Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 19. februar 1880

Moses

Da Moses var fyrre år gammel, skete der noget som lod til at forandre hele hans livsforløb. Hans sjæl var dybt oprørt af en fornemmelse af det forkerte der var gjort mod hans folk, og han ville ofte forlade de kongelige sale, for at besøge sine brødre i deres trældom, og opmuntre dem med forvisning om at det ikke altid være sådan, at Gud vil åbne vejen for deres udfrielse. En dag, da han var ude, så han en ægypter slå en israelit. Moses sprang frem og slog ægypteren ihjel. Han tog sine forhåndsregler, også i dette pludselige vredesudbrud, for at se om han blev overvåget, og han begravet kroppen hurtigt i sandet. Men det menneske han havde reddet holdt det ikke hemmeligt, og snart fandt Moses ud af at andre var bekendt med det. Den næste dag så han to hebræere i strid med hinanden, den ene af dem havde klart gjort fejlen. Da Moses irettesatte den fejlende, vendte han straks sin vrede mod hans irettesætter og kastede sig uhæmmet over det han tidligere havde gjort: »Hvem har sat dig til herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog ægypteren ihjel?«   ret

Der var ikke længere håb om at kunne skjule sig. Hele sagen blev ægypterne bekendt ved de misundelige hebræere, og nåede stærkt overdrevet til Faraos ører. Monarken blev innformeret om at Moses ville føre krig imod ægypterne, og overtromle deres regering, og gøre sig selv til konge. Farao blev overmådelig vred. Han mente at denne handling fra Moses betød meget, og at hans rige ikke var i sikkerhed så længe forbryderen levede. Han bød der for at Moses skulle slås ihjel. Men Guds tjener blev i tide klar over Faraos hensigt med hans liv, og han forlod straks stedet og flygtede til Arabien.   ret

Herren viste hans vej, og han fandt et hjem hos Midians præst, Jetro, en mand som dyrkede Gud, og som var højt æret af folk fra alle omgivende lande, for hans skarpsindige dømmekraft. Efter en tid giftede Moses sig med en af hans omsorgsmands døtre; og her blev han i sin svigerfaders tjeneste, som hyrde for hans hjorte, i fyrre år. Moses var for overilet med at slå ægypteren ihjel. Han troede at Israel forstod Guds særlige forsyn med at oprejse ham som udfrier for dem. Men Herren havde ikke til hensigt at gøre dette ved krig, som Moses troede, men ved hans egen mægtige kraft, som æren kan tilskrives ham alene. Alligevel brugte Gud denne overilede handling til at fremme sine mål.   ret

Moses var i enhver forstand blevet ens tor mand. Som en skriver, som en militærleder, og som filosof, havde han ingen overmand. Kærlighed til sandhed og retfærdighed var blevet grundlaget for hans karakter, og affødte en standhaftighed som ingen vaklende mode, eller mening eller bestræbelser kunne påvirke. Høflighed, ihærdighed og fast tillid til Gud, markerede hans liv. Han var ung og livlig, flød over med energi og manddoms styrke. Han sympatiserede dybt med sine brødre i deres pinsler, og hans sjæl blev optændt af et ønske om at udfri dem. Visselig ville det vise menneskelig visdom at han på enhver måde var egnet til hans arbejde.   ret

Men Gud ser ikke som mennesker ser; hans veje er ikke vore. Moses er endnu ikke beredt til at udføre dette store arbejde, folket er heller ikke beredt til udfrielse. Han har været uddannet i Ægyptens skole, men han skulle endnu gennemgå en hård disciplinærskole før han er kvalificeret til hans hellige mission. Før han kunne styre Israels hære med succes, måtte han lære at adlyde, han må lære selvkontrol. I fyrre lange år blev han sendt ud i ørknens tilflugtssted, så han i ubemærkethed, i ydmygt arbejde at sørge for hjortens får og lam, igen kan vinde sejr over sine egne lidenskaber. Han må lære fuldstændig underkastelse mod Guds vilje, før han kan lære den vilje til et stort folk.   ret

De kortsynede dødelige mennesker kunne have været de fyrre oplæringsår iblandt Midians bjerge foruden, anses det for at være stort spild af tid. Men han fik uendeligvisdom, som skulle være en mægtig statsmand, sit folks udfrier fra slaveri, under forhold i denne tidsperiode udvikles hans ærlighed, hans forudseenhed, hans trofasthed og omsorg, og hans evner til at identificere sig selv med forholdene i hans meget tavse erhverv. Dem som Gud har instrueret med vigtige er ikke opvokset i nemme forhold og luksus; de ædle profeter, ledere og dommere Gud har udpeget, har været mænd hvis karakter er dannet under livets hårde realiteter.   ret

Gud vælger ikke efter arbejdsmænd efter en form eller kun efter et temperament, men mennesker af forskellige temperamentstyper. Det menneskelige element ses i alle som er udvalgt til at udrette et arbejde for Gud. De har været forstandsmæssige mænd, med dybe følelser; mennesker som handle og tør det, hvis kræfter kan rettes i den rigtige kanal, og som vil lære visdom fra Gud. Kristus sagde: ”Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.” Dem som alvorligt under ivrige spørgsmål forsøger at lære Guds vilje, som griber og udnytter alle lysstråler der skinner på deres stivej, vil Gud lede. De vil ikke overlades til at vandre i tvivl og mørke. Forbundet med Gud, al visdoms kilde, kan mennesker nå moraludmærkelsens højder.   ret

