Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 27. marts 1879

Den store strid: Abraham en advarsel til vor tid

Den store strid Mellem Kristus og hans engle, og Satan og hans engle.

Kapitel ti Abraham.Herren valgte Abraham til at udføre sin vilje. Han gav ham anvisning om at forlade sin nation, og skille sig fra sine slægtninge. Herren åbenbarede sig selv for Abraham medens han var ung, og gav han forstand, og bevarede ham fra afguderi. han besluttede at fremstille ham som et eksempel på tro og gudfrygtighed for Guds folk, som siden efter skulle leve på jorden. Hans karakter udmærkede sig ved oprigtighed, ædelmodighed og gæstfrihed. Han blev respekteret som en mægtig fyrste iblandt folket. Ved ærefrygt og kærlighed til Gud, og punktlig lydighed i at udføre hans vilje, vandt han sine tjeneres og naboers respekt. Hans gudfrygtige eksempel og retfærdige fremgangsmåde, forbundet med flittig undervisning til hans husfolk, ledte dem til at frygte, elske og ære Abrahams Gud. Herren åbenbarede sig for Abraham, og lovede ham at hans sæd skulle blive talrig som himlens stjerner. Han bekendtgjorde ham også, gennem den sorte rædsels symbol hvad ville komme over, hans efterkommeres hårde trældom i Ægypten.   ret

I begyndelsen gav Gud en hustru til Adam, og viste således sin orden. Han bestemte aldrig at en mand skulle have flere hustruer. Lamek var den første som i denne hensende afveg fra Guds vise orden. Han havde to hustruer, hvilket frembragte ufred i hans familie. Begges misundelse og skinsyge gjorde Lamek ulykkelig. Da menneskene formeredes på jorden, og dem fødtes døtre, tog de sig hustruer af alle, som de udvalgte. Dette var en af den gamle verdens indbyggeres store synder, som bragte Guds vrede over dem. Denne skik blev brugt efter syndfloden, og blev så almindelig at endog nogle mænd fulgte den, og havde flere hustruer. Dog var det ikke mindre synd fordi de blev henrevet af fordærvelsen og forlade Guds orden i dette stykke.   ret

Herren sagde om Noa og hans familie, som blev frelste i arken: ”Jeg har set dig at være retfærdig for mig i denne slægt.” Noa havde kun en hustru; og Gud velsignede deres forenede familiedisciplin. Fordi Noas sønner var retfærdige blev de bevarede i arken med deres retfærdige fader. Gud har ikke nogen sinde sanktioneret flerkoneriet. Det var imod hans vilje. Han vidste at dette ville forstyrre menneskenes lykke. Abrahams fred blev meget forstyrret ved hans ulykkelige ægteskab med Hagar.   ret

”Efter Abrahams adskillelse fra Lot, sagde Herren til ham: ”Opløft dine øjne, og se fra det sted, hvor du er, mod norden, og mod syd, og mod øst, og mod vest. Thi alt det land, som du ser, det vil jeg give dig og dit afkom evindelig. Og jeg vil gøre dit afkom som støv på jorden; dersom nogen kan tælle støv på jorden, da skal også dit afkom tælles.” ”Efter at dette var sket, skete Herrens ord til Abraham i synet, og sagde: frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold og din meget store løn.” ”Og Abram sagde ligeså: se, mig har du ingen afkom givet; og se, min hustræl kommer til at arve mig.”   ret

Eftersom Adam ikke havde nogen søn, troede han fast at hans tro tjener Eleser, skulle blive hans adopterede søn og hans arving. Men Gud underretter Adam om hans tjener skulle ikke være hans søn og arving, men han skulle virkelig få en søn. ”Og han førte ham ud uden for, og sagde: Kære, se til himmelen og tæl stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: så skal dit afkom være.” Vers 5.   ret

Hvis Adam og Sara havde ventet med fast tro på forjættelsens opfyldelse, at de skulle få en søn, så kunne de have undgået mange ubehageligheder. De troede at det ville ske just således som Gud havde sagt, men kunne ikke tro at Sara i sin gamle alder kunne få en søn. Sara forslog en plan hvorved hun tænkte at Guds forjættelse kunne blive opfyldt. Hun bad Abraham at tage Hagar som sin hustru. Dette viste at de begge manglede tro og fuldkommen tillid til Guds magt. Abraham bestod ikke i den prøve han blev underkastet for at vise sin tro på Guds uindskrænkede magt. han lytte til Saras røst, og tog Hagar som sin Hustru, hvorved han påførte sig selv og Sara meget fortræd. Det var Herrens hensigt at prøve Abrahams faste tro og tillid til de forjættelser han havde givet ham.   ret

