Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 6. marts 1879

Den store strid: Vandfloden

Den store strid: Vandfloden Den store strid Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel syv -- fortsat. Vandfloden   ret

Alting var nu rede til at lukke arken, hvilket Noa ikke kunne gøre indefra. Den spottende folkemængde ser en engel nedstige fra himmelen klædt med lynets glans. Han tillukker den massive ydre dør, og styrer derpå sin kurs op mod himmelen igen. Noas familie var syv dage i arken førend regnen begyndte at falde på jorden. I denne tid indrettede de enhver ting for sit langvarige ophold medens vandene ville skjule jorden. Disse var bespottelsens og lystigheds dage for den vantro mængde. At Noas profeti ikke blev opfyldt med det samme, efter at han var gået ind i arken, mente de at han var bedraget, og at det var umuligt at verden blev udslettet af en syndflod. Uanset de højtidelige scenerier som de havde været vidne til, forlod dyrene bjergene og skovene for at gå ind i arken, og Guds engel, iklædt klarhed og frygtelig majestæt, steg ned fra himlen og lukkede døren, forhærdede deres hjerter og fortsatte med at leve i sus og dus og spot over den guddommelige krafts tydelige manifestationer.   ret

Men den samme kraft som satte verden i gang, og skabte mennesker, har lukket Noa ind i sit midlertidige tilflugtssted. Den sidste anledning var gået. Alle har hørt advarselen, og Guds overbærenhed med den onde slægt er opbrugt, og de hurtige slag fra hans vrede vil slynges over den forhærdede. Men på den ottende dag blev himlene sorte. Den rullende torden og de stærke lyn stråler begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før, og deres hjerter blev modløse af frygt. Dyrene vandrede omkring i den vildeste forskrækkelse, og deres skurrende stemmer syntes klagende at forkynde deres egen og menneskernes forestående skæbne. Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald. Floderne steg over deres grænser, og vandene strømmede til dalene. Det store dybs kilder blev også åbnede. Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden.   ret

Menneskene så først hvorledes deres hænders gerning blev ødelagt. Deres prægtige bygninger og deres skønt indrettede haver og lunde, hvor de havde opstillet sine afguder, blev ødelagte af lynild fra himlen. Deres ruiner blev adspredte rundt omkring. De havde oprettet alterne i lundene, og indviet dem til deres afguder, på hvilke de ofrede mennesker. Disse, som Gud afskyede, blev nedrevet i hans vrede for deres øjne, og de måtte skælve før den levende Guds magt, himmelens og jordens skaber, og erkende at det var deres vederstyggeligheder og forfærdelige afguderiske ofringer som havde fremholdt deres ødelæggelse.   ret

Stormens voldsomhed tiltog, og folkenes jammerskrig som havde foragtet Guds autoritet, blandede sig med elementernes rasen. Træer, bygninger, klipper og jord blev kastet i alle retninger. Menneskenes og dyrenes forfærdelse overgik al beskrivelse. Selv djævelen, som blev tvunget til at opholde sig blandt de rasende elementer, frygtede for sit eget liv. Det havde været en glæde for ham at herske over så mægtig en slægt, og han ønskede at de skulle leve for at udøve deres vederstyggeligheder og forøge deres oprør mod himmelens Gud. Han udtalte forbandelser imod Gud, og beskyldte ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange af folkene bespottede Gud, ligesom Satan, og dersom de kunne have udført deres oprørske hensigter ville de have nedstyrtet ham fra retfærdighedens trone. Medens mange bespottede og forbandede deres skaber, var andre vanvittige af frygt, og udstrakte sine hænder mod arken, idet de bad om at blive indladt. Men dette var umuligt. Gud havde tillukket døren, den eneste indgang, og lukket Noa inde og de ugudelige ude. Han alene kunne åbne døren. Deres frygt og anger kom for sent. De blev tvungne til at erkende at der var en levende Gud som var mægtigere end mennesket, hvem de havde trodset og bespottet. De kaldte på ham med alvor, men hans øre var ikke åbent for deres skrig. Nogle søgte i deres fortvivlelse at bryde ind i arken, men den stærke bygning modstod alle deres anstrengelser. Somme klyngede sig fast til arken indtil de blev bortskyllede af rasende bølger, eller deres tag blev løsrevet af klippestykker og træer, som blev kastede i enhver retning af hæftige bølger. Arken blev alvorligt vugget og kastet omkring. Dyrene derinde udtrykte med deres forskellige stemmer den vildeste forfærdelse; men arken stod uden fare for de oprørske vande, blandt de stridende elementer, og træer og klipper som kastes omkring. Engle som er vældige i magt lede arken og bevarede den fra al skade. Arken bevarelse hvert øjeblik af den forfærdelige storm gennem fyrretyve dage og fyrretyve nætter var et mirakel af almægtig almagt.   ret

