Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 3. februar 1888

Tjen Herren med glæde

* Prædiken der blev holdt i Kristiania, Norge d. 11. november 1885.
”I Taler stærke ord imod mig, siger Herren. Og I spørger: »Hvad taler vi imod dig?« I siger: »Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans krav og gå sørgeklædte for Hærskares Herres åsyn? Nej, vi må love de frække! De øver gudløshed og kommer til vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra.« Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskares Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.”   ret

Der er tider, hvor Guds tjenere under modgang og sorg bliver modløse og fortvivlede. De ruger over deres forhold og føler sig forurettede, når de sammenligner deres tilstand med deres fremgang, som ikke bekymrer sig om evige ting. De udviser en bebrejdelsens ånd og knurrer og begræder deres lod. De ser ud til at mene, at Gud er under speciel forpligtelse til at velsigne dem og give deres foretagender fremgang, og derfor bliver de oprørske, når de stilles i prøvende situationer, og ser med misundelse på de ugudelige, som trives i deres ugudelighed. De synes at betragte overtræderens tilstand som værende at foretrække for deres egen. Det er menneskehedens bedrager, der antyder disse bitre tanker i sindet. Det fryder ham at stifte oprør i Guds børns bryst. Han ved at de gør dem svage, og det er kilde til at vanære deres Gud. Han vil få os til at tro at det er forgæves at tjene Gud, og de som ikke har Himlens krav i tanke, foretrækkes frem for dem der kæmper for at adlyde Guds bud.   ret

Denne erfaring fik salmisten David. Da han så på de ondes opblomstrende situation, blev han misundelig på deres fremgang, og sagde: ”Se, det er de gudløses kår, altid i tryghed, voksende velstand! Forgæves holdt jeg mit hjerte rent og tvætted mine hænder i uskyld. Jeg plagedes dagen igennem!" Men da han gik ind i helligdommen og talte med Herren, ønskede han ikke længere den ugudeliges lod; for da forstod han deres endeligt. Han så, at deres vej førte til ødelæggelse til sidst, og deres fornøjelser varede kun en kort tid. Misundelse fandt ikke længere plads i hans hjerte. Hans oprørske ånd bøjede sig i ydmyg overgivelse til Gud, og han erklærede: “Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed.” Han så, at Herrens vejledning var af uendelig større værdi end al timelig fremgang i verden; for på Herrens vej holdt han fødderne på retfærdighedens sti, som førte til evig herlighed.   ret

Guds sande tjener vil tage Satans forslag og fristelser med til nådens trone, hvor fred og underdanighed vil flyde ind i sjælen. Når han går ind i helligdommen vil han kende deres afslutning som har Herrens frygt for deres øjne. Herren har hørt vor klage. Han siger: “I siger: »Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans krav?” Dette spørgsmål vil komme af sig selv til Guds folk, med mere eller mindre kraft; men før vi besvar det, så tænk over den ophøjede ære som himlens Gud har skænket jer. Tænk hvordan han har givet sin enbårne Søn, så at en frelsesvej kan åbnes for jer. Tænk over hvordan han har kaldt jer ud af mørke til sit forunderlige lys, kaldt jer til at blive den Allerhøjestes børn, kaldt jer til en ufordærvelig og ubesmittet arv, som ikke visner bort. Er dette ikke en kompensation? en opmuntring?   ret

