Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 23. januar 1879

Den store strid: Fristelsen og syndefaldet

Den store strid . Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel tre - konkluderet. Satans fald. [* Titlen er ukorrekt i originalen. Burde være Fristelsen og faldet.]   ret

Adam forstod meget godt at hans ægtefælde havde overtrådt det eneste forbud der var dem pålagt som en prøve på deres troskab og kærlighed. Eva sluttede at slangens ord måtte være sande, thi han sagde at de skulle ikke dø døden, og hun fornemmede ingen tegn på Guds mishag, men en behagelig indflydelse, ligesom hun forstillede sig at englene ville følge. Adam forstod at Eva havde forladt ham; men nu var gerningen sket. Han måtte skilles fra hende hvis selskab han havde elsket så højt. Hvorledes kunne han bære dette? Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i yderlig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han forestillede sig hvorledes Eva var en del af ham selv; og dersom hun måtte dø, så ville han dø med hende; thi han kunne ikke udholde tanken om adskillelse fra hende. Han manglede tro på sin barmhjertige og nådige Skaber. Han tænkte ikke på at Gud, som havde dannet ham af jordens støv til et skønt levende væsen, og havde skabt Eva til at være hans ægtefælle, kunne udfylde hendes plads. Bare ikke denne vise slanges ord var rette ? Eva stod for ham ligeså skøn og elskelig og tilsyneladende lige så uskyldig som før sin ulydighedsgerning. Hun udtrykte inderligere og højere kærlighed for ham end før sin ulydighed, for sin virkning af frugten hun havde spist. Han så ingen tegn til død på hende. Hun havde fortalt ham om frugtens lyksalige indflydelse om hendes inderlige kærlighed til ham, og han besluttede at trodse følgerne. Han greb frugten og spiste den hurtigt, ligesom Eva, følte ham ikke øjeblikkelig dens onde virkninger.   ret

Eva havde tænkt om sig selv at hun var i stand til at skelne mellem ret og uret. Det smigrede håb om at opnå en højere kundskabs tilstand havde ledt hende til at tænke at slangen var hendes særlige ven, som havde en stor interesse i hendes velfærd. dersom hun havde opsøgt sin mand og de havde fortalt deres skaber om slangens ord, så ville de på en gang være blevet befriet fra hans snedige fristelse.   ret

Gud havde undervist vore første forældre i henseende til kundskabens træ, og de var fuldstændig underrettede om Satans fald og den fare de udsatte sig for ved at lytte til hans forslag. Han berøvede dem ikke magten til at spise af den forbudne frugt. Han overlod til dem, som frie moralske væsener, at tro hans ord, adlyde hans bud og leve; eller tro fristeren, vise ulydighed og omkomme. De spiste begge af troet, og den store visdom de fik var kundskaben om synd, om en forfølgelse af syndeskyld. Dækket af lys omkring dem forsvandt snart, og de blev betaget af en rystelse under følelsen af deres syndighed og tabet af deres guddommelige dække, mens de forsøgte at skjule deres blottede skikkelse. Herren ville ikke lade dem røre ved frugten af kundskabens træ, thi da ville de udsætte sig for djævelen, som var forklædt. Han vidste at de ville være udenfor al fare så længe de ikke rørte frugten.   ret

Vore første forældre fortrak at tro ord, som de tænkte kom fra en slange, selvom man ikke havde gjort dem noget tegn på sin kærlighed. Han havde ikke gjort noget til deres lykke og gavn; medens Gud havde givet dem enhver ting som var tjenlig til spise og behagelig for øjet. Overalt hvor øjet kunne nå var overflødighed og skønhed; og dog blev Eva bedraget af Slangen til at tro, at der var noget holdt tilbage som kunne gøre dem lige så vise som Gud. I stedet for at tro og forlade sig på Gud fattede hun lav mistro til hans godhed, og tog imod Satans ord.   ret

Efter Adams overtrædelse syntes han først at han gik fremad til en ny og højere tilværelse. Men tanken om hans overtrædelse forfærde ham snart. Luften som havde været en mild og jævn temperatur, syntes at gøre dem kolde. Det strafværdige par havde en følelse af synd. De følte frygt for fremtiden, en fornemmelse af magt og sjæls nøgenhed. Den søde kærlighed og fred og lykkelige, tilfredse salighed, syntes bortfjernet fra dem; og i stedet derfor kom der over dem en mangel på noget, som de aldrig havde erfaret. Da vendte de deres opmærksomhed for første gang til deres ydre. De havde ikke været iført klæder, men havde været omgivet med lys ligesom de himmelske engle. Dette lys, som havde indhyllet dem, forsvandt. De henvendte deres opmærksomhed til at søge noget som skjulte deres skikkelse, for at lette den fornemmelsen af mangel og nøgenhed som de følte; thi hvorledes kunne de møde Guds øjne og Englene nøgne?   ret

