Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 24. februar 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Jeg betroede nu alle mine bekymringer og forvirringer til min mor. Hun følte ømt med mig og opmuntrede mig, sagde at jeg skulle gå til ældre Stockman efter råd, som forkyndte adventlæren i Portland. Jeg havde stor tillid til ham, for han var en hengiven tjener i Kristus. Efter at have hørt min historie, lagde han sin hånd hengivent på mit hoved og sagde med tårer i sine øjne: "Ellen, du er kun et barn. Dine erfaringer er en meget enestående for én i din følsomme alder. Jesus må berede dig for et særligt arbejde.”  

Han fortalte mig da at hvis jeg endda var en person af mange år og sådan plaget med tvivl og fortvivlelse, burde han fortælle mig, at han vidste at der var håb for mig, gennem Jesu kærlighed. Den meget smertene sjælekamp, jeg havde lidt, var et positivt vidnesbyrd, for at Herrens Ånd stræbte efter mig. Han sagde at når synderen bliver forhærdet i skyld, indser han ikke sin overtrædelses størrelse, men bilder sig selv ind at han er ved det rigtige og er i ingen særlig fare. Herrens Ånd forlader ham og han bliver ligegyldig og ligeglad eller dumdristig trodsig. Denne gode mand fortalte mig om Guds kærlighed for sine fejlende børn og i stedet for at fryde sig over deres undergang, længes han efter at drage dem til sig i enkel tro og tillid. Han holdt sig fast ved Kristi store kærlighed og genløsningsplanen.  

Han fortalte om min tidlige ulykke og sagde at den var faktisk en svær lidelse, men han bød mig at tro at den elskenes Faders hånd ikke havde været draget bort fra mig; så det i det fremtidige liv, når tågen der da havde formørket mit sind var forsvundet, ville jeg erkende den forudseenhed der havde synes så grusom og gådefuld. Jesus sagde til sine disciple: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« I den store fremtid skal vi ikke længere se som igennem glasagtig mørke, men komme ansigt til ansigt med den guddommelige kærlighed skønheder.  

”Gå frit, Ellen," sagde han med tårer i sine øjne; "Vend tilbage til din indre tillid til Jesus, for han vil ikke tilbageholde sin kærlighed fra den oprigtigt søgende." Da bad han alvorligt for mig og det var som om at Gud ville visselig betragte denne bøn, som fra sine hellige også hvis mine ydmyge bønner var uhørte. Jeg forlod ham i trøstet og opmuntret tilstand.  

På de få minutter hvor jeg fik belæring fra ældre Stockman, havde jeg fået mere kundskab i spørgsmålet om Guds kærlighed og medlidende ømhed end fra alle prædikenerne og formaningerne som jeg altid havde lyttet til. Jeg tog hjem igen og gik frem for Herren og lovede at gøre og lide for hvad som helst han måtte kræve af mig, hvis bare Jesu smil opmuntrede mit hjerte. Den samme opgave var mig overdraget, som tidligere havde fortrængt mit sind: at tage mit kors iblandt Guds samlede folk. Der bød sig hurtig en lejlighed; der var et bedemøde den aften, som jeg var med til.  

Jeg bøjede mig skælvende under bønnerne der blev opsendt. Efter at få havde bedt, løftede jeg min stemme i bøn, før jeg vidste af det. Guds løfter viste sig for mig, som havde mange værdifulde perler, der kun skulle modtages ved forespørgsel. Idet jeg bad, blev sjælens byrde og kval som jeg længe havde udholdt, forladt mig og Herrens velsignelse kom over mig, som nænsom dug. Jeg priste Gud fra mit hjertes dybeste. Alt synes lukket ude fra mig, undtagen Jesus og hans herlighed og jeg mistede bevidstheden for hvad der var omkring mig.  

Da jeg i vågne op til bevidsthed, fandt jeg mig selv i min onkels hus, hvor jeg var samlet til bedemøde. Hver ken min onkel eller tante var glad for religion, selvom sidstnævnte tidligere havde bekendt sig, men faldet fra siden. Jeg fik at vide at han var meget forstyrret, da Guds kraft hvilede over mig på en så særlig måde, og havde gået på gulvet, stærkt oprevet og fyrstyrret i sit sind. Da jeg blev slet ned første gang, var nogle af de tilstedeværende meget foruroliget, og var ved at gå efter en læge, idet de troede at et pludseligt og farligt ildebefindende havde angrebet mig, men min mor bad dem lade mig være, for det var tydeligt for hende, og for andre erfarne kristne, at det var Guds forunderlige kraft som havde lammet mig.  

