Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 9. marts 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Adventisterne havde møder må samme tid i Beethovenhallen. Min far fulgte dem helt regelmæssigt, sammen med sin familie. Tiden for det andet komme var planlagt at være i år 1843. Tiden synes at være så kort, for at sjæle kunne blive frelst, at jeg besluttede mig til at gøre alt hvad der var i min magt for at lede syndere ind i sandhedens lys. Men for mig syntes de umuligt, så ung, og svagt helbred, at gøre så meget i det store værk.   ret

Der var tre søstre af os hjemme, - Sara, som var adskillige år ældre og min tvillingsøster, Elizabet, og jeg selv. Vi talte sagen igennem for os selv og besluttede at tjene de penge vi kunne og bruge dem til at købe bøger og traktater til gratis uddeling. Dette var det bedste vi kunne gøre og vi gjorde denne smule med glæde. Jeg kunne kun tjene femogtyve cents på en dag. Jeg brugte intet på unyttige smykker, eller pyntebånd, for forfængeligt udseende så syndigt ud i mine øjne; så jeg havde altid lidt i kassen, som jeg købte gode bøger for. Disse bøger lagde jeg i hænderne på erfarne personer der sendes ud.   ret

Ethvert blad i denne tryksag synes dyrebar i mine øjne, for det var som en lysets budbringer til verden, at jeg bød dem beredde sig for de store begivenheder der var nær for hånden. Dag for dag sad jeg ved sengen og samlede stakke, og udførte min opgave med skælvende fingre; hvor omhyggelig jeg vil lægge de dyrebare sølvstykker til side som jeg fik tilbage, og som skulle bruges på læsemateriale der kan oplyse og vække dem som var i mørke. Jeg blev ikke fristet til at lægge mine fortjenester til side for at tilfredsstille mig selv, for sjæles frelse var mit sinds byrde, og mit hjerte skælvede for dem, som biledte sig selv ind i at de levede i sikkerhed, medens advarselsbudrskabet blev givet til verden. Min stadige tanke var: Hvad kan jeg gøre, et barn, for at hjælpe i Guds værk og frelse stakkels syndere fra udslettelse.   ret

En dag lyttede jeg til en samtale mellem min mor og en søster, med hensyn til en prædiken som de havde hørt fornyelig, om sjælen ikke har naturlig udødelighed. Nogle af prædikantens sikre skriftsteder blev gengivet. Blandt dem husker jeg at disse gjorde stort indtryk på mig:   ret

»Den sjæl, der synder, den skal dø.« »De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.« Præd. 9,5 »Som den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre, skal lade os se, når tid er inde, han, den eneste, der har udødelighed.« »Til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed.«   ret

Jeg lyttede til disse nye tanker med en intens og stor interesse. Da jeg blev alene med min moder, forhørte jeg om hun virkelig troede at sjælen ikke var udødelig. Hendes svar var at hun frygtede at vi virkelig har været i vildfarelse i dette spørgsmål lige så vel som i nogle andre.   ret

”Men, mor," sagde jeg, "tror du virkelig at sjælen sover i graven indtil opstandelsen? Tror du at den kristne, når han dør, ikke går udødelig til himlen, ej heller synderen til helvedet?   ret

Hun svarede: "Bibelen giver os intet bevis for at der er et evigt brændende helvede. Hvis der er et sådant sted, burde det være omtalt i den hellige Bog."   ret

”Hvorfor, mor! skreg jeg, i overraskelse, "det er fremmed tale fra dig! Hvis du tror denne fremmede teori, så lad ingen vide af det; for jeg frygter at syndere vil samle sikkerhed fra denne tro og aldrig ønske at søge Herren.   ret

”Hvis det er forsvarlig bibeltro," svarede hun, "i stedet for at forhindre syndernes frelse, vil det være midlet til at vinde dem for Kristus. Hvis Guds kærlighed ikke vil fremkalde oprør til overgivelse, vil et evigt helvedes rædsel ikke drive ham til omvendelse. Desuden, synes det ikke at være en rigtig måde at vinde sjæle til Jesus, ved at tiltrække en af sindets laveste egenskaber, foragtelig frygt. Jesu kærlighed tiltrækker, den vil underkue det hårdeste hjerte."   ret

Det gik nogle måneder efter den samtale, før jeg hørte noget mere om dette lærepunkt; men i løbet af den tid havde mit sind været optaget af dette spørgsmål. Når jeg hørte det forkyndt, tog jeg det for at være sandheden. Fra den gang hvor lyset om dødens søvn drog på mit sind, forsvandt mysteriet om opstandelsen og de store begivenheder i sig selv tog en ny og ophøjet betydning. Mit sind havde ofte været forstyrret af dets anstrengelser for at forene den umiddelbare belønning eller dødens straf, med den ubetvivlende kendsgerning af en fremtidig opstandelse og dom. Hvis sjælen ved døden gik til evig lykke eller ulykke, hvor var så behovet for opstandelse af det skrøbelige og hensmulderende legeme?   ret

Men denne nye og vidunderlige tro lærte mig, hvorfor inspirerede skrivere havde dvælet så meget over legemets opstandelse; det var fordi hele væsnet sov i graven. Jeg kunne nu klart se vildfarelsen i vort tidligere standpunkt. Een endelig doms forvirring og nyttesløshed, efter at sjæle allerede var blevet dømt og udpeget deres lod, var meget tydelig for mig nu. Jeg så at håbet for den efterladte, se fremad til den herlige dag, hvor livgiveren skal bryde gravens lænker, og de retfærdige døde skal stå op og forlade deres fængselshus, og blive iklædt herligt og evigt liv.   ret

