Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 21. april 1881

Akans synd

Umiddelbart efter indtagelsen af Jeriko, besluttede Josua at indtage Ai, en by seksten km længere mod nord. Således blev der sendt udvalgte mænd for at besøge dette sted, for at forvisse sig om antallet af indbyggere, og hvor stærke befæstningsværkerne var. Spionerne vendte tilbage med nyheder om, at byen kun havde få forsvarsværker, og at et lille antal af den hebræiske hær nemt kunne gennemtrænge dem.   ret

Den store sejr som Gud havde vundet for dem, havde gjort israelitterne selvsikre. Fordi Herren havde lovet dem Kanaans land, følte de sig sikre, og de fandt det ikke nødvendigt at anstrenge alle deres kræfter, og da søge ydmygt efter guddommelig hjælp, som alene kunne give dem sejr. Endog Josua havde lagt sine planer for Ai’s sejr, uden at få råd fra Gud i alvorlig bøn.   ret

Israels menighedsforsamling var begyndt at ophøje deres styrke og dygtighed, og se med foragt på landets beboere. Jeriko var blevet omstyrtet så agtværdig, og man forventede en nem sejr i Ai. Derfor mente man at tre tusinde mænd var nok til at udføre et angreb. Israelitterne rustede sig til kamp, uden forsikring om at Gud ville være hos dem. De var uforberedte på den opsatte modstand de mødte, og rædselsslagen over antallet at deres fjenders soldater og deres grundig forberedelse, vendte de om og flygtede. Kanaanæerne forfulgte dem tæt, og seksogtredive af dem blev slået ihjel.   ret

Det uventede nederlag bragte sorg og modløshed i hele Israels forsamling. Josua så på deres ulykke som et udtryk for Guds mishag, og han faldt i dyb ydmyghed ned på jorden, på sit ansigt foran arken. Israels ældste forenede sig med ham i denne selvfornedrende handling, og stum af forbavselse og forfærdelse forblev i denne position indtil aften. Så lagde Josua sagen frem for Herren i alvorlig bøn: -   ret

»Ak, Herre, Herre! Hvorfor lod du dette folk gå over Jordan, når du ville give os i amoriternes hånd og lade os gå til grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive hinsides Jordan! Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage flugten fra sine fjender? når Kana'anæerne og alle landets indbyggere hører det, falder de over os, fra alle sider og udsletter vort navn af jorden; hvad vil du da gøre for dit store navns skyld?«   ret

Josua udviste en sand iver for at ære Gud, alligevel blev hans bønner blandet af tvivl og vantro. Den tanke at Gud havde bragt Sit folk over Jorden for at befri dem fra hedningenes magt, var syndig, uværdig for en leder af Israel. Josuas fortvivlelse og følelse af mistillid var uudsigelig i betragtning af de mægtige mirakler som Gud havde udført for at udfri Hans folk, og det gentagede løfte at Han ville være med dem i uddrivelse af landets onde beboere.   ret

Men vor barmhjertige Gud hjemsøgte ikke Sin tjener med vrede på grund af denne fejl. Han accepterede gladelig Josuas ydmygelse og bønner, og irettesatte samtidig hans vantro, og åbenbarede årsagen for deres nederlag for ham.   ret

»Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt? Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning. Derfor kan israeliterne ikke holde stand over for deres fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til band! Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.«   ret

Israel havde syndet; og som deres førstedommer Josua have et arbejde at gøre, med at søge den skyldige ud, og bortlægge synden fra forsamlingen. I stedet for at konkludere at Herren havde pådraget sit folk nederlag og ruin, skulle Josua hellere have forhørt sig ihærdigt om hele Israel har været trofast i deres pagt med Gud.   ret

Herren havde arbejdet forunderligt for sit folk. Det var ikke deres dygtighed eller mod der havde nedbrudt Jerikos mægtige mure. Hærskarernes Herres kraft havde givet dem sejren. At byen kunne betragtes som Kanaans førstefrugter, og kunne derfor helliges helt til Herren. De eneste fortrin som folket skulle vinde af deres succes var udslettelsen af deres fjender, og kontrol over landet. Derfor blev de forbudt at annektere noget af udbyttet. Guldet og sølvet, sammen med kobber og jernkar, skulle berige Herrens rigdomme. Udover dette, skulle hele den store bys rigdom, sammen med al levende skabning, fortæres helt af ild. Vovede en Israelit at reservere en del af byttet, ville den forbandelse som hvilede over Jeriko visselig falde over ham.   ret