Dyrene som var udsatte for stormen flyede til menneskene, og valgte menneskelige væseners selskab, som om de forvente hjælp af dem. Nogle af folkene bandt sine børn og sig selv til kraftige dyr, da de vidste at de ville kæmpe hårdnakket for livet og bestige de højeste punkter for at undgå de stigende vande. Stormens raseri formindskes ikke – vandene tiltog hurtigere i begyndelsen. Nogle gjorde sig selv fast til høje træer på de højeste pynter af landet, men disse træer oprykkes med rode, føres med voldsomhed gennem luften, og se ud som de blev lastede med vrede, tillige med stene og jord, i de svulmende, brusende bølger. Idet de sorte og sydende vande rejste sig højere og højere, flygtede de onde efter sikkerhed i de højeste bjerge. Noas højtidelige domme lod ikke til at være en så lattervækkende en sag. Idet de sorte, kogende vande rejser sig højere og højere, flygter de onde efter sikkerhed til de højeste bjerge. Noas højtideligste anklager, lader ikke til at være en så lattervækkende sag. Den ene plet efter den anden, som lovende for sikkerhed, forlades til en højere oppe Mennesker ser ud over det kystløs osean. Hvor de længtes efter de anledninger, som de forpassede. Hvor de beder for en prøvestund, for et nådesstund mere, et kald mere fra Noas læber. Men nådens liflige stemme hører dem ikke længere. Den gik ned fra sin gyldne trone, og den hårde og bydende dom indtog dens plads. De ubarmhjertige bølger fejer til sidst over det sidste tilholdssted, og mennesker og dyr går til i de sorte dybder.   ret

Femten alen over de højeste bjerge, vendte vandene; men Noa og hans familie var sikre i arken, under Guds beskyttende omsorg. Herren havde lukket alle hans fjender ude, og han skulle aldrig mere høre deres hån og spotske smil. For denne Guds tilvejebragte familie syntes det ofte at de måtte gå deres udslettelse i møde, i det deres båd blev fejet hid og did. Det var en hård prøvelse; men Noa troede på Gud. Han havde forsikring om at Gud sørgede for dem. En guddommelig hånd var på roret.   ret

Idet vandene begyndte at synke, og Herren fik Arken til at hvile på toppen af en gruppe bjerge, som var blevet bevaret ved hans kraft få lov til at stå gennem hele den voldsomme storm. Der var kun en lille afstand fra disse bjerge, og arken flyttede sig til, og hvilede på et, så den andet, og blev ikke længere drevet rundt på et bundløs hav.   ret

Noa og hans familie ventede ængstelig på at vandet skulle formindskes. Han ønskede at gå ud på jorden igen. Han udlod en ravn, som fløj frem og tilbage, til og fra arken. han fik ikke den ønskede underretning og udsendte derfor en due; men den fandt ingen hvile og kom igen til arken. Efter syv dage udsendte han atter en due. da den blev set med olieblad i sin mund blev der stor glæde i familien af otte, som så længe havde været indelukket i arken. Engel stiger atter ned og åbner døren til arken. Noa kunne åbne toppen, men han kunne ikke åbne døren som Gud havde lukket til. Gud talte til Noa ved den engel som åbnede døren, og bød Noas familie at gå ud af arken og udføre enhver levende ting med sig.   ret

Noa glemte ikke Gud, som så nådigt havde bevaret dem, men oprejste straks et alter, og tog af alle rene dyr og af alle rene fugle og ofrede Brændofre på altret, hvorved han viste sin tro på Kristus, det store Offer, og sin taknemmelighed til Gud for deres underfulde frelse. Noas offer steg op for Gud som en behagelig lugt. han antog ofret og velsignede Noa og hans familie. Dette indeholder en lærdom som alle som levede på jorden, bør for enhver nådes og kærlighedsgerning af Gud, bør de, først af alt, frembære oprigtig taksigelse og fremkomme med ydmyg tilbedelse for ham.   ret

