Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 23. marts 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Med påpasselighed og bæven nærmede vi os tiden, hvor vor Frelser var forventet at komme. Med højtidelig alvor søgte vi, som et folk, efter at rengøre vore liv, så vi kunne blive klar til at møde ham ved hans komme. Uanset modstanden fra prædikanter og menigheder, var Beethovenhallen i Portland-byen overfyldt hver aften; især var der en stor forsamling om søndagen. Ældre Stockman var en dybt gudfrygtig mand. Han havde et svagt helbred; og dog da han stod for folk, synes han at være løftet over fysisk svaghed og hans ansigt blev oplyst med den bevidsthed at hans lære var Guds indviede sandhed.   ret

Der var en højtidelig, søgende kraft i hans ord, der ramte manges hjerter. Han udtrykte nogen gange et brændende ønske om at leve indtil han skulle hilse Frelserens komme i himlens skyer. Under hans gerning overbeviste Guds Ånd mange syndere og bragte dem i Kristi fold. Møderne blev stadig holdt i private huse i forskellige dele af byen, med de bedste resultater. Troende blev opmuntret til at arbejde for deres venner og slægtninge og omvendelser blev føjet til hver dag.   ret

Det distrikt om min fars familie egentlig tilhørte,blev der holdt aftensmøder i hjemmet hos en sø-kaptajn. Han bekendte sig ikke til nogen religion, men hans hustru var en oprigtig sandhedselsker. Til sidst blev kamptajnen overbevist gennem indflydelsen fra de kristendomsbekendendes møder, og greb troen om at han snart ville komme til verden.   ret

Alle klasser flokkedes til møderne i Beethovenhallen. Rige og fattige, høje og lave, prædikanter og lægfolk, var der alle, af forskellige grunde, hver især ivrig efter at høre læren om det andet komme. Skaren var så stor at man blev bange for at gulvet måtte give efter for den tunge vægt; men bygmesteren, blev rådført, beroligede disse ængstelser og satte tillid til bygningens styrke.   ret

Mange kom og fandt ikke nogen ståplads og gik skuffede væk. Mødernes program var enkel. En kort og tydelig prædiken blev sædvanligvis givet, derefter var der givet fri til almindelig tilskyndelse. Der var, som regel, den mest fuldkomne stilhed der var muligt, for så stor en mængde. Herren holdt modstandens ånd i skak medens hans tjenere forklarede grunden til deres tro.   ret

Nogle gange var redskabet svagt, men Guds Ånd gav vægt og kraft til hans sandhed. De hellige engles nærværelse mærkedes i forsamlingen og dagligt blev adskillige lagt til ded lille flok af troende.   ret

Engang da ældre Stockman forkyndte, sad ældre Brown, en kristen baptistprædikant, hvis navn har været omtalt før i denne beretning, ved skranken og lyttede til prædiken med intens interesse. Han blev dybt rørt og med ét blev hans udtryk bleg som døden, han faldt ned af stolen og ældre Stockman greb ham i hans arme netop som han faldt til gulvet og lagde ham på sofaen bag skranken, hvor han lå kraftløs indtil prædiken var færdig.   ret

Han rejste sig da, hans ansigt var stadigt blegt, men skinnede med lys fra retfærdighedens sol og gav et meget imponerende vidnesbyrd. Han lod til at modtage en hellig salvelse ovenfra. Han var sædvanligvis langsom til at tale og på en alvorlig måde, hel fri for sindsbevægelse. Ved den lejlighed bar hans højtidelige og velovervejede ord en ny kraft med sig, idet han advarede syndere og sine medprædikanter at lægge al vantro, fordomme og kold formalitet væk, som den fornemme Bereans, søgte de indviede skrifter, sammenlignede skriftsted med skriftsted, for at forvisse sig om disse ting ikke var sande. Han bad de tilstedeværende prædikanter ikke at føle sig såret ved den direkte og ransagende måde, som ældre Stockman havde overbragt det højtidelige emne på, så det interesserede alles sind.   ret

Han sagde: "Vi ønsker at nå folk; vi ønsker at syndere skal blive omvendte og virkelig angre før det for sent for dem at blive frelst, for at de ikke skal komme med klagen: »kornhøst er omme, frugthøst endt og vi er ej frelst!« Brødre i tjenesten siger at vore pile rammer dem; vil de da venligst gå væk fra os og synderne og lade os nå syndernes hjerter? Hvis de gør dem selv til skydeskive for vort mål, har de ingen grund til at klage over de sår de får. Gå til side, brødre og I vil ikke blive ramt!”   ret

Han berettede om sin egen erfaring med en sådan enkelhed og oprigtighed, at mange skadede blev rørt til tårer. Guds Ånd blev mærket i hans ord og ses på hans ansigtsudtryk. Med en hellig ophøjelse erklærede han frimodigt at han havde taget Guds ord, som sin rådgiver, at hans tvivl var fejet bort og hans tro bekræftet. Med alvor indbød han sine medprædikanter, menighedsmedlemmerne, syndere og vantro til at undersøge bibelen for sig selv. Han formanede dem til ikke at lade noget menneske vende sig bort fra, at forvisse sig om hvad der er sandhed.   ret

