Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 16. januar 1879

Den store strid: Skabelsen; Fristelsen og syndefaldet

Den store strid . Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel et. Satans fald. [* Titlen er ukorrekt i originalen. Burde være kapitel to – konkluderet, Skabelsen.]   ret

(Fortsat.) Jorden var klædt med dejlig grønt, mens utallige sødt duftende blomster af enhver art og farve voksede op i rig overflødighed omkring dem. Alting var smagfuldt og herligt indrettet. Midt i haven stod livets træ, hvis herlighed overgik alle andre træer. Dets frugt så ud som æbler af guld og sølv, og tjente til at vedligeholde udødeligheden. Bladene besad helbredende egenskaber.   ret

Det hellige par var meget lykkelige i eden. Gud gav dem uindskrænket herredømme over enhver levende skabning. Løven og lammet legede tilsammen fredeligt og uskadeligt omkring dem, eller slumrede ved deres fødder. Fugle med allehånde farver og fjedre flagrede blandt træerne og blomsterne, og omkring Adam og Eva, medens deres bløde, velklingende musik gav genlyd blandt træerne i sød harmoni til deres skabers pris.   ret

Adam og Eva var henrykkede af skønheden i deres edenhjem. De frydede sig over de små sangere omkring dem, med deres yndige, skinnende fjerbedækning, syngende deres behagelige, opmuntrende melodier. Det hellige par forenede sig med dem og opløftede deres Stemmer med harmoniske sange, fulde af kærlighed, pris og tilbedelse, til Faderen og hans kære Søn, for de kærlighedsgaver som omringede dem. De beundrede Skabelsens orden og harmoni, som talede om uendelig visdom og kundskab. De opdagede hele tiden ny skønhed og forøget herlighed deres edenhjem, som fyldte deres hjerter med dybere kærlighed, og bragte udtryk af taknemmelighed og ærefrygt for deres skaber fra deres læber.   ret

Kapitel tre – Fristelsen og faldet.
Kundskabens træ på godt og ond stod midt i haven nær livets træ. Dette træ var i særdeleshed bestemt af Gud til at være et pant på deres lydighed, tro og kærlighed til ham. Herren befalede vore første forældre ikke at spise af dette træ, ej heller røre ved det, at de ikke skulle dø. Han sagde til dem at de måtte frit spise af alle træerne i haven undtagen et, men dersom de spiste af det træ skulle de visselig dø.   ret

Da Adam og Eva blev sat i den dejlige have, havde de alt som de kunne ønske til deres lyksalighed. Men Gud valgte, i sin alvise indretning, at prøve deres troskab førend de kunne for evigt bringes uden for fare. Han ville skænke dem sin nåde, og være med dem, og de med ham. Han satte ikke det uden for deres område. Han tillod Satan at friste dem. Dersom de bestod i prøven, så skulle de stå i evigt værende nåde hos Gud og have samfund med de himmelske engle.   ret

Stunden for glade lykkelige lovprisningssange til Gud og hans dyrebare søn var kommet. Satan havde ledt det himmelske kor. Han havde hævet den første tone, og så gik hele englehæren sammen med ham, og herlig musik genlød ud over himlen. Men nu faldt disharmoni og vrede ord over den store oprørs leders læber, i stedet for den lifligste musik.   ret

Satan stod forbavset over sin nye tilstand. Hans lyksalighed var forbi. Han så på englene med hvem han var så lykkelig , men som nu var udstødte af himmelen tillige med ham. Ingen skygge af utilfredshed havde forstyrret deres fuldkomne lyksalighed førend faldet. Nu var alting forandret. Deres åsyn, som havde afspejlet Skaberens billede, viste nu mørke og fortvivlelse. Der var strid, uenighed og bitre beskyldning iblandt dem. Før deres oprør havde disse ting været ukendte i himmelen. Satan så nu de forfærdelige følger af sit oprør. Han gyste og frygtede for at vende ansigtet mod fremtiden, og betragtede disse tings ende. Hvor var han? Var det ikke alt sammen en forfærdelig drøm? Var han udelukket af himmelen? Skulle himmelens porte aldrig mere åbnes for at lade ham gå ind? Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse. Med glæde ville han overgive sine fordringer på autoritet, dersom han atter kunne blive som han var, da han var ren, sanddru og tro. Men han var fortabt! Forløsning var umulig, på grund af hans formastelige oprør! Og dette var ikke alt; han havde ledt andre til oprør og til samme fortabelsens tilstand med sig selv – engle som aldrig havde tænkt på at drage Guds vilje i tvivl , eller på at nægte at adlyde Guds lov indtil han gav det i deres sind; idet han fremstillede for dem at de derved kunne nyde et større gode, en højere og herligere frihed. Med dette spidsfindige blændværk havde han bedraget dem. Nu hviler der et ansvar på ham fra hvilket han gerne ville befries.   ret