Den efterfølgende dag, havde en stor forandring fundet sted i mit sind. Det synes for mig at jeg svært kunne være den samme person, som forlod min Faders hus den dyrebare aften. Dette skriftsted lød hele tiden i mine tanker: »Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.« Mit hjerte var fuld af lykke, idet jeg dæmpet gentog disse ord.  

Nu tog troen mit hjerte i besiddelse. Jeg nærede en uudsigelig kærlighed for Gud, og havde hans Ånds vidner for at mine synder var tilgivet. Mit syn på Faderen var forandret, jeg så nu på ham som en venlig og nænsom fader, snarere end en streng tyran der tvinger mennesker til blind lydighed. Mit hjerte gik ud mod ham i dyb og inderlig kærlighed. Lydighed mod hans vilje så ud til at være som en glæde; det var en fornøjelse at være i hans tjeneste. Ingen skygge formørkede det lys der åbenbarede for mig Guds fuldkomne vilje. Jeg nærede forsikringen fra en iboende Frelser og indså den sandhed om hvilken Kristus havde sagt: »den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”  

Alt i naturen syntes at besidde herlighed, og lod til at genspejle Guds elskelige smil. Min fred og lykke var i en sådan modsætning med mit tidligere mørke og kval at det var for mig som jeg var udfriet fra helvedet og overført til himlen. Jeg kunne endda prise Gud for den ulykke som har været mit livs prøvelse, for det havde været middel til at fæstne tankerne på evigheden. Var jeg naturlig, stolt og ambitiøs havde jeg ikke tilbøjelig til at give mit hjerte til Jesus, var det ikke været for den smertelige lidelse, der, på en måde, havde afskåret mig fra verdens sejr og tomhed.  

I seks måneder kom ikke en skygge over mit sind, ejheller forsømte jeg en eneste pligt. Hele min bestræbelse var at gøre Guds vilje og have hele tiden Jesus og himlen i tanke. Jeg var overrasket og henrykt over de klare synspunkter der nu blev fremstillet for mig om forsoningen og Kristi gerning. Jeg vil ikke forsøge at forklare mine tankers udfoldelser yderligere; lad det være nok at sige at gamle ting er gået væk, alt er blevet nyt. Der var ikke en eneste sky til at spolere min fuldkomne lyksalighed. Jeg længdes efter at fortælle beretningen om Jesus kærlighed, men jeg følte ingen tilbøjelighed til at gå ind i tarvelig samtale med nogen. Mit hjerte var så fyldt med Guds kærlighed og den fred, der gav forståelse, så at jeg elskede at meditere og at bede.  

Aftnen efter at have fået så stor en velsignelse, var jeg til et adventmøde. Da tiden kom til Kristi efterfølgere og tale om hans velvilje, kunne jeg ikke tie stille, men rejste mig og berettede om min oplevelse. Ikke en tanke var kommet ind i mit sind for hvad jeg skulle sige; men den enkle historie, om Jesu kærlighed til mig, faldt fra mine læber fuldstændigt frit og mit hjerte var så lykkeligt for at blive frigjort fra den mørke fortvivlelse, at jeg mistede min fornemmelse for folkene omkring mig og jeg synes at være alene med Gud. Jeg fandt intet besvær for at udtrykke min fred og lykke, undtagen glædestårerne der kvalte min udtalelser i det jeg fortalte om den vidunderlige kærlighed at Jesus havde vist mig.  

Bror Stockman var til stede. Han havde for nylig set mig i dyb fortvivlelse og den markante forandring i min optræden og følelser rørte hans hjerte; han græd højt, glædede sig med mig og priste Gud for den styrke af hans nænsomme barmhjertighed og kærlige godhed. Mit hjerte flød så meget over af glæde, at jeg ønskede at fortælle andre hvor meget Herren havde gjort for mig.  

Lejlighedsvis var jeg med til den kristne kirke, hvor ældre Brown var præst. Underkonferensmødet blev jeg indbudt til at fortælle om min erfaring, som blev betragt som noget specielt, og jeg følte ikke kun stor frihed til at udtrykke mig, men lykke, i at fortælle min simple beretning og Jesu kærlighed og glæden ved at være modtaget af Gud. Idet jeg talte, med betvinget hjerte og tårefyldte øjne, synes min sjæl draget mod himlen i taksigelse. Herrens smeltende kraft kom over de forsamlede folk. Mange græd og andre priste Gud.  