Her gav Herren udtryk for Sin afsky for afgudsdyrkelse. De hedenske nationer havde vendt sig fra at tilbede den levende Gud, og hyldede dæmoner. Helligdomme og templer, smukke statuer, og kostbare monumenter, var det mest sindrige og kostbare kunstværker, havde holdt tankerne og hengivenheden til rendyrket slaveri af sataniske bedrag.   ret

Af naturen er menneskehjertet tilbøjelig til afgudsdyrkelse og selvophøjelse. De kostbare og smukke monumenter for hedens tilbedelse vil behage fantasien og engagere sanserne, og derved lokke israelitterne fra Guds tjeneste. Det var for at fjerne denne fristelse at Herren befalede dem at udslette de afgudsdyrkelses monumenter, som straf for at selv blive afskyet og anklaget af Gud.   ret

Da Josua blev udpeget som leder af Israel, indgik hele folket en højtidelig pagt, at være loyale og lydige. De forsikrede deres leder: - »Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses! Enhver, som sætter sig op imod dine befalinger og ikke adlyder dine ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!«   ret

Dog, på trods af alt dette, og på foranledning af en meget storslået sejr, vovede en mand i Israel at overtræde Guds befaling. Da Akan så en storslået babylonsk kappe, iblandt krigsudbyttet, blev hans begærlighed opvagt. Samvittigheden blev fortiet under det påskud at det rigt besmykkede klæde var for kostbart til at blive fortæret, og han reddede det i al hast fra flammerne. Et skridt i overtrædelse banede vej for det næste, og udpegede sig dernæst guld og sølv som skulle have gået over i Herrens skatkammer. De ting som Gud havde forbandet, indsamlede Akan så ivrigt som en dyrebar rigdom, og skjulte dem i hans telt. Intet menneskeligt øje så denne handling, men Guds øjne var på synderen, og lagde mærke til hans overtrædelse. Ingen menneskelig røst blev opløftet for at vidne imod ham, men Gud blev hans anklager, og udpegede ham til total udslettelse.   ret

Akan havde opfostret en begærlighed og bedrageri i sit hjerte, indtil hans begreb om synd var blevet sløvet, og han blev et nemt bytte for fristelse. Dem som vover at føje sig i en bevidst synd vil overvindes hurtigere for anden gang. Den første overtrædelse åbner døren for fristeren, og han nedbryder gradvis al modstand og tage sjælens fæstning i besiddelse. Akan havde lyttet til ofte gentagede advarsler imod begærlighedssynder. Guds lov havde udtrykkeligt og klart forbudt tyveri og al bedrag, men han fortsatte med at gemme på synd. Da han ikke blev opdaget og åbenlyst sat i rette, blev han mere frimodig, advarsler havde mindre og mindre virkning på ham, indtil hans sjæl blev bundet med mørkets lænker.   ret

Der er mange Akan’er iblandt Guds bekendende folk i dag. De er blevet så fortrolig med synd at de ikke længere indser dens afskyelige karakter. Hvis blot straffen blev hjemsøgt på alle, som er skyldige i synder som Akans, hvor stort et antal ville vore menigheder så ikke formindskes ved! Guds øjne er på synderen, og en retfærdig Dommer vil på ingen måde frikende den skyldige.   ret

Beretningen om Akan giver os en højtidelig lære om, at, på grund af et eneste menneskes synd, kan Guds mishag hvile over et folk eller et land, indtil overtrædelsen bliver opsporet og straffet. Synden er ifølge sin natur en fordærvelse. Et eneste menneske, som er smittet med dens livsfarlige spedalskhed, kan bringe smitten videre til tusinder. Dem som besidder ansvarsbetyngede stillinger som folkets vogtere er falske over for deres betroelse, hvis de ikke nøje ransager og irettesætter synd. Mange vover ikke at fordømme synden, for at de ikke derved skal risikere deres stilling eller popularitet. Og af nogle anses det for ubarmhjertigt at dadle synden. Og for nogle er det en fordømmelse af irettesætte synd. Guds tjener bør aldrig blande sin egen ånd ind i den irettesættelse han er pålagt at give; men har den mest højtidelige forpligtelse til at forkynde Guds ord uden frygt eller begunstigelse af nogen. Han må kalde synden ved dens rette navn. Dem som i deres vanrøgt eller ligegyldighed lader Guds navn blive vanæret af Sit bekendende folk, regnes for en overtræder, - registreres i himlens optegnelse som delagtig i deres onde gerninger.   ret

