Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 19. januar 1882

Da filistrene ville til at sende arken tilbage til dets eget land, var der nogle som stod parat til at modsætte sig dette. En sådan anerkendelse af Israels Guds kraft, ville være en dyb ydmygelse for filisternes stolthed; der blev virkelig prøvet kunne undgå dette. Mange anmodede indstændig at ingen skulle sætte deres liv på spil ved at fjerne det som havde bragt så meget ødelæggelse over landet. Medens andre benægtede at deres ulykker skulle tilskrives arken, og protesterede mod at overgive et så berømt trofæ.   ret

”Præsterne og spåmændene,” som blev opsøgt efter råd ved denne anledning, fremmanede folket til at ikke efterligne Faraos og ægypterne hårdnakkethed, og derved pådrage sig endnu flere større pinsler. En plan hvor alt faldt sammen, blev nu lagt, og blev straks sat i gang. Arken, med det gyldne brandoffer, blev sat på en ny kærre, og forebyggede derved al fare for besmittelse; til denne kærre, eller vogn, blev der spændt to okser for, hvorpå der blev sat et åg på halsen, der aldrig før var sat. Så, blev deres kalve bundet op der hjemme, og køerne fik lov at gå frit hvor det behagede dem. Blev arken således sendt tilbage til israelitterne, ad Bet-sjemesjs vej; den nærmeste levitby, ”så” sagde filisterne, ”har Israels Gud voldt os denne store ulykke; i modsat fald ved vi, at det ikke var hans hånd, som ramte os, men at det var en hændelse!”   ret

Lige så snart at okserne var sat fri, vendte de fra deres unger, og glad for at gå, gik den lige vej til Bet?sjemesj. Uden ledelse af menneskehånd, holdt de tålmodige dyr deres vej. Den Guddommelige Tilstedeværelse ledsagede arken, og den kom sikkert til det tilsigtede sted.   ret

Det var nu tid til hvedehøst, og Bet-sjemesjs mænd høstede i dalen. De så med stor glæde at arken nærmede sig; og da okserne på egen aftale stoppede nær en stor sten, var der nogle levitter tilstede, og ofrede dem som et offer til Herren, vognen selv blev brugt som brænde til brændofret.   ret

Filistrenes herrer, som fulgte arken til Bet-sjemesjs grænse, og var vidne til at den blev modtaget, vendte således tilbage til Ekron. Plagen var ophørt, og de var overbevist om at deres ulykker var en dom fra Israels Gud.   ret

Bet?sjemesjs mænd spredte hurtig de glade nyheder, at arken var i deres besiddelse, og folk fra hele det omgivne land flokkes for at byde dens tilbagekomst velkommen. Arken blev sat på stenalteret, som først tjenete som et alteret, og foran den blev der sendte yderligere ofre til Herren. Havde tilbederne med anger og ydmyghed, lagt deres synder bort, ville den guddommelige velsignelse være lagt til dem. Men de overholdt ikke Guds lov trofast; således havde de, medens de glæde sig over arkens tilbagekomst som et godt varsel, ingen sand fornemmelse af dens hellighed, idet den gemte på den lov. I stedet for at forberede et ordentligt sted at tage imod arken, lod de den blive på høstmarken. Idet de fortsat stirrede på den hellige kiste, og talte om den forunderlige måde den var blevet genoprettet på, begyndte de at gætte på, hvor denne særlige kraft var. Til sidst, overvundet af nysgerrigehed, fjernede de dækket og dristede sig til at åbne den. Deres glæde blev hurtig vendt til sorg.   ret

Hele Israel lærte at betragte arken med æresfølelse og ærbødighed. Da det blev pålagt at fjerne den fra sted til sted, var levitterne ikke så meget inde og se på dette. Kun en gang om året fik ypperstepræsten lov til at beskue Guds ark. De hedenske filistre turde endog ikke fjerne dens dække. Himlens usynlige engle, var altid med under dens rejser. Bet?sjemesj-folkets uærbødige formastelse vækkede Herrens vrede, og et stort antal blev straks udslettet.   ret

De overlevendes rædsel svarede kun til deres tidligere formastelse. Dog blev de ikke ledt af denne dom til at angre deres synd, men kun betragte arken med overtroisk fare. Ivrige efter at blive befriet fra dens tilstedeværelse, og turde dog ikke fjerne den, sendte Betsjemesjitterne et budskab til Kirjath-jearims indbyggere, og indbød dem til at fjerne den. Dette indvilgede de i, og arken blev således fjernet.   ret

