Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 3. februar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Jesu Kristi religion er endog inden for de unge menneskesinds rækkevidde, når de lærer fra Guds ords klare bogstav. Det er der at kristen erfaring ser fornuftig og smuk ud. Yderligheder i mange menneskers kristenliv er resultatet bibelens rene, enkle og tydelige læresætninger angående livets vej iklædes med forførende mysterier.   ret

Den kristne verden er forbandet med religiøs digtning. Dette sker især i søndagsskolebøger, som omgiver børn som det første, og er deres første undervisningsserie. Når de så nærmer sig modningsår, kommer de bind som underviser i filosofisk guddommelighed, over det ”skjulte livs mysterier.” Deres anstrengelser for at gøre en ”fuldstændig helligelse” lykkes som det andet store værk af retfærdiggørelse, har bidraget til den generelle vildfarelse.   ret

Ved dette tidspunkt var religionen fra Judæas, enkle og ydmyge lærer, den sagtmodige Golgatas offer-døende, og yndige genløser og medfølende mellemmand ved Faderens højre hånd, er indpakket i et uforståeligt mysterium, og sat i en svimlende højde i de fleste unges sind. Fortvivlelse over at altid række ud efter livets hellighed og udvikle lydighed griber dem, efterfulgt af en absolut afsmag for at som menes at være bibelreligon. Under den indflydelse og falske indtryk gøres bibelens hellige sti uklar og vanskelig, som det ses i Mrs. Whites erfaring fortsat fra sidste uge:   ret

"Nu kan jeg se tilbage på min ungdomserfaring og se hvor nær jeg var ved at gøre noget fatalt. Jeg havde læst mange religiøse biografier af børn som havde utallige dyder og levet fejlfrit liv. Jeg var overbevist om at en stor beundring for fuldkomne forbilleder blev vist frem. Bøgerne opmuntrede mig langt fra at blive en kristen, var de som anstøtsstene for mine fødder. Jeg var fortvivlet over få den unges karakterudvikling i de historier som levede de helliges liv, og var fri for al tvivl, og synd, og svaghed som jeg var chokeret under.   ret

”Deres fejlfrie liv blev efterfulgt af en for tidlig men lykkelig død, og biograferne antydede stiltiende at de var for rene og gode til jorden, derfor, fjernede Gud i sin guddommelige medynk dem fra den usympatiske atmosfære. Ligheden fra disse uforbeholdne sande historikere syntes at pege på at mit ungdommelige tanke sind, at de virkelig gav et korrekt billede af et barns kristne liv.   ret

”Jeg for mig selv igen og igen: ’Hvis det er sandt, kan jeg aldrig være en kristen. Jeg kan aldrig håbe på at blive som de børn, og blev drevet af denne tanke til modløshed og næsten fortvivlelse. Men da jeg lærte at jeg kunne komme og møde Jesus præcis som jeg var, at Frelseren var kommet for at løskøbe præcis så uværdige syndere, så brød lys ind i mit mørke, og jeg kunne afkræve Guds løfter.   ret

"Senere har erfaringen overbevist mig om at disse biografier af ulastelige børn førte de unge på vildspor. De roste deres beundringsværdige karaktertræk til skyerne, og undertrykte deres fejl og fiaskoer. Hvis de blev fremstillet som kæmpende med fristelser, vandt sejer ind i blandt, jublede de dog over deres trængsler til sidst, hvis de blev fremstillet som genstand for menneskelige skrøbeligheder, og besat af almindelige fristelser, så ville børnene se hvad de havde erfaret de samme prøvelser selv, dog fundet sejr gennem Guds søns nåde. Sådanne eksempler ville give dem nyt mod, til at forny deres bestræbelser på at tjene Herren, håbe på sejr lige som dem, før dem havde gjort.   ret

”Men den unge kristne livs nøgterne virkelighed og fejl, blev holdt energisk ude af syne, medens dydighederne var så overdrevne, at de blev løftet op fra almindelige ordinære børns niveau, som af naturen fortvivles over at række ud efter en sådan udmærkelse, og derfor opgav møjen, i mange tilfælde, og sank gradvist i en ligegyldighedstilstand.   ret

Jeg blev igen meget ivrig efter at komme i skole og forsøge igen at få en uddannelse. Men i forsøg på at genoptage mine studer, svigtede mit helbred mig hurtigt, og det blev tydeligt at hvis jeg ville gå på skolen, ville det koste meget af mit liv. Det var svært for mig at få noget ud af religionsundervisningen ved seminaret, under omgivelser der ville tiltrække mit sind og lede det bort fra Gud. Ls 26 Jeg mærkede hele tiden en utilfredshed hos mig selv og mine kristne færdigheder, og erkendte ikke hele tiden en levende fornemmelse af Guds barmhjertighed og kærlighed. Modløshed ville komme over mig, og dette skabte stor ængstelse hos mig. Jeg hørte meget om helliggørelse, men havde ingen afgjorte ideer om det. Dette velsignelse lod til at være uden for min rækkevidde, en renhedstilstand mit hjerte aldrig ville kunne kende. Den måde det blev prædiket og undervist på, fik det til at se ud som en menneskelig umulighed.   ret

