Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 26. januar 1882

Sejer i Ebenezer

Efter at have lidt under deres fjenders undertrykkelse i tyve år, »knurrede israelitterne efter Herren.« De angrede de synder som han havde lagt afstand til, og forsøgte at vende tilbage til deres alliance. Samuel gav dem disse råd: »Hvis I vil omvende eder til Herren af hele eders hjerte, skil eder så af med de fremmede guder og astarterne; vend eders hu til Herren og dyrk ham alene, så vil han fri eder af filisternes hånd!« 1.Sam.7,4 »Omvend eder til Herren af hele eders hjerte.« »Vend eders hu til Herren og dyrk ham alene« - her ser vi hvad praktisk medynk, hjertereligion, blev undervist i Samuels dage, som Kristus underviste i, da han var på jorden. Læreren er i virkeligheden den samme i begge forordninger. Guds krav er de samme. Uden Kristi nåde, var religionens ydre former værdiløse for det gamle Israel. Det er det samme for det morderne Israel. Alle bønner for selvretfædighed er uden nytte, alt håb er grundløs hvis det ikke er baseret på vor Frelsers offer og sejr. Lydighed mod Gud, blev påbudt i Moses, Josuas og Samuels dage, blev gennemført af verdens Genløser.   ret

Samuel bestræbte sig på at indprente Israel med det faktum, at de selv måtte gøre noget før det lykkes at vække folket fra syndens døs, og lægge deres afguder bort. Det lykkes profeten at vække folket af syndens døs, og han ønskede meget at denne opvågnen måtte resultere i en generel og permanent reformation. I samarbejde med stammernes overhoveder, blev en stor forsamling kaldt sammen ved Mizpa. Her blev der afholdt en højtidelig faste. I dyb ydmyghed bekendte folket deres synder, og udgød vandene før Herren som et symbol på deres bønner udgydt for den guddommelige velvilje, i sorrige tårer over synd, og i taknemmelighed at Herren stadig er velvillig og nådig. Som bevis på deres beslutning at adlyde den belæring de havde hørt, indsatte de Samuel med domsmyndighed.   ret

Når vi husker på hvordan Moses bønner for Israel førhen fik overhånd hos Gud, bad folket indstændigt Samuel om at gå i forbøn for dem. Profeten formanede dem atter til at opgive deres afgudsdyrkelse og vende sig fra deres frafald, og så bad han som Guds tjener for en velsignelse over dem.   ret

Filistrene tolkede at den samling som Israel havde var et krigsråd, og satte store kræfter ind på at angribe og sprede dem, før deres planer blev fyldest. Nyhederne om at disse mægtige fjender nærmede sig, skabte stor rædsel iblandt israelitterne. Ubevæbnede og forsvarsløse følte de at deres eneste håb var til Gud. Hvis han gik frem med deres hære, ville de få sejr, hvis han nægtede at hjælpe dem, var nederlaget sikkert. Derfor bad de Samuel indstændigt: »Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af filisternes hånd!«   ret

Med stor alvor bad profeten om guddommelig hjælp, og folket søgte også efter Herren. Da Samuel var i gang med at frembringe et lam som brændoffer, viste filistrene sig på afstand, klar til kamp, og forventede at få et let bytte af folket, som de så længe havde undertrykt.   ret

Da viste den Mægtige, som var steget ned på Sinaj i ild, røg og torden; som havde delt det Røde Hav, og som havde banet en vej igennem Jorden for den Hebræiske hær, - Israels Gud, igen sin kraft. Levende lynglimt og frygtelige tordendrøn slog rædsel i den fremrykkende hær. Da det forblændene skin var gået bort, blev jorden bestrøet af døde kroppe af bevæbnede krigsmænd. Mod en sådan fjende, var militær dygtighed kraftesløs. Lammet af frygt, ventede filistrene kun på den fuldstændige ødelæggelse.   ret

Under elementernes rasen stod israelitterne i ærbødig tavshed, skælvende med håb og frygt. Da de så deres fjendes blodbad, vidste de at Gud havde accepteret deres anger, og at han havde arbejdet for deres skyld. Selvom de var helt uforberedt til kamp, bemægtigede de sig de faldne filistres våben, og befattede sig på den magt de frygtede for nylig, og fulgte de flygtende hære til Bet-kar.   ret

