Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 10. februar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Jeg følte at jeg kun kunne kræve det, som de kaldte retfærdiggørelse. I Guds ord læste jeg at uden helliggørelse skulle intet menneske se Gud. Da var der et højere stade jeg måtte nå, førend jeg kunne være sikker på evigt liv. Jeg studerede fortsat på emnet; for jeg troede at Kristus var snart til at komme og frygtede at han ville finde mig uberedt til at møde ham. Domfældende ord ringede i mine ører dag og nat og mit stadige råb til Gud var, Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? I mit sind fordunklede Guds retfærdighed sin barmhjertighed og kærlighed.  

Jeg havde lært at tro på et evigt brændende helvede og den forfærdende tanke var altid for mig at mine syndere var for store til at blive tilgivet og at jeg for evigt skulle fortabes. De skrækkelige beskrivelser som jeg havde hørt om sjæle i evig fortabelse sank dybere i mit sind. Prædikanter bag prædikestolen tegnede livagtige billeder om de fortabtes tilstand. De lærte at Gud ikke havde i sinde at frelse nogen uden helliggørelse. Guds øje var altid over os; enhver synd blev skrevet ned og vil kun møde sin straf. Gud selv tog bøgerne med den ubegrænsede visdoms nøjagtighed og enhver synd vi tillod blev nøjagtigt skrevet mod os.  

Djælvelen blev fremstillet som ivrig efter at bemægtige sit bytte og bære os til de laveste dybder i pinen, der triumferede over vore lidelser i afskyeligheden af et evigt brændende helvede, hvor, efter tusinde på tusinde års pine, vil de brændende bølger rulle til overfladen med de vridende ofre, som vil skrige: "Hvor længe, Oh Herre, hvor længe?" Da vil svaret tordne ned i afgrunden: "I al evighed!" Igen vil smeltebølgen opsluge de fortabte, bære dem ned til dybderne af et evigt hvileløst ildhav.  

Medens jeg lyttede til disse forfærdelige beskrivelser, ville min forestilingsevne være så oprørt at jeg svedte og det var svært at tilbageholde et råb i smerte, for jeg synes allerede at mærke fortabelsens smerte. Så ville prædikanten være lidt ved livets usikkerhed. Et øjeblik kunne vi være her og det næste øjeblik i helvede, et øjeblik på jorden og det næste i himlen. Ville vi vælge ildsøen og dæmonernes selskab, eller himlens lyksalighed med engle til vort selskab? Ville vi høre de jamrendes stemme og forbandelsen af de fortabte sjæle igennem al evighed, eller synge Jesu sange foran tronen?  

Vor himmelske Fader var fremstillet for mine tanker som en tyran, der frydede i de fordømtes kval; ikke den ømme, medlidende synders ven, som elsker sine skabninger med en kærlighed over al forståelse og ønsker dem at blive frelst i hans rige.  

Mine følelser var meget sarte. Jeg frygtede udtrykt smerte for ethvert levende væsen. Når jeg så dyr blive behandlet dårligt, led mit hjerte for dem. Måske var min medfølelse lettere at opildne ved lidelse fordi jeg selv havde været offer for tankeløs grusomhed, der resulterede i den skade, der havde formørket min barndom. Men når tanken tog fat i mit sind, at Gud frydede sig over sine skabningers pine, som var dannet i hans billede, synes en mur af mørke at adskille mig fra ham. Når jeg tænkte på at universets Skaber ville frastøde de onde til helvede, for der at brænde i evighed, at uophørligt op, sank mit hjerte med frygt og jeg tvivlede at et så grusomt og tyrannisk et væsen altid ville nedlade sig til at rede mig fra syndens undergang.  

Jeg tænkte at den fordømte synders skæbne ville være min, at udholde helvedes flammer for evigt, endda så længe som Gud selv eksister. Dette indtryk afhængende af mine tanker indtil jeg frygtede at jeg ville miste min fornuft. Jeg ville se på de umælende dyr med misundelse, fordi de havde ingen sjæl der skulle straffes efter døden. Mange gange vækkedes ønsket at jeg aldrig havde været født.  

Totalt mørke lagde sig over mig og der synes ingen vej ud af skyggen. Kunne sandheden have være mig givet som jeg nu forstod den, kunne jeg være sparet for megen forvirring og sorg. Hvis Guds kærlighed havde dvælt over mere og hans strenge retfærdighed mindre, ville hans karakters skønhed og herlighed have indgydt mig med en dyb og alvorlig kærlighed for min Skaber.  