Disse ånder var hæftig oprørte af skuffet håb. I stedet for et større gode, måtte de erfare de sørgelige følger af ulydighed og foragt for loven. Disse ulykkelige væsener kunne aldrig mere bestyrkes af Jesus Kristi milde regering. Deres ånd kunne aldrig mere bevæges af den dybe oprigtige kærlighed, fred, og glæde, som hans nærværelse havde optændt i dem, for at vende tilbage til ham i villig lydighed og ærbødig ære.   ret

Satan skælvede når ham betragtede sit værk. Han var alene i betragtninger over det forbigangne, det nærværende, og sine fremtidige planer. Hans mægtige skikkelse rystede som af en storm. En engel fra himmelen passerede forbi. Han kaldte på ham og bad om at få en samtale med Kristus. Dette blev ham tilstået. Han fortalte Guds søn at han angrede sit oprør og ønskede atter at stå i nåde hos Gud. Han var villig til at tage den plads som Gud havde tidligere anvist ham og adlyde hans vise bud. Kristus græd over Satans ve, men fortalte ham at Gud havde bestemt at han aldrig kunne blive indladt i himmelen. Himmelen må ikke udsættes for fare. Hele himmelen ville blive fordærvet dersom han blev taget tilbage; thi Synd og oprør oprandt med ham. Oprørets sæden var endnu i ham. Han havde ingen god grund til sin fremgangsmåde i oprøret, og han havde ikke alene håbløst ruineret sig selv, men tillige englenes hær, som nu ville have været lykkelig i himlen dersom han var forblevet tro. Guds lov kunne fordømme, men ikke tilgive.   ret

Satan angrede ikke sit oprør fordi han anerkendte Guds godhed, som han havde misbrugt. Det var ikke muligt at hans kærlighed til Gud havde tiltaget siden faldet så at den ville lede ham til villig underdanighed og oprigtig lydighed mod hans lov, som han hade foragtet. Den elendighed som han følte ved tabet af himmelens søde lys, den følelse af syndeskyld som kom over ham, og den skuffelse han undergik idet hans forventninger ikke blev opfyldte var årsag til hans sorg. At være en fyrste udenfor himmelen var meget forskelligt fra at nyde en sådan ære i himmelen. Tabet af alle himmelens privilegier syntes at være for meget for ham at bære. Han ønskede at få dem igen.   ret

Denne store forandring i hans stilling havde ikke forøget hans kærlighed til Gud, eller hans vise og retfærdige lov. Da Satan blev fuldt overbevist om at det var umuligt for ham atter at få Guds nåde, så brød hans ondskab frem med fornyet had og brændende hæftighed.   ret

Gud vidste at en så fast besluttet oprørsånd ikke ville blive uvirksom. Satan ville finde midler til at plage de himmelske engle og vise foragt for Guds autoritet. Eftersom han ikke kunne få adgang inden for himmelens porte, så ventede han lige ved indgangen for at forhåne engle og søge trætte med dem når de gik ind og ud. Han stræbte at tilskynde dem til oprør, da de vidste at dette ville forårsage sorg i himmelen.   ret

Hans efterfølgere søgte efter ham. Han satte sig selv i bevægelse og underrettede dem om, idet han påtog sig et trodsigt blik, at det var hans plan at fravriste Gud den ædle Adam og hans ægtefælle Eva. Dersom han på nogen måde kunne forføre dem til ulydighed, så ville Gud indføre en foranstaltning hvorved de kunne få forladelse, og da ville han selv og alle de faldne engle være på gode veje til at deltage i Guds barmhjertighed med dem. Dersom dette slog fejl, så kunne de forene sig med Adam og Eva; thi dersom de engang overtrådte Guds lov, så ville de komme under Guds vrede ligesom dem selv. Deres overtrædelse ville også bringe dem i en oprørs tilstand; da kunne de forene sig med Adam og Eva, tage Edens have i velsignelse, og få dem som deres hjem. Og de tænkte at dersom de kunne få adgang til livets træ midt i haven, så vilde deres styrke blive lige med de hellige engles, og endog Gud selv kunne drive dem ud derfra.   ret

