Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 30. marts 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Wm. Millers beregning af tiden var så simpel og tydelig, at selv børn kunne forstå det. Fra datoen på dekretet fra kongen af Persien, fundet i Ezra 7, som var givet i år 457 før Kristus, måtte de 2300 år i Daniel 8,14 ophøre i 1843. Altså ventede vi enden i dette år på Herrens komme. Vi blev sørgelig nok skuffet da året var helt omme og Frelseren ikke var kommet.   ret

Det var ikke ved det første vi indså at hvis dekretet ikke kom ud ved begyndelsen af år 457 før Kr., ville de 2300 år ikke være fuldendt ved slutningen af 1843. Men det var konstateret at dekretet blev givet i slutningen af år 457 før Kr. og derfor måtte den profetiske periode nå frem til efteråret i 1844. Derfor udeblev tidssynet ikke, endskønt det synes at gøre det. Vi lærte at dvæle ved profetens sprog: »Thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det så bi på det, thi det kommer; det udebliver ikke.”   ret

Gud gennemprøvede sit folk ved at tiden gik i 1843. Fejltagelsen der var lavet i beregningen af den profetiske periode blev ikke opdaget med ét, selv af lærte mænd som modsatte sig deres syn, der ventede Kristi komme. Elever erklærede at Mr. Miller var rigtig i sin beregning for den tid, endskønt de strides med han med hensyn til de begivenheder der ville afslutte perioden. Men de og Guds ventende folk, var i simpel vildfarelse i spørgsmålet om tid.   ret

Vi tror fuldt ud at Gud, i sin visdom, planlage at hans folk skulle møde en skuffelse. Denne skuffelse skulle åbenbare det folket hjerter og udvikle deres sande karakter, som havde bekendt at vente på og glæde sig til Herrens komme. Dem, som antog den første engels budskab (se Åbenbaringen 14,6.7) i frygt for Guds vredes domme, ikke fordi de elskede sandheden og ønskede et borgerskab i himlens rige, viser sig nu i deres sande lys. De var blandt de første til at latterliggøre de skuffede, som oprigtigt længdes efter og holder af Jesu tilsynekomst. Denne ransagende prøve af Gud åbenbarede deres sande karakter, som ville unddrage sig ansvar ved at fornægte deres tro i prøvens stund.   ret

Dem, som blev skuffede var ikke længere overladt i mørke; for ved at søge i de profetiske perioder med alvorlig bøn, var fejltagelserne opdaget og kalkuleringen af den profetiske pensel ned gennem den udeblevne tid. I den glædelige forventning til Kristi komme var visionens tilsyneladende udeblivelse ikke taget med i betragtning og var en kedelig og uventet overraskelse. Dog var denne prøve nødvendig for at udvikle og styrke de oprigtig troende i sandheden.   ret

Vort håb kredsede sig nu om Herrens komme i 1844. Dette var også tiden for budskabet fra den anden engel, som, fløj over himelhvælvingen og råbte: »Faldet, faldet er det store Babylon.« Det budskab blev først forkyndt af Guds tjenere i sommeren 1844. Som følge, forlod mange de faldne menigheder. I forbindelse med dette budskab blev midnatsråbet givet: »Se, brudgommen er der, gå ham i møde!« I alle dele af landet, skinnede der givet lys omkring dette budskab og råbet vækkede tusinde. Det gik fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende landregioner. Det nåede de lærte og begavede, så vel som de tilbagetrukne og ydmyge.   ret

Det var mine lykkeligste år i mit liv. Mit hjerte var fuld af glad forventning, men jeg nærede stor medynk og bekymring for dem, som var modløse og havde ingen håb for Jesus. Vi forenede os, som et folk, i alvorlig bøn for den rigtige erfaring og det umiskendelige vidnesbyrd om vor godkendelse hos Gud.   ret

Vi behøvede stor tålmodighed, for spotterne var mange. Vi blev ofte hilst med spottene henvisninger til vor tidligere skuffelse. "I har stadig ikke givet op; hvornår forventer I at komme op?" og lignende hån slap ofte ud ved vor verdslige bekendtskaber og endda fra nogle bekendende Kristne som tog imod bibelen, svigtede dog at lære dets store og betydningsfulde sandheder. Deres forblændede øjne synes at se en svag og fjern mening i den alvorlige advarsel, Gud »har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig« og i forsikringen om de hellige vil blive samlet, sammen for at møde Herren i luften.   ret

