Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 3. april 1879

DSS: Abraham - Kapitel ti fortsat

Hele dagen gjorde han forhåbninger om at møde en engel, der kom for at velsigne og trøste ham, eller måske omgøre Guds befaling, men ingen nådig budbringer viste sig. Satan antydede at ham måtte være bedraget, for Gud havde sagt: ”Du skal ikke dræbe,” og det lignede ikke Gud at kræve noget han tidligere havde forbudt. Den anden lange tag nærmer sig afslutninger, endnu en søvnløs nat blev tilbragt i ydmygelse og bøn, og rejsen på den tredje dag begyndte. Abraham løfte sine øjne til bjergene, og på en af dem ser han det lovede tegn, en klar sky der går over Moria bjerg. Nu ved han at det er en sikker beslutning, ikke noget bedrag.   ret

Han var stadig et godt stykke fra bjerget, men han bad sine tjenere at blive bag ud, medens han satte brændet på skuldrene af sin søn, og han selv tog kniven og ilden. Abraham strammede sig selv op for det bedrøvelige arbejde han måtte udføre. Han knurrede ikke imod Gud. Han havde fået Isak uden at vente det; han havde fået ham i taknemmelighed og stor glæde, og selvom han var hans søn i høns høje alder, og hans elskede søn, troede han stadig på at den samme kraft som gav han Isak, kunne rejse ham fra brændofferets aske. Han styrkede sin sjæl med beviser for at han fik Guds godhed og trofasthed. Havde han ikke, som havde fået tilstået Isak, fuldstændig ret til at genkalde gaven?   ret

Isak var en trøst, en solstråle, en velsignelse for Abraham i sin høje alder, og selvom denne Guds gave virkede så dyrebare og så kær for ham, blev han nu befalet at give tilbage til Giveren. Ordene fra Guds befaling viste at han mærkede den smerte fuldt ud, som Abraham mærkede når han adlyd dette forlangende: ”Tag nu din søn, din eneste søn Isak, som du elsker.” Abraham ønskede ingen vidner. Det var nok at Gud kunne se på og ikke kun se den fulde hengivenhed af hans dyrebare søn Isak, men læse hjertet og helt ud forstå hvor hårdt han mærkede prøven. Han ønskede at ingen andre end Gud skulle være vidne til dette skælsættende sceneri mellem far og søn.   ret

Abraham vidste ikke hvordan Isak ville tage imod Guds bud. Idet de nærmede sig bjerget, ”talte Isak til Abraham, hans far, og sagde: Fader: og han sagde, her er jeg min søn. Og han sagde: Se ilden og brændet, men hvor er lammet som brændoffer?” Disse vinden ord: ”Fader,” gennemborede Abrahams hengivne hjerte, og han tænkte igen: Oh, om jeg, i min høje alder, kunne dø i stedet for Isak! Endnu mere modvillig mod at åbne hans sande ærinde for sin søn, svarede Abraham: ”Min søn, Gud vil udse sig et lam som et brændoffer.”   ret

Isak hjalp sin far med at bygge alteret. De lagde brændet på sammen, og den sidste forberedelse til offeret er gjort. Med bævende læber og skælvende stemme, åbenbarer Abraham for sin søn det budskab Gud har sendt ham. I lydighed mod den guddommelige befaling, var han taget med ud på rejsen. Alt var redde. Isak var offeret, og lammet skulle slagtes. Valgte Isak at modsætte sig sin faders befaling, kunne han have gjort, for han var vokset til manddom, men han var blevet undervist grundigt i Guds kundskab, at han havde en fuldkommen tro på hans løfter og krav.   ret

Patriarken forvissede Isak om at hans kærlighed til ham ikke var blevet mindre, og at han glædeligt ville give sit liv for at redde sin søn. Men Gud havde valgt Isak, og hans krav måtte indfries til bogstavet. Abraham fortalte sin søn at Herren havde mirakuløst givet ham til hans forældre, og nu forlangte han ham igen. Han forsikrede ham at det guddommelige løfte, ”I Isak skal din sæd kaldes,” ville opfyldes, at Gud utvivlsomt vil rejse ham til live igen efter døde.   ret

Først hørte Guds hensigt med en større forbavselse helt over i rædsel. Men han overvejede sagen fuldt ud. Han var et miraklets barn. Hvis Gud havde accepteret ham som et værdigt offer, vil han med glæde underlægge sig. Livet var kært, livet var dyrebart, men Gud havde udpeget ham, Isak, til at blive ofret som et brændoffer. Han tørstede sin fader, og forsikrede ham at Gud havde givet ham ære, ved at tage imod ham som et offer, som han i sine forlangender ikke så Guds vrede og mishag, men de særlige tegn at Herren elskede ham, idet han forlangte at han skulle hellige sig selv helt i offeret.   ret