Hagar var stolt og pralede, og opførte sig selv hovmodigt mod Sara. Hun smigrede sig selv med at hun skulle blive moder til det store folk som Herren havde lovet at frembringe af Abraham. Abraham blev tvunget til at lytte til Saras klager over Hagars opførsel, og hun beskyldte Abraham for at have gjort fejl i dette stykke. Abraham bedrøves, og siger til Sara at Hagar er hende tjener, og at hun kan selv råde over hende, men nægter at sende hende bort; thi hun skal være moder til hans barn, ved hvem han tror at forjættelsen skal opfyldes. Han underretter Sara om at han vil ikke have taget Hagar til sin hustru, dersom hun ikke udtrykkelig har forlangt det. Abraham blev også tvunget til at lytte til Hagars klager over forurettigelser af Sara. Abraham er i forlegenhed. Dersom han søger at forsvare Hagar, så forøger han Saras skinsyge og ulykke, og hun er hans første og højest elskede hustru. Hagar flyede fra Saras ansigt. Herrens engel møder hende, og trøster hende. Han irettesætter hende tillige for hendes hovmodige opførsel, og byder hende at vende tilbage til sin frue og ydmyge sig for hendes hænder.   ret

Efter Ismaels fødsel åbenbarede Herren sig for Abraham, og sagde til ham: ”Og jeg vil give min pagt imellem mig, og imellem dig, og formere dig ganske meget.” Atter gentager Herren ved sin engel forjættelsen om at give Sara en søn, og at hun skulle blive moder til mange folk. Abraham forstod endnu ikke Guds forjættelse. Hans tanke hvilede på Ismael, som om de mange folk i forjættelsen ville komme gennem ham, og han udråber i kærlighed til sin søn: ”Gid Ismael måtte leve for dit ansigt!”   ret

Atter gentages forjættelsen til Abraham mere bestemt: ”Sandelig, Sara din hustru skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Isak; og jeg vil oprette min pagt til en evig pagt med ham, for hans afkom efter ham.” Anden gang sende Gud sine engle til Abraham, på deres vej for at ødelægge Sodoma, og de gentog forjættelsen tydelig og bestemt at Sara skal have en søn.   ret

Efter Isaks fødsel viste Abraham og Sara stor glæde, hvilket gjorde Hagar meget misundelig. Hun havde undervist Ismael om at Gud ville særdeles velsigne ham som Abrahams søn., og at han skulle være arving til det som var lovet til hans fader. Ismael deltog i sin moders følelser og blev vred over den glæde de viste ved Isaks fødsel. Han foragtede Isak fordi han mente at han blev foretrukket for ham selv. Sara så hvilken sindsstemning Ismael viste imod hende søn Isak, og hun blev meget bevæget. Hun fortalte Abraham om Ismaels uanstændige opførsel imod hende og hendes søn Isak, og sagde til ham: ”Uddriv denne tjenestekvinde og hendes søn; thi denne tjenestekvindes søn skal ikke arve med min søn, med Isak.”   ret

Abraham var fortvivlet. Ismael er hans søn, som han elsker. Hvorledes kan han drive ham ud! Han beder til Gud i sin forlegenhed, thi han ved ikke hvad han skal gøre. Herren underviser Abraham ved sine engle om at lytte til Saras, og hans hustrus røst, at han ikke skulle lade sin kærlighed til sin søn eller til Hagar forhindre ham i at opfylde hendes ønske; thi dette var den eneste måde hvorpå fred og harmoni atter kunne oprettes i hans familie. Abraham modtager de trøstelige forjættelse af englen at Ismael skulle ikke dø, om end han blev adskilt fra sin faders hus, ej heller ville Gud forlade ham, men bevare ham fordi han var Abrahams søn. Gud lovede også at gøre et stort folk af Ismael.   ret

Abraham besad et ædelt, menneskekærligt sindelag, hvilket viste sig da han bad så inderligt for folkene i Sodoma. Hans stærke ånd led meget. Han var nedbøjet af sorg, og hans faderlige følelser var dybt rørte da han sendte Hagar bort med sin søn Ismael for at vandre som en fremmed i et fremmed land.   ret

Dersom Gud havde sanktioneret flerkoneri, så ville han ikke således have befalet Abraham at sende Hagar og hendes søn bort. Heraf kunne vi alle lære, at det er Guds vilje at ægteskabets fred og rettigheder der respekteres og beskyttes, om end det koster megen opofrelse. Sara var Abrahams først og eneste sande hustru. hun havde rettigheder som hustru og moder, som ingen anden i familien kunne have. Hun ærede sin mand og kaldte ham herre; men hun var nidkær for at hans kærlighed ikke skulle deles mellem hende selv og Hagar. Gud irettesatte ikke Sara for den fremgangsmåde som hun fulgte. Abraham blev irettesat af Englene for sin mistillid til Guds magt, som havde ledt ham til at tage Hagar til hustru, og at tænke at forjættelsen ville blive opfyldt gennem hende.   ret

Atter fandt Herren det tjenligt at forsøge Abrahams tro ved en forfærdelig prøve. Dersom han havde bestået i den første prøve, og havde ventet med tålmodighed indtil forjættelsen blev opfyldt ved Sara, og ikke havde taget Hagar til hustru, så ville han ikke være blevet underkastet den hårde prøve som nogen sinde har været pålagt et Menneske. Herren bød sin trofaste tjener at tage til Moria land, og ofre Isak der, forjættelsens søn, som brændoffer.”   ret