Jeg har siden tænkt at mange patienter på sindsygeanstalter blev bragt derhen ved oplevelser der lignede mine egne. Deres samvittighed blev ramt med en følelse af synd og deres skælvende tro udfordrede ikke kravet om Guds lovede tilgivelse. De lyttede til beskrivelserne af det almindelig kendte helvede, indtil det rene blod synes at løbe sammen i deres årer og brændte et indtryk i deres hukommelsestavler. Vågen eller sovende, var det skrækkelige billede altid for dem, indtil virkelighed gik tabt i fantasi og de så kun de omkransende flammer fra et fabelagtigt helvede og hørte kun skrigende fra de fordømte. Fornuften blev afsat fra tronen og hjernen blev fyldt med den vilde fantasi fra en forfærdelig drøm. Dem, som lærer doktrinet om et evigt helvede, vil gøre godt i at efterse deres myndighed for et så grusomt trospunkt.  

Jeg havde aldrig bedt offentligt og havde kun sagt nogle forskræmte ord ved bedemøde. Det blev nu indprentet i mig at jeg skulle søge Gud i bøn ved vore små samlinger. Det turde jeg ikke af frygt for at blive forvirret og svigtet i at udtrykke mine tanker. Men pligten blev så magtpåliggende indprentet i mit sind at da jeg forsøgte at bede i det skjulte synes jeg at gøre nar af Gud fordi jeg ikke havde adlydt hans vilje. Fortvivlelse overstrømmede mig og i tre lange uger gennemtrængte ingen lysstråler det mørke, der omgav mig.  

Mit sinds lidelser blev intense. Nogle gange turde jeg ikke lukke mine øjne for en hel nat, men ville vente indtil min tvillingsøster var faldet i søvn, da forlod jeg hurtig min seng og knælede ned på gulvet, bad stille med en umælende sjælekamp, der ikke kan beskrives. Rædslen for et evigt brændende helvede var altid for mig. Jeg vidste at det var umuligt for mig at leve alene med den meddelelse og jeg turde ikke dø og møde syndernes frygtelige skæbne. Med hvilken misundelse betragtede jeg dem, som indså deres godkendelse hos Gud! Hvor dyrebar synes det kristne håb for min forpinte sjæl!  

Jeg forblev ofte bøjet i bøn henved hele natten, sukkende og skælvende i uudsigelig pine og en håbløshed der overgår al beskrivelse. Herre, hav barmhjertighed! var min bøn og, som en stakkels tolder, turde jeg ikke løfte mine øjne til himlen, men bøjede mit ansigt mod gulvet. Jeg blev meget forarmet i kød og styrke og dog holdt mine lidelser og fortvivlelse for mig selv.  

Medens jeg var i den fortvivelsestilstand havde jeg en drøm som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg drømte jeg så et tempel hvortil mange personer samledes. Kun dem som søgte tilflugt i dette tempel ville blive frelst, når tiden ville afslutte. Alle, som forblev udenfor, ville fortabes for evigt. Skarerne udenfor som gik omkring på deres forskellige måder, hånede og spottede dem som gik ind i templet og fortalte dem at denne sikkerhedsplan var et listigt bedrag, at der i virkeligheden ikke var nogen fare ligemeget hvad de gjorde. De tog endda fat på nogle for at beskytte dem fra at haste inden for murerne.  

Frygten bliver latterliggjort, jeg tænkte at det var bedst at vente indtil skaren spredte sig, eller indtil jeg kunne gå, ubemærket for dem. Men antallet blev større i stedet for mindre og i frygt for at det blev for sent, forlod jeg hastigt mit hjem og pressede mig igennem mængden. I min iver for at nå templet bemærkede jeg ikke eller tog jeg mig ikke af trængslen der omgav mig. Da jeg skulle gå ind i bygningen, så jeg, at de meste af templet var understøttet af en enorm stor pille og til denne var bundet et lam helt sønderrevet og forblødt. Vi som var tilstede synes at vide at dette lam havde været sønderrevet og kvæstet på vores regning. Alle, som gik ind i templet måtte komme for det og bekende sine syndere.  

Lige foran lammet var der ophøjet nogle siddepladser, hvorpå der sad nogle, som så meget lykkelige ud. Himlens lys synes at skinne over deres ansigter og de priste Gud og sang sange af glad taksigelse der var som engles musik. Disse var dem, som kom for lammet, bekendte deres syndere, modtog tilgivelse og ventede nu i glad forventning på nogle glædelige begivenheder.  