I disse sidste dage kommer der et kald fra Himlen, der indbyder jer til at holde Herrens vedtægter og forordninger. Verden har gjort Jehovas lov værdiløs; men Gud forlades uden et vidne om hans retfærdighed, eller uden et folk på jorden der forkynder hans sandhed. Døren til den himmelske helligdom er blevet åbnet, og ingen kan lukke den, og lyset fra det Allerhelligste skinner ud i verden. Guds folk fik henledt deres opmærksomhed til vidnesbyrdets ark, og loven inden i den, er blevet åbenbaret med sine uforanderlige forskrifter. I et helligt syn, så Johannes restmenigheden på jorden, i en lovløs tid, og han udpeger dem i et umiskendeligt sprog: »Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.« De er i harmoni med den lov der hviler i arken i det allerhelligste i den himmelske Helligdom. Alle menneskers forpligtelser er opsummeret i dens hellige forskrifter. I lovens hjertemidte er buddet der pålægger mennesker at overholde Jehovas sabbat, som verden og kirken har trådt under deres fødder. I flere hundrede år har mennesker vandret i blindhed om den sande sabbat, og Gud har set gennem fingre i tiderne for denne uvidenhed; men nu er det dagen for reformation, og han kalder på alle mennesker overalt til at angre. Når lyset over Guds ignorerede bud skinner på deres sti, som oprigtig elsker Gud, tøver de ikke med at holde hans love. De erkender at de må drage ud af verden og skille sig ud, og ikke berøre det urene, så de kan gøre krav på løftet: »Jeg vil tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« De retter op på det brud, som er sket i Guds lov, fordi de vendte deres fødder bort fra sabbaten, fra at gøre hvad der behager dem på Guds hellige dag, og kaldte sabbaten en fryd, Herrens hellige, og ærede ham, sagde ikke deres egne ord eller fandt ikke deres eget behag.   ret

Spørgsmålet er så: Vil vi alliere os med dem som holder Guds bud og bevarer Jesu tro? Vil vi ophøre med at træde på Herrens vor Guds sabbat? Vi ønsker at forvisse os om at vi er lysets børn; at vi følger i vor Genløsers og Eksempels fodspor. Korset ligger for vor stivej, men skal vi så ikke tage det op og løfte det for hans skyld, som bar korset for os? Alle som søger at tjene Gud vil få prøvelser; Men skal vi da sige: Hvad gavner det at drage ud af verden og skille sig ud? Skal vi kalde de hovmodige for lykkelige? Skal vi sige at dem der arbejder i ondskab er opløftede? at dem der foragter Gud er udfriede, og vi efterlades hjælpeløse midt i sorgerne?   ret

Det er det onde der hersker i manges hjerter. De bliver fortvivlede i deres arbejde, fordi de ikke fik den fremgang som de onde fik. Nogle handler efter nutidens fjendes forslag, og gør deres bedste venner modløse. Men vi ønsker at I forstår at stole på Gud i trængsler, med en levende tro, ikke et eneste af hans nådige løfter vil svigte. Herren kender til alle vore sorger og selvfornægtelser. Dem som har grebet sandheden til alle tider, skal lide for dens sag, og skal vi så gå fri? Lad tankerne dvæle ved vor dyrebare frelsers lidelser. ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” ”Han gav [selv] afkald og tog tjenerskikkelse på [sig] og . . . ydmygede han sig selv . . . til døden, ja, døden på et kors.” ”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.” “Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.”   ret

Der må ske en opdrift, for at Satan ikke spreder tankerne fra at dvæle ved det åndelige og evige, hen til det jordiske og timelige. Gud er villig til at give dig nåde og styrke hver gang det behøves, hvis du søger ham at oprigtigt hjerte.   ret

Vi læser at ”de, som frygter Herren, med hverandre, og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Når folk som er indvolveret i Guds tjeneste samles, skal de sige opmuntrende og trøstende ord og opbygge deres brødre i troen. De skal ikke finde fejl ved deres lod, og betvivle Guds handlemåde og arbejde. De skal ikke knurre over hinanden, og forstørre deres trængsler og ofre, og derefter efterlade det indtryk at det ikke er nyttigt at tjene Gud. Lad dem huske på Herrens elskelige nåde, og huske al hans ømme barmhjertighed, og opløses af taknemmelighed og kærlighed i hjerterne. Lad dem prise hans navn og spørge: »Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig?« Englene skriver ordene fra jeres læber ned i erindringsbøgerne. Gud lytter på og hører sine tjeneres udsagn; og dem som påskønner hans barmhjertighed og elsker hans navn »skal tilhøre mig som mit eje, siger Hærskares Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.«   ret

Sig ikke at det er forgæves at tjene Gud. Hav respekt for lønnens gengældelse. Endog i dette liv skal du kaste alle dine sorger på ham; for han sørger for dig. Hans løfte er, at hvis du først søger Guds rige og hans retfærdighed, vil alt det nødvendige gives til dig. Ikke en spurv falder til jorden, uden han bemærker det, og dit hoveds hår tælles.   ret

