Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 20. januar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Helt igennem kristenerfaring ligger fundamentet for det kristne liv. Sådanne erfaringer kan læses fra vor velsignede bibel, fra profeterne, salmerne, og fra brevne, og Apostlenes gerninger. Dette markerer sig direkte ved sorg over synd, selvydmygelse, højtidelige løfter om helligelse og lydighed efterfulgt af Guds fred, dre hersker i det hjerter som overgår al kundskab.  

Erfaringer af denne slag var almindelige i den gennemgriende reformations gode gamle dage, den gang hvor Wm. Miller kom på podiet som underviser i profetierne, og gav sine fornuftsslutninger for at afvente Kristi andet komme ”omkring år 1843.” Den gang, og længe før den gang, var sunde talemåder gangbare, at dette og det blev ”slået af forundring.” Mrs. W. fortsætter her sin erfaring:  

”I marts, 1840, besøgte William Miller Portland, Maine og gav sine første studier i foredrag om Kristi andet komme. Disse foredrag vakte stor opmærksomhed og den kristne kirke på Casco Street, som mr. Miller havde, var overfyldt dag og nat. Ingen hysterisk sindsbevægelse fulgte disse møder, men en dyb højtidelighed gennemstrømmede deres tanker som hørte hans prædikener. Der blev ikke kun udvist en stor interesse i byen, men landfolkene kom ind dag efter dag, med deres madpakker og blev der fra morgnen til slutningen af aftenmødet.  

“Ældre Miller dvælede ved profetierne, sluttede ud fra bibelberetningen, at verdens ende var nær. I selskab med mine venner deltog jeg til disse møder og lytte til forkynderens fremmede læresætninger. Fire år før dette, havde jeg på vej til skole, samlet et udsmidt blad op, hvor der stod noget om en mand i England, som forkyndte at jorden ville optæres inden for tredive år siden, fra det tidspunkt. Jeg tog bladet op og læste det for familien.  

”Når jeg tænkte over at denne begivenhed var forudsagt, blev jeg grebet af rædsel; for tidspunktet syntes at være kort for at omvende og frelse verden. Jeg havde lært at et timeligt tusindeårsrige ville finde sted lige før Kristi komme i himlens skyer. Dette gjorde dybt indtryk på mig, med det lille afsnit fra et udsmidt blad, at jeg knapt kunne sove i flere nætter, og bad hele tiden om at være parat når Jesus kom.  

”Men nu lyttede jeg til de højtideligste og kraftfuldeste prædikener der resulterede i at Kristus kom i 1843, ganske få år ude i fremtiden. Forkynderen skildrede de profetier med en nøjagtighed som overbeviste hans tilhøreres hjerter. Han dvælede på de profetiske perioder og gav mange beviser, der styrkede hans standpunkt. Således greb hans højtidelige og kraftfulde appeller og formaninger disse mennesker, som ikke var forberedte, - mængden som fortryllet.  

"Særlige møder blev fastlagt hvor syndere kunne få en lejlighed til at søge deres Frelser og berede sig for de farefulde begivenheder, som snart ville finde sted. Rædsel og domfældelse brød ud, ud over hele byen. Der blev oprettet bedemøder og der var en generel vækkelse iblandt de forskellige trosretninger, for de følte alle mere eller mindre påvirkningen, der udviklede sig fra læreren om Kristi snarlige genkomst.  

"Når syndere blev budt frem til de ivrige pladser, svarede hundredvis på opfordringen og jeg, iblandt de sidste, pressede mig gennem mængden og tog plads med de søgende. Men der var i mit hjerte en følelse om, at jeg aldrig kunne være værdig til at kaldes et Guds barn. En manglende tillid til mig selv og en overbevisning, som det vil være umuligt for andre at forstå mine følelser, forhindrede mig fra at søge råd og hjælp fra mine kristne venner. Således flakkede jeg unødigt om i mørke og fortvivlelse, medens de, som ikke trængte sig ind i min forbeholdenhed, var helt ligegyldige for min egentlige tilstand.  

"En aften, min bror Robert og jeg selv kom hjem igen fra et møde, hvor jeg havde lyttet til en meget imponerende prædiken om den kommende Kristi regering på jorden, fulgte en alvorlig og højtidelig appel til kristne og syndere og tilskyndede dem til at berede sig for dommen og Herrens komme. Min sjæl var oprørt inde i mig, for hvad jeg havde hørt. Og så dyb var følelsen af overbevisning i mit hjerte, at jeg frygtede at Herren ikke ville undlade mig til at tage mig hjem.  

