Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 18. april 1892

Betingelserne for at bære frugt

* Prædiken i Sydney, Australien d. 11. december. 1891  

Frelseren sagde: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det. Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.”  

Hvilken stor grund har vi ikke til at prise Gud for de forunderlige løfter der er i disse ord; og skal vi ikke lade taknemmelighed springe op i vore hjerter idet vi mediterer over de tilvejebringelser som er gjort vor vor frelse? Skal al mistillid og tvivl ikke fordrives fra vore sjæle, så vi kan få bevis for at vi i virkeligheden er blevet indpodet i den levende Vin? Jesus siger: ”Hvis I holder mine bud, skal I blive i min kærlighed; ligesom jeg har holdt min Faders bud, og bliver i hans kærlighed.” I al Kristi lære søger han at udfolde det forhold som han har til os, og det forhold som vi bør have til ham, ved at åbenbare sin åbenbaring for faderen, og faderens kærlighed til ham.  

”Disse ting,” sagde Kristus, ”har jeg sagt til jer,” så i skal blive bedrøvede og miste modet, vakelmodige og mistroiske? – Nej; men ”at min glæde må blive i jer, og at jeres klæde skal være fuldkommen.” Kristus ønsker at vi skal være lykkelige, og han udpeger den vej, hvori vi skal have glædens fylde. Er der noget mere som vi kan ønske? Er denne glædesfylde, Kristi glæde, opfyldt i dig? Gud har beredt vej for at denne klæde kan blive din.  

Jesus så at mennesket blev plyndret i synd og elendighed, og havde ingen moralsk kraft til at overvinde i sin egen styrke, så at Jesus gav sig selv, at han måtte forene mennesket med sig selv, og gøre tilvejebringelser så at synderene kan gribe fat i hans styrke og få fred med Gud. Da Adam og Eva faldt i synd, sagde Jesus: ”Jeg vil påtage mig den faldne slægts synd. Jeg vil bære syndens straf, så jeg kan give menneskene min styrke og retfærdighed.” Da Jesus kom til verden var det som vor stedfortræder og sikkerhed. Han gennemgik alle menneskets erfaringer, fra kryppe til Golgata, ved ethvert skridt gav han mennesket eksempel på hvad det bør være og hvad det bør gøre. Se ham på Jordans bredder, spurte om at blive døbt af Johannes hænder. ”Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!« Da svarede Jesus og sagde til ham: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« Så giver Johannes efter. Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.«  

Hvad betyder dette sceneri for os? Hvor ubetænksomt har vi læst beretningen om vor Herres dåb, og ikke indset dens at dens betydning var af største vigtighed for os, og at Kristus blev antaget af Faderen for menneskers skyld. Idet Jesus bøjede sig ned på Jordans bredder og sendte Sin bøn op, blev menneskeheden bragt frem for Faderen ved Ham, som havde iklædt Sin guddommelighed med menneskelighed. Jesus gav Sig selv til Faderen for menneskers skyld, som dem som var blevet adskilt fra Gud, på grund af synd, kunne bringes tilbage til Gud, gennem den guddommelige Forbønsmands fortjenester. På grund af synd var jorden blevet afskåret fra himlen, men med Sin guddommelige arm omfavner Kristus den faldne slægt, og med Sin guddommelige arm griber Han den Uendeliges trone, og jorden bringes i favør for himlen, og mennesker i samfund med sin Gud. Kristi bøn for den tabte menneskehed kløvede sin vej gennem alle skygger Satan havde kastet mellem mennesker og Gud, og efterlod en klar kommunikationskanal til herlighedens trone. Portene blev sat på klem, og himlene åbnes op, og Guds Ånd, i form af en due, cirklede om Kristi hoved, og Guds stemme kunne høres og sagde: ”Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har velbehag.  

Guds stemme kunne høres som svar på Jesu bøn, og dette fortæller synderen at hans bøn vil finde indpas ved Faderens trone. Helligånden vil gives dem som søger efter dens kraft og nåde, og vil hjælpe vore svagheder, når vi vil have at Gud lytter. Himlen er åben for vore bønner, og vi indbydes til at komme ”frimodigt frem for nådens trone, så vi kan få barmhjertighed, og finde nåde til hjælp på rette tidspunkt.” Vi skal komme i tro, tro på at vi skal opnå de ting vi beder ham om.  

Kristus ville have sin glæde opfyldt i os. Han vil have os til at blive i ham, så vi kan frembringe megen frugt. Den eneste ting som enhver bør være bekymret for, er at vide hvordan det er med hans sjæl. Spørgsmålet vi må stille os selv er: ”Kæmper jeg troens gode strid? Er jeg en levende gren på den sande vin? Er jeg en gren på moderstammen – der drager saft og næring fra Jesus?” Hvordan skal vi vide hvordan dette spørgsmål bevares? Jesus har sagt: ”Ved deres frugter skal I kende dem. ” Og vore frugter er afhængige af vore forbliven i Kristus. Jesus siger: ”Heri er min Fader forherliget, at I bærer megen frugt; så at i skal være mine disciple.”  

