Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 19. februar 1894

Romerkirken er menneskenaturens religion

Der er stort behov for at alle, som hævder at være bibelkristne, tager skriften sådan som de læser den. Der er behov for komme frem til rigtige konklusioner, hvad skriften vil sige om syndens menneske, som ville ændre tider og love. syndens menneske har ikke egentlig kraft til at ændre tider og Guds lov, men han mente at han selv var i stand til at gøre dette arbejde; for ”han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.” Han efterligner den første store rebel, syndens ophavsmand. I himlen påtænkte Satan at forandre Guds love, og derfor forandrede han sin karakter og position i de himmelske sale, og påvirkede andre, indtil de gik sammen med ham i oprøret imod Gud; men han fik ikke held med at forandre Guds lov. Gud forandrede eller skiftede ikke sin regeringsform for at tilpasse sig Satans ideer, men gjorde det tydeligt at fundamentet for hans regering i himlen og på jorden er uforanderlig, ligesom tronen er.   ret

Da Satan ikke kunne bevæge alle englene til at gøre oprør imod Guds lov, gjorde han jorden til et sceneri for hans oprør, og gennem syndes menneske prøver han at gennemføre sin djævelske hensigter. Gennem pavedømmet, romerkirkens magt, syndens menneske, gennemføres Satans fortsæt iblandt mennesker; Guds lov og tid sættes til side. Heri ser vi at protestantismen opmuntrer til papistisk lære; og falske tilbedelsessystemer, imod det som vore fædre mandigt modsatte sig selv, bringer endog ejendomme og liv i fare, og opfostres og værnes og opmuntres til at få en vidstrakt indflydelse. Protestanter ransager ikke deres bibeler som de burde, og tager sig ikke af de advarsler som er blevet givet om syndens menneskes værk. Den romerske kirke påberåber at paven er begavet med den højeste autoritet over alle biskobber og pastorer, og at protestanterne tidligere fornægtede denne påberåbelse af overherredømme. De tog det standpunkt at bibelen, og bibelen alene udgjorde regler for tro og lære, at Guds ord er den eneste ufejlbarlige vejledning for menneskesjæle, og at det er unødvendigt og skadeligt at tage præsternes og prælaternes ord i stedet for Guds ord.   ret

For den romerske katolik er bibelen en forbudt bog, fordi den tydelig åbenbarer det romerske systems vildfarelser; og dem som ransager bibelen med en oplyst forståelse, kan ikke længe vare i harmoni med den romerske kirke. Han som ransager bibeln for at forstå sandheden, vil ikke finde noget i Guds ord der bemyndiger paver og kardinaler til at overtage magten. Der er intet ord fra Gud som billiger deres påtagede overhøjhed og herredømme over deres folk, ligesom der heller ikke er noget ord der anerkender det krav Lucifer gjorde i himlen på herredømme over Kristus. Pavedømmets krav på herredømme er gjort under indflydelse af den første store tronraner, som hævdede så hårdnakket sin ret til overherredømme over Guds hær. Igennem de mørke tidsaldre, - den lange nat i uvidenhed og overtro – gjorde pavedømmet krav på overherredømme og magt, indrømmet af kejsere og konger, selvom Gud ikke anerkendte en sådan bekendelse, og oprejste mænd til at diskuttere kravene, og bryde den romerske åg fra Guds menighed. Gennem sine udpegede agenter sammenkaldte Gud menigheden for at genvinde sin uafhængighed, og at den i Guds styrke kunne stå frem i den frihed, som Kristus frigjorde den til. Den brød med pavemagtes åg, og med Guds ord i sin hånd, modstod romerkirkens store onder, ligesom David modstod Goliat i himlens navn, og brugte sin slynge og nogle få småsten. Israels udfordringsmand var blevet slået af troens mand; og når mennesker klynger sig til Herrens ord, kan de ikke slutte sig til et stort system i vildfarelse.   ret

Herren har erklæret en forbandelse over dem som tager fra eller lægger til skriften. Den store JEG ER har besluttet hvad skal udgøre troens og lærens regel, og han har lagt det til rette, at bibelen skal være en husholdningsbog. Den menighed som holder sig til Guds ord er uforenelig med Rom. Protestanter som tidligere var væk fra denne store frafaldskirke, men har nærmet sig tættere til denne kirke, er stadig på forsoningsstien til Roms kirke. Rom forandrer sig aldrig. Dens principper har ikke forandret sig det mindste. Den har formindsket bruddet mellem denne kirke og protestanterne; de har gjort alt for at fremme det. Men hvordan er det argument for protestantismen i dag? Det er forkastelse af bibelsandhed som får mennesker til at nærme sig hedenskab. Det er en frafalden menighed der formindsker afstanden mellem sig selv og pavedømmet.   ret