For at mennesker ikke skulle blive bange for at der samlede sig skyer, og faldt regn, og hele tiden vare bange for en ny vandflod, opmuntrer Gud nådigt Noas familie med et løfte. ”Og jeg opretter min pagt med eder, at herefter skal ikke alt kød ødelægges af flodens vand; og der skal ikke komme en flod herefter, at fordærve jorden. Og Gud sagde: dette er et tegn på den pagt som jeg gør imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle, som er hos eder til evig tid. Jeg har sat min bue i skyen; og den skal være til en pagts tegn, ind imellem mig og imellem jorden. Og det skal ske, når jeg fører skyen over jorden, da skal buen ses i skyen. Og jeg vil komme min pagt i hus, som er imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle af at kød, der ikke mere skal være vand til en flod, at fordærve alt kød. Derfor skal buen være i skyen; og jeg vil se den, at komme den evige pagt i hu imellem Gud og imellem alle levende sjæle af alt kød, som er på jorden.”   ret

Hvilken nedladenhed af Gud! hvilken medlidenhed med fejlende mennesker, at sætte den skønne mangefarvede regnbue i skyerne som et tegn på den store Guds pagt med mennesket! Denne regnbue blev sat til vidnesbyrd for alle slægter om det faktum, at Gud ødelagde jordens indbyggere ved syndfloden for deres store ugudeligheds skyld. Det var hans hensigt, at når børnene i efterfølgende slægter så buen i skyen og spurgte hvorfor denne herlige bue omspændte himlene, da skulle forældrene forklare for dem om den gamle verdens ødelæggelse ved syndfloden fordi folkene hengav sig til alle slags ugudelighed, og at den almægtiges hænder havde bøjet buen og sat den i skyerne til et tegn på at han aldrig mere ville bringe en vandflod over jorden. Dette symbol i skyerne skulle bestyrke troen hos alle og stadfæste deres tillid til Gud; thi det var et tegn på guddommelig nåde og godhed mod mennesket; at selvom Gud var blevet opirret til at ødelægge jorden ved syndfloden, så omgiver hans nåde dog endnu jorden. Gud siger, at når han ser på buen i skyen vil han komme den evige pagt i hu. Han ønsker ikke at vi skulle forstå dette således, at han kunne nogensinde glemme den, at han taler til mennesker med menneskelige udtryk, for at de kunne bedre forstå ham.   ret

En regnbue er fremstillet i himmelen rundt omkring tronen og over Kristi hoved som et symbol på at Gud nåde omgiver jorden. Når mennesket ved sin store ugudelighed opvækker Guds vrede, så beder Kristus menneskets midler, for ham, og peger til regnbuen i skyen som et vidne om Guds store nåde og barmhjertighed med fejlende mennesker; og tillige til regnbuen over tronen og på hans hoved som et sindbillede på Guds herlighed og nåde, som hviler der til velsignelse for angergivne mennesker.   ret

Efter at Noa var kommet ud af arken så han omkring på de mægtige, glubende dyr som han havde bragt ud af arken, og derefter på sin familie, som talte otte og han frygtede såre for at de ville blive ødelagte af dyrene. Men Herren sendte sin engel som sagde til Noa: ”Og frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle vilde dyr på jorden, og over alle fugle under himmelen; over alt det som kryber på jorden, og over alle fisk i havet, de skal være givet i eders hænder. Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet alt dette.”   ret

Forud for denne tid havde Gud ikke givet mennesket tilladelse til at spise kød. Enhver levende ting på jordens overflade som mennesket kunne benytte til næring var blevet ødelagt. Derfor gav Gud Noa tilladelse til at spise de rene dyr som han havde taget med sig i arken. Gud sagde til Noa: ”Alt det som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet eder alt dette.” Ligesom Gud før havde givet dem jordens urter og markens frugt, således tillader han dem nu, under de særlige omstændigheder som de er sat i, at spise kød. Dog så jeg at dyrenes kød ikke var det sundeste næringsstof for mennesket.   ret