Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 27. januar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Kristenlivet består af kristne erfaringer fra begyndelsen til enden. Og det er vigtigt at omvendelsen begynder det nye liv med et korrekt syn på ændring fra synd til lydighed og hellighed. Sand anger er en sorg for de synder der er begået, og forlade et syndigt liv ved at vende sig til Herren med hele hjertets fortsæt. Omvendelse betyder forandring. Af mangel på en god fornemmelse af den store forandring i bibelens omvendelse, er rigtig mange kun delvis overbevist, og når aldrig kristenlivets bibelstandard. Sidste uge talte Mrs. W om hendes første omvendelse. Denne uge taler hun taler om den tillidsfulde tro og den tilgivende kærlighed.   ret

”Jeg blev meget opmuntret til sidst da jeg lyttede til en prædiken over ordene, jeg vil »gå ind til kongen,« »skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!« I hans kommentarer henvendte taleren sig til dem som vaklede mellem håb og frygt og længdes efter at blive frelst fra deres synder og modtage Kristi tilgivende kærlighed, men alligevel blev holdt i tvivl og trældom ved frygt og angst for fiasko. Han rådede disse til at overgive sig selv til Gud og vove sig ud til hans barmhjertighed uden at forhale det. De vil finde en nådig Frelser, parat til at give dem barmhjertighedens scepter, ligesom Ahasverus gav Ester et tegn for hans gunst. Alt det der krævedes af synderen, skælvende i sin Herres nærhed, var at tage troens hånd frem og røre ved hans tros scepter. Denne berøring sikrede tilgivelse og fred.   ret

"Dem som ventede på at gøre sig selv mere dyrebare i guddommelig gunst før de vovede at kræve Guds løfter, gjorde en skæbnesvanger fejltagelse. Jesus alene renser fra synd; han alene kan tilgive vore overtrædelser. Han har lovet sig selv at lytte til begæringen og tilstå deres bøn som kommer til ham i tro. Mange har en uklar forestilling om at de må gøre nogle forunderlige anstrengelser for at opnå Guds gunst. Men al selvstændighed i karakter er frugtesløs. Det er kun ved forbindelse med Jesus, gennem tro, at synderen bliver et håbefuldt og troende barn af Gud.   ret

"Disse ord trøstede mig og gav mig et syn for hvad jeg måtte gøre for at blive frelst. Hurtigt efter dette gik jeg ind i et telt hvor folk bad og råbte, nogle bekendte deres synder og råbte efter barmhjertighed, medens andre glædede sig over deres nyfundne lykke. Min opmærksomhed blev draget til en lille pige, som lod til at have store pinsler. Hendes blegnede og rødmede skiftevis, som om hun gennemgik en hård kamp.   ret

”Hendes arme krammede om en pæn lille paraply, hun ind i mellem løsnede grebet om, og den var ved at falde ud, og så greb hun fast om den igen; var det som om hun hele tiden betragtede den som noget særligt. Til sidste råbte hun: ”Kære Jesus, jeg ønsker at elske dig og komme til himlen! Tag mine synder bort! Jeg giver mig selv til dig, paraply og alt.” Hun kastede sig selv i sin moders arme og græd og udbrød: ”Mor, jeg er så lykkelig, for Jesus elsker mig og jeg elsker ham højere end min paraply eller noget andet!”   ret

”Barnets ansigt strålede ganske meget, hun havde overgivet alt det små. I sin barnagtige erfaring kæmpede hun kampen og vandt sejr. Hun græd meget og glæde sig i teltet. Moderen var dybt berørt og meget glad for at Herren havde tilføjet sit dyrebare barn som et lam til sin fold. Hun udbrød til de tilstedeværende at hendes lille datter havde fået paraplyen som en gave for kort tid siden. Hun var meget glad for den, og havde beholdt den i sine hænder det meste af tiden, endog taget den med i seng.   ret

”Under mødet var hendes ømme hjerte bevæget til at søge Frelseren, hun havde hørt at intet måtte holdes tilbage fra Jesus, at intet mindre end fuldstændig overgivelse af os selv og alt vi ville have var antagelig for ham. Den lille paraply var barnets jordiske rigdom, som hendes hjerte var til, og i kampen for at opgive den til Herren, gennemgik hun en prøvelse er måske var hårdere end den modne kristne, som ofrer denne verdens rigdomme for Kristi skyld.   ret

“Derefter blev det forklaret for den lille pige, at eftersom hun havde opgivet paraplyen til Jesus, og ikke længere stod imellem hende selv og hendes kærlighed til ham, var det rigtigt at hun beholdte den og brugte den rigtigt.   ret

