Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 27. februar 1879

Den store strid: Vandfloden

Den store strid Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel syv. Vandfloden.   ret

I begyndelsen følte de, som ærede Gud og frygtede for at støde ham, forbandelsen lettelig; medens de, som vendte sig fra Gud og foragtede hans autoritet, følge virkningerne af forbandelsen mere tungt, især i størrelse og legemsypperlighed. Sets efterkommer blev kaldt Guds sønner – Kains efterkommere menneskenes sønner. Eftersom Guds sønner blandede sig med menneskenes sønner blev de fordærvede, og ved indbyrdes giftemål med dem, gennem deres hustruers indflydelse, mistede de deres særegne, hellige karakter og deltog med Kains sønner i deres afgudsdyrkelse. Mange forkastede deres gudsfrygt og foragtede Guds bud. Men der var nogle få som gjorde retfærdighed, som frygtede og ærede deres skaber. Noa og hans familie var blandt de få retfærdige.   ret

Synd bredte sig ud over jorden som en dødelig spedalskhed. Verden var kun i sin vorden i Noas dage, alligevel var synden blev så dyb og ubredt, at gud angrede at han havde gjort menneskene. Godhed og renhed syntes at være næsten uddød; medens haddet til Guds lov, kappestrid, optøjer og den grusomste modstand og vold, fordærvede jorden under dens beboere. Tanker og forestillinger i menneskers hjerte var hele tiden ond. En tung, dobbelt forbandelse hvilede over jorden på grund af Adams første overtrædelse, og derefter, på grund af det mord Kain havde begået; alligevel ændrede dette ikke straks naturens ansigt. Den var stadig rig og smuk på Guds forudseende gaver. De stille dale og udbredte sletter, iklædt en frisk vegetation, og besmykket med buske og klare farverige blomster, bemalet af den Guddommelige Kunstner, de elskelige fugle hvis glade sange fyldte lundene med musik, de smukke bakker og snoede vandstrømme, slyngende vine og statelige træer, fortryllede øjnene med deres skønhed og gav liv med deres frugt, - alt lod til at være lidt mindre antageligt end eden.   ret

Der var guld og sølv overflødighed. Den slægt som levede på den tid var af meget stor legemsbygning og besad underfuld styrke. Træerne var meget større og overgik langt enhver ting, som dødelige mennesker nu beskue, i skønhed og fuldkommen dannelse. Træernes ved var af en fin narv og hård substans – i denne henseende mere lig sten. Det udfordrede meget mere tid og arbejde, endog af denne kraftige slægt, at forberede tømmer for bygning, end der krævedes af denne vanartede slægt for at tilberede de træer som nu voksede på jorden, selvom menneskene nu besat mindre styrke. Disse træer var af stor varighed og kendte intet til forfald gennem mange år. Men uanset jordens rigdom og skønhed, sammenlignet med dens tilstand før forbandelsen blev udsagt over den, var en vis forfald ganske tydelig   ret

Menneskene brugte guldet, sølvet, dyrebare stene og udvalgt ved til at bygge huse for sig selv, og enhver stræbte at overgå de andre. De forskønnede og prydede deres huse og land med de aller kunstigste arbejder, og fortørnede Gud med deres ugudelige handlinger. De dannede afgudsbilleder for at tilbede dem, og lærte deres børn at betragte disse værker, som de havde forfærdiget med deres egne hænder, som guder, og at tilbede dem. De valgte ikke at tænke på Gud, himmelens og jordens skaber, og frembar ikke hjertelig tak til ham som havde skænket dem alt hvad de havde. De nægtede endogså himmelens Guds tilværelse, og roste sig af deres egne hænders gerning og tilbad dem. De fordærvede sig selv med de ting som Gud havde sat på jorden til menneskets gavn. De beredt for sig selv dejlige lystgange, overhængte med frugttræer af enhver beskaffenhed. Under disse majestætiske og elskelige træer, med deres vidt udstrakte grene, som var grønne fra årets begyndelse til dens ende, satte de deres afguder for tilbedelse. Hele lunde blev indviede til deres afguder på grund af deres grenes beskyttelse, og gjort tiltrækkende for folket at ty til med deres afgudsdyrkelse.   ret

