Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 4. marts 1886

Overmodets synd.

Når Guds arbejdere trænges af Guds og sandhedens fjender og således bringes i vanskelige stillinger, bør de huske Kristi eksempel og deraf lære ikke at optræde overmodigt. I stedet for i heftighed at forsøge på selv at gøre noget bør de vente tålmodigt på Guds befrielse. Ingen bør tænke, at de har ret til at bede om, at Gud ved sin magt skal træde til og hjælpe dem, blot for at de kan blive fritaget for personlige ubehageligheder, eller at de skal undgå at lide ydmygelse og ængstelse. Det vigtige spørgsmål bør være: "Hvorledes kan Gud æres og hans sandhed hævdes?   ret

Når de kristne møder sandhedens fjender, så bør de gå frem i Herrens frygt og kraft, ligesom David gjorde, da han mødte Goliat. Israels og filisternes hærskare stod samlede, og foran dem stod den mægtige kæmpe, hvis kraftige skikkelse ragede højt op over alle de andre. Han var bevæbnet med et spyd lig en væverstang, på hans hoved var der en kobberhjelm, og han havde en mægtig brynje på. Over fødderne havde han kobberskinner, og imellem hans skuldre var der et kastespyd af kobber. Denne kæmpe, denne i krig oplærte mand, opløftede sin røst og udråbte en udfordring, som lød gennem den stille luft: »I dag har jeg hånet Israels slagrækker; kom med en mand, så vi kan kæmpe sammen!« 1.Sam 17,10.   ret

Den hovmodige mand vakte forfærdelse hos alle i Israels lejr; men David spurgte: " Thi hvem er vel denne uomskårne filister, at han vover at håne den levende Guds slagrækker?" Og David sagde til Saul: »Min herre må ikke tabe modet! Din træl vil gå hen og kæmpe med den filister!«   ret

Var det overmod, der ledte David til at tro, at han kunne strides med Goliat? Var det hovmod og selvtillid, der gjorde, at han vovede at møde denne mægtige stridsmand, som forhånede Israels Gud? Nej, David havde ikke et sådant sindelag. Han var beskeden og fordringsløs, og hans ord skyldtes ikke tillid til egen visdom, dygtighed eller styrke, men til Guds kraft, som havde befriet ham fra løven og bjørnen, da han vogtede sin Faders hjord i ørkenen.   ret

Den kongelige befaling udgik, og kongens rustning blev givet David. Den tunge kobberhjelm blev sat på hans hoved, og Sauls sværd blev bundet om hans lænder. Men den rustning kunne David ikke bruge. Han havde aldrig prøvet kongens rustning og var ikke vant til at bruge sværd. Med en stav i sin hånd og en slynge som sit eneste våben gik han ud for at møde den hovmodige filisterkæmpe. Da den stolte Goliat så sin modstander, spurgte han hånligt og fuld af harme: "Er jeg en hund, at du kommer til mig med kæppe?   ret

Og han forbandede David ved sine guder." Efter dette udbrud af vrede råbte han med overlegen foragt til den unge hyrde, som havde modtaget hans udfordring: »Kom herhen, så skal jeg give himmelens fugle og markens vilde dyr dit kød!«   ret

David lod sig ikke i mindste måde forfærde, thi han vidste, hvem han stolede på. David svarede filisteren: »Du kommer imod mig”, sagde han ”med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet. I dag giver Herren dig i min hånd.” ”For at hele jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, 1.Sa.17,47. og for at hele denne forsamling kan kende, at Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd; thi Herren råder for kampen, og han vil give eder i vor hånd!”   ret

Med hvilken spænding og interesse afventer ikke begge hære udfaldet af den ulige tvekamp! Filisterne og mange af israelitterne anser David for at være dumdristig; men det varer kun et øjeblik. Idet han løber for at møde Goliat, lægger han en sten til rette i sin slynge, og straks når stenen sit mål og sidder i kæmpens pande. Det mørkner for hans øjne, han raver og falder tungt til jorden lig et mægtigt egetræ, der omkastes af en lysstråle. Forfærdelse griber filisterne, og de trækker sig hurtigt tilbage i forvirring. Med et sejrsråb forfølger Israels stridsmænd den flygtende skare. Sejren er fuldstændig.   ret

Her har vi et eksempel på ydmyg, men levende tro. David forlod sig ikke på sig selv, og han havde ingen egenkærlige bevæggrunde. Han var kun villig til i Herrens styrke at møde Israels fjende, at prøve Jehovas magt imod en hedensk kæmpe, for at han kunne "borttage forsmædelse af Israel." Dette var den af Gud bestemte plan til at fremhæve David, Israels fremtidige konge, og ydmyge den sande Guds modstandere.   ret