Syndere blev indbudt til at rejse sig for bøn og mange besvarede kaldet. Mit hjerte var så taknemmelig til Gud for den velsignelse han havde givet mig at jeg længdes efter at få andre med i denne indviede glæde. Mit sind blev dybt interesseret i dem som led under en følelse af Herrens mishag og byrde for synd. Medens jeg berettede om min oplevelse, følte jeg at ingen kunne modsætte sig vidnesbyrdet fra Guds tilgivende kærlighed, som havde gjort en så vidunderlig forandring i mig. Den sande omvendelses virkelighed synes så tydelig for mig at jeg følte at jeg næsten hjalp unge venner indtil lyset og ved enhver lejlighed udøvede min indflydelse mod denne afslutning.  

Jeg arrangerede møder med mine unge venner, nogle af dem var betydelig ældre end jeg selv og nogle få var gifte personer. En del af dem var tomme og tankeløse; min erfaring lød til dem som en intetsigende historie og de gav ikke agt på det jeg bad om. Men jeg besluttede mig for, at mine anstrengelser aldrig skulle ophøre ved disse kære sjæle, som jeg havde en så stor en interesse for og var overgivet til Gud. Adskillige hele aftner blev brugt af mig i alvorlig bøn for dem, som jeg havde udsøgt og bragt sammen for at arbejde og bede med dem.  

Nogle af dem havde været sammen med os, bare for at høre hvad jeg havde at sige; andre tænkte jeg var ved siden af mig selv og var hårdnakket i mine bestræbelser, særlig når de ikke viste deltagelse fra deres egen side. Men ved alle vore småmøder fortsatte jeg at tilskynde til bøn for enhver enkelt, indtil de havde overgivet sig til Jesus, vedkendt sig hans tilgivende kærligheds fortjeneste. Enhver var omvendt til Gud.  

Nat efter nat lod jeg til i mine drømme at arbejde med sjælenes frelse. Ved disse stunder var særlige tilfælde overbragt til mine tanker; disse søgte jeg derefter ud og bad om dem. I alle tilfælde på nær et overgav disse personer sig selv til Herren. Nogle af vore tidligere brødre frygtede at jeg var for ivrig for sjælenes omvendelse, men tiden synes for mig så kort, at det påhvilede alle, som havde et håb for en velsignet udødelighed og ventede på Kristi snare komme, at arbejde uden ophør for dem, som stadig var i deres synder og stod på ruinens frygtelige rand.  

Skønt jeg var meget ung, var frelsesplanen meget klar for mig og min personlige erfaring havde været så markant, at, ved at betragte dette, vidste jeg at det var min pligt at fortsætte mine anstrengelser for dyrebare sjæle og at bede og bekende Kristus ved enhver lejlighed. Hele min tilværelse blev ofret til min Mesters tjeneste. Lad komme hvad der ville, jeg besluttede mig for at behage Gud og leve som én, der forventede at Frelseren ville komme og belønne de trofaste. Jeg følte, som et lille barn, der kommer til Gud, som til min far og spurgte ham efter hvad han ville have mig til at gøre. Da min pligt altså var gjort tydelig for mig, var det min største lykke at udføre den. De ældre i erfaring, end mig selv forsøgte at holde mig tilbage og afkøle min tros iver; men med Jesu smil strålende i mit liv og Guds kærlighed i mit hjerte, gik jeg på min vej med glædefyldt ånd.  

afsn nr:1Vm1.29
afsn nr:2Vm1.29
afsn nr:3Vm1.30
afsn nr:4Vm1.30
afsn nr:5Vm1.30
afsn nr:6Vm1.31
afsn nr:7
afsn nr:8Vm1.31
afsn nr:9Vm1.31
afsn nr:10Vm1.32
afsn nr:11Vm1.32
afsn nr:12Vm1.32
afsn nr:13Vm1.32
afsn nr:14Vm1.33
afsn nr:15Vm1.33
afsn nr:16Vm1.33
afsn nr:17Vm1.33
afsn nr:18Vm1.34
afsn nr:19Vm1.34