Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 18. april 1895

Et eksempel på frelsende tro

Vi skal finde forvisning for at vi er accepteret af Gud fra hans skrevne løfte, ikke fra en lykkelig flygtig følelse. Vi skal fundere vort håb på glædelige følelser, der er mange af Guds sande folk som vil være uden vished. I Kristi fold er der ikke kun fåret, som han leder til grønne vange, men lam, som Hyrden samler op i sine arme og bærer ved sit bryst. Jesus har omsorg for de svage og skrøbelige i deres enfoldighed, og han ville levendegøre dem ved sine egne hjerteslag. Hvis alle havde en stærk forvisning, på hvilken måde ville spædbarnet så adskille sig fra dem med større erfaringer? Guds ord er rigt på perler af løfter; men der er svage og skælvende sjæle, som ikke vover at tænke, at de frembærer angerens frugt, og som ikke gør krav på løftet; dog er de dyrebare i Herrens øjne. Maria Magdalene var meget tæt på Kristus, dog stod hun grædende og sørgende og sagde: “De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”   ret

Det vil være til mange sjæles fordærv at altid have en tåget forvisning om den glade forvisning at de er antaget til Gud. Uden følelse må vi lære at læne os til ordet. Vi må lære at gribe løftet, fordi vi aldrig går tabt hvis vi kommer til den uendelige Kærligheds fødder. Den absolutter forvisning vil være vor når vi hører de indbydende ord fra Mesterens læber: ”Vel gjort, du gode og tro tjener; gå ind til din Herres glæde.” Vi vil få trosprøvelser, men de vil kun få vore åndelige sener og muskler til at øges, og lægge vor skælvende hånd på et ”så siger Herren.” Men på den måde skal vi bringe ære og herlighed til Gud. Den tvivl og frygt imod os som vi er kaldet til at kæmpe, er dyrebare troens trængsler, Guds arbejdsfolk som udvirker for os en lagt mere overmådelig og evig herlighedsvægt. Igen og igen må vi hæve vore øjne mod Ham som er blevet løftet på korset. ”Se og lev,” var de ord som genlød udover Israels lejr da kobberslagen blev rejst. Dette krævede troens handling fra de lidende ofre, som var blevet bidt af giftslanger, men de blev forvisset om at hvis de så, så skulle de leve. Vi skal også se og leve.   ret

Når verden har så mange efterligninger af tro, er der en ægte tro, og det er denne tro som virker ved kærlighed og renser sjælen. Ved sit forsyn bruge Gud Noa som repræsentant for, hvad sand tro vil gøre. Herren planlagde, at Noa i sit liv og sin karakter skulle fremstille for verden før syndfloden et tydeligt eksempel på resultaterne af at tro på Guds ord. Han vandrede ikke i gnister, som han selv havde antændt. Han fik al sin dømmekraft, al sin styrke, fra kilden til alt lys, for han havde samfund med Gud. Det var, fordi han havde tro på Gud, fordi han var en bønnens mand, at han var en kraftens mand. Han antændte sin kerte ved det guddommelige alter, så han kunne være et lys for verden. Han havde et budskab, som Gud havde betroet ham. På hans tid var der så frygteligt et frafald fra Gud og hans veje, at had mod Guds lov, foragt for sandhed og retfærdighed, var næsten verdensomspændende. Menneskers ondskab var meget stort, dog var der håb for dem, hvis de ville vende sig fra deres ondskab, og Herren gjorde Noa til sin budbringer til at forkynde for den gamle verdens indbyggere deres synder og fremsætte for dem, hvordan de havde fremkaldt Guds vrede. Han fortalte dem, hvad Gud havde i sinde at gøre i verden. Han erklærede Guds ord for dem: “Da sagde Herren: ‘Min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år… Men Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet… Men Noa fandt nåde for Herrens øjne.’   ret

"Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud." "Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld et fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.”   ret