De formelle menigheder brugte alle midler for at troen på Kristi snare komme ikke måtte spredes. De som vovede at nævne et håb om Kristi snare komme til deres møder fik ingen frihed. Bekendende elskere af Jesus forkastede hånligt efterretninger om, at han, som de påberåbte som deres bedste ven, var snar til at besøge dem. De blev ophidset og vrede mod dem, som proklamerede nyt om hans komme og som glædede sig over, at de hurtigt skulle se ham, i hans herlighed.   ret

Ethvert øjeblik synes for mig at være af yderste vigtighed. Jeg følte, at vi gjorde et arbejde for evigheden og at den ligegyldighed, var i største fare. Min tro var skyfri og jeg tilegnede mig selv Jesu dyrebare løfter. Han sagde til sine disciple: »Bed og I skal få.« Jeg troede fuldt og fast på, at hvad jeg end bad om i overensstemmelse med Guds vilje, ville absolut tilstås mig. Jeg sank ned i ydmyghed ved Jesu fødder, med mit hjerte i harmoni med den guddommelige vilje.   ret

Jeg besøgte ofte familier og kom i alvorlig bøn med dem, som var knuget af frygt og fortvivlelse. Min tro var så stærk, at jeg aldrig tvivlede et øjeblik, at Gud ville svare min bøn og uden en eneste undtagelse hvilede Jesu fred og velsignelse på os, som svar på vor ydmyge bøn. De fortvivledes hjerter blev gjort glade med lys og håb.   ret

Med flittig hjerteransagelse og ydmyg bekendelse kom vi frem til forventningens tid ? under bøn. Hver morgen følte vi, at det var vor første gerning at sikre os det bevis, at vore livsførelse var rigtig overfor Gud. Vor interesse for hinanden forøges; vi bad meget med og for hinanden. Vi samles i frugthaver og lunde for at tale med Gud og frembære vore bønner til ham og føle os mere fuldt i hans nærværelse når, vi var omgivet af hans naturlige arbejde. Frelsens glæder var nødvendigere for os, end mad og drikke. Hvis skyer fordunklede vore tanker, turde vi ikke hvile eller sove indtil de var drevet væk, af bevidstheden om vor modtagelse hos Herren.   ret

Mit helbred var meget usselt, mine lunger var alvorligt angrebet og min stemme svigtede. Guds Ånd hvilede over mig med stor kraft og min skrøbelige krop kunne knap nok udholde den herlighed der overvældede min sjæl. Det var som at trække vejret i himlens atmosfære og kunne glæde sig ved udsigten til at snart møde min Forløser og for evigt leve i lyset af hans åsyn.   ret

Guds ventende folk nærmede sig timen, medens de inderligt håbede, at deres glæde vil blive fuldstændig ved Frelserens komme. Men tiden gik igen ubemærket ved Jesu komme. Det var hårdt at tage livets bekymringer op, at vi tænkte om vi ville aflægge dem for altid. Det var en bitter skuffelse der faldt på den lille flok, hvis tro havde været så stærk og hvis håb havde været så højt. Men vi blev overrasket over at vi følte os så fri i Herren og blev så stærkt støttet af hans styrke og nåde.   ret

Erfaringen fra de tidligere år blev dog gentaget i et større omfang. Mange gav afkald på deres tro. Nogle som havde været meget overbevist, blev så dybt sårede i deres stolthed at de følte det som at flygte fra verden. Ligesom Jonas, beklagede de sig over Gud og valgte døden fremfor livet. De, som har bygget deres tro på andres vidnesbyrd og ikke på Guds ord, blev ligesom igen, parat til at ændre deres syn. Hyklerne, som havde håbet at bedrage Herren, så vel som dem selv, med deres forfalskede anger og opofrelse, følte sig nu opildnet fra kommende farer og åbenlyst modsatte sig den sag, som de nylig bekendte at holde af.   ret

De svage og onde gik sammen for at erklære, at der ikke kunne være mere frygt eller forventning nu. Tiden var gået, Herren kom ikke og verden ville forblive den samme i tusinde at år. Den anden store prøve afslørede en masse værdiløse tendenser, der indgik i den stærke strøm af andventtroende og, for en tid, strømmede videre sammen med de sande troende og alvorlige arbejdere.   ret