I juni, 1842, gav Ældre Wm. Miller sine andre kursuslektioner i Casco Street kirken i Portland. Jeg følte det som et stort privilegium at følge disse lektioner, for jeg var blevet svagere af modløshed og følte jeg ikke kunne møde min frelser. Dette andet kursus skabte meget mere røre i byen end det første. Med få undtagelser lukkede de forskellige trosretninger dørene for mr. Miller. Mange prædikener fra de forskellige talerstole søgte at fremvise de påståede fanatiske fejl fra foredragsholderen. Men masser af ivrige lyttere sluttede op om hans møder, medens mange var ude af stand til at komme ind i huset, som var bogstavelig pakket. Ls 26 Forsamlingerne var usædvanlig stille og opmærksom. Hans måde at forkynde på var ikke blomstrende eller talerkunstigt, men han handlede med tydelige og opvækkende kendsgerninger, der vækkede hans lyttere fra deres sorgløse ligegyldighed. Han understøttede sine udsagn og teorier med skriftstedsbeviser, idet han gik frem. En overbevisende kraft fulgte hans ord der synes at præge dem, som sandhedens sprog.   ret

"Han var høflig og sympatisk. Når alle stolene i huset var fyldte og platformen og stedet omkring talerstolen synes sammentrængt, har jeg set ham forlade platformen og gå ned ad midtergangen og tage nogle ældre svage mænd eller kvinder ved hånden og finde en stol til dem og da gå tilbage og genoptage hans prædiken. Han kaldtes i virkeligheden ”Fader Miller”, for han havde en årvågen omsorg over dem, som kom under hans tjeneste, han var hengiven i hans måde, fra en elskværdig natur og ømt hjerte.   ret

"Han var en interessant taler og hans formaninger, både til bekendende kristne og de ubodfærdige, var henvendende og kraftfulde. Nogle gange var en højtidelighed så markant så det var pinligt og prægede hans møder. Mange overgav sig til Guds Ånds overbevisning. Gråhårede mænd og aldrende kvinder med rystende skridt søgte de eftertragtede sæder. Dem i modenhedens styrke, unge og børn, var dybt oprørte. Stønnende og grædende stemmer og pris til Gud var iblandet ved bønnens alter.   ret

"Jeg troede de højtidelige ord der var talt af Guds tjener og mit hjerte var smertet da de modsatte sig eller gjorde spøg med emnet. Jeg mødte ofte op til møderne og troede at Jesus snart ville komme i himlens skyer; men min store bekymring var at være rede til at møde ham. Mit sind dvælede (28) hele tiden på spørgsmålet om hjertets hellighed. Jeg længdes over alt andet efter at opnå denne store velsignelse og følte at jeg måtte accepteres af Gud fuldt ud.   ret

"Blandt metodisterne havde jeg hørt meget med hensyn til helliggørelse. Jeg havde set personer miste deres fysiske styrke under påvirkningen af streng mental sindsbevægelse og havde hørt dette erklærede helliggørelsens vidnesbyrd. Men jeg kunne ikke fatte hvad der var nødvendigt for at være fuldt indviet til Gud. Mine kristne venner sagde til mig: "Tro på Jesus nu! Tro at han tager i mod dig nu!" Dette prøvede jeg at gøre, men fandt det umuligt at tro at jeg havde modtaget en velsignelse som, det synes for mig, skulle opildne hele min krop. Jeg undredes over at mit eget hjertes hårdhed var ude af stand til at erfare den ånds ophøjelse, som andre udviste. For mig synes jeg at være forskellig fra dem, og altid lukkes ude fra hjertets hellige fuldstændige glæde.   ret

”Mine forestillinger om retfærdiggørelse og helliggørelse forvirredes. Disse to tilstande var helt adskilt fra hinanden i mine tanker; alligevel kunne jeg ikke begribe forskellen eller forstå meningen af begreberne og alle forkyndernes forklaringer forøgede mine vanskeligheder. Jeg var ude af stand til at kræve velsignelsen for mig selv og spekulerede på om det kun kunne findes blandt metodister og om jeg, ved at følge adventmøderne, ikke udelukkede mig selv fra det, som jeg ønskede af alt andet, - Guds helliggørende Ånd.   ret

"Dog bemærkede jeg at nogle af dem, som påberåbte at være helliggjorte, tilkendegav en bitter ånd, når spørgsmålet om Kristi snarlige komme blev lagt frem. Det forekom ikke mig at være en tilkendegivelse af den hellighed som de bekendte sig til. Jeg kunne ikke forstå hvorfor prædikanterne fra talerstolen skulle modsætte sig sådan læren om at Kristi komme var nær. Fornyelse havde fulgt forkyndelsen af denne tro og mange af de mest indviede prædikanter og lægfolk havde modtaget den som sandhed. Det synes for mig at dem, som virkeligt elskede Jesus ville være klar til at tage imod efterretningerne om hans komme og glæde sig over at det var nær.