“Denne lille episode har jeg mindes mange gange i mit liv. Når jeg så mænd og kvinder holde desperat på rigdomme og jordens tomhed, og bad dom ivrigt efter Kristi kærlighed, vil jeg tænke: “Hvor hårdt er det at opgive paraplyen!” Dog opgav Jesus himlen for vor skyld, og blev fattig så vi, gennem hans armod og ydmygelse, kan sikre os evige rigdomme.   ret

"Nu begyndte jeg at se min vej mere klart og mørket begyndte at forsvinde. Jeg søgte alvorlig om forladelse for mine synder og stræbte efter at give mig selv helt til Herren. Men mit sind var ofte i stor pine, fordi jeg ikke erfarede den åndelige henrykkelse som jeg mente ville være bevis for i min godkendelse hos Gud og jeg turde ikke selv tro at jeg var omvendt uden dette. Jeg behøvede jo megen belæring om enkelheden i troen!   ret

"Medens jeg var bøjet ved alteret sammen med andre som søgte Herren, var sproget i mit hjerte: "Hjælp, Jesus, frels mig eller jeg fortabes! Jeg vil aldrig ophøre med at bede før min bøn er hørt og mine synder tilgivet!" Jeg mærkede min mangelfulde hjælpeløse situation som aldrig før I det jeg knælede og bad, blev mine byrder med ét, taget fra mig og mit hjerte var lettet. Først kom en skrækfølelse over mig og jeg prøvede at genvinde min pinefulde byrde. Det synes for mig at jeg havde ingen ret til at nære glæde og lykke. Men Jesus synes mig meget nær; jeg følte mig i stand til at komme til ham med alle mine sorger, uheld og prøvelser, netop som de trængende kom til ham for lindring da han var på jorden. Der var en forvisning i mit hjerte om at han forstod mine særlige prøvelser og følte med mig. Jeg kan aldrig glemme denne dyrebare forsikring fra Jesu medlidende ømhed mod en så værdiløs i hans opmærksomhed. Jeg lærte mere af Kristi guddommelige karakter i denne korte periode da jeg var bøjet blandt de bedende end nogen sinde før.   ret

"En af mødrene i Israel kom til mig og sagde: "Kære barn, har du fundet Jesus?" Jeg var ved at svare, "ja", da hun udbrød: "Naturligvis har du det, hans fred er med dig, jeg ser det i dit ansigt!" Igen og igen sagde jeg til mig selv: "Kan dette være religion? Er jeg ikke gået fejl?" Det synes temmelig meget for mig at hævde, et ret ophøjet privilegium. Selv om det var ret generende at bekende det åbenlyst, følte jeg at Frelseren havde velsignet mig og tilgivet mine syndere. Vm 1.18   ret

"Lige efter dette sluttede mødet og vi begyndte at gå hjem. Mine tanker var fyldte af de prædikener, formaninger og bønner vi havde hørt. Alt i naturen synes forandret. I løbet af mødet, tog skyer og regnvejr overhånd i en stor del af tiden og min følelser har været i harmoni med vejret. Nu skinnede solen klart og tydeligt og oversvømmede jorden med lys og varme. Træerne og græsset var frisk grønt, himlen var mere blå. Jorden synes at smile under Guds fred. Således havde strålerne fra retfærdighedens sol trængt ind i skyerne og mørket i mit sind og fordrevet dets mørke.   ret

”Det var, for mig, som om at enhver måtte være i fred med Gud og gjort levende med hans Ånd. Alt hvad mit øje hvilede på synes at have undergået en forandring. Træerne var skønnere og fuglene sang mere sødt end nogen sinde før; de synes at prise Skaberen i deres sange. Jeg har ikke lyst til at tale, af frygt for at denne lykke skal forsvinde og jeg skulle miste det dyrebare vidnesbyrd for Jesu kærlighed for mig.   ret

”I det vi nærmede os vort hjem i Portland, kom vi forbi mennesker, som arbejdede på gaden. De underholdede hinanden med almindelige emner, men mine ører var døve for alt undtagen Guds pris og deres ord kom til mig som behagelig tak og glad hosianna. Jeg vendte til min mor og sagde: "Hvordan kan det være at alle disse mennesker priser Gud og de har ikke været til lejrmøde." Jeg forstod da ikke hvorfor tårerne samlede sig i mine moders øjne og et ømt smil lyste op i hendes ansigt, da hun lyttede til mine enkle ord der tilbagekaldte en lignende erfaring for hende selv.   ret