Han opmuntrede de næsten følelsesløse hænder hos faderen, til at binde snore som bandt ham til alteret. De sidste kærlige ord, sagde far og søn, den sidste hengivenhed, og faderlige, og sidste tårer blev udgydt, den sidste omfavnelse kom, og faderen havde lagt sin elskede søn til sit aldrende bryst for sidste gang. Hans hånd blev opløftet, greb fast over dødens redskab, da hans arm pludseligt blev holdt tilbage. »Da råbte Herrens engel til ham fra himmelen: »Abraham, Abraham!« Han svarede: »Se, her er jeg!« Da sagde engelen: »Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!« Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig øje på en væder, hvis horn havde viklet sig ind i de tætte grene; og Abraham gik hen og tog væderen og ofrede den som brændoffer i sin søns sted. Derfor kaldte Abraham dette sted: Herren udser sig, eller, som man nu til dags siger: bjerget, hvor Herren viser sig. Men Herrens engel råbte atter til Abraham fra himmelen: »Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!«   ret

Som bevis på Guds anerkendelse af Abrahams tro gav han ham navnet ”Trofasthedens far.” Abrahams eksempel står optegnet i den hellige beretning til gavn for hans troende børn. Denne store troens handling lærer ubetinget tillid til Gud, fuldstændig lydighed mod hans forlangender, og en total overgivelse til den guddommelige vilje. I Abrahams eksempel lærer vi at der ikke noget af det vi har, der ikke er for dyrebart for Gud.   ret

Hvor mange af dem, som nu bekender at være kristne, vil følge Abrahams eksempel med at give afkald på sin elskede søn Isak? Alligevel tilhører vor dyrebareste rigdom Gud. En højtidelig pligt påhviler kristne forældre at uddanne og forme deres børns sind, så de altid vil have den højeste respekt og højeste ærbødighed for Gud og for alt indviet og helligt. Disse vil føle at Guds krav må sættes først, og intet er for dyrebart at ofre for ham. Disse vil, ligesom Abraham, vise eksempel på deres tro, ved deres gerninger.   ret

Hvor mange som bekender at tro Gud, og bliver kristne, nægter at adlyde hans stemme, når han kalder dem til at fornægte selvet, og opgive deres dyrebareste rigdomme til ham? De vil tøve, og klinge sig til jordiske ting. Deres hengivenhed er til verden og til verdens ting; alligevel vil nogle af disse have mest at skulle have sagt om hvor meget de har ofret for at lyde sandheden. Isak følte at det var et privilegium at opgive sit liv som et offer til Gud. Hvis Herren kunne acceptere ham, følte han at han blev æret.   ret

Menneskelig dømmekraft kan se det bud Abraham fik, som hårdt, for meget for den menneskelige kraft at bære. Abrahams styrke kom fra Gud. Han så ikke på de ting som ses med menneskes øjne, men de ting som er evige. Gud forlangte ikke mere af Abraham end han havde givet mennesker i guddommelig medfølelse og uendelig kærlighed. Han gav sin enbårne søn som død, så skyldige mennesker kan leve. Abrahams offer af Isak var på særlig måde tiltænkt Gud, for at lave et billede af Sin Søns offer senere.   ret

For hvert skridt Abraham gik op på Moria bjerg, gik Herren med ham. Abraham fik pålagt al den sorg og pine i disse tre dage i sin mørke og farefulde prøvelse, for at give os en lektie i fuldkommen tro og lydighed, og at vi bedre kan fatte hvor virkelig denne store selvfornægtelse og uendelig offer fra Faderen, ved at give sin eneste Søn til død, en skammelig død, for den skyldige slægt. Ingen anden trængsel, ingen anden lidelse eller prøve, som anvendtes på Abraham, kunne skabe mere mental styrke, en sådan sjælstortur, som at adlyde Gud i at ofre sin egen søn.   ret

Vor Himmelske far overgav sin elskede søn til korsfæstelsens pinsler. Lektioner af engle var vidne til Guds Søns ydmygelse og sjælspinsel, men fik ikke lov til at lægge sig imellem, som ved Isak. Man hørte ingen sige at ofret skulle standses. Guds kære søn verdens Genløser, belv hånet, spottet, og tortureret, indtil han bøjede sit hoved i døden. Hvilket stort bevis kan den Almægtige give os for sin guddommelige kærlighed og medynk? ”Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?”   ret