Abraham var ethundredeogtyve år gammel da denne forfærdelige og overraskende befaling kom til ham, i et syn om natten. Han skulle rejse tre dages rejse, og ville have tid nok til at overveje. For halvtreds år siden, havde han på, guddommelig befaling, forladt far og mor, slægtninge og venner, og var blevet en pilgrim og en fremmed i et land, der ikke var hans eget. Han havde adlydt Guds befaling om at sende sin søn Ismael bort, for at strejfe om i ørknen. Hans sjæl var nedbøjet over denne adskillelse, og hans tro blev prøvet smerteligt, alligevel underlagde han sig, fordi Gud befalede.   ret

Men nu var der en prøvelse foran ham som fik alle hans andre pinsler til at betydelige ud. Befalingens ord var for at oprøre hans sjæl til dybderne. ”Tag nu din søn, din eneste søn Isak, som du elsker, og tag ham til Moria land, og ofre ham der som et brændoffer på et bjerg, som jeg vil udpege.” Igen og igen udbrød den sorgramte fader: Oh! min søn, min søn, ville mit liv kunne antages for Gud, i stedet for dit; så skal mit lys ikke gå ud i mørke. Abraham rejste sig før daggry, og idet han så på himlens stjerne, huskede han det løfte, som Gud har givet ham for halvtreds år siden: ”Se på himlen, og tæl stjerne, hvis du kan tælle dem. Og han sagde til ham: Sådan skal din sæd være.” Og nu befalede den samme stemme ham at slå sin eneste søn ihjel, i hvem forjættelsen var opfyldt.   ret

Abraham fristedes til at tro at alt dette var et bedrag. Slået af sorg, bøjede han sig ned for Gud, og bad, som aldrig før for en bekræftelse af denne besynderlige befalinger, efter større lys, hvis han skulle udføre denne forfærdelige pligt. Han huskede at englene var blevet sendt for at fortælle ham om Gud hensigt med at udslette Sodoma, og dem som tog det løfte med sig, at han skulle få denne samme søn Isak. Han gik der ud, han havde gået mange gange, for at møde himmelske budbringere, og håbede på at møde dem igen og få en særlig anvisning fra dem; men han fik ikke noget lys, mørket syntes at lukke sig omkring ham, dagen nærmede sig, og han måtte rejse før det blev lys.   ret

Han gik først hen til det leje Isak sov på i fredfuld uskyld; han var sit hjertes glæde, trøsten for sin høje alder. Abrahams læber skælvede, han vendte sig hurtig bort, og så på Sara som også sov stille. Han vidste at Isak var hendes stolthed, at hendes hjerte var viklet sammen med hans. Skulle han vække hende, så hun kunne se på sin søn for sidste gang? Skulle han fortælle hende hvad Gud forlangte? Han vidste at han selv havde troens styrke, og tillid til Gud; han kende ikke styrken i Saras tro; men han kender hendes kærligheds kraft til Isak.   ret

Han gik fra den ene sovende til den anden, uden at vide det bedste at gøre. Til sidst vækkede han Isak, og informerede ham om at han var pålagt af Gud til at sende et offer på et fjerntliggende bjerg, og at han må ledsage ham. Han kaldte på sine tjenere, og forberedte sig på alt nødvendigt for sin lange rejse. Hvis han kunne lette sine tanker over for Sara, og de sammen kunne bære lidelser og ansvar, ville det havde lindret ham noget, men han besluttede at dette ville han ikke gøre, for hendes hjerte var bundet op til hendes søn, og hun kunne forhindre ham. Abraham gik ud på sin rejse, med Satan ved sin side, for at antyde vantro og umulighed.   ret

Med Isak gående ved sin side, kunne patriarken ikke samtale som sædvanligt, for en dyb sorg, var skjult i hans eget bryst. Natten nærmede sig, den længste dag Abraham nogen sinde havde oplevet var ved at slutte. Han så sin elskede søn Isak og tjenerne falde i søvn, men han kunne ikke sove. Han brugte natten med bøn, håbede at nogle himmelske budbringere ville vise sig for ham, for at fortælle at det er nok, og at de kunne tage tilbage til Sara, uden Isak havde taget skade.   ret

Intet nyt lys faldt ned på Abrahams torturerede sjæl. Et tungt pres var på ham, men han vaklede ikke over for løftet. Han tænkte ikke over hans efterkommere, som skulle være som stjernerne, men nu kommer gennem Isamael, for Gud havde tydeligt sagt at gennem Isak skulle løftet opfyldes. Så lød røsten atter i hans ører: ”Tag nu din søn, din eneste søn Isak, som du elsker.” Denne frygtelige befalinger, som gør ham barnløs kan knapt nok erkendes. Han rejser sig tidligt for at fortsætte sin møjsommelige rejse. Satan hvisker tvivl, men Abraham modsætter hans antydninger.   ret