Der er sjæle som Luther, Cranmer, Ridley, Hooper og adelsmænd som var martyrere for sandhedens skyld, som er sande protestanter. De stod som trofaste skilvagter for sandhedens sag, erklærede at protestantismen ikke kan være i union med den romerske kirke, men må adskilles lige så langt fra pavedømmets principper, som øst fra vest. Disse sandhedens forsvarere kan ikke længere være i harmoni med ”syndens menneske” end (than) Kristus og hans apostle kunne. I de tidlige tider følte de retfærdige at det var umuligt for dem at tilslutte sig Rom, og i det de fastholdte deres fjendskab mod dette vildfarelsens system, risikerede de ejendomme og liv, alligevel fik de mod til at fastholde adskillelsen, og kæmpe mandigt for sandheden. Bibelsandheden var mere dyrebar for dem end velstand, ære eller endog deres eget liv. De kunne ikke klare at se sandheden blive begravet under en masse overtro og løgnagtig sofisteri. De tog Guds ord i deres hænder, og oprejste sandhedens standard for folket, og erklærede frimodigt det som Gud havde åbenbaret for dem, ved grundig bibelransagelse. De døde i de grussomeste aflivninger for deres troskab mod Gud, men de købte friheder og privilegier til os, for deres blod, som mange der hævder at være protestanter nemt opgiver på grund af ondskabens magt. Men skal vi opgive disse dyrtkøbte privilegier? Skal vi krænke himlens Gud, og efter at han har udfriet os fra det romerske åg, og atter underlægge os selv dette antikristlige trældomsåg? Skal vi bevise vor degeneration ved at fraskrive os vor religiøse frihed, vor ret til at dyrke Gud efter det som vor egen samvittighed dikterer?   ret

Luthers røst, som genlød i bjerge og dale, og rystede Europa som et jordskælv, samlede en hær af ædle Jesu apostle, og den sandhed de forsvarer kunne ikke forties af bål, af tortur, af fangehuller, af død; og røsten fra den ædle hær af martyrer fortalte os stadig at romermagten er det forudsagte frafald i de sidste dage, syndighedens mysterium som Paulus så begyndelsen af, helt fra hans tid. Den romerske katolicisme fik hurtigt fodfæste. Den papistiske lære vokser, og dem som har vendt deres ører bort fra sandheden, lytter til dens falske fabler. Pavelige kapeller, pavelige skoler, nonneklostre, og munkeklostre er i vækst, og den protestantiske verden lader til at sove. Protestanterne mister skillemærket, som skiller dem ud af verden, og de får mindre afstand mellem dem selv og den romerske magt. De har vendt deres ører bort, fra at høre sandheden; de var ikke villige til at acceptere det lys som Gud havde udbredt over deres stivej, og går derfor i mørke. De taler foragteligt om den tanke at fortidens grusomme forfølgelser fra romerkirkens og disses tilknyttedes side, vil blive genoplivet. De vedkender sig ikke, at Guds ord forudsiger fuldt ud en sådan genoplivning, og vil ikke indrømme at Guds folk i de sidste dage skal lide forfølgelse, selv om bibelen siger: ”Dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.”   ret

Papismen (pavedømmet) er menneskenaturens religion, og store dele af menneskeheden elsker en lære som tillader at de begår synd, og befrier dem alligevel fra dens konsekvenser. Folk må have en vis formel religion, og denne religion, er formet af menneskelige planer, og påberåber sig alligevel guddommelig autoritet, tilpasser sig det kødelige sind. Mennesker, som selv tror at de er kloge og forstandige, vender sig stolt bort fra tibudslovens retfærdige standard, og tror ikke at den er i harmoni med deres værdighed at udforske Guds veje. Derfor går de ind på falske veje, ind på forbudte stier, bliver selvtilstrækkelige, oppustede, efter pavens mønster, ikke efter Jesu Kristi mønster. De må have religionens form, som stiller de mindste krav på åndelighed og selvfornægtelse, og efter et uhelliggjort menneskes visdom, vil det ikke vil få dem til at væmmes ved pavedømmet, drages de naturligt mod dens bestemmelser og doktriner. De ønsker ikke at vandre på Herrens veje. De er i det hele taget for meget oplyste, til at søge Gud i bøn og ydmygt, med en forstandsmæssig kundskab til hans ord. Uden at ville kende Herrens veje, er deres sind alt for åbne for bedrag, helt parat til at acceptere og tro på en løgn. De er villige til at lade den mest ufornuftige, og mest upålidelige falsknerier påduttet sig, som om det var sandhed.   ret

Satans mesterstykke i bedrag er den papistiske lære; og selvom det en gang blev demonstreret at forstandsmæssig mørke er godt for den romerkske kirke, så vil det også blive demonstreret at et stort forstandsmæssigt lys er befordrende for dens magt; for menneskenes tanker samles om deres egen magt, og tager ikke Gud med i deres viden. Rom påberåber sig ufejlbarlighed, og protestanter følger i det samme spor. De ønsker ikke at søge efter sandheden og gå fra lys til et større lys. De omgiver sig selv med fordomme, og lader sig bedrage og vil bedrage andre.   ret

Men selvom kirkernes optræden er nedslående, er det ikke nødvendig at blive modløse; for Gud har et folk som vil bevare deres troskab mod hans sandhed, som vil gøre bibelen, og bibelen alene, til deres tros og læres leveregl, som vil højne standarden, og holde det banner højt; hvorpå der står: ”Guds bud og Jesu tro.” De vil værdsætte et rent evangelium, og gøre bibelen til fundament for deres tro og lære.   ret

I en tid som denne, hvor mennesker tilsidesætter herskarers Herres lov, vil Davids bøn være passende: - ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.” Vi kommer til en tid hvor næsten universel forhånelse vil hope sig op over Guds lov, og Guds lovlydige folk vil blive prøvet hårdt; men vil de miste deres respekt for Jehovas lov fordi andre ikke indser og erkender dens bindende krav? Lad Guds lovlydige folk, ligesom David, ære Guds lov i samme målestok, som mennesker tilsidesætter og sammenhober respektløshed og foragt imod den.   ret