Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 16. marts 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

I seks måneder havde ikke en sky sat sig imellem mig og min Frelser. Hvor der end var en god anledning, frembar jeg mit vidnesbyrd til møder, og blev stærkt velsignet. Nogle gange hvilede Herrens Ånd over mig med en sådan kraft at mine kræfter blev taget bort. Dette var en prøvelse for nogle, som var kommet ud af de tidligere menigheder, og ordene blev ofte sagt i hentydning til mine ører, som sårede mig. De troede ikke at nogen kunne blive så fyldt med Herrens Ånd som at de mistede deres styrke. Jeg begyndte at blive bange. Sådan tænkte jeg. Er jeg ikke retfærdiggjort ved at tie stille til møderne, og betvinge mine følelser, når mine vidnesbyrd skaber en sådan modstand, endog til mødet, og i nogle af deres hjerter med ældre erfaring, og i årevis, end jeg selv.   ret

Jeg antog denne tavshedsplan for en tid og prøvede at overbevise mig selv, at det at undertrykke mit vidnesbyrd, ville ikke hindre mig fra overleve min religion. Jeg følte mig ofte stærkt indprentet at det var min pligt at tale til mødet, men afholdt mig fra at gøre det og var klar over at derved have forvoldt Guds Ånd sorg. Jeg blev endda nogle gange væk fra møder, fordi de ikke blev fulgt af dem, som mit vidnesbyrd plagede. Jeg unddrog mig for at fornærme mine brødre og i dette tillod menneskets frygt for at bryde med den uforstyrrede forening med Gud, som havde velsignet mit hjerte i så mange måneder.   ret

Vi havde arrangeret aftenbønnemøder på forskellige lokaliteter i byen for at imødekomme alle, som ønskede at følge dem. Familien som var længst fremme i at bistå mig, tilsluttede en af dem. Ved den anledning, medens dem som var samlet var i bøn, kom Herrens Ånd over mødet og en af medlemmerne af den familie blev udmattet som en død. Hans slægtninge stod grædende omkring ham og gnider hans hænder og brugte styrkende drikke. Omsider opnåede han tilstrækkelig styrke, til at prise Gud og beroligede deres frygt ved råben med triumf over det tydelige vidnesbyrd, at han havde modtaget fra Herrens kraft over ham. Den unge mand var ude af stand til at komme hjem den aften.   ret

Dette troede familien var en tilkendegivelse af Guds Ånd, men blev ikke overbevist om at det var den samme guddommelige kraft der hvilede over mig til tider, frarøvede mig al naturlig kraft og fyldte min sjæl med Jesu fred og kærlighed. De var fri til at sige at min oprigtighed og fuldkomne ærlighed ikke kunne betvivles, men de betragtede mig som selvbedraget, i at tage det for at være Herrens kraft, som kun var resultatet af min egen overanstrengte følelser.   ret

Mine tanker var i stor forvirring ved følgen af den modstand og som tiden drog nærmere til vort egentlige møde, var jeg i tvivl hvorvidt eller ikke om det var godt for mig at følge det. Nogle dage forud havde jeg været i stor pine på grund af den følelse der viste sig i mig. Endelig besluttede jeg at blive hjemme og således undslippe mine brødres kritik. I forsøget på at bede, gentog jeg disse ord igen og igen: "Herre, hvad vil du have mig til at gøre?" Svaret, som kom til mit hjerte synes at give mig tillid til min himmelske Fader og ventede tålmodigt på at kende hans vilje. Jeg overgav mig selv til Herren med den mest simple tillid som et lille barn og huskede at han havde lovet at dem, som følger ham skal ikke vandre i mørke.   ret

En pligtfølelse fik mig til at gå til mødet og jeg gik med fuld forsikring i mit sind at alt ville blive godt. Medens vi var bøjet foran Herren, var mit hjerte draget frem i bøn og fyldt med en fred som kun Kristus (46) kan give. Min sjæl glædede sig i Frelserens kærlighed og fysisk styrke forlod mig. Med barnlig tro kunne jeg kun sige: "Himlen er mit hjem og Kristus min Forløser.”   ret

Det blev sagt at én i familien var imod Guds krafts tilkendegivelser overfor mig og ved den lejlighed begyndte han at tro at jeg var under en sindsbevægelse, som han tænkte at det var min pligt at modstå, men i stedet for at gøre det, synes han, at jeg opmuntrede det som et tegn for Guds gunst. Hans tvivl og modstand påvirkede mig ikke den gang, for jeg følte mig lukket inde med Herren og hævet over al ydre påvirkning; men han havde knapt nok standset samtalen med en stærk mand, en hengiven og ydmyg kristen, da han var slået ned for hans øjne med af Guds kraft og rummet var fyldt med Helligånden.   ret