Denne klare sejr blev vundet på den mark hvor Israel, for tyve år siden, blev slået af filistrene, præsterne slået ihjel, og Guds ark taget. Derved blev den store lektie gentaget igen, at nationerne såvel som enkeltpersoner på lydighedens sti til Gud, er sti til sejr og lykke, medens overtrædelse kun fører til ulykke og nederlag.   ret

Det var Herrens hensigt at udvise Sin kraft i Israels udfrielse, så de ikke selv kan tage æren. Da de var ubevæbnede og forsvarsløse lod han dem blive angrebet af deres fjender, og da kalde Hærføren af Herrens hær himlens hære til orden, for at udslette Sit folks fjender. Hjertets ydmyghed og lydighed mod den guddommelige lov er mere acceptabel for Gud end de kostbareste ofre fra et hjerte fyldt af stolthed og hykleri. Gud vil ikke forsvare dem som lever i overtrædelsen af Hans lov.   ret

Hele Israel genkendte Guds hånd i deres udfrielse, og vedkendte sig stort hans store barmhjertighed. For at denne anledning aldrig bliver glemt, satte Samuel en stor mindesten op mellem Mizpa og Jesjana. Han kaldte navnet for den Ebenezer, ”hjælpens sten,” sagde til folket, ”Hidtil har Herren hjulpet os” Denne sten skulle stå som vidne for alle fremtidige slægter, som vidne for Guds omsorg for sit folk, og til at styrke troen på ham, som deres befrier.   ret

Filistrene blev så fuldstændigt underkastet af dette nederlag, at de overgav de byer som var blevet taget fra Israel, og afholdt sig fra alle fjendske handlinger i mange år. Andre folkeslag fulgte disse mægtige og krigeriske folks eksempel, og israelitterne nød fred under hele perioden for Samuels ene-forvaltning.   ret

Vilkårene for Guds folk i dag ligner det afgudsdyrkende Israels vilkår. Der er mange af de hjerter som er blevet så forhærdet af fremgang at de glemmer Gud, og glemmer deres medmenneskers mangel. Vor Skaber kræver vor største hengivenhed og vor bedste troskab. Alt, hvad der har tilbøjelighed til at forringe vor kærlighed til Gud eller til at hindre den tjeneste, vi skylder ham, bliver derved til en afgud. For nogle mennesker er deres jord, deres hjem eller deres forretning blevet afguder. Forretningsanliggender passes med iver og energi, medens tjenesten for Gud kommer i anden række. Familieandagterne forsømmes, lønkammerbønnen bliver glemt. Mange hævder at handle ærligt overfor deres medmennesker og synes at mene, at de ved at gøre dette opfylder hele deres pligt. Men det er ikke nok at overholde de sidste seks af de ti bud. Vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte. Intet mindre end lydighed overfor hvert enkelt bud – intet er højere end Guds kærlighed såvel som ligelig kærlighed til vore medmennesker - kan tilfredsstille den guddommelige lovs fordringer.   ret

Der er mange af de hjerter som er blevet så forhærdet af fremgang at de glemmer Gud, og glemmer deres medmenneskers mangel. Bekendende kristne besmykker sig selv med ædelstene, blonder og kostbart udseende, medens Herrens fattige må undgælde sig for livets nødvendigheder. Mænd og kvinder som kræver genløsningen igennem en Frelsers blod vil bortødsle de midler der er betroet dem til at redde andre sjæle, og derved modvilligt dele ud af deres ofre for religionens skyld, kun give gavmildt de det ærer dem selv. Dette er afgudsdyrkere.   ret

Menighedsmedlemmer bruger deres Herres penge til forskellige former for selvtilfredsstillelse, og selv om der er brug for midler til at støtte kirken med, gives der godt til teaterunderholdning eller et stort aftensmåltid. Derved går bekendende kristne sammen med verdslige i munterhed og letsind, fest og opvisning – nogle gange langt værre i virkeligheden, som i en lidt anderledes form anklages som landets lovbrydere. Og alt dette for at få midler fra dem som ikke har interesse for religion, og som kun påvirkes af et ønske om sensuel tilfredsstillelse! Er dette ikke grundlag for afgudsdyrkelse?   ret