Deres forbrydelse stod nu for dem i sit rette lys. Deres overtrædelse af Guds udtrykkelige befaling antog en tydeligere karakter. Adam dadlede Evas dårskab idet hun forlod hans Side og lod sig bedrage af slangen. Begge smigrede sig med at Gud, som havde givet dem alting for at gøre dem lykkelige, kunne endnu undskylde deres ulydighed på grund af sin store kærlighed til dem, og deres straf ikke ville blive så forfærdelig alligevel.   ret

Satan jublede over sit held. Han havde nu fristet kvinden til at fatte mistro til Gud, drage hans visdom i tvivl, og til at søge at udgrunde hans alvise planer. og gennem hende havde han også bragt Adam til fald, som overtråde Guds befaling på grund af sin kærlighed til Eva, og faldt med hende.   ret

Efterretningen om menneskets fald udbredtes i himmelen – . Englene kastede deres kroner fra deres hoveder med sorg. Hele himmelen var i bevægelse. Englene var bedrøvede over menneskenes lave utaknemmelighed, til gengæld for de rige velsignelser Gud havde skænket dem. Der blev holdt råd for at bestemme hvad der skulle gøres med det skyldige par. Englene frygtede for at de ville række deres hånd ud, og spise af livets træ, og således forevige et syndigt liv.   ret

Herren besøgte Adam og Eva, og underrettede dem om følgerne af deres ulydighed. Da de hørte hvorledes Gud majestætisk nærmede sig søgte de at skjule sig selv fra hans ransagende blik, hvem de, i deres uskyldighed og hellighed glædede sig ved at møde. ”Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: hvor er du? Og han sagde: jeg hørte din røst i haven, og frygtede, thi jeg var nøgen, og skjulte mig. Og han sagde: hvem gav dig til kende, at du var nøgen? har du spist af det træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulle ikke spise af?” Dette spørgsmål gav Herren ikke fordi han behøvede oplysning, men for at overbevise det skyldige par. Hvorledes blev du skamfuld og ræd? Adam bekendte sin overtrædelse, ikke fordi han angrede sin store ulydighed, men for at kaste skygge på Gud: ”Kvinden, som du gav at være med mig, hun, gav mig af det træ, og jeg spiste.” Derpå blev kvinden tiltalt: ”Hvorfor har du dette gjort?” Eva svarede: ”Slangen bedrog mig, og jeg spiste.” Da talte Herren til slangen: ”Fordi du gjorde dette, da vær forbandet frem for kvæget og frem for alle vilde dyr på marken; du skal gå på din bug, og æde støv alle dit livs dage.” Ligesom slangen havde været mest ophøjet over dyrene på marken, således skulle den nedværdiges under dem alle og afskyes af mennesket fordi den var det medium hvor igennem Satan havde virket. ”Og han sagde til Adam: fordi du lød din hustrus røst, og spiste af det træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: du skal ikke måtte spise af, da vær jorden forbandet for din skyld, med kummer skal du spise deraf dit livs dage. Og den skal bære dig torn og tidsel, og du skal spise urter på marken. I dit ansigts sved skal du spise dit brødet, indtil du bliver til jord igen; thi du er taget deraf; thi du er støv, og skal blive til støv igen.”   ret

Gud forbandede jorden på grund af deres synd idet de spiste af kundskabens træ, og erklærede: ”Med kummer skal de spise deraf alle dit livs dage.” Han havde skænket dem det gode og tilbageholdt det onde. Nu erklærer Gud at de skulle spise deraf, det er, de skulle blive bekendt med det onde i alle deres livs dage.   ret

Slægten ville fra den tid af blive besværet med Satans fristelser. Et liv af stedsevarende møje og ængstelse blev bestemt for Adam, i stedet for det lykkelige, muntre arbejde han hidtil havde glædet sig ved. De ville blive genstand for skuffelse, sorg og smerte og til sidst for opløsning. De blev dannede af jordens støv og skulle blive til støv igen.   ret

De blev underrettede om at de måtte miste deres edenhjem. De havde givet efter for Satans bedrag og troet Satans ord, at Gud ville lyve. ved deres omvendelse havde de åbnet vej hvorved Satan kunne lettere få adgang til dem, og det var farligt for dem at blive i edens have, at de ikke i deres syndige tilstand skulle få adgang til livets træ og forevige et syndigt liv. De bønfaldt om tilladelse til at blive, selv om de erkendte at de havde forspildt al ret til det lyksalige eden. De lovede at de ville i fremtiden bøje sig for Gud i ubetinget lydighed. De blev underrettede om at de ikke fik nogen styrke, men stor svaghed, ved deres fald fra uskyldighed til synd. De havde ikke bevaret deres retskaffenhed i den hellige og lykkelige uskyldiges tilstand, og de ville have langt mindre styrke til at forblive tro og lydige i en tilstand af bevidst syndeskyld. De blev fyldte med den bitreste angst og samvittighedsnag. De forstod nu at syndens løn er døden.   ret

