Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 20. marts 1879

Den store strid: Forklædt hedenskab – Babelstårnet

Den store strid Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel otte. Forklædt hedenskab – Babelstårnet  

Den første uge, i hvilken Gud udførte skabelsens værk i seks dage og hvilede den syvende dag, var lig enhver anden uge. Den almægtige Gud afmålte den første tidsalder af skabelsens dage og hviledagen, som en prøve for alle efterfølgende uger indtil tidens ende. ”Disse er himmelens og jordens oprindelser, der de skabtes.” 1. Mos. 2:4. Gud fortæller os hans gernings frembringelser ved enden af hver virkelig dag. Hver dag kalder han en oprindelse fordi en ny del af hans værk oprandt eller blev frembragt hver dag. På den syvende dag af den første uge hvilede Gud fra sin gerning, og velsignede derpå sin hviledag, og bestemte den til menneskets brug. Den ugentlige tidskreds af syv virkelige dage, seks til arbejd og den syvende til hvile, som er blevet bevaret og ført med gennem bibelens historie, oprandt med de første syv dages store begivenheder.  

Da Gud forkyndte sin lov med inderlig kraft fra Sinai indførte han sabbaten idet han sagde: ”Kom sabbatens dag i hu at hellige den.” Derpå siger han tydelig hvad der må gøres på de seks dage, og hvad der ikke må gøres på den syvende. Derefter viser han dem tilbage til sit eksempel på de første syv dage af tiden, og anfører grunden hvorfor de skulle iagttage ugen således: ”Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede på den syvende dag; derfor velsignede Herren sabbatsdagen, og helligede den.” Denne grund er skøn og vægtig, når vi forstår at skabelsens historie fremstiller virkelige dage. De første seks dage i hver uge er givet mennesket at arbejde, fordi Gud anvendte den samme tidsperiode af den første uge til skabelsens værk. Gud har udmærket den syvende dag som en hviledag til ihukommelse til hans hvile på den samme tidsperiode efter at han havde fuldført skabelsens værk i seks dage.  

Men fritænkernes formodning, at det tog syv lange ubestemte tidsperioder til at udføre de begivenheder som skete på den første uge, støder lige an imod sabbatens grundvold. Den gør det ubestemt og dunkelt som Gud har gjort meget klart. Den er den værste slags vantro; thi den er forklædt fritænkeri hos mange som bekendte sig til at tro skabelsens historie. Den skylder Gud for at han har befalet menneskene at regne syv virkelige dage i ugen til en ihukommelse af syv ubestemte tidsperioder hvilket ikke ligner hans handlemåde med menneskene, og er en beskyldning imod Gud at han fejler i sin visdom.  

Vantro naturkyndige påstå at verden er meget ældre end bibelen vidner. De forkastede biblerne på grund af de ting som de kalder vidnesbyrd fra selve jorden at verden har eksisteret i titusinder af år. Og mange som bekendte sig til at tro bibelens vidnesbyrd forstår ikke hvorledes de kunne gøre rede for mange underfulde ting som er fundne i jorden, i overensstemmelse med den anskuelse af skabelsens uge var kun var syv virkelige dage og at verden nu er blot omtrent seks tusinde år gammel. De antog denne anskuelse, for at undgå de vanskeligheder som vantro naturforskere stile i vejen for dem, at skabelsens seks dage var seks lange, ubestemte tidsperioder; og gør således sabbats buddet i Guds hellige lov betydningsløst. Nogle griber efter denne grund med begærlighed; thi den tilintetgør sabbats buddets autoritet, og de føler at de er fri fra dets fordringer. De have indtrængende begreber om menneskers, dyrs og træers størrelse før syndfloden, og om de store forandringer som på den tid foregik i jorden.  

Ben af mennesker og dyr findes i jorden, i bjerge og dale, som viser at der engang levede meget større mennesker og dyr på jorden. Jeg blev vist at meget store og stærke dyr eksisterede før syndfloden, som ikke eksisterer nu. Undertiden finder man krigsredskaber og forstenet træ. Fordi de ben af mennesker og dyr, som findes i jorden, er meget større end benene af mennesker og dyr, som nu lever, eller som har eksisteret gennem mange forbigåede slægter, drager nogle den slutning at verden er ældre end skriften beretter, og var befolket længe før skabelsens historie viser, af en menneskerace som i størrelse langt overgik de mennesker som nu lever på jorden.  