Hverken der eller efterpå tjente ældre Brown sin forbindelse med den kristne baptistmenighed, men så på sit folk med stor respekt. Da han havde stoppet med at tale, blev dem, som ønskede forbøn for Guds folk indbudt til at stå op. Hundredvis svarede på opfordringen. Helligånden hvilede på forsamlingen. Himlen og jorden synes at nærme sig hinanden. Mødet varede en time mere ud på natten. Herrens kraft mærkes på unge, gamle og midaldrende.   ret

Hverken der eller efterpå tjente ældre Brown sin forbindelse med den kristne baptistmenighed, men så på sit folk med stor respekt. Da han havde stoppet med at tale, blev dem, som ønskede forbøn for Guds folk indbudt til at stå op. Hundredvis svarede på opfordringen. Sø-kaptajnen som var omvendt for nylig, sprang op på bene med tårerne trillende ned af hans kinder. Han kunne udtrykke hans følelser med ord, og stod helt stille et øjeblik, i taksigelse; så hævede han ufrivilligt sin hat, og svang den over sit hoved med en gammel sømands frie bevægelse, og råbte i sin glædes opgivelse: ”Hurra for Gud! Jeg vil registreres under hans personale, han er min kaptajn!Hurra for Jesus Kristus!” Overvældet satte han sig ned med intensitet for hans bevægelser, hans ansigt glødede strålende af kærlighed og fred.   ret

Hans særlige vidnesbyrd, så kakteristisk som den djærve sømand, blev ikke modtaget med latter, for Gud Ånd som oplivede taleren, gav hans ekstraordinære ord en underlig højtidelighed som mærkes gennem hele den tætpakkede forsamling.   ret

Andre fulgte efter med deres vidnesbyrd. Bror Abbots stemme genlød igennem hallen med advarselstoner til verden. Han gentog beviserne for Kristi snarlige komme, og med hellig tavshed lyttede de umådelige forsamling til hans oprørende ord. Helligånden hvilede over forsamlingen. Himlen og jorden lod til at nærme sig hinanden. Mødet varede indtil en sen nattetime. Herrens kraft faldt på de unge, gamle og midaldrende. Nogle af metodister og babtister der var tilstede lod til at vøre helt enig med mødets ånd.   ret

Vi vendte tilbage til vore hjem på forskellige måder, en stemme der priste Gud ville nå os fra en retning og, som om det var et svar, kom stemmer fra andre og endnu andre kvarterer: "Ære til Gud, Herren regerer!" Mennesker fandt deres hjem med pris i deres læber og den glade lyd lød ud i den stille natteluft. Ingen af dem, som var til disse møder kan nogen sinde glemme de scener med dybest interesse.   ret

Dem, som oprigtigt elsker Jesus kan værdsætte deres følelser, som vågede med den mest inderlige længsel efter deres Frelsers komme. Det forventede tidspunkt nærmede sig. Tiden hvor vi håbede at møde ham var nær. Vi nærmede os denne time med en stille alvor. De sande troende hvilede i liflig forening med Gud, med en alvor af den fred, som skulle være deres, i det strålerne senere. Ingen som oplevede dette håb og denne tillid, kan nogen sinde glemme de dyrebare ventende timer.   ret

Verdslig forretning var hovedsagligt lagt til side i nogle få uger. Vi undersøgte omhyggeligt enhver tanke og sindsbevægelse i vore hjerter, som om vi var ved vort dødsleje og, om nogle få timer, lukkede vore øjne for evigt, for jordiske sener. Der var ingen fremstilling af "Himmelfarts klædninger" til denne store begivenhed; vi nærede behovet for et indre bevis at vi var beredte til at møde Kristus og vore hvide klæder var sjælens renhed, karakter renset fra synd ved vor Frelsers soneblod.   ret

Men forventningens tid var gået. Dette var den første grundige prøve der skulle bæres af dem, som troede og håbede at Jesus ville komme i himlens skyer. Skuffelsen for Guds ventende folk, var stor. Spotterne triumferede og vandt de svage og krysterne til deres rækker. Nogle som havde vist sig at besidde den sande tro lod til kun at have været påvirket af frygt; og nu kom deres tapperhed tilbage, ved at tiden var gået og de forenede sig frimodigt med spotterne, erklærede at de aldrig havde været bedraget til at virkelig tro Millers lære, som var vanvittig fanatisk. Andre, med naturlig trang til opgivelse, forlod stille og roligt sagen. Jeg tænkte: Hvis Kristus virkelig var kommet, hvad ville der blive med de svage og dem som skiftede? De bekender at holde af og længtes efter Jesu komme; men når han svigter og ikke viser sig, synes de stærkt oplivet og går tilbage til en tilstand af sorgløshed og ligegyldighed for sand religion.   ret

Vi var forvirrede og skuffede og fraskrev os dog ikke vor tro. Mange klyngede sig stadig til håbet at Jesus ikke ville udskyde hans komme; Herrens ord var sikkert og kunne ikke svigte. Vi følte at vi havde gjort vor pligt, vi havde levet op til vor dyrebare tro; vi var skuffede, men ikke gjort modløse. Tidernes tegn betegnede at enden for alle ting var nær; vi må vente og holde os selv i beredskab for Mesterens komme til enhver tid. Vi må vente med håb og tillid og ikke forsømme at samle os selv til belæring, opmuntring og trøst, så vort lys må skinne ud i verdens mørke.   ret