"Se, jeg bringer nu vandfloden over jorden for at udrydde alt kød under himmelen, som har livsånde; alt, hvad der er på jorden, skal forgå. Men jeg vil oprette min pagt med dig. Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner. . . . Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han."   ret

Noa havde tillid til Gud. Han var i en position, hvor han blev prøvet; han skulle kæmpe troens gode strid ved hvert eneste skridt. Et hundrede og tyve års prøvetid blev givet jordens beboere, og Noa skulle gennemleve den generation. Alt omkring ham var i en tilstand af forvirring. På alle sider var der synd, ondskab og tilsidesættelse af Gud og hans hellige lov; men han skulle leve blandt mennesker og ikke tage del i deres onde gerninger. Han skulle være et eksampel på retfærdighed, tro og fuldstændig lydighed mod Gud. Midt i en verdensomspændende foragt over for Gud var han en trofast forkynder af retfærdighed, idet han eksemplificerede over for verden, hvad et menneskets liv kunne blive ved at nære tillid til Guds sikre ord og adlyde alle hans bud. Næsten hele verden var imod Noa; alligevel var der mange som ikke fik lys om den genløsning vore første forældre fik udlovet. Betydningen af brændofrene blev forvansket, og de genskinnede ikke længere forsoningsmetoden for folk.   ret

Det budskab Noa gav, opbyggelsen af denne besynderlige båd, fremkaldte spørgsmål, præcis sådan som Gud havde planlagt det skulle, og vækkede folks nysgerrighed. Store skarer kom fra alle dele af verden for at se den besynderlige og forunderlige struktur, og hørte domsbudskabet og løftet om udfrielse. De ord som var blevet talt til Adam blev genfortalt, - at synd og Satan ikke altid sejrer. Der skulle være sejr til dem som frygtede Gud. Da hans røst opløftes i advarsel om den dom som Gud var ved at pådrage verden, på grund menneskers ondskab, viste der sig en stor modstand imod budbringerens ord. Ikke desto mindre var modstanden ikke helt verdensomspændende; for nogle troede Noas budskab, og gentog advarsel ivrigt. Men mennesker som regnedes for kloge blev opsøgt, og blev opfordret til at komme med argumenter som Noas budskab kunne modsiges med. Og da verden havde fred og ikke i krig med den onde fyrste, var de glade for at kunne lægge alt til side med et ”så siger Herren” og lytte til tidens filosoffer som viste umuligheden af at nen sådan forandring ville finde sted, med naturens kræfter som Noa forudsagde. Der var ikke fjendskab mellem faldne mennesker og faldne engle; begge er onde på grund af frafald, og det onde, uanset hvor det er er i forbund imod Gud. Faldne mennesker og faldne engle forenes i at få afsat Gud.   ret

Sådan var det at denne verdens kloge mænd talte om videnskab og naturens fastlåste love, og erklærede at der ikke er variation i disse lov, og at dette budskab fra Noah slet ikke kunne være sandt. Talentfulde mænd på Noas tid satte sig selv i forbund imod Guds vilje og hensigter, og hånede budskabet og budbringeren som han havde sendt. Da de ikke kunne bevæge Noa fra hans faste og ubetingede tillid til Guds ord, pegede de på ham som en fanatiker, som en højtragende gammel mand, fuld af overtro og vanvid. Derved fordømte de ham fordi han ikke vil vende sig fra hans mål ved menneskers fornuft og teorier. Det var sandt at Noa ikke kunne diskutere deres filosofier, eller modbevise den såkaldte videnskabs fordringer; men han kunne proklamere Guds ord; for han vidste at det indeholdt uendelig visdom fra Skaberen, og da han udråbte det overalt, mistedede det ingen kraft og virkelighed, fordi verdens mennesker truede ham med hån og foragt.   ret

