deres børn, otte i alt, alle blive omvendt og samlet ind i Kristi fold. Deres afgjorte syn på genkomsten førte, på trods familiens stærke tilknytning til metodist kirken, i 1843, til en adskillelse, efter at der er blevet holdt møder i deres hjemby, i Portland. For hendes tidlige liv, og kristne erfaring vil vi lade Mrs. White tale for sig selv, som er taget fra hendes andet bind af ”Åndelige gaver.”   ret

I en alder af ni år skete en ulykke på mig, som skulle påvirke hele mit liv. Sammen med min tvillingesøster og en af vore skolekammarater, kom jeg igennem en almindelig by i Portland, Maine, hvor en pige på omkring tretten år gammel, også fra vor skole, blev vred på en bagatel ved os, og truede med at slå os. Vore forældre havde lært os at aldrig slås med nogen, men hvis vi var i fare for at blive slået eller såret, så skynde os hjem med det samme. Dette gjorde vi med al vor hastighed, men pigen fulgte hurtig efter os, med en sten i hånden. Jeg vendte mig om for at se hvor langt hun var bag ved mig, og idet jeg gjorde dette, kastede hun stenen, og den ramte mig på næsten. Jeg forblindende og lammende fornemmelse tog overhånd over mig, og jeg følte mig sanseløs. ”Da jeg vågnede op igen og kom til bevidsthed, fandt jeg mig selv i en købmandsforretning, mine klæder vær fyldt med blod, som strømmede ud fra min næste og strømmede ned på gulvet. En venlig fremmed mand tilbød mig at tage mig hjem på hans vogn, men jeg, uden at vide hvor svag jeg var, sagde at jeg foretrak at gå, frem for at søle hans vogn til med blod. De tilstedeværende var ikke klar over at jeg var skadet alvorligt, og overlod mig til min egen vej; men jeg havde kun gået nogle få skridt da jeg blev svimmel og besvimede. Min tvillingesøster og min skolekammarat bar mit hjem. Jeg har ingen erindring, hvad der skete mere efter den ulykke. Min mor sagde at jeg mærkede intet, men var uden bevidsthed i tre uger. Ingen, uden hende selv, tænkte at det var muligt for mig at komme mig; men af visse grunde mente hun at jeg ville klare mig. En venlig nabo, som var meget interesseret for mit bedste, tænkte engang at jeg døde. Hun ønskede at erhverve sig et ligklæde til mig, men min moder sagde: Ikke endnu; for noget har fortalt hende at jeg ikke vil dø.   ret

Da jeg igen vågnede op til bevidsthed, var det som om jeg havde sovet. Jeg huskede ikke ulykken og var uvidende om årsagen til min sygdom. Efterhånden som jeg begyndte at få lidt styrke, vækkedes min nysgerrighed ved at lytte til dem som kom for at besøge mig og sagde: Hvor er det synd! Jeg burde ikke have kendt hende, osv. Jeg bad om et spejl og ved at stirre ind i det, var jeg rystet over forandringen i mit udseende. Ethvert ansigtstræk synes forandret. Min næses knogler der havde været brækket, forårsagede denne vansiring. Tanken om min ulykke i mit liv var uudholdelig. Jeg kunne ikke se nogen behag i min tilværelse. Jeg ønskede ikke at leve og dog frygtede for at dø, for jeg var uforberedt. Venner, som besøgte os, så medlidende på mig og rådede mine forældre til at lægge sag mod pigens far, som de sagde havde ødelagt mig. Men min mor ville have fred; hun sagde at det forløb der ville bringe min sundhed og naturlige udseende tilbage, ville vinde noget; men dersom det var umuligt, var det bedst ikke at få fjender ved at følge et sådant råd.   ret

Læger mente at der skulle lægges en sølvsnor i min næse for at holde den i form. Dette ville have været meget smertefuldt og de frygtede at det ville være af lille nytte, da jeg havde mistet så meget blod og udholdt et så kraftigt chok, at min bedring var meget tvivlsom. Selv hvis jeg levede op igen, mente de at jeg kun kunne leve i kort tid endnu. Jeg var næsten formindsket til et skelet. På det tidspunkt begyndte jeg at bede til Herren for at berede mig til døden. Når kristne venner besøgte familien, ville de spørge min moder om hun havde talt til mig om døden. Jeg hørte det og det vækkede mig. Jeg besluttede at blive en kristen og bad alvorligt om tilgivelse af mine synder. Jeg mærkede en sindsro komme og elskede enhver, følte ivrigt at alle skulle have deres synder tilgivet og elske Jesus som jeg gjorde.   ret

”Jeg huskede godt en aften om vinteren da sneen var på jorden, himmelhvælvingen lyst op, himmelen så rød og truende ud og synes at åbne og lukke, medens sneen så ud som blod. Naboerne var rigtig meget skræmt op. Mor tog mig ud af sengen i hendes arme og bar mig hen til vinduet. Jeg var lykkelig; jeg troede Jesus kom og jeg længdes efter at se ham. Mit hjerte var fyldt; jeg klappede i hænderne af glæde og tænkte at mine lidelser var til ende. Men jeg blev skuffet; det enestående fænomen svandt bort fra himmelhvælvingen og den næste morgen stod solen op som sædvanlig."