The Signs of the Times d. 25. februar 1897
Loven og evangeliet.
Loven og evangeliet kan ikke adskilles. Nåde og sandhed mødes i Kristus; retfærdighed og fred kysser hinanden. Evangeliet har ikke ignoreret de forpligtelser mennesker skal have over for Gud. Evangeliet er intet mindre end lovens opfyldelse. Det er ikke mindre strengt overfor syndere, end loven. Loven peger hen til Kristus; Kristus peger mod loven. Evangeliet kalder mennesker til omvendelse. Omvendelse fra hvad? — Fra synd! Og hvad er synd? – Det er overtrædelse af loven. Altså kalder evangeliet mennesker bort fra deres overtrædelser tilbage til lydighed mod Guds lov. I sit liv og død lærte Jesus den strengeste lydighed. Han døde som den retfærdige for den uretfærdige for at Guds lov skulle bevare sin ære - og mennesket reddes fra fortabelse. ret
Både i Det Nye og Det Gamle Testamente er frelsens gerning den samme. Hele den jødiske samfundsorden var bygget på Kristus. Alle de symboler, som var indbygget i gudstjenesten, viste hen til verdens Frelser. Også dengang var det ved tro på den frelser, som skulle komme, at syndere blev frelst. Og det er ved tro på Kristus, at de frelses i dag. ret
Ved at give sin Søn gav Gud sig selv, for at mennesket skulle have en ny mulighed. Havde Gud kunnet ændre sin lov, så den svarede til menneskets tilstand, ville han da ikke have gjort det for at forskåne sin Søn? Jo, helt bestemt. Men fordi hans lov var lige så uforanderlig som hans karakter, lod han sin elskede Søn, som var højt hævet over loven og et med ham, betale den bod, som hans retfærdighed krævede. ret
Satan arbejder med al sin bedrageriske magt på at omsnære verden. Han vil have dem til at tro at dette store offer blev gjort for at ophæve Guds lov. Han fremstiller Kristus om modsætning til loven af Guds regering i himlen og på jorden. Men verdens hersker har en Lov som styrer sine himmelske forstands-væsener og sin menneskefamilie, og hans Søns død befæster den lovs uforanderlig over ethvert spørgsmål. Gud har ingen intention at bortskaffe sin store standard for retfærdighed. Ved denne standard kan han definere hvad en korrekt karakter er. ret
Kristus indvilgede i at dø i synderens sted, så mennesker, ved et liv i lydighed, kan undgå straffen for Guds Lov. Hans død gør ikke Guds lov virkningsløs; den dræbte ikke loven, formindskede dens krav, eller forringede dens hellige værdighed. Kristi død proklamerede sin Faders lovs retfærdighed ved at straffe overtræderen, og at han indvilgede i at selv lide straf for lovovertrædelse, for at frelse faldne mennesker fra dens forbandelse. Det, at Guds elskede Søn måtte dø på et kors, viser, at Guds lov er ufravigelig. Jesu død ærer og ophøjer loven og er et bevis på dens uforanderlige karakter. Han siger selv: "Tro ikke, at jeg er kommet for at afskaffe loven og profeterne; jeg er ikke kommet for at afskaffe, men for at fuldkomme." Kristi død retfærdiggør lovens krav. ret
Læresætningen om, at Kristi evangelium har ophævet Guds lov, bliver nu bredt undervist; at ved “at tro” bliver vi fritaget for nødvendigheden af at være ordets gørere. Dette er nikolaiternes lære - og den fordømte Jesus meget skarpt. Til menigheden i Efesus sagde han:" Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde: og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger, som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Dog, det fortrin har du, at du hader Nikolaiternes gerninger, som også jeg hader." Åb 2,6. ret
De, som i dag udbreder denne lære, taler meget om tro og Kristi retfærdighed; men de fordrejer sandheden, så den tjener vildfarelsens sag. De siger, at blot vi tror på Kristus, er det alt, vi behøver at gøre; at synderen får Kristi retfærdighed som et adgangstegn; og at denne tilregnede retfærdighed opfylder loven for os, og at vi ikke er forpligtede til at adlyde Guds lov. Disse mennesker hævder, at Kristus kom for at frelse syndere, og at han har frelst dem. “Jeg er frelst,” gentager de atter og atter. Men er de frelst, samtidig med at de overtræder Jehovas lov? Nej, for Kristi retfærdigheds klædning er ikke et dække for overtrædelse. En sådan lære er et stort bedrag, og for disse mennesker bliver Kristus en anstødssten, ligesom han blev det for jøderne, fordi de ikke ville antage ham som deres personlige Frelser. Men for disse bekendende kristne sker det, fordi de, skønt de siger, at de tror på Kristus, dog adskiller ham fra loven og anser tro for at være en erstatning for lydighed. De adskiller Faderen fra Sønnen, som er verdens Frelser. I virkeligheden lærer de i ord og gerning, at Kristus ved sin død frelser mennesker i deres synder. ret
Det er nødvendigt at enhver intelligent væsen skal bringes til at forstå principperne i Guds lov. Gennem apostlen Jakob erklærer Kristus: ”Thi den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.” Disse ord blev sagt på denne side af Kristi død; og derfor var loven bindene hele den tid. ret
Frelseren opløftede sin røst i protest mod dem som så ligegyldigt og skødesløst på det guddommelige bud. Han sagde: ”Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.” Og han erklærede også: ”Før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen.” ret
Indflydelsen af et evangelisk håb vil ikke lede synderen til at betragte Kristi frelse som et spørgsmål om fri nåde, mens han fortsætter med at leve i overtrædelse af Guds lov. Når sandhedens lys oprinder i hans sind, og han fuldt ud forstår Guds krav og indser omfanget af sine overtrædelser, vil han reformere sine veje og blive loyal mod Gud ved den styrke, som han har fået af sin Frelser, og leve et nyt og renere liv. “Enhver, der bliver i ham,” siger Johannes, “synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham.”
Mrs. E. G. White. ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 4.kv 2001. s. 17; 2.kv 2001. s. 60; 3.kv 2005. s. 83 |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 2.kv 2001. s. 59 |