De, som adlyder Gud og holder alle hans bud, vil møde en lignende modstand som den, David mødte. Lærde mænd, hovmodige og pralende i deres formodede overlegenhed, vil ligesom Goliat føle sig tilskyndet til at foragte den lille skare, som lyder Gud. Mange af disse Guds børn har aldrig taget eksamen ved en eller anden stor læreanstalt. Men med Bibelen i hånd står de frem og forsvarer Guds sandhed, hævder hans sabbat, som er blevet trådt under fødder af dem, som ikke vil holde hans lov. Herren kan fuldkomme sin kraft i vor skrøbelighed. Dersom menneskene lig David vil forglemme sig selv og søge at ære Gud og kæmpe for hans navn og hans sandhed, så vil han virke kraftigt for dem og krone deres bestræbelser med held. Men der er mange, som tager æren til sig selv, dersom Guds værk går fremad ved deres hånd. De bliver hovmodige og selvtilfredse, smigrende sig med, at deres fremgang skyldes deres egen overlegne dygtighed. Fremgang i arbejdet vil ofte blive til ødelæggelse for den, der således er blevet æret af Herren. Vor medlidende Fader i himlen ynkes over vor svage natur og bærer længe over med vore dårskaber. Var dette ikke tilfældet, ville han ikke have givet sin Søn til en falden verden, hvor han måtte tåle Satans anløb og fristelser for således at vise menneskene, hvorledes de kan sejre.   ret

Sandhedens fjender vil vokse sig stærkere og mere bitre i deres modstand mod Guds lov. De vil gribe til latterliggørelse og forhånelse; de vil brydes og misfortolke Skrifterne, og vil støtte deres synspunkter med menneskelige meninger og argumenter. De vil bringe tingene i et falsk lys, og således forvanske menneskers ærlige tanker. De vil fryde sig over deres styrke, ligesom filisterkæmpen gjorde, og for en tid virkede det til at de havde fremgang. Men de vil ikke sejre til sidst; de vil selv falde i det hul som de har gravet for andre.   ret

Når vi ved Guds forsyns styrelse bringes i berøring med disse foragter og befinder os under ejendommelige, prøvende forhold, så må vi ikke tillade os selv at blive irriteret over deres foragt og fornærmelser, der så let kan ledes os bort fra vor vagtpost og lede os til at forlade os på os selv. Ej heller bør vi handle i heftighed for at befri os selv fra disse ubehagelige situationer, når vi må lide ydmygelse og nederlag.   ret

Når den kristne står overfor sandhedens modstandere eller taler med dem, bør han passe på ikke at ophøje sig selv eller udtale et eneste ord, der kan fornærme eller opirre. Lad dem blot true og håne, hvis de vil, men gå du lige frem, som om du ikke hørte dem. Undertiden vinder man de største sejre ved tavshed. Ens eget jeg kan gøre krav på at hævde sin ret, men tavshed giver tid til overvejelse og bøn og giver Gud anledning til at tale til sjælen. Tavshed er ikke et bevis på svaghed, men på styrke og er ofte langt kraftigere end de stærkeste argumenter.   ret

Guds folk er Kristi repræsentanter på jorden. De skal arbejde for sjæles frelse. Dette er hensigten med, at vor Frelser kom til verden, og han var urokkelig i at udføre dette sit hverv. Han tillod sig aldrig i mindste måde at blive ledet bort fra sin store virksomhed. Han veg aldrig ud af sin sti ved fjenders modstand eller venners smiger. I dette som i alt andet er Kristus vor eksempel. Vi må være flittige og trofaste i det arbejde, som er blevet betroet i vore hænder. Vi må nå folket, ikke ved hjælp af argumenter alene, men derved, at Guds store kraft virker gennem vore bestræbelser.   ret

Prædikanterne bør føle deres ansvar i denne sag. De har at gøre med mennesker, og det er nødvendigt at de er vise som slanger og harmløse som duer. De bør altid være parat til at give en ”årsag til håb, der i dem,” men ”under sagtmodighed og frygt,” så de ord de siger, er af en karakter der ikke giver et dårligt indtryk, og ikke vejer menneskene hen med den forkerte retning. Guds ære og sjæles frelse bør være deres herskende motiv; så vil de ikke ødelægge arbejdet, med en hård og overmodig ånd.   ret