En sørgelig tilstand af kulde og frafald eksisterer i den kristne verden i dag. I stort omfang lader Guds Ånd og kraft til at have forladt hans bekendende folk, og sandhedens fjender fryder sig over deres svaghed og mangler. Vantroen opløfter sit stolte hoved, og fornægter kristendommens beviser, på grund af de synder der eksisterer iblandt Kristi efterfølgere. Mange som er nidkære til Guds ære, føler at han i virkeligheden har skjult sit ansigt for dem; men ligesom Josua, er de mere til at beklage sig over Gud, end at søge de synder ivrigt som har udelukket hans velsignelse.   ret

Der er brug for en alvorlig indsats for at bringe tingene i orden i Guds menighed, og den opgave er lige så nødvendig som at prædike eller bede. Hvis vi skal nyde godt af Guds velbehag, må vi ransage vort hjerte og liv for at se efter, at vi ikke elsker noget, som Gud har forbandet. Er der noget blandt vore ejendele, som vi er kommet til på ulovlig vis? Har vi stjålet noget fra Gud ved at tilbageholde noget der burde være i hans forrådshus? Har vi tilbageholdt de midler fra de fattige, som Gud har givet os til at dække deres behov?   ret

Skønt vi bekender at ære og adlyde Guds hellige lov, overholder vi de da de første fire bud, som forlanger at vi elsker Gud højest? Holder vi de sidste seks, som lærer at vi skal elske vor næste som os selv? Er der ikke en årsag til vor åndelige svaghed, for den manglende iver, nåde og kraft for at forkynde Guds ord? Opmuntrer vi ikke til synd, når vi ikke imødekommer den med klar og tydelig irettesættelse? Vi må have den klareste forståelse af Guds ord, vi må bekende os højtideligt til gudsfrygt, og hvis der skjules uretfærdighed og synd iblandt os behøver vi dog ikke at forundre os over at vore sjæle er tørre og frugtesløse som en vissen gren.   ret

Kærlighed til Gud vil aldrig føre til at tage let på synden; den vil aldrig dække over eller undskylde en uret, som ikke er bekendt. Akan lærte for sent, at Guds lov, ligesom dens ophav, er uforanderlig. Den har forbindelse med alle vore handlinger, tanker og følelser. Den følger os og når ud til hver eneste hemmelig tilskyndelse til at handle. Mennesker kommer til at tage for let på Guds lov ved at vise overbærenhed overfor synden. Mange skjuler deres overtrædelser for deres medmennesker og smigre sig med at Gud ikke er alt for strengt lægger mærke til synden. Men hans lov er den store rettesnor for retfærdigheden, og enhver handling i livet skal sammenlignes med den på den dag, hvor Gud bringer alt for dommen, også alt det hemmelige, hvad enten det er godt eller ondt. Hjertets renhed vil føre til livets renhed. Enhver undskyldning for at synde, er forgæves. Hvem kan forsvare synderen, når Gud vidner imod ham?   ret

Igennem den guddommelige nåde, kan alle mennesker leve i harmoni med Guds lovs forlangender. Det er ikke nok at vi ikke har afdækket livets blade for afskyelige forbrydelser; medmindre optegnelsen har vidnesbyrd om ædle handlinger, selvfornægtende anstrengelser der ikke blot redder vore egne sjæle men andres sjæle, ellers vil vi findes for lette.   ret

Hadet mod irettesættelse bliver stadigt større. Det betragtes som hårdt at behandle fejlende tydeligt og trofast. Der dækkes over synd, og derved kommer der blindhed over sjæle, indtil det er umuligt for dem at skelne mellem rigtigt og forkert, mellem synd og hellighed. Mange har lukket deres ører for irettesættelse, og forhærdet deres hjerter imod enhver indflydelse som bringer deres synder frem for dem.   ret

Vi gentager: Gud drager menigheden til ansvar og de enkelte medlemmers ansvar. Når kulde og åndelig forfald eksisterer, bør Guds folk bortlægge deres stolthed, selvsikkerhed og selvophøjelse, og bør komme til Herren i sorg og ydmyghed, ikke anklage ham for uretfærdighed, men søge visdom til at forstå skjulte synder, som lukker hans nærhed ude.   ret

De som har Guds sande kærlighed i deres hjerter, vil ikke lære at synd skal behandles med fløjlshandsker. Guds ord til Josua indeholder en alvorlig og højtidelig lektie for enhver, som bekender at være en Kristi efterfølger, - "Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte."   ret