Lige efter jeg var gået ind i bygningen, kom en frygt over mig og en fornemmelse af skam at jeg måtte ydmyge mig selv for dette folk. Men jeg synes at være tvunget til at bevæge mig frem og gjorde langsomt min færd rundt om søjlen for at vende mig mod lammet, medens en basun lød, templet rystedes, sejrsråb fra de forsamlede hellige rejste sig, en vældig stråleglans oplyste bygningen, derefter blev alt fuldstændig mørkt. De lykkelige folk var alle forsvundet med stråleglansen og jeg var ladt alene i nattens stille afskyelighed.  

Jeg vågnede med sindets heftige kamp og kunne svært overbevise mig selv, at jeg havde drømt. For mig var det som om at min skæbne var fastsat, at Herrens Ånd havde forladt mig og aldrig vende tilbage. Snart efter dette havde jeg en anden drøm. Jeg synes at side i ussel fortvivlelse med ansigtet i mine hænder og tænke på dette: Hvis Jesus var på jorden, ville jeg gå til ham, kaste mig selv ved hans fødder og fortælle ham alle mine lidelser. Han ville ikke forlade mig, han ville have barmhjertighed med mig og jeg ville altid elske og tjene ham. Netop da åbnede døren sig og en person af vidunderlig skikkelse og ansigtsudtryk kom ind. Han så medlidende på mig og sagde: "Ønsker du at se Jesus? Han er her og du kan se ham hvis du ønsker det. Tag alt hvad du har og følg mig.”  

Jeg hørte dette med usigelig glæde og samlede med glæde op alt hvad jeg havde, enhver skattet ting og fulgte min fører. Han ledte mig til en stejl skrænt og en tilsyneladende svag trappe. Idet jeg begyndte at gå op ad trinene, rådede han mig til, at holde mine øjne fast opad, for ikke at jeg skulle blive svimmel og falde. Mange andre som klatrede på skrænten siden, faldt før de nåede toppen.  

Til sidst nåede vi det sidste trin og stod foran en dør. Her bad han mig om at forlade alle de ting som jeg havde bragt med mig. Jeg lagde dem glædeligt ned; han åbnede da døren og bød mig gå ind. Med ét stod jeg foran Jesus. Der var intet at tage fejl af, for det skønne ansigtsudtryk. Dette udtryk af velvilje og majestæt kunne ikke tilhøre andre. Idet hans blik hvilede over mig, vidste jeg med det samme at han var bekendt med enhver omstændighed i mit liv og alle mine inderste tanker og følelser.  

Jeg prøvede at dække mig selv for hans blik, følte mig ude af stand til at tåle hans granskende øjne, men han nærmere mig, med et smil, og, lagde sin hånd på mit hoved og sagde: "Frygt ikke". Lyden fra hans liflige stemme skælvede i mit hjerte med en lykke, jeg aldrig før havde oplevet. Jeg ville gerne sige noget, men, overvældet af bevægelse, sank jeg udmattet for hans fødder. Medens jeg lå hjælpeløs der, passerede scener af skønhed og herlighed forbi mig og jeg synes at have nået himlens sikkerhed og fred. Til sidst kom min styrke tilbage og jeg vågnede op. Jesu elskende øjne var stadig over mig og hans smil fyldte min sjæl med glæde. Hans nærhed fyldte mig med hellig ærefrygt og en uudsigelig kærlighed. Min fører åbnede nu døren og vi begge gik ud. Han bød mig igen at tage alle tingene med mig, som jeg havde forladt udenfor. Da dette var gjort, rakte han mig en grøn snor vundet tæt sammen. Denne bød han mig at tage nærmest til mit hjerte og når jeg ønskede at se Jesus, så tag den fra mit bryst og stræk den helt ud. Han tilrådede mig ikke at lade den forblive sammenrullet i længere tid, for at den ikke skulle blive knudret og svær at strække. Jeg satte snoren nær ved mit hjerte og med glæde gik ned ad den snævre trappe og priste Herren og fortalte alle hvem jeg havde mødt, hvor de kunne møde Jesus. Denne drøm gav mig håb. Den grønne snor repræsenterede tro i mit sind og den skønhed og den enkelhed der var i at stole på Gud, begynde at drage på min sjæl.  

afsn nr:1Vm1.23
afsn nr:2Vm1.23
afsn nr:3Vm1.24
afsn nr:4Vm1.24
afsn nr:5Vm1.24
afsn nr:6Vm1.25
afsn nr:7Vm1.25
afsn nr:8Vm1.25
afsn nr:9Vm.1.25
afsn nr:10Vm1.26
afsn nr:11Vm1.26
afsn nr:12Vm1.26
afsn nr:13Vm1.27
afsn nr:14Vm1.27
afsn nr:15Vm1.27
afsn nr:16Vm1.27
afsn nr:17Vm1.28
afsn nr:18Vm1.28
afsn nr:19Vm1.28
afsn nr:20Vm1.28