Der eksisterer stadig en uærbødig videbegærlighed iblandt menneskene. Mange er ivrige efter at undersøge de mysterier som ubegrænset visdom har fundet rigtigt at ikke åbenbare. Uden pålidelige beviser fra fornuften, baserer de deres teorier på gætterier. Herren har arbejdet for Hans tjenere og for at opbygge Hans sag på nutiden lige så sikkert som Han har arbejdet for det gamle Israels skyld, men tom filosofi, ”såkaldt videnskabeligt falsum,” har forsøgt at ødelægge troen på forsynets direkte mellemkomst, tillægge alle de manifestationer som naturen bevirker. Dette er Satans sofisteri. Han hævder sin autoritet med mægtige tegn og undere på jorden. Dem som ignorer eller fornægter Guds kræfts særlige beviser, forbereder vej for ærkefjenden til at ophøje sig selv for folket, som over Israels Gud.   ret

Mange accepterer fornuften hos disse tilsyneladende kloge mennesker som sandhed, skønt det i virkeligheden underminerer fundamenterne for det Gud har lagt. Disse lærer er dem der er beskrevet med inspriation, som er tåber efter egen opfattelse, selvom de kan være vise. Gud har valgt de tåbelige ting i denne verden til at gøre den vise til skamme. Hos dem som kun vejledes af menneskelig visdom, enkeltheden i Hans mægtige gerninger kaldes for tåbelighed. De tror at de selv er klogere end deres Skaber, skønt de i virkeligheden er ofre for begrænsede menneskers uvidenhed og barnlig indbildskhed. Det er dette som holder dem i vantroens mørke, så at de ikke kan se Guds kraft, og skælve over for Ham.   ret

Selvom arken havde bragt domme over bade filistrene og Bet-sjemesjs indbyggere, bød Kirjatjearims mænd den dog velkommen med glæde. De vidste at når den går forud for Guds vrede til overtræderen til Guds lov, var den et pantstegn på den guddommelige gunst til den lydige og trofaste. Med højtidelig glæde bragte de den til deres by, og satte den i Abinadabs hus, en levit. Denne mand salvede sin søn, Elezar, til at tage vare på den, og sørge for at den blev holdt fri for synd og urenhed. Således blev den der i mange år.   ret

Israel var et folk der stadig fortsatte i en ikke religiøs og afguderisk tilstand, og som straf blev de underkastet filistrene.   ret

Som et folk fortsatte israelitterne med en ureligiøs og afguderisk tilstand, og som straf fortsatte de med at være underlagt filistrene. I denne tid besøgte Samuel, som allerede blev genkendt som profet, byerne og landsbyerne udover landet, forsøgte at vende folkets hjerter til deres fædres Gud. Han lagde nøje den guddommelig lovs krav frem for dem og deres synd ved at overtræde dens forskrifter, den langmodige og barmhjertige Gud, og hans forsikring om at hjælpe dem der bekender og aflægger deres synder.   ret

Disse anstrengelser førte ikke til gode resultater. De trofastes hjerter blev opmuntret, og de frafaldne blev ledt til at vende tilbage til Herren. Guds lovs spejl, blev holdt frem for synderen, giver ham et korrekt syn af hans egen karakter. Jo større ærbødighed han følte for loven, des skarpere en fornemmelse af syndens domsregnskab. Enhver bevidst overtrædelse er en oprørshandling imod dens ophavsmand. Enhver som indtager denne holdning, siger til folk i praksis: ”Guds krav er nøjeregnene og hårde, et trældomsåg. Lad os bryde dette åg fra vore halse, og være frie.”   ret

Guds lov blev ikke givet til jøderne alene. Den er forpligtigende over hele verden og evindelig. ”Blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.” Dets ti forskrifter er som en kæde på ti led. Hvis et led brydes, bliver kæden værdiløs. Ikke en enkel forskrift kan tilbagekaldes eller ændres for at redde overtræderen. Selvom der er familier og folkeslag, medens der må passes på fremgangen, livet og på karakteren, selvom godt og ondt er modsat hinanden, og en velsignelse eller en forbandelse må følge med menneskers handlinger - lige så længe må den guddommelige lov kontrollere os. Når Gud ikke længere forlanger at mennesker skal elske Ham højest, have ærbødighed for Hans navn, og helligholde sabbaten, når Han lader dem ignorere medmenneskers rettigheder, hade og såre hinanden - da, og ikke før da, vil den guddommelige lov miste sin kraft.   ret