Jeg er blevet vist at ækologi beviser intet uden bibelens historie. Relikvier som findes i jorden vidner om en tingenes tilstand som var i mange henseender forskellig fra den nærværende. Men tiden for deres tilværelse og hvor lang tid de har ligget i jorden kan alene forstås af bibelens historie. Det kan være uskyldigt at danne sig formodninger uden for bibelens historie så længe vore formodninger ikke strider imod de fakta som findes i den hellige skrift; men når menneskene forlader Guds ord angående skabelsens historie, og søge at forklare Guds skaberværk ved naturens love, da driver de omkring som et vrag på uvishedens grænseløse hav. Gud har aldrig åbenbaret for menneskene just hvorledes han udførte Skabelsens værk i seks virkelige dage. Hans skaberværk er lige så ubegribeligt som hans tilværelse.  

”Herren er stor og såre priselig, og hans mægtighed er uransagelig.”  

”Han øver ufattelig vælde og undere uden tal!”  

”Han som gør store ting, hvilke man kan ikke ransage, underlige ting så der er intet tal på.”  

”O rigdoms dyb, både på Guds visdom og kundskab! hvor uransagelige er hans domme, og hans veje usporlige! Thi hvo har kendt Herrens sind? eller hvem var hans rådgiver?”  

Guds ord er givet til en lygte for vore fødder og et lys på vor sti. De som forkaster hans ord, og søge ved deres egen blinde filosofi at udfinde Jehovas underfulde hemmeligheder, ville snuble i mørke. Gud har givet en vejviser til menneskene hvorved de kunne forstå den almægtige og hans værk så vidt som det kan være til deres gavn. Bibelen har givet os forklaring over underfulde hemmeligheder i syndflodens historie, som arkæologi, uafhængig af bibelen, aldrig kunne forklare.  

Det har været Satans særdeles værk at lede faldne mennesker til oprør imod Guds regering, og hans bestræbelse har haft alt for meget fremgang. Han har stræbt at fordunkle Guds lov, som i sig selv er meget tydelig. Han har vist særlig had imod sabbatsbudet, fordi det beskriver den levende Gud, himmelens og jordens skaber. Mange vender sig fra Jehovas tydelige bud, og antager vantro fabler.  

Menneskene ville engang blive berøvede alle undskyldninger. Gud har givet tilstrækkelige vidnesbyrd til at grunde troen på, dersom de ønsker at tro. I de sidste dage kan sand tro næppe findes på jorden: Guds ord vil blive betragtet som upålideligt, under de simpleste påskud, medens menneskelige fornuftsslutninger antages om end de stride imod bibelens tydelige vidnesbyrd. Menneskene ville søge ved naturlige grund at forklare skabelsens værk, som Gud aldrig har åbenbaret. Men menneskelig visdom kan ikke udgrunde Guds hemmeligheder, eller forklare skabelsens underfulde værk, som er et almagtens mirakel, bedre end den kan vise hvorledes Gud blev til.  

”De skjulte ting er for Herren vor Gud; men de åbenbarede er for os og vore børn evindelig, at vi skal gøre alle denne lovs ord.” 5. Mos. 29,29. Mænd som bekender sig til at være Guds tjenere opløftede sin stemme imod at ransage profetierne, og fortælle folket at profetierne er dunkle, især Daniels og Johannes profetier, og vi kunne ikke forstå dem. Nogle af disse samme mænd, som er imod at profetierne skulle ransages fordi de er dunkle, modtage med begærlighed naturforskeres formodninger, som strider imod den mosaiske historie. Men dersom Guds åbenbarede vilje er så vanskelig at forstå, så burde menneskene visselig ikke bygge deres tro alene på formodninger i med hensyn til det som han ikke har åbenbaret. Guds veje er ikke vore veje, ej heller er hans tanker som vore tanker. Menneskelig videnskab kan aldrig forklare hans underfulde gerninger. Gud styrede det således at mennesker, dyr og træer, mange gange større end de som nu er på jorden, og andre ting, blev begravede i jorden på syndflodens tid, og blev bevaret til et vidnesbyrd for menneskene at den gamle verdens indbyggere omkom i syndfloden. Det var Guds hensigt at opdragelsen af disse ting i jorden skulle bestyrke Menneskenes tro på den hellige Skrift. Men Menneskene, med deres forfængelige fornuftsslutninger, benyttede disse ting, som Gud bestemte til at lede dem til at ære ham, på en forkert måde. De henfaldt til samme vildfarelse som menneskene før syndfloden – de ting, som Gud gav dem til velsignelse, vendte de til forbandelse, idet de benyttede dem på en forkert måde.  