Hvad vil det sige at bære frugt? Det indbefatter ikke kun at komme til møde en gang om ugen, og frembære vort vidnesbyrd i bøn eller sociale møder. Dag for dag skal vi kunne findes blivende i Vinen, og frembære frugter, med tålmodighed, i vort hjem i vor forretning; og tilkendegive Kristi Ånd i alle forhold. Der er mange som handler som om at en lejlighedsmæssig forbindelse med Kristus er alt som er nødvendigt, og at de regnes som levende grene fordi de nogle gange bekender sig til Kristus. Men dette er en fejltagelse. Grenen skal indpodes i vinen, og blive der, forene sig selv med Vintræet, fiber for fiber, trække sin daglige forsyning af plantesaft og næring, fra Vintræets rødder og fedme, indtil den bliver et med moderstammen. Den plantesaft som nærer Vintræet må ernære grenen, og dette vil være tydeligt i hans liv som bliver i Kristus; for Kristi glæde vil være fuldbyrdet i ham, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.  

Vor bekendelse har ingen værdi, hvis vi ikke bliver i Kristus, thi vi kan ikke blive levende grene, hvis ikke vintræets livsvigtige egenskaber bor rigeligt i os. Hos en sand kristen vil Mesterens egenskaber vise sig, og når vi genspejler Kristi skønhed gennem vort liv og vore egenskaber, elsker Faderen os, ligesom han elsker sin Søn. Når denne betingelse opfyldes hos dem, der bekender at tro på den nuværende sandhed, vil vi opleve at se en blomstrende menighed; thi dens medlemmer vil ikke leve for sig selv, men for ham, som døde for dem, og de vil blive frugtbare grene på det levende vintræ.  

Hvis Jesus er hos dig, vil alle de himmelske intelligensvæsener være til tjeneste for dig. Apostlen siger: “Er de ikke alle tjenende ånder, udsendt for at tjene dem som skal være frelsens arvinger?” Hele himlen er interesseret i menneskenes frelse. Jesus siger: “Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der vil jeg være midt iblandt dem.” Når vi da bøjer os i bøn, så lad os huske på at Jesus er hos os. Når vi går ind i Guds hus, så lad os huske på at vi kun går ind for at tilbede. Vi har Jesus med os. Hvis Guds folk har en erkendelse af dette, ville de ikke lytte uopmærksomt til ordet. Der ville ikke være en kold sløvhed over hjerterne, så at dem der bekender hans navn ikke kan tale om hans kærlighed. Hvis vi har en erkendelse af det at hele himlen bøjer sig over os, ivrige efter at velsigne os, vil vi ikke se den ligegyldige og uinteresserede tilbedelse, som karakterer gudstjenesten i vore menigheder i denne tid. Vi har i det hele taget for lave tanker om hvad det vil sige at være kristne, om hvad Guds tjeneste forlanger. Jesus kom for at være vort eksempel, og under os i at Faderen søger dem, der tilbeder ham i ånd og i sandhed.  

Jesus kom ikke som en lysets engel til verden; havde han gjort det, havde vi ikke kunnet udholde hans herlighed. Én engel ved Kristi grav var af så overmåde glans, at de romerske soldater faldt magtesløse til jorden. Idet engelen kom fra himlen, skilte han mørket fra sin sti, og soldaterne kunne ikke udholde hans herlighed; de faldt til jorden som døde mænd. Hvis Jesus var kommet med en engels herlighed, ville lyset fra ham have udslukket dødelige menneskers svage liv. For vor skyld tømte Jesus sig selv for sin herlighed; han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så han kunne røre menneskeheden, så hans personlige tilstedeværelse måtte være iblandt os, så vi kunne vide, at han var bekendt med alle vore prøvelser og havde medfølelse med vor sorg, at enhver af Adams sønner og døtre måtte forstå, at Jesus er synderes ven. Men han forlod ikke sin guddommelighed uden et vidnesbyrd. Under hans rejse på jorden glimtede atter og atter guddommeligheden igennem menneskeligheden, og Guds herlighed blev vist iblandt mennesker. Pludselig sendte præsterne og herskerne, som hadede Kristus og undersøgte hvordan de kan sende ham i døden, sendte embedsmænd for at tage Jesus; men da embedsmændene kom i nærheden af ham, ble de tryllebundet af hans ord. De lyttede henrykt til de taknemmelige udtryk fra hans læber, og da de kom tilbage ude at have taget ham til fange, spurgte præsterne og embedsmændene: ”Hvorfor kommer I ikke med ham?” Embedsmændene svarede: ”Aldrig har nogen talt som denne mand.” De var blevet fortryllet af hans ord, som var som dyrebare juveler for dem. De hadet lyttet og helt glemt deres ærinde, og gik tilbage og tænkte over hans lære. Guddommelighed glimtede gennem menneskelighed, og de var blevet dybt indprentet, og ville ikke lægge hænder på ham.  

Dette var den Frelser, som kom for at kæmpe kampene for os; for han alene kan vinde sejr over mørkets magter. ” Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.” ” Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”  

afsn nr:1
afsn nr:2
afsn nr:3
afsn nr:4
afsn nr:5
afsn nr:6EGW bibelkommentaren bind 5 side 1078
afsn nr:7EGW bibelkommentaren bind 5 side 1078
afsn nr:8
afsn nr:9
afsn nr:10Guds sønner og døtre 1008
afsn nr:11
afsn nr:12Sabbatsskolelektier, Lys i mørke, 1.kv 2000. s. 12 Egw Bibelkommentaren bind 7 side 927
afsn nr:13