Noa blandede ikke Satans bløde og behagelige bedrag med hans budskab. Han gav ikke udtryk for nogen af de mange følelser han havde der erklærede at Gud var barmhjertig for at gøre et så forfærdeligt arbejde. Mange påstod at Gud ville give de onde en ny prøvetid; men Noa gav ikke efter for deres svage håb at dem der ikke gav anledning, som ikke bragte budskabet ville begunstiges for en ny anledning til Frelse. Gud vil at mennesker ikke kun elsker ham, men at hans frygt skal være i deres hjerter. Noas tro blev blandet med frygt; for det står skrevet at Noa, blev advaret af Gud, bevæget af frygt, forberedte en ark for at frelse sit hus. Hans tro forstærkede hans frygt; for det var ingen krysteragtig frygt som bevægede ham. Han turde ikke holde inde med Guds ord af frygt for mennesker, eller holde hans budskab tilbage af frygt for de konsekvenser som der måtte være, på grund af de onde og ikke troendes modstand og had omkring ham. Han kendte til Guds kraft, og indså at Gud ville opfylde sit ord. Hans frygt for Gud adskildte ham ikke fra Gud, men gjorde at han drog nærmere til ham, og ledte ham til at udgyde sin sjæl i ydmyg og alvorlig bøn. Der var mange som først tog imod Noas budskab, men frygt for mennesker var større end frygt for Gud, og de vendte sig bort fra Guds sandhed og tro en løgn. Eftersom tiden gik, blev de overdynget med bebrejdelser og hån, deres hjerter svigtede dem, og de stod ikke prøven. Det er den prøvende stund som vil måle den bekendende tro og forsikring til Gud. Mod og renhed kan ikke sammenlignes rigtigt med mennesker, før trængslens dag sætter dem på prøve.   ret

Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver som tror; men det er en del af Evangeliet at advare synderen om den dom som venter den ikke-troende og ikke omvendte sjæl. Guds kærlighed vises i gaven af hans dyrebare søn for verden, at enhver som tror på ham ikke skal gå tabt, men have evigt liv; men når frelse er udlovet på betingelse af tro på Guds søn, erklæres der dom over dem som ikke tror. ”Den som ikke tror Sønnen skal ikke se livet; men Guds vrede forbliver hos ham” Gud har en ubeskrivelig kærlighed for synderen, men han erklærer: ”Den sjæl der synder, han skal dø.” Gud har ikke behag i de ondes død; for det er hans vilje at alle mennesker skal få evigt liv gennem troen på Guds Søn.   ret

Herren udlover en velsignelse til dem som tror på hans bud, og erklærer at de skal gå ind ad portene til byen, og skal få ret til livets træ. Men når Gud kommer med en befaling, mener han at vi skal adlyde ham. Vore omstændigheder, vore omgivelser, fore finansielle udsigter, skal ikke tages med i sagen, eller gøres til en undskyldning; for han vil give styrke til enhver som i oprigtighed gør alt for at opfylde hans ord, fordi det er Gud som har talt.   ret

Den langmodige Gud bar over med den Gamle Verdens indbyggere i et hundrede og tyve år, men hans tålmodighed, hans lange overbærenhed, blev gjort til undskyldning for ligegyldighed og forhærdelse og misbrug af hans forudseenhed. Ingen sjæle har nogen sinde forladt gud, opgivet hans egne veje og gøremål, forladt himlen, så længe der er det mindste håb for hans frelse. Gud følger mennesker med bønner, med advarsler om fare, med forvisning om medfølelse, indtil det er sikkert at flere anledninger og privilegier vil være helt forgæves. Noas lys skal skinne frem i et hundrede og tyve år midt i blandt folks moralske mørke, som var omgivet af et vist begrænset antal år. Under Noas ledelse byggede hans tømre en ark, og de blev indprentet dag for dag med den urokkelige tro, den usvigelige renhed fra Guds budbringer. Ethvert hammerslag, alt der skred fremad på byggeriet, var en advarsel om verdens vandflod som fejede de ikke-troende og ugudelige væk. Noas tro var en arbejdende tro; det var en frelsende tro, som bevægede ham med frygt, og lede ham til at handle efter Guds ord. Dette er den kvalitet i troen der vil frelse sjælen. Er det din?   ret