Satan holdt råd med de onde engle; men de forene sig ikke alle beredvilligt med ham til at udføre dette vovelige og forfærdelige værk. han fortalte dem at han ville ikke betro nogen af dem til at udføre dette værk; thi han mente at han alene havde tilstrækkelig visdom til at udføre et så vigtigt foretagende. Han bad dem at overtænke sagen medens han forlod dem og søgte enerum, for at bringe sine planer til modenhed. Han søgte at indprente i dem at dette var deres sidste og eneste håb. Dersom dette slog fejl, så var alle hensigter om at genvinde og regere himmelen, eller nogen del af Guds skabning, håbløse.   ret

Satan gik for sig selv alene for at lægge planer, som sikrest kunne bringe Adam og Eva til at falde. Han frygtede for at hans fortsætter skulle blive forhindrede. Og om han endog var heldig i at lede Adam og Eva til lydighed mod Guds befaling, og således til at blive overtrædere af hans lov, og intet godt kom ud af det som han selv, så ville det ikke forbedre hans egen tilstand; men blot forøge hans skyld. Han bævede ved tanken om at styrke det hellige, lykkelige par i samme elendighed og samvittighedsnag som han selv led. Han syntes at være i en tvivlrådig tilstand; til en tid fast og bestemt, derpå tilbageholden og vaklende.   ret

Hans engle søgte ham, deres leder, for at underrette ham om deres bestemmelse. De ville tage del med Satan i hans planer, bære ansvaret med ham, og være delagtige i følgerne. Satan afrystede sine følelser af fortvivlelse og svaghed, og bestyrkede sig selv som deres leder til at følgerne modigt i møde, og gøre alt som stod i hans magt for at trodse Guds og hans søns autoritet. Han underrettede dem om sine planer. Dersom han kom frækt til Adam og Eva og fremsatte sine klager over Guds Søn, så ville de ikke høre på ham et øjeblik, men ville være beredt for et sådant angreb. Dersom han, som så nylig havde været en engel med høj autoritet, forsøgte at skræmme dem med sin magt, så kunne han intet udrette. Han besluttede at list og bedrag skulle udrette det som hverken magt eller styrke kunne udrette. Han besluttede at listighed og bedrag ville udrette det, som magt og styrke ikke kan.   ret

Gud forsamlede englenes skare for at tage forholdsregler hvorved det truende onde kunne undgås. Det blev besluttet i himmelens råd at engle skulle besøge Eden og advare Adam om den fare han var udsat for fra fjenden. To engle hastede på deres vej for at besøge vore første forældre. Det hellige par modtog dem med glad uskyldighed, og udtrykte deres hjertelige taknemmelighed til deres Skaber fordi han have omringet dem med en sådan overflod af hans velsignelser. De kunne glæde sig ved alt som var elskeligt og tiltrækkende, og alting syntes virkelig afpasset til deres behov; og det som de skattede højere end alle andre velsignelser var Guds Søns og de hellige engles selskab, thi de havde meget at fortælle dem ved hvert besøg om nye opdagelser af skønhed i naturen i deres elskelige eden hjem, og de havde mange spørgsmål at gøre angående mange ting om hvilke de kun havde en dunkel ide.   ret

Englene gav dem den ønskede underretning på en behagelig og elskelig måde. De fortalte dem også den sørgelige historie om Satans oprør og fald. Derpå underrettede de dem tydeligt om at kundskabens træ var sat i haven til at være et pant på deres lydighed og kærlighed til Gud; at de hellige engles høje og lykkelige tilstand kunne alene bevares på betingelse af lydighed; at de var i en lignende stilling; at de kunne adlyde Guds lov og være uudsigelig lykkelige, eller overtræde, og miste deres høje stand, og nedstyrte i håbløs fortvivlelse.   ret

De fortalte Adam og Eva at Gud ville ikke tvinge dem til at adlyde – at han havde ikke berøvet dem magt til at handle imod hans vilje; at de var moralske væsener med frihed til at være lydige eller ulydige. Der var kun eet forbud som Gud anså fornødent at lægge på dem endnu. Dersom de overtrådte Guds vilje skulle de visselig dø. De fortalte Adam og Eva at den mest ophøjede engel, næst i rang til Kristus, nægtede at adlyde Guds lov som han havde bestemt til at styre de himmelske væsener; at dette oprør havde forårsaget strid i himmelen som endte med at oprørende blev udstødte derfra, og enhver engel som deltog med ham i at drage den store Jehovas autoritet i tvivl blev drevet ud af himmelen; og at denne faldne engel var nu en fjende af alt om angik Guds og hans kære Søns interesse.   ret

