Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 2. marts 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Idet jeg mindes erfaringen i mit tidlige liv, kom min bror, mit håbs og frygts tillid, den alvorlige medfølende i min kristenerfaring, ind i mine tanker med en strøm af nænsomme erindringer. Han var én af dem, for hvem synd kun bringer kun få fristelser. Naturlig og opbyggende, søgte han aldrig selskab med de unge og udsvævende, men valgte snare selskab med de kristne hvis omvendelse ville belære ham livets vej. Hans optræden blev alvorlig hen ad årene; han var venlig og fredelig og hans sind var næsten hele tiden fyldt med religiøse tanker. Hans liv var bestemt til, af dem som kendte ham, at være et mønster for de unge, et levende eksempel af sand kristenheds ynde og skønhed.   ret

Min fars familie var af og til stadig med i metodistmenigheden og også til klassemøderne der blev holdt i de private hjem. En aften tog min broder Robert og jeg selv til et klassemøde. Førsteældsten var til stede. Da det blev min brors tur, talte han med stor ydmyghed, dog med en klarhed, om nødvendigheden for en fuldstændig sikkerhed for at møde vor Frelser, når han ville komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed. Medens min bror talte, glødede et himmelsk lys på hans sædvanlige enestående ansigtsudtryk. Han lod til at være båret af en ånd ud over de givne omgivelser og talte som om det var i Jesu nærhed. Da jeg blev opfordret til at tale, rejste jeg, fri i ånden, med et hjerte fyldt af kærlighed og fred. Jeg fortalte om min store lidelse under syndens domfældelse, hvordan jeg længe havde modtaget den længe eftersøgte velsignelse, en udelt overensstemmelse med Guds vilje og udtrykte min glæde i de beretninger om min Forløsers snare komme for at tage sine børn hjem.   ret

I min enfoldighed forventede jeg at mine metodistbrødre og -søstre ville forstå mine følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; adskillige søstre udtrykte mishag og flyttede deres stole støjende og vendte deres ryg til mig. Jeg kunne ikke forestille mig hvad der blev sagt som kunne støde dem og talte meget kortfattet og mærkede den kølige påvirkning fra deres misbilligelse. Da jeg var ophørt med at tale, spurgte ældre B mig om det ikke ville være mere behageligt at leve et langt liv i nytte og gøre andre det godt, end at Jesus kom hurtigt og ødelagde stakkels syndere. Jeg svarede at jeg længdes efter Jesu komme. Da vil synd få en ende og vi vil glæde os over helliggørelse for evigt, uden nogen djævel til at friste og lede os på vildspor.   ret

Han spurgte da om jeg ikke hellere ville dø med fred i min seng, end at gennemgå smerten at blive forandret, medens jeg levede, fra dødelighed til udødelighed. Mit svar var at jeg ønskede at Jesus ville komme for at tage sine børn; at jeg var villig til at leve eller dø om Gud ville og kunne let udholde al smerte, der kunne bæres samtidigt på et øjeblik; så jeg ønskede tidens hjul ville rulle hurtigt rundt og bringe velskomstdagen, så disse elendige legemer kunne forandres og udformes som Kristi mest herlige legeme. Jeg begyndte også dette da jeg levede nærmest til Herren, da måtte jeg alvorlig længes efter hans tilsynekomst. Nogle af de tilstedeværende her synes at være stærkt mishaget.   ret

Da ældre B talte til de andre i klassen, udtrykte han stor glæde med forventning til det verdslige tusindårsrige, hvor jorden skulle blive fyldt med Herrens kundskab, som vandene dækker havet. Han længes efter at se denne herlige periode indledes. Efter at mødet var slut, blev jeg bevidst behandlet med markeret kulde af dem som før havde været rare og venlige mod mig. Min bror og jeg tog hjem igen og følte os bedrøvet over at være misforstået af vore brødre og at spørgsmålet om Jesu snare komme skulle vække en sådan bitter modstand i deres bryster.   ret

Dog var vi taknemmelige over at vi kunne se det dyrebare lys, og glæde os over at se frem til Herrens komme. På vejen hjem talte vi alvorligt om vor nye tros og håbs beviser. ”Ellen,” sagde Robert, ”er vi bedragede? Er dette håb om Kristi snarlige tilsynekomst på jorden et kætterri, som prædikanter og religionsbekender modsætter sig så bitterligt? De sagde at Jesus ikke ville komme tusindvis og tusindvis år. Hvis de blot ville nærme sig sandheden, så kan verden ikke få en afslutning i vor tid.”   ret