"Disse ord ringede i mine ører: "Herrens store dag er nær! Hvem skal være i stand til at stå når han viser sig". Dette stod i mine ører: "Skån mig, oh Herre, igennem natten! Tag mig ikke væk i mine syner, ynk dig over mig, frels mig!" For første gang prøvede jeg at forklare mine følelser til min bror Robert, som var to år ældre end mig selv; jeg fortalte ham at jeg dristede mig til ikke at hvile eller sove, før jeg vidste at Gud havde tilgivet mine syner.  

”Min bror gav intet umiddelbart svar, men årsagen til hans tavshed var snart tydelig for mig; han græd i forståelse for min kval. Dette opmuntrede mig til at betro ham endnu mere, for at fortælle ham at jeg havde eftertragtet døden i de dage hvor liv synes som en så tung byrde for mig at bære; men nu fyldte tanken mig, for at dø i min nuværende syndfulde tilstand og blive evigt fortabt, med skræk. Jeg spurgte ham om Gud ville spare mit liv for den ene nat, hvis jeg brugte den i forpint bøn til ham. Han svarede: "Jeg tror han vil hvis du beder ham i tro og jeg vil bede for dig og mig selv. Ellen, vi må aldrig glemme de ord vi har hørt denne aften.”  

"Der hjemme, brugte jeg de fleste af de mørkets timer på bøn og gråd. En grund der fik mig til at holde mine følelser hemmelige for mine venner, var frygten for at høre et ord om modarbejdelse. Mit håb var så lille og min tro så svag, at jeg frygtede at en anden ville tage et lignende synspunkt for min tilstand, det ville støde mig til fortvivlelse. Dog længdes jeg efter nogle, som kunne sige hvad jeg kunne gøre for at blive frelst, hvilke skridt der tages for at møde min Frelser og give mig selv helt til Herren. Jeg betragtede det som en stor ting at være en kristen og følte at det krævede nogle særlige anstrengelser for min del.  

”Mine tanker vedblev i den tilstand i måneder. Jeg havde normalt fulgt metodistmøderne med mine forældre; men blev siden hen interesseret i Kristi snare komme, havde jeg fulgt møderne i Casco Street. Den efterfølgende sommer tog mine forældre til metodist lejrmødet i Buxton, Maine og tog mig med. Jeg var fuldt besluttet på at søge Herren i alvor der og opnå om muligt, tilgivelsen for mine synder. Der var en stor længsel i mit hjerte for den kristnes håb og den fred, der kommer af tro.  

“Nogle ting ved dette lejrmøde forvirrede mig overmådeligt. Jeg kunne ikke forstå de mange personers øvelser under konferensemøderne, på ståstederne og i teltene. De råbte med deres stemmers fulde kraft, klappede i deres hænder, og var meget oprevende. Ganske mange faldt, af den udmattelse jeg kunne se, men de tilstedeværende sagde at de blev helliggjort til Gud, og denne forunderlige manifestation var den Almægtiges magt over dem. Efter at have ligget urørlige i en tid, ville disse personer rejse sig igen og tale og råbe ligesom før.  

"I nogle af teltene, fortsatte møderne ud i natten, af dem som bad for frihed fra synd og Guds Ånds helliggørelse. Ganske mange blev syge på grund af spændingen og manglende søvn, og var nød til at forlade grunden. Disse besynderlige manifestationer hjælp ikke mig, men gjorde mig mere modløs. Jeg opgav håbet om nogen sinde at blive en kristen hvis det, for at få velsignelsen, var nødvendigt for mig at blive så oprevet som disse folk var. Jeg blev rædselslagen over så besynderlige demonstrationer, og vidste ikke hvordan jeg skulle forstå dem.

J. W.
 
afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3Vm1.14
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6Vm1.14
afsn nr:7Vm1.14
afsn nr:8Vm1.14
afsn nr:9Vm1.15
afsn nr:10Vm1.15
afsn nr:11Vm1.15
afsn nr:12Vm1.15
afsn nr:13Vm1.15
afsn nr:14
afsn nr:15