Edens lunde var Guds første templer, hvorfor der steg den reneste tilbedelse op til Skaberen. De sorgfulde flygtningene fra paradiset kunne aldrig glemme det lykkelige hjem. De bølgende træer og beskyttende lunde havde en særlig fortryllelse for dem; for de mindede dem om eden, og den glade samtale som de tidligere havde med Gud og englene. Og idet de lyttede til vindens knurren i bladene, virkede næsten som at de igen kunne genkende røsten af den stemme, som kunne høres i haven ved dagens kølning. Ege- og palmetræet, de hængende piletræer og duften af ceder, oliven og cypresser, var hellig for vore første forældre. Deres grønne grene bredte sig ud og nåede op til himlen, var for dem en lovprisning af deres skaber. For Adam var det noget af det mest menneskelige og selskabelige med de træer, der bragte ham tilbage til de mange behagelige episoder i hans liv i edens have.   ret

Hvis Guds folk hjerter blev blødgjort som de burde ved hans nåde, ville de kende til ham, idet de ser hans visdom og kraft i de ting han har skabt. Ethvert grønt blad, med sine fine årer, enhver opåbnende knop og blomstrende blomst, ethvert knejsende træ der strækker sig op mod himlen, var jorden iklædt sin kappe af levende grønt, er et udtryk for Guds kærlighed til mennesker, der ikke leder os til at dyrke naturen, men tiltrækker vore hjerter gennem naturen til Guds bud. Skovtræerne svejer i vinden, bryder ud i sang og pris til Gud, og irettesætter menneskets tavshed og ligegyldighed.   ret

Adam havde beskrevet edens have for sine børn og børns børn. Beretningen blev gentaget igen og igen, og hans kærlighed til træer og blomster og lunde blev overført til hans efterkommere. Men i stedet for at bøje sig ned i de højtidelige lunde og anerkende Guds kærlighed og tilbede ham, vanhelligede de, disse lunde ved deres afguder. Det var en mishandling af de ømfindige og hellige mindesmærker som Adam værnede om – lundenes forbindelse med tilbedelse af den sande og levende Gud – som lede Kains afgudsdyrkende børn til at bygge deres altre og sætte deres billeder op i lundene og under ethvert grønt træ. Og idet de tager Gud ud af deres hjerter, var deres optræden i overensstemmelse med deres ugudelige ofre og tilbedelse. Menneskenes karakter blev lavere og lavere.   ret

I stedet for at gøre ret med sine naboer, udførte de sine egne ulovlige ønsker, de havde mange hustruer, hvilket sted mod Guds vise indretning. Gud gav en hustruen til Adam i begyndelsen, og viste derved sin orden og lov i denne henseende til alle som skulle leve på jorden. Adams og Evas overtrædelse og fald bragte synd og elendighed over menneskeslægten, og menneskene fulgte sine egne kødelige begæringer og forandre Guds orden. Jo mere mændene formede antallet af sine hustruer, desto mere tiltog de i ugudelighed og ulyksalighed. Dersom nogen fik lyst til at tage sin nabos hustruer eller kvæg, eller noget som tilhørte hans nabo, så tog han ingen hensyn til ret eller retfærdighed, men dersom han ved sin styrke kunne få overhånd over sin nabo, eller ved at dræbe ham, så roste han sig af sine voldsgerninger. De holdt af at dræbe dyrene, og brugte dem til spise. Dette formede deres rov gærrighed og vold, og bragte dem til at se på ugudeligheden af menneskers blod med forbavsende ligegyldighed.   ret

Gud besluttede at ødelægge hin mægtige slægt som opnåede så høj en alder, men havde fordærvet sine veje for ham, ved en vandflod. Han ville ikke tillade dem at leve alle deres naturlige livs dage, som ville blive hindreder af år. Det var blot nogle få slægter siden Adam havde adgang til det træ som var givet til at forlænge livet. Efter sin ulydighed fik han ikke tilladelse til at æde af livets træ og forevige et syndigt liv. For at mennesket kunne besidde evigt liv måtte han vedblive at nyde frugten af livets træ. Berøvet hint træ ville hans liv gradvis dø bort.   ret