Jeg tude ikke give vantroen et øjebliks opmuntring, men svarede hurtigt: ”Jeg tvivler ikke, men den lære mr. Miller forkyndte er sandhed. Hvilken kraft fulgte med hans ord, hvilken overbevisning blev synderens hjerte ikke hjemsøgt med!”   ret

Vi talte åbent ud om dette idet vi gik, og besluttede at det var vor pligt og privilegium at se efter vor Frelsers komme, og at det ville være det sikreste at berede os for Hans tilsynekomst, og være parat til at møde Ham med glæde. Hvis Han kom, hvad vil så være udsigterne for dem, som nu siger: ”Min Herre lader vente på sig,” og ikke havde noget ønske om at se Ham? Vi undredes over hvordan prædikanterne turde være så tavse med i deres angst for syndere og frafaldne, når de siger: ”Fred, fred!” skønt advarselsbudskabet blev givet til alle over landet. Perioden virkede meget alvorlig for os; vi følte at vi ikke havde nogen tid at miste.   ret

Robert sagde: ”Et træ kendes på sine frugter. Hvad har denne tro gjort for os? Den har overbevist os om at vi ikke er parat for Herrens genkomst; at vi må komme rene i hjertet, ellers kan vi ikke møde vor Frelser i fred. Det havde vækket os til at søge efter ny styrke og nåde fra Gud. ”Hvad har det gjort for dig, Ellen? Vil du have været det, som du er nu, om du aldrig havde hørt læren om Kristi snarlige genkomst? Hvilket håb har det ikke indgydt i dit hjerte; hvilken fred, glæde og kærlighed har det givet dig? Og for mig har det gjort alt. Jeg elsker Jesus, og alle kristne. Jeg elsker bedemøder. Jeg finder stor glæde i at læse min bibel og i bøn. Hvis denne dyrebare tro har gjort stort arbejde for os, vil det ikke gøre så meget for alle som vil tro det, og alvorligt længtes efter Hertens tilsynekomst?”   ret

Vi følte os begge bestyrket af denne samtale, og besluttede at vi ikke ville vende os bort fra vor oprigtige sandhedsoverbevisning, og det velsignede håb om Kristi snarlige komme i himlens skyer. Ikke så længe efter dette deltog vi igen ved klassemødet. Vi ønskede virkelig en anledning til at tale om Guds dyrebare kærlighed som bestyrkede vore sjæle. Jeg ønskede specielt at fortælle om Herrens godhed og barmhjertighed imod mig. Det var så stor en chance for mig, at det var min pligt at udnytte enhver lejlighed til at bevidne min Frelsers kærlighed.   ret

Da min tur kom til at tale, startede jeg med de vidnesbyrd jeg nød fra Jesu Kærlighed og at jeg med glædelig forventning, så frem til start at møde min Forløser. Troen at Kristi komme snart var nær, havde oprørt min sjæl til at søge mere alvorligt efter Guds Ånds helliggørelse. Her afbrød klasselederen mig og sagde: "Du modtog helliggørelse gennem metodismen, gennem metodismen, søster, ikke gennem en fejlagtig teori." Jeg følte mig tvunget til at bekende sandheden, at det ikke vor gennem metodismen at mit hjerte havde modtaget dets nye velsignelse, men ved gribende sandheder om Jesu personlige tilsynekomst. Igennem dem havde jeg fundet fred, glæde og fuldkommen kærlighed. Således sluttede mit vidnesbyrd, det sidste som jeg frembar i klassen med mine metodistbrødre.   ret

Robert talte da, på hans sagtmodige måde og dog i en så klar betagende måde, at nogle græd og var meget rørte; men andre rømmede sig uenigt og lod til at være helt utilpas. Efter at have forladt klasserummet, talte vi igen over vor tro og forundres over at vore kristne brødre og søstre så dårligt kunne tåle at få et ord talt med henblik på vor Frelseres komme. Vi tænkte af hvis de elskede Jesus som de skulle, ville det ikke være nogen stor pinsel at høre om hans genkomst, men tværtimod, ville de hilse nyhederne med stor glæde.   ret

Vi var overbevist om at vi ikke længere skulle deltage ved metodistmødet. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle, og ville finde sit udtryk når vi rejste os op for at tale. Dette lod til at optænde forbitrelse hos de tilstedeværende imod de to ydmyge børn som, over for modstanden, turde tale om den tro, som havde fyldt deres jerter med fred og lykke. Det var tydeligt at vi ikke længere havde frihed til klassemødet; for vort vidnesbyrd provokerede fremkaldte spotske smil og spydighederne nåde vore ører ved slutningen af mødet, fra brødre og søstre som vi respekterede og elskede.   ret