Beretningen om ydmygelsen, selvfornægtelsen og selvopofrelsen af vor Frelsers liv, betragtes som en gammel beretning, som er blevet usmagelig for den fine fantasi. Den har ikke nok interesse, til at oprøre hjertet, og leder til selvfornægtelse for Kristi skyld, eller for sjæles skyld som han døde for. En stor del af kristenverden siger med deres praksis: ”Lad os spise og drikke, for i morgen dør vi.” Deres religion har ingen ophøjende og forædlende indflydelse på dem selv eller på samfundet. Selvom alt de har er Guds gave, anerkender de ikke dette, som sådant.   ret

Oh, hvor stor er vor Guds barmhjertighed, at Han sådan bærer over med sine skabningers trodsighed! Ethvert kildeudspring på jorden er klædt med grøn vegetation, så dens friskhed og skønhed kan føre vore Skaberens tanker til vore sind. Kornmarkerne bølger i sommerens solskin, eller efterårsblæsten, fortæller os om Ham som giver sine børn deres daglige brød. Træerne bøjer sig for deres rige byrder af frugt, proklamerer hans barmhjertighed og godgørenhed. Men mennesker som er forblændet af selviskhed og mammon, kan kun se den mængde der opnås og som skal fylde deres pengekasser.   ret

Kunne kvæget på et tusinde bakker tale, ville de anerkende den Store Hyrdes omsorg. Skovens fugle synger Guds pris med de lifligste toner. Himlene erklærer hans herlighed, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Naturens ting – jorden selv, der myldrer med gode gaver og velsignelser – vil lede sindet bort fra selvet for at ære og tilbede Herren Gud, vor Skaber. Og alligevel føler mange mennesker at det ikke er deres pligt at give alt godsets Giver denne tak tilbage. De tilegner sig forsynets gaver, og for ofte holder de sig selv borte fra deres medmennesker, som om verdslige ejendomme har givet dem særlig betydning De vil alligevel lære at det er hjertets godhed, karakterrenhed, ikke verdens rigdomme, som gør et menneske ærværdigt.   ret

Gud må tilbedes i ånd og i sandhed. ingen anden tilbedelse vil han acceptere. I dag er der brug for vækkelse i den sande hjertereligion, som det gamle Israel erfarede. Ligesom dem behøver vi at frembringe frugterne til anger, - bortlægge vore synder, rense hjertets smudsige tempel så Jesus kan regere inden i. Der er behov for bøn, inderlig, vedholdende bøn. Vor Frelser har givet dyrebare løfter til den, der virkelig angerfuldt beder. En sådan skal ikke søge ham forgæves. Gennem sit eksempel har han også lært os bønnens nødvendighed. Himlens Majestæt tilbragte ofte hele natten alene i samvær med Gud. Hvis verdens Frelser ikke var for ren, for vis eller for hellig til at søge hjælp hos Gud, så har svage, fejlende og dødelige mennesker helt sikkert ethvert behov for den guddommelige hjælp. Enhver sand kristen vil med anger og tro ofte søge “nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.   ret

Anger er det første skridt som alle må gøre, som vil vende tilbage til Gud. Ingen kan gøre dette arbejde for os. Vi må hver i sær ydmyge vore sjæle for Gud, og bortlægge vore afguder. Når vi har gjort alt som vi kan gøre, vil Herren tilkendegive sin frelse over for os.   ret

Og når Himlens lys spredes bliver vort mørke spredt. Så lad os ligesom Samuel, vise vor taknemmelighed ved at gøre et mindesmærke for Gud. Vi mister ofte store velsignelser når vi ikke roser Giveren. Lad os synge en melodi til Ham i vore hjerter og med vore stemmer. Sjælen kan stige nærmere op til himlen, på lovprisningens vinger. Gud tilbedes med sange og musik i salene deroppe. Og når vi derved udtrykker vor taknemmelighed, nærmer vi os tilbedelsen af de himmelske hære. ”Den, der ofrer taksigelse, ærer mig.” Lad os i ærbødig glæde komme frem for vor Skaber ”i glæde, lovsang og strengespil.”   ret