De fortalte at det var Satans hensigt at gøre dem skade, og det var nødvendigt for dem at være på vagt, thi de kunne komme i berøring med den faldne fjende; men han kunne ikke skade dem så længe de adlød Guds befaling; thi enhver engel i himmelen ville komme dem til hjælp, dersom det var nødvendigt, hellere end at hans skulle skade dem på nogen måde. Men dersom de var ulydige mod Guds bud, så ville Satan havde magt til bestandig at plage, forvirre, og besvære dem. Dersom de blev bestandige imod Satans første indsmigren, så ville de være lige så fri for fare som de himmelske engle. Men dersom de gav efter for fristeren, så ville han, som ikke sparede de ophøjede engle, ej heller spare dem. De måtte lide straffen for deres overtrædelse; thi Guds lov var lige så hellig som dem selv, og han fordrede ubetinget lydighed af alle i himmelen og på jorden.   ret

Englene advarede Eva om ikke at skille sig fra sin mand i hendes beskæftigelse; thi hun kunne let komme i berøring med den faldne fjende. De ville være i større fare, når de skilte sig fra hverandre, end når begge var tilsammen. Englene pålagde dem at følge de forskrifter nøje som Gud havde givet dem i henseende af kundskabens træ; thi i fuldkommen lydighed ville de være uden fare, eftersom den faldne fjende da ikke havde nogen magt til at bedrage dem: Gud ville ikke tillade satan at følge det hellige par med fristelser bestandig. Han kunne alene have adgang til dem ved kundskabens træ på godt og ondt.   ret

Adam og Eva forsikrede englene at de ville aldrig overtræde Guds udtrykkelige bud; thi det var deres første glæde at gøre hans vilje. Englene sang hellige melodier i sød harmoni med Adam og Eva. Deres sange tonede højt fra det salige eden, og Satan hørte lyden af deres melodier fulde af hellig pris til faderen og sønnen. Da Djævelen hørte dette forøgedes hans misundelse, had og ondskab, og han udtrykte et heftigt ønske til sine tilhængere om at tilskynde Adam og Eva til ulydighed, og på en gang bringe Guds vrede over dem, og forvandle deres lovsange til had og forbandelser til deres Skaber.   ret

Satan antog en slanges skikkelse og gik ind i eden. Slangen var en skøn skabning med vinger. Den skinnede når den fløj gennem luften, og lignede poleret guld. Den gik ikke på jorden, men gik fra sted til sted gennem luften, og åd frugt ligesom mennesket. Satan for i slangen, tog plads i kundskabens træ, og begyndte i al mag at æde frugten.   ret

Eva skilte sig uden at mærke det fra sin mand i sin beskæftigelse. Da hun blev opmærksom herpå følte hun at det måske var farligt; men hun tænkte igen at måske hun dog var uden fare selv om hun ikke blev så nær ved sin mands side. Hun havde jo visdom og styrke til at kende og møde det onde dersom det kom. Englene havde advaret hende om ikke at gøre dette. Eva fandt sig selv stirrende på det forbudne træs frugt med blandet nysgerrighed og beundring. Hun så at det var meget elskeligt, og tænkte ved sig selv: hvorfor mon Gud har så bestemt forbudt os at spise deraf eller røre derved? Dette var en god anledning for Satan. Han tiltalte hende som, om han vidste hendes tanker: ”Ja, skulle Gud have sagt: I må ikke spise af hvert træ i haven?” 1. Mos.3. Således tiltalte han den forbavsede Eva med bløde og behagelige ord, og med musikalsk stemme. Hun studsede ved at høre en slange tale. Han ophøjede hendes dejlighed og overordentlige elskeværdighed, hvilket ikke var ubehageligt for Eva. Men hun var forbavset, thi hun vidste at Gud ikke havde givet slangen evne til at tale.   ret

Evas nysgerrighed var opvækket. I stedet for at fly fra dette sted, lyttede hun for at høre en slange tale. Det faldt hende ikke ind at det kunne være den faldne fjende der brugte Slangen som et medium. Det var Satan som talte, ikke slangen. Eva blev bedraget, smigret, forblindet. havde hun mødt en mandig person, af skikkelse som englene og i lighed med dem, så ville hun have stået på vagt. Dog burde den fremmede stemme have drevet hende til hendes mands side, for at adspørge ham hvorfor en anden tiltalte hende så frit. Men hun giver sig i strid med slangen. Hun besvarer hans spørgsmål: ”Vi må spise af træets frugt i haven. Men om det træs frugt, som er midt i have, sagde Gud: må I ikke spise deraf, og røre ikke derved, at I ikke skulle dø.” Slangen svarede. ”I skal ikke dø døden. Men Gud ved, at hvilken dag I spiser deraf, da skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt.”   ret