Kapitel IX. Babelstårnet.
Nogle af Noas efterkommere begyndte snart at falde fra. En del fulgte Noas eksempel og adlød Guds befalinger; andre var vantro og oprørske. Nogle troede ikke på Guds tilstedeværelse, men mente at syndfloden fremkom af naturlige årsager. Andre troede at Gud var til, og at han ødelagde den slægt, som tidligere levede, ved syndfloden; ligesom Kain nærede de oprør i hjertet imod Gud, fordi han ødelagde jordens beboere, og forbandede jorden tredje gang ved en syndflod.  

De som var Guds fjender følte sig daglig irettesat ved det gudfrygtige liv og den hellige vandel, som førtes af dem der elskede, adlød og ærede Gud.  

De vantro holdt råd sammen, og blev enige om at et skille sig fra de troende, hvis retfærdige opførsel hele tiden forhindrede deres ugudelige planer. De rejste et stykke vej fra dem, og valgte en stor slette til at bo i. De byggede en stad, og undfangede derefter idéen om at bygge et stort tårn som kunne nå til skyerne, for at de kunne bo tilsammen i staden og tårnet og ikke mere adspredes. De mente at de kunne sikre sig selv dersom der kom en anden syndflod; thi de ville bygge sit tårn meget højere end vandene steg op på syndflodens tid, og hele verden ville ære dem, og de ville blive som Guder, og regere over folket. Dette tårn var bestemt til at ære sine bygmestre, og at vende andres opmærksomhed, som ville komme til at leve på jorden, bort fra Gud, for at forene sig med dem i deres afguderi. Folk boede i tårnet førend bygningen blev fuldført. Mange værelser blev glimrende udstyrede, smykkede og indviede til deres afguder. De, som ikke troede på Gud, indbildte sig, at dersom deres tårn kunne nå til skyerne, så ville de blive i stand til at opdage årsagerne til syndfloden.  

De ophøjede sig selv imod Gud; men han tillod dem ikke at fuldende deres værk. De havde bygget sit tårn til en stor højde. Da sendte Herren to engle for at forstyrre dem i deres gerning. Der var mænd bestemte til at modtage ordre fra arbejderne på toppen af tårnet, når de forlangte materialer for deres arbejde. Den første talte til den anden, og han til den tredje etc., indtil deres ordre nåede til jorden. Eftersom ordren gik fra den ende til den anden forvirrede englene deres sprog, og når den kom til arbejderne nedenfor, sendte de sådanne materialer op som man ikke forlangte. Efter at de med stor besværlighed havde bragt materialer op til arbejderne på toppen af tårnet, var det ikke sådanne som de ønskede. Skuffede og forbitrede satte de dem i rette som de troede at være skyldige. Efter dette var der ikke mere harmoni i deres arbejde. Forbitrede på hverandre, og ude af stand til at forklare misforståelsen og de forunderlige ord iblandt sig, forlod de arbejdet, skilte sig fra hinanden, og adspredtes over jorden. Op til denne tid havde menneskene kun talt eet sprog. Lynild fra himmelen sønderbrød toppen af deres tårn og kastede den til jorden som et tegn på Guds vrede. Således viste Gud disse oprørske mennesker at han er det højeste væsen.  

afsn nr:1
afsn nr:2paa1 85
afsn nr:3paa1 86
afsn nr:4paa1 86
afsn nr:5paa1 87
afsn nr:6paa1 87
afsn nr:7paa1 88
afsn nr:8paa1 88
afsn nr:9
afsn nr:10paa1 88
afsn nr:11paa1 88
afsn nr:12paa1 89
afsn nr:13paa1 89
afsn nr:14paa1 89
afsn nr:15paa1 90
afsn nr:16paa1 91
afsn nr:17paa1 91
afsn nr:18paa1 91
afsn nr:19paa1 92