Den evige verdens herlighed åbnede sig op for mig, og jeg ønsker at fortælle jer at det er værd at I vinder himlen. En uendelig pris er blevet betalt, så I kan få del i ubeskrivelig herlighed, og nyde dens ophøjede privilegier. Himlens Gud sparede endog ikke sin enbårne Søn, så det oprørske menneske kan genoprettes til Himlens velvillighed; og tøver vi så med at yde ham en taknemmelig og helhjertet tjeneste? Oh, om ikke et eneste knurrende ord udgår fra deres læber, som har smagt den himmelske gave! Der er ikke tid til at spørge: Hvad gavner det at holde vor Guds forordninger? Den himmelske stad er lige foran os. Om I kunne få et glimt ind i dette steds herligheder, så vil I ikke regne det for et stort tab, hvis I blot ville vandre på dens gader af gennemsigtigt guld, og synge sejrssange med Himlens hvidklædte selskab. Så vil I ikke ønske jordens velstand, eller være misundelige på de onde.   ret

Der er endog spor fra syndens blodbad, som Gud har gjort jorden smuk af. Jeg glæder mig til at se frem til den yndefulde natur. Mit sind holdes oppe ved naturen, til naturens Gud, og jeg beundrer ham som har skabt så smukke scenerier; men jeg ved at hvis jeg elsker Gud og holder hans bud, er der »uden mål og måde en evig vægt af herlighed« der venter mig i Himmelens rige. Smuk som jordens landskaber, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« Gud planlægger at vi skal betragte de himmelske ting, og at vi skal dvæle ved hans karakteregenskaber, indtil vi ser den uforlignelige ynde hos vor Gud, og bliver ændret til samme billede. Når vi fornyes i vore sinds ånd, har vi ingen tilbøjelighed til at knurre over vor lod; Guds pris vil hele tiden springe op i vore hjerter. De højtidelige ansvar som Gud har lagt på os for at frelse sjæle, vil optage hele vort hjerte og sind, og vi har ikke tid til at tale om vore prøvelser og ofre. Oh! vi må vaske vore karakterklæder for alle pletter, i Lammets blod, og berede os for Guds store dag. Vi må ikke vente på at Herren kommer i himlens skyer, før vor kaldelse og udvælgelse er sikker.   ret

Enok vandrede med Gud i tre hundrede år før han blev forvandlet til Himlen. Hans daglige vidnesbyrd var at hans veje behagede Gud. Hvorfor skal enhver kristen ikke følge Kristus, ligesom denne trofaste tjener gjorde? Elsker du Jesus rigtig højt? Virker nyhederne om hans komme, som et glædesbudskab for dit hjerte? Får du noget ud af hans tjeneste? Hvordan kan du vinde andre til sandheden, hvis dit eget hjerte ikke er i værket, og du ikke ser den uforlignelige ynde hos din Genløser? Kristi bøn var at han måtte forherliges hos dem, som han efterlod på jorden til at videreføre hans arbejde, og vi ikke ærer vor Genløser når vi beklager os over livsvejens vanskeligheder, og knurrer over Guds forsyn.   ret

Jesus kommer snart i kraft og megen herlighed, og vi skal ikke sidde passivt ned og afvente denne begivenhed. Vi skal vise vor tro ved vore gerninger. Han har overdraget alle mennesker sit arbejde. Vi har fået en stor sandhed, og verden må advares om de domme der hurtigt nærmer sig. Alle talenter må lægges ud til vekselererne, så de kan bruges til gavn for mennesket og til Guds ære. Og de som er trofaste mod de små ting på jorden, vil sættes til at herske over mange ting i den evige verden. Nu får vi prøvetidens dyrebare privilegier. Vi har mulighed for at arbejde med den største sag som Guds tjenere nogen sinde er blevet opmærksomme på. Lad os ikke bruge disse værdifulde øjeblikke på at være utilfredse med vor lod. Lad os prise Gud over hans forunderlige sandhed, og ofte tale med hinanden og til alle om hvad vi ser her. Disse vil Herren regne blandt hans juveler, og vil spare dem, ligesom han sparede sin egen søn der tjener ham.   ret