Engle fik befaling til øjeblikkelig at vægte veje til livets træ. Den plan Satan havde lagt var, sat Adam og Eva skulle være ulykkelige med Gud, komme under hans mishag, og derpå nyde af livets træ, for at de kunne forevige et syndigt liv. Rundt om disse engle var flammende lysstråler der lignede blinkende sværd.   ret

Mange betragter straffen for Adams overtrædelse som for hård en straf få så lille en synd. Al retfærdigheds fjende har forblændet syndernes øjne, så at synd ikke ser syndig ud. Deres standard for hvad synd er er helt forskellig fra Guds standard. Skulle dem der betragter Adams synd som af meget lille betydning, se lidt dybere, ville de se Guds barmhjertig, ved at give Adam den mindst mulige prøve. Det skulle hellere kaldes en selvfornægtelse fra hans side til at modstå at de ikke kan få fat i frugten af kundskabens træ, for han havde allerede alt hvad han behøvede. En medfølende Gud gav ingen hård prøve, ingen stærk fristelse som ville belaste den menneskelig udholdenhed udover evne. Frugten i sig selv var uskadelig. Hvis Gud ikke havde forbudt Adam og Eva at få del i frugten til kundskabens træ, ville deres handling, at tage den ikke være syndig. Frem til øjeblikket for Guds prøvetid, kunne Adam have spist af frugten af dette træ uden at tage skade. Men efter at Gud havde sagt: Du skal ikke spise, blev handlingen en forbrydelse af stor vigtighed. Adam var ulydig mod Gud. Det var hans synd. Det faktum at Adams prøvelse var lille, gjorde hans synd overmådelig stor. Gud testede ham i det som var småt, for at prøve ham; og med dette forbud sagde han at straffen straffens konsekvens af hans ulydighed vil være død. Hvis Adam ikke kunne stå disse små prøve for at forsøge hans loyalitet, kunne han visselig ikke klare en stærkere prøvelse, om han var komme i tættere forhold med Gud, for at bære højere ansvar. Han beviste at Gud ikke kunne stole på ham; skulle han udsættes for Satans mere målrettede angreb, ville han tydeligvis svigte.   ret

Gud skabte mennesket i sit eget billede, efter sin lighed, fri for synd, og med veludviklede organer. Jorden skulle befolkes med intelligente væsener som kun var lidt lavere end englene. Men Gud ville først prøve det hellige par, og teste deres lydighed; for han ville ikke have en verden fyldt med væsener, som ignorer hans lov. Adam gjorde den værste ting han kunne gøre efter disse forhold. Ved at gøre det som Gud udtrykkeligt havde forbudt, satte han sin vilje op imod Guds vilje, og derved førte krig imod hans forlangender. Den inspirerede pen har akkurat nedskrevet historien om vore første forældres synd og fald, så alle slægter kan advares mod at følge Adams eksempel, i den mindste ligegyldighed over for Guds forlangender. Var han blevet prøvet i større sager, kunne mennesker have undskyldt ulydighedssynden i at det de kalder for mindre ting. Men Gud gjorde prøven med Adam på ting som er det mindste, at vise mennesker at den mindste ulydighed mod hans forlangender er synd i alle henseender af ordet. Gud, universets regeringsmand, har underlagt alle ting under hans lov, ting som er tilsyneladende betydningsløse, og ting af største betydning, beherskes alle af love som tilpasses deres natur. Intet af det som Gud har gjort, er blevet glemt, eller overladt til blinde tilfældigheder. Det menneske som er begavet med fornuftskræfter og samvittighed, gives Guds morallov til at kontrollere dens handlinger. Mennesker tvinges ikke til at adlyde. Det kan fornægte Guds lov, ligesom Adam gjorde, og tage de frygtelige konsekvenser; eller lever mennesket i harmoni med loven vil han høste lydighedens belønninger.   ret

Vor tids prædikanter giver tilladelse til at synde fra deres talerstole, ved at sige til synderen, at Guds lov ikke er bindende på mennesker, og at det er umuligt at holde den. Da var det umuligt for Adam at holde Guds lov, og hvorfor skulle overtrædelsesstraffen så falde på ham? Det at ulydighed mod Guds mindste krav der har bragt en sådan ve over verden, viser at enhver ignoreren af hans lov visselig vil følges op af straf, som er død. Prædikanter som fører krig mod Guds lov, samler sjæles blod i deres klæder. De arbejder i harmoni med den store oprører.   ret