Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 13. januar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Vi siger ikke at der ikke er sunde omvendelser til Gud i disse vækstår; men vi hævder at god kristen karakter sjældent begynder og modnes i en høj alder, og endog her udvikles under store vanskeligheder. Både fortidens erfaring og ensartede appeller fra hellige skrivere til de unge, om at søge Herren i deres ungdom, beviser at det tidlige liv, endog som spæd, er det mest bedste at foretrække for dannelse og vækst af sand kristen karakter.   ret

I det ydre behandlede Forsynet Mrs. W strengt. I hendes barndom, kan hun nu se tilbage i over tredive års vanskeligheder, slid og bebrejdelser for Kristi sag, for hans dyrebare navns skyld, og kysser den dæmpende stav, som har slået hendes første håb ned for dette liv, men blev helliggjort af Gud til hendes første helliggørelse og modnende vækst i nåde. Om dette lader vi hende tale, som fortsætte fra sidste uge: -   ret

"Jeg fik meget langsomt styrke. Da jeg blev i stand til lege med mine unge venner, blev jeg tvunget til at lære den bitre lektie, at vort personlige udseende ofte gør en forskel i den behandling vi får fra vore kammerater. Da min ulykke indtraf, var min far borte i Georgia. Da han kom tilbage, omfavnede han min bror og mine søstre og da spurgte han efter mig. Jeg, trak genert tilbage, blev peget ud af min mor, men min egen far genkendte mig ikke. Det var svært for ham at tro, at jeg var hans lille Ellen, som han havde forladt for kun få måneder siden og var et sundt og lykkeligt barn. Dette skar mine følelser dybt, men jeg prøvede at vise venlighed, endskønt mit hjerte synes brudt.   ret

"Jeg mærkede mit uheld stærkt, mange gange i disse barndomsdage. Jeg var udsædvanlig sensibel og det forårsagede mig stor ulykke. Ofte søgte jeg, med krænket stolthed, ydmyget og ulykkelig i ånden, et ensomt sted og tungsindigt grundede over de prøvelser jeg dagligt var dømt til at bære.   ret

"Tårernes lindring afviste mig. Jeg kunne ikke græde ud, som min tvillingsøster kunne; skønt mit hjerte var betynget og smertet som var det brudt, kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg følte ofte, at det i høj grad ville lindre, at græde væk fra min sorg. Nogle gange forviste de venlige venners sympati mit mørke og fjernede, for en tid, den tunge vægt som trykkede mit hjerte. Hvor frugtesløs og tom synes jordens behageligheder til mig da! Hvor foranderlig mine unge kammeraters venskab! Alligevel var disse små skolekammerater ikke forskellige fra de fleste af den store verdens folk. Et pæn ansigt, smukke klæder, tiltrak dem; men lad uheld tage dette væk og det skrøbelige venskab vokser sig koldt eller brydes. Men da jeg vendte mig til min Frelser trøstede han mig. Jeg søgte Herren alvorligt i mine trængsler og modtog trøst. Jeg følte mig sikker på at Jesus selv elskede mig.   ret

"Min sundhed synes at være håbløst svækket. I to år kunne jeg ikke trække vejret gennem min næse og kunne kun gå lidt i skole. Det synes umuligt for mig at læse og huske hvad jeg lærte. Den samme pige som forårsagede mit uheld, blev udpeget til ordensduks af vor lærer og det var blandt hendes pligt at hjælpe mig i min skrivning og andre lektier. Hun føltes altid oprigtig ked af det for den store skade hun havde påført mig, endskønt jeg passede på ikke at minde hende om det. Hun var nænsom og tålmodig mod mig og synes ked af det og tankefuld når hun så mig arbejde under ganske ugunstige forhold for at få en uddannelse.   ret

"Min nervesvage organisme var knust og mine hænder rystede så at jeg kun gjorde lidt fremskridt i skriveri og kunne få ikke mere end enkle afskrifter med grov hånd. Idet jeg bestræbte mig på at holde mit sind til mine studier, løb bogstaverne på siden sammen, store sveddråber stod på min pande og en afmagt og en svimmelhed ville gribe mig. Jeg havde en slem hoste og hele min organisme synes svækket. Min lærer tilrådede mig at forlade skolen og ikke videreføre mine studier før mit helbred ville bedres. Det var den hårdeste kamp i mit unge liv, at give efter for min svaghed og jeg beslutte at jeg måtte forlade mine studier og opgive håbet at få en uddannelse.   ret

"Mit ønske om at blive elev var meget stort og da jeg grundede over mit skuffede håb og tanken om at jeg ville være invalid resten af livet, greb fortvivlelsen mig. Fremtiden trak mørke skyer ud for mig, uden nogen lysstråler. Jeg var ikke forligt med min lod, og knurrede nogle gange imod Guds forsyn, forpinte mig. Jeg skjulte mine betrængte følelser fra min familie og venner, og var bange for at de ikke forstå mig. Dette var en fejlslaget kurs, og havde jeg åbnet mit sind for min moder, kunne hun have instrueret mig, formildnet mig og opmuntret mig.   ret

”Efter at jeg har kæmpet med denne uforsonende ånd i dagevis kom fristeren i ny forklædning og gjorde mine pinsler større, ved at fordømme mig, for at så oprørske tanker tager mit sind i besiddelse. Min samvittighed var forvirret, og jeg kendte ingen måde at udfri mig selv fra den labyrint som jeg strejfede rundt i.   ret

”Den glade tillid til frelserens kærlighed, som jeg havde nydt i mine sygdomme, var borte. Jeg havde mistet den gode samvittighed at jeg var et Guds barn, og følte at mit hjertes håb havde bedraget mig. Det var min beslutning at ikke sætte lid til mine følelser, før jeg havde en sikkerhed for at Herren havde tilgivet mine synder.   ret

“Nogle gange lå min skylds- og ansvarsfølelse til Gud så tungt på min sjæl, at jeg ikke kunne sove, men ligge vågen i timer, og tænke på min fortabte tilstand og hvad var bedst for mig at gøre. Konsekvenserne af min uheldige ulykke tog atter gigantiske dele af mine tanker. Jeg lod til at være afskåret fra al chance for jordisk lykke, og dømt til vedvarende skuffelse og ydmygelse. Jeg fik endog smerte af mine venners ømme sympati, for min stolthed oprørtes imod den tilstand jeg var i, som vækkede deres medynk. Min udsigt til verdslige nydelser svandt hen, og himlen lod til at lukke sig imod mig.   ret

"Jeg havde den højeste ærbødighed for kristne og evangeliske forkyndertjenere, men religion syntes at være for hellig og indviet for mig at opnå. En besynderlig og ubegribelig pinsel tog mig ned, indtil jeg følte at jeg ikke længere kunne leve under byrden. Jeg så min skjulte pinsel inden i mit hjerte, og søgte ikke råd fra erfarne kristne, som jeg burde have gjort.   ret

”Ingen tale med mig om min sjæls frelse, og ingen bad sammen med mig. Jeg følte at kristne var så langt væk fra mig, så meget mere ædle og rene, end jeg selv, at jeg ikke turde nærme sig dem om det emne der betyngede mine tanker, for jeg skammede mig over at afsløre mit hjertes fortabte og elendige tilstand.”