Den tarvelige opfattelse som mange har om sjæles værdi, og offeret af Guds dyrebare søn for syndige mennesker, vises i deres gerninger. Gud taler til dem, som han gjorde til Abraham: ofre dine ejendomme, de timelige gaver som jeg har lånt jer for at fremme min sag, vil de se med forbavselse, tro at Gud ikke mener det som han sagde. Deres rigdomme er ligeså dyrebare for dem som deres børn; deres verdslige rigdomme er som deres Isak. At ære Gud med deres ejendom, tror de er et for stort krav, og de kan ikke tro at Gud mener det. Hvad har denne klasse ofret for Gud?   ret

Mennesker vil vise al den tro de har. Hvis Gud taler til dem og befaler dem at ofre en af deres elskede børn, vil de tro han er en hård mester. Han har dog gjort mere end dette for dem. En sådan befaling vil ikke komme til dem og forsøge og prøve dem. Gud ved hvem han taler til, da han gav befalingen til trofaste Abraham. Patriarken vidste at det var Gud som befalede, og at hans løfter var ufejlbarlige. Havde Herren anvist ham at ofre hans guld, hans sølv, hans hjerte, eller endog hans eget liv, ville han have gjort det med glæde. Han ville føle at han blot gav det tilbage til Gud, som tilhørte ham.   ret

Men der er mange som ikke ved af hvad selvfornægtelse, eller opofrelse, eller helligelse til Gud er. De kan aldrig få det omfangsrige og ophøjede syn på det uendelige offer Guds Søn gav, for at frelse en fordærvet verden, før de overgiver alt til ham. Skulle han tale til dem i en befaling, ligesom han gjorde med Abraham, ville de ikke kende hans stemme godt nok, til at kunne forstå hvad han i virkeligheden kræver af dem, og vise deres kærlighed, og deres tros ægthed.   ret

Guds krav på vor kærlighed, hengivenhed og ejendomme, vore talenter, og os selv, står i mål til det uendelige offer der blev givet i hans Søn i døden for syndige mennesker. Dem som virkelig påskønner forsoningsarbejde, dem som har en høj fornemmelse af det offer som Kristus har gjort, for at ophøje dem til hans trone, vil tælle det til en særlig ære og få del med ham i hans selvfornægtelse, offer og lidelse, så de kan blive medarbejdere sammen med ham i sjælevinding.   ret

Der er mange som bekender sandheden, som ikke elsker Gud halvt så meget som de elsker verden. Gud forsøger og prøver dem. Deres kærlighed til verden og rigdomme formørker deres sinde, forvansker deres dømmekraft, og forhærder deres hjerter. Til nogle af dem har Gud i det mindste åbenbaret hans vilje, og krævet en overgivelse af deres Isak til ham. Men de nægter at adlyde, og lad de gyldne anledninger gå. Dyrebar tid bærer en optegnelse af uopfyldte pligter ud i evigheden, - en tydelig forsømmelse.   ret

Intet af det vi har er af sand værdi, før det er overgivet til Gud. De talenter og de midler der er betroet til Guds sag og arbejde, er af ti gange større værdi, end hvis de holdes tilbage i selviskhed, for at tilfredsstille deres eget behag. De helligede martyreres tro, var ligesom Abrahams, den var ægte. De værdsatte den dyrebare sandhed, og for deres del, blev de jagtet fra sted til sted, forfulgt, forpint, tortureret, blev de trods alt værdsat af Gud. Der var intet sted for dem på jorden, men om dem siger apostlen, var verden ikke værdig. Dem som klynger sig til sandheden over for fængsel, tortur og død, havde den tro som få nulevende besidder.   ret

Mange har valgt et let liv. De har ophøjet deres jordiske interesse over det åndelige og evige. De lærer ikke den hårde lektie i selvfornægtelse, og overgive alt til Gud. De regner ikke noget andet for interessant, end det som kommer let til dem, og ikke ofrer nogle timelige nydelser; og det glemmes lige så hurtigt som det læres, fordi det ikke koster dem noget.   ret

Den dybeste fattigdom, sammen med Guds velsignelse, er bedre end huse og lande, og nogle jordiske rigdomme, uden dette. Guds velsignelse sætter værdi på alt som vi ejer; men hvis vi har hele verden uden hans velsignelse er vi faktiske ligesom tiggeren, for vi kan ikke tage noget med os ind i den næste verden.   ret

Dem som bekender at se frem til vor Frelsers komme, bør have Abrahams tro; en tro som værdsættes fordi den har kostet dem noget; en tro som virker ved kærlighed, og renser sjælen. Abrahams eksempel har vi fået nedskrevet i skriften, fordi verdens ende kommer over os. Vi må tro at Gud mener os det alvorligt, og at han ikke er til at spøge med. Han mener hvad han siger, og han forlanger ubetinget tro og villig lydighed af os. Så vil han lade sit lys skinne omkring os, og vi skal være et helt lys i Herren.   ret