Satan forstillede hende at de ville få en ny og ædlere slags kundskab, ved at spise af det forbudne træ, end de hidtil havde opnået. Dette har været hans værk som han har udført med stort hel lige siden faldet, at lede menneskene til at udforske den Almægtiges hemmeligheder, og ikke være tilfredse med det som Gud har åbenbaret, eller omhyggelige for at adlyde det som han har befalet. Han vil lede dem til at overtræde Guds bud, og derpå indbilde dem at de betræde en underfuld mark fuld af kundskab. De efterlade at forstå hvad Gud har befalet, ringeagte hans udtrykkelige Bud, hige efter visdom uafhængig af Gud, og søge at forstå de ting som det har behaget Gud at unddrage fra dødelige mennesker. De er opblæste af deres Ideer om fremgang og henrykkede af deres egen forfængelig filosofi; men de samle midnats mørke i henseende til den sande kundskab. De lære altid, men kom aldrig til kendskab til sandheden.   ret

Det var ikke Guds vilje at dette syndefri par skulle have nogen kundskab om det onde. Han havde villigt givet dem det gode, men holdt det onde tilbage. Eva syntes at slangens ord var vise, og hun troede den første påstand: ”I skal ikke dø døden. Men Gud ved at hvilken dag I spiser deraf, skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt.” Denne påstand gjorde gud til en løgner. Satan påstod frækt at Gud havde bedraget dem for at holde dem fra at blive ophøjet lige med ham selv i kundskab. Gud havde sagt: Dersom du spiser ”skal du dø døden.” Slangen sagde: ”I skal ikke dø døden.”   ret

Fristeren forsikrede Eva at hun ville få en ny og højere kundskab, så snart hun spiste af frugten, der ville gøre hende lige med Gud. Han kaldte hendes opmærksomhed til sig selv. Han spiste frit af træet og fandt ikke alene at det var ganske uskadeligt, men listigt oplivende; og fortalte hende at det var på grund af dets underfulde egenskaber til at meddele visdom og styrke at Gud havde forbudt dem at smage eller endog røre ved det; thi han kendte dets underfulde egenskaber. Han sagde at han havde fået evne til at tale ved at spise frugten af det træ som var dem forbudt. han antydede at Gud ville ikke udføre alt hvad han havde sagt. Det var blot en trussel for at skræmme dem og forholde dem til et stort gode. Han fortalte dem videre at de kunne ikke dø. Havde de ikke spist af livets træ, som vedligeholder udødelighed? Han sagde at Gud bedrog dem, for at holde dem fra en højere salighedstilstand og ypperligere nydelser.   ret

Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Se der, sagde fristeren, det var dig jo forbudt endog at røre ved den at du ikke skulle dø. Han fortalte hende at hun ville ikke mærke mere til ondt eller død ved at spise frugten, end ved at røre og håndtere den. Eva fik mere mod fordi hun ikke så nogle øjeblikkelige tegn på Guds misfornøjelse. Hun mente at Fristerens ord var alle vise og rette. Hun spiste og fandt behag i frugten. den var listig for hendes smag, og hun indbildte sig at hun følte frugtens underfulde virkninger i sig.   ret

Satan plukkede frugten og gav den til Eva Hun tog den i sin hånd. Nu sagde fristeren, at I ikke har lov til at blot berøre den uden at I dør. Han fortalte hende at hun ville ikke mære mere en fornemmelse af ondt og død ved at spise end at røre eller håndtere frugten. Eva blev frimodig fordi hun ikke mærkede de umiddelbare tegn af Guds mishag. Hun troede at fristeren var kloge og rigtige. Hun spiste, og blev glad ved frugten. Den virkede velsmagende for hende, og hun forestillede sig at hun så sig selv med frugtens forunderlige virkninger.   ret

Så plukkede hun frugten for sig selv og spiste, og mærkede en besynderlig unaturlig henrykkelse, idet hun opsøgte sin mand, med hænderne flydt af den forbudne frugt. Hun fortalte ham om slangens kloge tale, og ønskede at lede ham straks til kundskabens træ. Hun fortalte ham at hun havde spist af frugten, i stedet for at mærke en fornemmelse af død, indså hun en behagelig og berusende indflydelse. Lige så snart Eva var ulydig, blev hun et kraftfuldt medium som bevirkede hendes mands fald.   ret

En bedrøvelse kom over Adams ansigt. Han så bange og forbavset ud. En kamp lod til at tage hans sind i besiddelse. Han fortalte Eva at han var helt sikker på at dette var den fjende de var blevet advaret imod; og hvis det var dette, måtte hun dø. Hun forsikrede ham at hun ikke mærkede noget dårligt, men snarere en meget behagelig indflydelse, og bad ham indstændigt om at spise. - fortsættes   ret