Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 30. januar 1879

Den store strid: Frelsesplanen

Den store strid . Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel fire - Frelsesplanen.   ret

Sorg opfyldte himmelen da det blev bekendt at mennesket var fortabt, og den verden Gud havde skabt ville blive opfyldt med dødelige mennesker, fordømt til elendighed, sygdom og død, og der var ingen vej for overtrædere til at undfly. Hele Adams familie måtte dø. Jeg så den elskelige Jesus. Der var et udtryk af medlidenhed og sorg i hans åsyn. Snart efter så jeg at han nærmede sig det overordentlig klare lys som indhyllede faderen. Min ledsagende engel sagde: Han er i fortrolig samtale med Faderen. Englens ængstelse syntes at være overordentlig medens Jesus samtalede med sin fader. Tre gange var han indesluttet af det herlige lys omkring faderen. Da han kom fra faderen tredje gang kunne hans person ses. Hans åsyn var roligt, frit for al forlegenhed og besværlighed, og strålede af barmhjertighed og elskværdighed, som ingen ord kunne undertrykke. Han underrettede englehæren om at en vej til frelse for det fortabte menneske var fundet. Han fortalte dem at han var gået i forbøn hos Faderen og havde tilbudt at give sit liv til en forløsning, og tage dødens straf på sig selv, for at mennesket kunne få forladelse igennem ham; at de kunne få nåde hos Gud, og føres ind i den skønne have, og spise frugten af livets træ, ved hans blods fortjeneste, og komme i den smukke have, og spise af frugten af livets træ.   ret

I begyndelsen kunne englene ikke glæde sig derved, thi deres befalingsmand skjulte intet, men åbnede frelsens plan for dem. Han fortalte dem at han ville stå imellem faderens vrede og det syndige menneske, at han ville bære overtrædelse og forhånelse, og kun få ville modtage ham som Guds søn. Næsten alle ville hade og forkaste ham. Han ville forlade sin herlighed i himmelen, fremstå på jorden som et menneske, gennem sin egen erfaring blive bekendt med de forskellige fristelser som mennesket er udsat for, så at han kunne forstå at komme dem til hjælp som ville blive fristede; og at han til sidst, efter at have fuldendt sin mission som lærer, ville blive overgivet i menneskenes hænder for at udholde næsten al den grusomhed og lidelse som Satan og hans englene kunne ophidse ugudelige mennesker til at påføre ham; at han skulle dø den grusomste død, og hænges op mellem himmelen og jorden som er ugudelig forbryder; at han måtte udholde forfærdelige dødssmerter, hvilke ikke engang englene kunne tåle at beskue, men måtte tilhylle deres ansigter fra det forfærdelige syn. Han ville ikke alene lindre bitre smerter på legemet, men åndelige dødssmerter med hvilke legemlige lidelser på ingen måde kunne sammenlignes. Hele verdens syndebyrde ville blive lagt på ham. Han fortalte dem at han skulle dø, og opstå igen den tredje dag, og skulle opstige til faderen for at være en talsmand for vildfarne syndige mennesker.   ret

Englene faldt ned for ham. De tilbød at give deres liv. Jesus sagde til dem at han ville frelse mange ved sin død. En engels liv kunne ikke betale skylden. Faderen kunne ikke antage noget andet end hans liv, som en løsepenge for mennesket. Men englenes arbejde var bestemt til at stige ned med styrkende balsam fra herlighed og udglatte Guds Søns lidelser, og tjene ham. Deres arbejde var også at passe på nådens undersåtter, fra onde engle, og det mørke de hele tiden er omgivet af, af Satan.   ret

Med hellig bedrøvelse trøstede og opmuntrede Jesus englene, og underrettede dem om at de som han herefter ville forløse skulle være med ham og altid bo hos ham; og at han ville forløse mange ved sin død, og tilintetgøre ham som dødens vælde. Og hans fader ville give ham riget og rigernes storhed som er under af himmelen, og han skulle besidde dem i al evighed. Satan og syndere skulle udryddes, for aldrig mere at forstyrre himmelen, eller den rensede, nye jord. Jesus bød den himmelske hær at være forligt med den plan som faderen havde antaget, og glæde sig over at det faldne menneske kunne atter blive oprejst ved hans død, og få Guds nåde og evig glæde i himmelen.   ret