Alle i vor familie var interesseret i læren i Herrens snarlige komme. Min far havde længe stået som en af støtterne i metodistmenigheden. Han har været den der formaner. Og leder for møderne i hjemmene et stykke fra byen. Dog, aflagde metodistprædikanten os et særligt besøg og greb anledningen til at underrette os om at vor tro og metodismen ikke kunne stemme overens. Han forhørte sig ikke om vore grunde til at tro som vi gjorde, ej heller at gøre nogen henvisning til bibelen for at overbevise os om vor vildfarelse; men han fastslog at vi havde tilegnet os en ny og fremmed tro, som metodistmenigheden ikke kunne acceptere.   ret

Min fader svarede han måtte misforstå ved at kalde dette en ny og fremmed lære, da Kristus selv, i sin lære til sine disciple, havde forkyndt sit andet komme. Han har sagt: »I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jer, dér skal også I være.«   ret

Da han blev taget op til himlen for deres øjne og en sky bar ham fra deres synskreds og idet hans trofaste efterfølgere stod og stirrede efter deres forsvundne Herre, »se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder og de sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himlen? Denne (51) Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen.”   ret

Og," sagde min far, ophedet i sit emne, "den inspirerede Paulus skrev et brev til opmuntring af sine brødre i Tessalonika og sagde: »Og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige og giver dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes evig undergang bort fra Herrens ansigt og hans vældes herlighed på hin dag, når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.« 2 Tess 1,7-10 »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!”   ret

”Dette er stor vigtighed for vor tro. Jesus og hans apostle dvælede ved begivenhederne for det andet komme med glæde og triumf; og de hellige engle erklærede at Kristus, som steg op til himlen, skal komme igen. Dette er vor forargelse, tro Jesus og hans disciples ord. Dette er en meget gammel lære og bærer ingen plet af kætteri.”   ret

Prædikanten prøvede ikke at henvise til et eneste skriftsted, som ville påvise os i vildfarelse, men undskyldte sig selv med en bøn om tid. Han anviste os at stille og roligt at trække os tilbage fra menigheden og undgå en offentlig undersøgelse. Vi blev klar over at andre af vore brødre blev mødt med lignende behandling i en sådan sag og vi ønskede ikke at vi skal skamme os over at vedkende os vor tro, eller være ude af stand til at understøtte den med skriften, så mine forældre insisterede at de ville være klar over grunden til denne anmodning.   ret

Det eneste svar til dette var et flygtigt erklæring at vi havde gået imod menighedens regler og den bedste fremgangsmåde ville være at frivilligt at trække det tilbage for at spare en undersøgelse. Vi svarede at vi foretrak den regulære undersøgelse og forlangte at vide hvilken synd var langt på os, idet vi var bevidst om, at der intet forkert var ved at vente på og holde af Frelserens tilsynekomst.   ret

Ikke længe efter, blev vi anmeldt til at være til stede, til et bestyrelsesmøde i menigheden. Der var kun få tilstede. Indflydelsen fra min far og hans familie var således at vore modstandere ikke havde ønske om at overbringe vor sag for et stort antal af forsamlingen. Den eneste beskyldning der blev fremført, var at vi havde gået imod deres regler. På vort spørgsmål om hvilke regler vi havde overtrådt, begyndte det, efter en lille vaklen, at vi havde fulgt andre møder og havde forsømt at møde regelmæssigt i vor klasse. Vi kom i gang med den del af familien, der havde været i landet, for nogen tid siden. Ingen som forblev i byen havde været borte fra klassemøderne i mere end få uger. De var praktisk talt tvunget til at blive væk fordi de vidnesbyrd de bar blev mødt med markant misbilligelse. Vi mindede dem også om at visse personer som ikke havde fulgt klassemøderne i et år, stadig ikke fulgte klassemøderne, men dog havde god anseelse.   ret

Der blev spurgt om vi ville bekende, at vi havde afviget i deres regler og om vi også ville indvillige, at tilpasse os dem i fremtiden. Vi svarede at vi turde ikke opgive vor tro eller fornægte Guds indviede sandheder; da vi ikke kunne undvære håbet om vor Forløsers snare komme; da efter den optræden som de kaldte kætteri, måtte vi fortsætte med at dyrke Herren. Min far fik Guds velsignelse for sit forsvar og vi forlod alle bestyrelsen med godt humør, lykkelig i bevidstheden om ret og Jesu bifaldende smil. Vi mærkede den vished at Gud var ved vor side, og han var stærkere end alle som var imod os.   ret

Den næste søndag, ved begyndelsen af lovprisningen, læste første-ældste vore navne op, syv stykker, som løst fra menigheden. Han begyndte med at vi ikke var udstødt på grund af forkert eller umoralsk handling, at vi var af pletfri karakter og misundelsesværdig anseelse, men vi havde været skyldig i at gå i modsætning til metodistmenighedens regler. Han erklærede at en dør nu var åben og at alle som nu var skyldig i lignende brud af reglerne ville blive behandlet på samme måde.   ret

På det tidspunkt der var mange i menigheden som ventede på Frelserens tilsynekomst og denne trussel blev givet for at skræmme dem til underkastelse. I nogle tilfælde har den politik bevirket det ønskede resultat og Guds gunst blev solgt til et sted i menigheden. Mange troede, men vovede ikke at bekende deres tro, for ikke at de skulle blive vist ud af synagogen. Men nogle gik senere og tilsluttede sig deres selskab som ventede på Frelseren.   ret

På det tidspunkt var profetens ord i høj grad dyrebare: »Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: »Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!« Men de skal blive til skamme!”   ret