Ved opvågningen, var jeg meget lykkelig for at bære mit vidnesbyrd for Jesus og at berette om hans kærlighed til mig. Jeg bekendte min manglende tro på Guds løfter og min fejl i at hindre hans Ånds tilskyndelser fra menneskers frygt og erkendte at, til trods for min mistro, havde han ikke givet mig et uventet bevis for hans kærlighed og støttende nåde. H____ P____, broderen, som havde modsat sig mig, rejste sig og med tårer bekendte at hans følelser for mig havde været forkerte. Han bad ydmygt om min tilgivelse og sagde: "Søster Ellen, jeg vil aldrig igen spærre din vej. Gud har vist mig mit hjertes kulde og hårdnakkethed, som han har brudt ved beviset for hans kraft. Jeg har været meget forkert på den.” "Når søster Ellen synes så lykkelig, ville jeg tænke: Hvorfor føler jeg ikke ligeså? Hvorfor modtog bror R ikke et sådant vidnesbyrd? - for jeg var overbevist at han var en helliget kristen og alligevel er ikke en sådan kraft faldet over ham. Jeg sendte en stille bøn, at, det var Guds hellige indflydelse, om, bror R kunne erfare den denne aften.   ret

”Næsten samtidig med at ønsket udgik fra mit hjerte, faldt Bror R og udmattet af Guds kraft skreg: "Lad Herren virke!" Mit hjerte er overbevist, at jeg har været uforenelig med Helligånden, men jeg vil ikke længere bedrøves over det, ved hårdnakket vantro. Velkommen, lys! velkommen, Jesus! Jeg har svigtet og forhærdet, følt fornærmelse hvis nogen priste Gud og viste en glædes fyldest i hans kærlighed; men nu er mine følelser forandret, men modstand er hørt op, Jesus har åbnet mine øjne og jeg må dog råbe hans pris for mig selv. Jeg har sagt bitre og skarpe ting om Søster Ellen, som jeg sørger over nu og jeg bad for hendes tilgivelse og det er om alle andre som er tilstede.”   ret

Bror R frembar da sit vidnesbyrd. Hans ansigt blev oplyst med himlens herlighed idet han priste Herren for de mirakler han havde udført den aften. Han sagde: "Dette sted er meget højtideligt på grund af den Allerhøjstes tilstedeværelse. Søster Ellen, i fremtiden vil du få vor hjælp og nærende forståelse, i stedet for den ubarmhjertige modstand der har været vist mod dig. Vi har været skjult for Guds Helligånds tilkendegivelser.”   ret

Der har aldrig været spørgsmål om min fuldkomne oprigtighed, men mange havde troet jeg var ung og modtagelig, og at det var min pligt at beherske mine følelser, som de betragtede som en virkning af opildelse. Alle modstanderne indså nu deres fejltagelse og erkendte at arbejdet i virkeligheden var Herrens. Ved et bedemøde umiddelbart efter, H----- P-----, erfarede broderen, der var bekendt med sin forkerte modstand,Guds kraft i en så stor grad at hans ansigt skinnede med himmelsk lys og han faldt hjælpeløs til gulvet. Da hans styrke kom tilbage, indrømmede han igen at han, uden at vide det, havde været været i strid med Herrens Ånd, ved ikke at værne om de følelser han havde imod mig.   ret

Ved et andet bedemøde var der dog et andet medlem af den samme familie der udøvede en lignende optræden og bar det samme vidnesbyrd. Nogle få uger efter, medens det meste af bror P´s familie var i bøn i deres egen hjem, fejede Guds Ånd igennem rummet og omstyrtede den knælende i ydmyg bøn. Min far kom snart efter og fandt de alle, både forældre og børn, hjælpeløs under Herrens kraft.   ret

Kold formalitet begyndte at opløses for den mægtige påvirkning fra det allerhøjeste. Og alle som havde modsat mig, bekendte at de havde bedrøvet Helligånden ved at gøre sådan. De forenede sig i forståelse med mig og i kærlighed for Frelseren. Jeg blev glad om hjertet at guddommelig barmhjertighed havde jævnet min sti, så mine fødder kunne betræde den og åbenbarede min tro og tillid så rigeligt. Enhed og fred dvælede nu blandt vore folk som ventede på Herrens komme.   ret