Men inspirationen vil ikke komme til mennesket i mørke, så længe han ikke anstrenger sig for at fremrykke det guddommelige lys. Moses må indrømme sin store svaghed og mangel, og hans sjæl må drages for den særlige hjælp fra Ham som kan hjælpe. Moses måtte nøje bruge sit tankesind til at forandre sig selv helt. Han havde taget tingene på en ligegyldig, nem og ligeglad måde, ikke udvist omsorg, undgået vanskeligheder og ubehagelige ansvar, ligesom mange unge i dag ikke gør, vil Gud aldrig have betroet ham et helligt og betydningsfuldt arbejde. Han blev opvækket til den højeste slags tanker og til hans største mangel på erfaringsmæssig kundskab til Gud; og hans bøn kom frem af sjælen bebyrdet med en fornemmelse af behov og armod. Han håbede, længtes, han bad, for tæt forbindelse med Gud.   ret

Moses havde lært meget som han måtte lægge fra sig. Den indflydelse som omgav ham i Ægypten, - hans adoptivmoders kærlighed, hans egen høje position som kongens barnebarn, glansens fortryllelse i kunst, udskejelser af enhver slags, den imponerende opvisning forbundet med afgudsdyrkelse, og stadige gentagelser, af præsterne, med utallige fabler om deres guders kraft, - havde alt sammen efterladt dybe indtryk på hans udviklende sind, og havde i et vist omfang, formet hans vaner og karakter. Disse indtryk, tid, ændring af omgivelser, og tæt forbindelse med Gud, kan forsvinde. Alligevel må det være alvorlige og udholdende anstrengelser, en kamp for livet, med sig selv, for at rykke vildfarelsens frø op med rode, og sætte sandheden fast implanteret i deres sted. Satan vil på ethvert sted være parat til at styrke vildfarelse og fordrive sandhed; men da Gud ville at Moses skulle oplæres af sig selv ved hård disciplin, ville han selv være sin altid parate hjælper imod satan når kampen var for hård for menneskelig styrke.   ret

Sammen de vilde bjerge der omgav ham, alene med Gud, fik Moses en dyrebar anledning til at selv lære, og se sin stolthed og selvophøjelse, og overvinde de vaner der var dannet i luksus og magelighed, og hoflivets udsvævelser. Ægyptens storslåede templer var ikke længere for hans øjne, indprentede hans sind med deres overtro og falskneri. Iblandt tårnende klipper og evige bakker kunne han se beviserne på skaberens storhed og majestæt og kraft, og sætte det i modsætning til ægyptergudernes ubetydelighed. Over alt var skaberens navn skrevet. Moses blev omgivet af hans nærhed, og dækket af hans overskyggende herlighed. Gud selv talte til sin tjener gennem disse stumme repræsentanter på hans kraft.   ret

Naturens lys og åbenbaringens lys fra den samme kilde, lærer store sandheder og stemmer altid overens med hinanden. Da Moses så at alle Guds skabte værker handler i ophøjet harmoni med hans love, indså han hvor ufornuftig det er af mennesker at sætte sig selv i mod guds lov. Konflikten er den mest prøvende, anstrengelsen er lang, for at bringe hjerte sind og alle punkter i harmoni med sandhed og med Himlen; men Moses blev til sidst en sejrherrer. Han kom frem ud af Guds prøvelser, mild i ånd, tålmodigt temperament, generøs mod den fejlende, venlig, ærbødig og ydmyg, en af de sagtmodigste mænd i sin omgang med verden. Ethvert Guds barn vil få en lignende erfaring. Det er kun efter hård disciplin og hård oplæring at mennesker, i lydighed mod Kristus en herlighedens arving, kan lære at føre krig imod guddommelig ære med nåde og værdighed mod hans position som medlem af den kongelige familie.   ret

År efter år gik, og efterlod Guds tjener mere i sin ydmyge position, kunne det være som om at han fik mindre og mindre tro, som Gud havde glemt ham; som om hans evner og erfaring gik tabt for verden. Men idet han strejfede om med sin tavse hjorde på øde steder, har hans folks ynkelige tilstand altid stået ham nær. Han så tilbage på Guds handlemåde med de trofaste i de tidligere tider, og hans løfter for det fremtidige bedste, og hans sjæl vendte sig mod til fordel for sine brødre i trældom, og hans brændende bønner genlød iblandt bjerghulerne om dagen og om natten. Han blev aldrig træt af at bringe løfterne for sit folk frem for Gud, og bede ham om deres udfrielse.   ret

Disse bønner blev hørt. Kunne hans øjne åbnes, ville han have set Guds budbringere, rene og hellige engle bøje sig elskeligt over ham, sprede deres lys omkring ham, og forberede sig på at frembære hans bøn til den Højestes trone. ”De lange år tilbragt i ørkenens ensomhed var ikke spildte. Ikke alene opnåede Moses at blive forberedt til det store arbejde, der lå foran ham, men i løbet af denne tid og under Guds Ånds inspiration skrev han 1. Mosebog og Jobs bog, som vil læses med den største interesse af Guds folk lige til tidens ende.“   ret