Da fyldes himlen med uudsigelig glæde, og de himmelske hær sang en lovprisnings- og tilbedelsessang. De slog på deres harper og sang i højere toneleje end før, for Guds store nåde og nedladenhed, at han opgav sin dyrebare Elskede for at dø for oprørernes slægt. Lovprisning og tilbedelse blev udgydt for Jesu selvfornægtelse og opofrelse, at han ville indvilge i at forlade sin Faders skød, og vælge et liv i lidelse og pinsel, og dø en skændig død for at genløse den faldne slægt.   ret

Faderen opgav ikke sin dyrebare elskede søn uden kamp, om han skulle lade skyldige mennesker gå tabt eller give sin egen søn til at dø for den faldne slægt. Det er umuligt for Gud at ændre sin lov, eller opgive den mindste del af dens forlangender, for at frelse mennesker; derfor lod han sin Søn dø for menneskenes overtrædelse.   ret

Da frelsesplan blev åbenbaret, glædede Satan sig med sin engle at han kunne, ved at få mennesker til at falde, trække Guds Søn ned fra sin ophøjede position. Han fortalte sine engle at da Jesus skulle påtage menneskers natur, kunne han overvinde ham, og forhindre planens gennemførelse.   ret

I ydmyghed og uudsigelig sorg, forlod Adam og Eva den elskede have hvori de har været så lykkelige, indtil de var Guds befaling ulydig. Atmosfæren var forandret. Det var ikke længere så ubesmykket som før overtrædelsen. Gud iklædte dem skinkåber for at beskytte dem mod kulde og så den varme de blev udsat for.   ret

Guds engle blev hvervet til at hjemsøge det faldne par og informere dem om at, selvom de ikke længere kunne beholde deres hellige ejendom, deres edenhjem, på grund at de havde overtrådt Guds lov, var deres situation ikke helt håbløs. Guds søn var blevet bevæget af medynk, idet han så deres håbløse tilstand, og havde frivilligt påtaget sig den straf der tilkom dem, og dø for dem så de dog kan leve, gennem tro på den forsoning som Kristus ville gøre. En håbets dør blev åbnet, så mennesker, uanset sin store synd, ikke skulle være under Satans absolutte kontrol. En prøvetid vil blive ham tilstået, hvori han i et angerfuldt liv, og tro på Guds Søns forsoning, kunne løskøbes fra sin overtrædelse af Faderens lov, og derved blive ophøjet til en position hvor hans anstrengelser for at holde loven kunne antages.   ret

Englene fortalte dem den sorg som kunne mærkes i himlen, da det blev bekendtgjort at de havde overtrådt Guds lov, som havde gjort det formålstjenligt for Kristus at ofre sit eget dyrebare liv, som det store offer.   ret

Da Adam og Eva indså hvor ophøjet og hellig Guds lov var, at de så det dyrebart offer måtte hengives for dens overtrædelse, for at frelse dem og deres efterkommere fra fuldkommen ødelæggelse, bad de om selv at dø, eller at lade dem og deres afkom lide straffen for deres overtrædelse, hellere end at Guds elskelige søn skulle gøre dette store offer. Adams ængstelse tiltog. Han så at hans synd var af så stort omfang at den medførte forfærdelige følger. Er det muligt at himmelens ærede fyrste, som havde vandret med Adam og talte med ham medens han var hellig og uskyldig, hvem englene ærede og tilbage, skulle bringes ned fra sin ophøjede stilling for at dø for hans overtrædelse?   ret

Adam blev underrettet om at en Engels liv ikke kunne betale skylden. Jehovas lov, grundvolden for himmelens og jordens regering, var lige så hellig som Gud selv; derfor kunne Gud ikke antage en engels liv som offer for dens overtrædelse. Hans lov var af større vigtighed i hans øjne end de hellige engle omkring hans trone. Faderen kunne ikke afskaffe eller forandre et bud af sin lov, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Men Guds Søn, som i forbindelse med Faderen havde skabt mennesket, kunne gøre forsoning for mennesket som var antagelig for Gud, ved at give sit liv som et offer og bære Faderens vrede. Englene underrettede Adam om at ligesom hans overtrædelse havde bragt død og elendighed, således ville liv og uforkrænkelighed blive bragt for lyset ved Jesu Kristi offer, af så uendelig værdi at det ville gøre ethvert menneske, som tog imod det, dyrebarere end fint guld, og et menneske mere kosteligt end ofirs guld.   ret