”Min mor elskede blomster og fornøjede sig med at dyrke dem og gjorde således hjemmet tiltrækkende behageligt for hendes børn. Men vor have har aldrig før set så dejlig ud for mig, som den dag vi kom hjem. Jeg genkendte et udtryk af kærlighed i Jesus i enhver busk, knop og blomst. Disse skønne ting synes at tale i Guds kærligheds dæmpede sprog.   ret

”Der var en skøn lyserød blomst i haven der kaldtes Sarons rose. Jeg huskede jeg nærmede mig den og rørte ærbødig de fine kronblade; de synes at besidde en ukrænkelighed i mine øjne. Mit hjerte overstrømmes med ømhed og kærlighed for disse skønne Guds skabninger. Jeg kunne se guddommelig fuldkommenhed i disse blomster der prydede jorden. Gud plejede dem og hans al-seende øje var over dem. Han har gjort dem og set det var godt. ”Oh" tænkte jeg, "hvis han således elsker og tager vare på blomsterne som han har prydet med skønhed, hvor meget mere ømt vil han tage vare på de børn som er dannet i hans billede." Jeg gentog dæmpet for mig selv: Jeg er et Guds barn, hans elskende omhu er omkring mig. Jeg vil være lydig og på ingen måde mishage ham, men vil prise hans kære navn og elske ham altid.”   ret

”Mit liv kom frem for mig i et særpræget lys. Den sorg der havde formørket min barndom synes at være givet mig i barmhjertigheden for mit bedste, til at vende mit hjerte væk fra verden og dets utilfredsstillende behageligheder og bøje det mod himlens varige tiltrækninger.   ret

” Hurtig efter vor tilbagevenden fra lejrmødet, tog jeg, med adskillige andre, i kirke - på prøve. Mine tanker var meget optaget i dåbsspørgsmålet. Ung som jeg var, kunne jeg se kun én dåbsmetode bemyndiget i skrifterne og det var dåb ved fuldstændig neddykning. Nogle af mine metodistsøstre prøvede forgæves at overbevise mig at bestænkelse var bibelsk dåb. Metodistprædikanten indvilgede i at neddykke kandidaterne hvis de samvittighedsfuldt foretrak den metode, selv om han lod forstå at denne bestænkelse ville være lige så acceptabel for Gud.   ret

”Endelig var tidspunktet bestemt for os at modtage denne højtidelige indvielse. Det var en blæsende dag da vi, tolv i tallet, gik ned i havet for at blive døbt. Bølgerne gik højt og kastede sig på bredden; man da jeg tog det tunge kors op, var min fred som en flod. Da jeg rejste mig fra vandet, var min styrke næsten væk, for Herrens kraft hvilede over mig. Jeg følte at fra nu af, var jeg ikke fra denne verden, men havde rejst fra den vandige grav til et nyt liv.   ret

"Min kusine Hannah bekendte sin tro samtidig med mig. Hun ønskede at blive døbt ved fuldstændig neddykning, men faderen, som ikke var kristen, ville indvilge i dette selvom vi tilskyndede ham til dette. Så knælede hun ned for alteret og fik nogle få dråber vand stænket på hovedet. Da jeg var vidne til ceremonien, glædede jeg mig over at jeg ikke havde gået med til at få bestænkelse som dåb, da jeg var sikker på at der ikke var bibelsk belæg for dette.   ret

”Den samme dag om eftermiddagen blev jeg modtaget i menigheden med fuld medlemskab. En ung kvinde stod ved siden af mig og også var en kandidat til optagelse i menigheden. Mit sind var fredfyldt indtil jeg bemærkede guldringene glitre på denne søsters fingre og de store, pralende øreringe i hendes ører. Da bemærkede jeg at hendes kyse var besmykket med kunstige blomster og pyntet med kostelige pyntebånd sat med sløjfer og kvaster. Min glæde var nedslået ved dette udtryk af forfængelighed, hos én som bekender sig at være en efterfølger af den sagtmodige og ydmyge Jesus.   ret

"Jeg forventede at prædikanten ville give nogle hviskende irettesættelser eller råd til denne søster; men han var tilsyneladende ligegyldig over for hendes pralende klædning og ingen irettesættelse blev tildelt. Vi tog begge den højre hånd for fællesskab. Hånden, som var dekoreret med ædelstene, greb fat i Kristi repræsentanter og begge vore navne blev registeret i menighedsbogen."