Over et hundrede år før syndfloden sendte Herren en engel til den gudfrygtige Noa for at underrette ham om at han ville ikke længere vise barmhjertighed mod den fordærvede slægt. Men han ville ikke at de skulle være uvidende om hans beslutning. Han ville undervise Noa og sende ham som en trofast prædikant til at advare verden om den kommende ødelæggelse, for at jordens indbyggere ikke skulle have nogen undskyldning. Noa skulle prædike for folket, og tillige berede en ark, eftersom Gud ville undervise ham, til sin egen og sin families frelse. Han skulle ikke alene prædike, men hans eksempel, idet han byggede arken, skulle overbevise alle om at han troede hvad han prædikede. Hans enkle, barnagtige tro, og hans ubetingede lydighed, uanset den modstand han mødte, var et bevis for verden på hans oprigtighed. Han var fast som en klippe på pligten, og styrede arbejdet for en enkel bygning, under den guddommelige mesterarkitekts vejledning. Ethvert slag der ramte arken var et vidne til folk.   ret

Denne periode var en prøvetid for Noa. Han vidste at han var genstand for foragt og hån fra den fordærvede slægt. Han mødte vantro og latterliggørelse over alt. Men jo større synd der var omkring ham, des mere alvorlig og fast og udholdende var han på at være lydig, og vise at han var et menneske i verden, som vil være sand over for Gud. Han var et trofast og ubøjeligt vidne for Gud, venlig og venlig over for alle, blev ikke harm over for hån. Han var som en der ikke hørte på den hån og blasfemi som hilste ham fra alle sider.   ret

Noa frembar et vigtigt advarselsbudskab til jordens beboere, og modtage eller forkaste det det ville afgøre deres sjæles skæbne. Han troede Gud, han troede at han fik sandheden, og han bevægede sig frem på troens og lydighedens sti, og fik daglig styrke fra Gud, ved sin kommunikation med ham. Noa var et bønnens menneske, og i tæt kontakt med Gud fandt han al sin mod og fasthed. Han forkyndte og advarede og anmodede folkene indstændigt; men de ville ikke ændre deres kurs. De købte, de solgte, de plantede, de byggede, de giftede sig og de blev taget til ægte, de hengav sig i fester og frådseri, og fornedrede deres sjæle, viste foragt for Noas budskab. Deres taler og handlinger blev mere nedrige og fordærvede eftersom deres prøvetid afsluttedes. Hele verden syntes at være imod Noa; men han havde vidnesbyrdet fra Gud: ”Der har jeg set retfærdige før mig, i denne slægt.”   ret

Så vidt som menneskelig visdom kunne se, var der ikke sandsynlighed for at den begivenhed Noa forudsagde ville ske. Der var aldrig faldet regn; en let tåge eller dug havde vædet jorden. Bække og floder havde sikkert fyldt i deres kanaler, og tømt ud i havet. Vandressoairene var holdt på plads ved Guds dekret: ”Hertil og ikke længer!” Så talte mennesker om naturens fastsatte love, som ikke kunne sættes til side, og fremkalde noget sådant som Noa havde forudsagt. De ønskede at tro, og få alle andre til at tro, at Gud ikke kunne ændre den naturlige verdens orden; derved forsøgte de at lave forskrifter for grænserne i hans magt, og gøre ham til slave for sine egne love. Folk i Noas dage besad skarp forstand, og de forsøgte at vise, ud fra videnskab, at det var umuligt at hans profeti blev opfyldt. Noa lattervækkende i hån, på grund af hans advarsler,han blev betragtet som en fanatikser. Noas ubetingede tillid til Gud var irriterende, medens de fordømte dem; men de kunne ikke bevæge denne pålidelige irettesættelsesmand fra hans standpunkt. Herren har givet advarslen, og det var nok for Noa. Filosoffers argumenter, var ikke nok for ham, og når Guds budskab genlød i hans ører: ”Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld et fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.”   ret

Noa blev bevæget i frygt, og tilberedte en ark til at frelse sit hus. Han havde den frygt som karakteriserer enhver kristens liv. Noas fuldkomne tro intensiverede hans frygt. Guds truende vrede, som skulle falde på mennesker og dyr, og på joden, fik han til at tillave arken. Hans tro, og hans frygt for Guds vrede, affødte lydighed.   ret