Fremtidige vigtige begivenheder blev åbenbarede for Adam, fra han blev uddrevet fra eden, til syndfloden, og nedad til Kristi første komme på jorden. Guds søns kærlighed blev Adam og hans efterkommere ledte ham til at fornedre sig selv og tage menneskets natur, for således, gennem sin egen ydmyghed, at ophøje alle som ville tro på ham. Et sådant offer var af tilstrækkelig værdi til at frelse hele verden; men kun få ville benytte sig af den frelse som dette underfulde offer bragte dem.   ret

De frelste ville ikke gå ind på de betingelser som krævedes af dem for at de kunne deltage i denne store frelse. De ville foretrække synd og Guds lovs overtrædelse, for omvendelse, lydighed og tro på det guddommelige offers fortjeneste.   ret

Adam blev i ånden ført nedad gennem efterfølgende slægter og så hvorledes forbrydelse, synd og besmittelse tiltog, idet menneskene gav efter for deres naturlige, stærke tilbøjelighed til at overtræde Guds lov. Det blev vist ham forledes Guds forbandelse ville hvile tungere og tungere på menneskeslægten, på dyrene på jorden, på grund af menneskenes vedholdende overtrædelse. Han blev vist at ugudelighed og vold ville stadig tiltage; men midt iblandt den hele flod af menneskelig elendighed og jammer ville der altid blive nogle få som ville bevare kundskaben om Gud, og bevare sig selv ubesmittede blandt den herskende, moralske fordærvelse.   ret

Menneskenes dage blev forkortede ved deres egen fremgang i synd og overtrædelse af Guds retfærdige lov. Slægten blev til sidst så yderlig fordærvet at menneskene syntes at være underordnede og næsten uden værdi. De var i almindelighed ude af stand til at sætte pris på Golgatas hemmelighed, forsoningens store og ophøjede sandheder, og frelsens plan på grund af deres kødelige sind. men uagtet den menneskelige slægts svækkelse i åndelig og moralsk og legemlig kraft, så vedbliver dog Kristus at være tro i det fortsæt for hvilket han forlod himmelen, og at vise interesse i disse svage, fordærvede og besmittede eksempler af menneskelighed, og indbyder dem til at skjule deres svaghed og store mangler i ham. Dersom de ville komme til ham så vil han skænke dem alt hvad de behøvede.   ret

Da Adam, efter Guds forskrift, fremførte et offer for synd, var det en meget smertelige ceremoni for ham. Han måtte opløfte sin hånd og tage liv, som Gud alene kunne give, og gøre et offer for synd. Det var første gang han havde set døden. Når han så på det blødende offer, som våndede sig i dødssmerter, skulle han se fremad i tro til Guds Søn, af hvem offeret var et forbillede, der skulle dø som et offer for menneskene.   ret

Denne ceremonielle offertjeneste som Gud indstiftede, skulle hele tiden minde Adam om hans Skyld, og skulle også være et tegn på anger og synds erkendelse. Adams handling, idet han tog dyrets liv, gav Adam en dybere og fuldkomne følelse af hans overtrædelse, hvilken intet mindre end Guds kære Søns død kunne udsone. Han forbavses over den uendelige godhed som forlignelig kærlighed, der ville give en sådan løsepenge for at frelse den skyldige. Da Adam dræbte det uskyldige offer forekom det ham som om han udøste Guds søns blod med sin egen hånd. Han vidste, at dersom han var blevet bestandig mod Gud og tro mod hans hellige lov, så ville intet menneske eller dyr have lidt døden. Men i disse ofringer, som henviste til Guds kære søns store og fuldkomne offer, viste sig en håbets stjerne som oplyste den mørke og forfærdelige fremtid, og befriede den fra dens fuldkomne håbløshed og ruin.   ret

I begyndelsen blev hovedet for hver familie betragtet som regent og præst for sit eget hus. Siden efter, da slægten formerede sig på jorden, blev denne højtidelige gudstjeneste og ofring for folket udført af mænd som Gud bestemte dertil. Dyrenes blod skulle forenes i synderes sind med Guds søns blod. Offerets død skulle være et vidnesbyrd for alle at syndens straf var døden. Ved at ofre erkendte synderen sin skyld store og fuldkomne offer, hvoraf dyrenes ofringer var forbilleder. Uden Guds søns forsoning kunne ingen velsignelse eller frelse fra Gud meddeles mennesket. Gud var nidkær for sin lovs ære. Overtrædelsen af denne lov bevirkede en forfærdelig adskillelse mellem Gud og mennesket. Gud tilstedte Adam at have frit og lyksaligt samfund med sin skaber så længe han var uskyldig. Efter overtrædelsen samtalede Gud med mennesket gennem Kristus og engle.   ret