Noas fuldkomne tro forstærkede hans frygt. Guds truende vrede, som falder på mennesker og dyr, og på jorden blev han ledet til at udfærdige arken. Hans tro, og frygt for Guds vred, affødte lydighed. Noa tøvede ikke med at adlyde Gud. Han vist ingen undskyldning for, at arbejdet med arkens opbygning, var stor og dyr. Han troede Gud, og investerede alt hvad han havde i arken, medens den onde verden hånede ham og muntrede sig ved den bedragede gamle mand.   ret

De fik flere anledning til deres vantro og hån, fordi Gud ikke straks gennemførte sin hensigt. Men Noas tro vaklede ikke fordi tiden udløb, hans tillid til Gud var ufejlbarlig, og han accepterede uden knurren de vanskeligheder og ofre det medførte. Noas tro, kombineret med handling, domfælte verden; for han var en pålidelig retfærdighedsforkynder, der irettesatte, advarede, for formanede de onde. Deres skam og mishandlinger var nogle gange næsten uudholdelige; dog forankrede patriarken sin sjæl til Gud, og kalde på ham efter hjælp i sit store behov. På grund af bespottelse, hån og latterliggørelse, gik han frem og tilbage som et menneske med en stor mission at opfylde. Privilegier var forsømte, dyrebare sjæle fornedrede, og Gud blev krænket; og dagen for gengældelsesdommene kom langsomt frem; dette forhindrede menneskers vantro ikke.   ret

Gud gav Noa nøje mål på arken, og bestemte regler hvorledes den skulle indrettes i enhver henseende. I mange stykker var den ikke dannet som et skib, men beredt lig et hus. Grunden lignede en båd som kunne flyde på vandet. Der var ingen vinduer i siderne på arken. Den var tre etager høj, og de fik lys fra et vindue i toppen. Døren var i siden. De forskellige afdelinger, beredte til at modtage alle slags dyr, var således indrettede at vinduet i toppen gav lys til alle. Arken var bygget af cypresser eller gofertræ, som kunne vare mange hundrede år. Den var en bygning af stor varighed, hvilken ingen menneskelig visdom kunne udtænke. Gud lagde planen og Noa var hans bygmester.   ret

Arbejdet med at fuldføre bygningen var en langsom proces. Ethvert stykke tømmer skulle nøje rettes til, og alle sammenføjninger skal dækkes med beg. Alt som mennesker kunne gøre var at arbejde perfekt; dog var det efter alt umuligt om det i sig selv kunne modstå den voldsomme storm som Herren i sin hæftige vrede bragte over jorden. Kun Gud kunne ved sin mirakuløse kraft bevare bygningen på de vrede og tunge bølger.   ret

Først fik en skare tilsyneladende Noas advarsel, alligevel vendte de sig ikke helt til gud med sand anger.   ret

De fik noget tid før vandfloden skulle komme, hvordi de blev sat på prøve, for at blive forsøgt og prøvet. De stod ikke prøven. Den fremherskende degeneration overvandt dem, og til sidst glædede de sig over andre som var fordærved, ved at spotte og håne den trofaste Noa. De ville ikke forlade deres synder, men fortsatte med flerkoneri, og gav efter for deres dyriske lidenskaber.   ret

Med hjertet fuld af sorg over hans advarsler var svigtet og forsømt, giver Noa, med bævende læber og skælvende stemme, sin sidste appel til folk. Og da de hævede deres stemmer i spøg og hån, ser de pludselig dyrerne, de mest glubske såvel som de venligste, efter deres egen harmoni, fra bjergene og skovene og marcherer stille ind i arken. En larmende vind høres; og se, fugle af enhver art kommer fra alle retninger, overskygger himlene med deres store mængder, og i rækker, i fuldstændig orden, ind i arken. Filosoffer blev appelleret om at forgæves forklare dette enestående fænomen ud fra de naturlige love. Her var et mysterium ud over alle dybder. Verden så med undren – nogle med frygt, men de blev så forhærdede af oprør at den tydeligste manifestation af Guds kraft havde en øjeblikkelig virkning på dem. I syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa ordnede dem på de steder der var forberedt til dem.   ret

Og idet den fordømte slægt så solen skinne i sin herlighed, og jorden iklædt i næsten edens skønhed, drog de bort af større frygt for højrøstet latter; og deres voldshandlinger lod til at være en opmuntring for dem selv, for hjemsøgelsen for Guds allerede opvækkede vrede.   ret