Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 22. april 1897

Jesus ved Sykars brønd. Livets vand

Som verdens Forløser påtog Guds Søn sig vor menneskelige natur. Han ydmygede sig selv, idet han tilhyllede sin guddommelige natur med menneskelighed, så at han i sit liv på jorden måtte have del i de prøver, som de fattige, undertrykte og lidende blandt menneskene må gennemgå. Han var underkastet menneskelige skrøbeligheder, og på vejen fra Judæa til Galilæa var han træt efter arbejdet og rejsen. Sulten og tørstig standsede han for at hvile ved Jakobs brønd nær ved Sykar, medens hans disciple gik ind i byen for at købe mad. Den, som havde påtaget sig menneskelighed, var himlens majestæt, Skaberen af al god og al fuldkommen gave. Ved at give sig selv for at forløse verden blev Kristus et levende offer. Han gav afkald på sin høje stilling, forlod sin herligheds bolig, sin trone, sin almagt og blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige.   ret

Det kølige, forfriskende vand, der var så nær, men dog så utilgængelig for ham, forøgede blot hans tørst, medens han sad der ved brønden. Han havde intet at drage vand op med, hvorfor han ventede, indtil nogen ville komme til brønden. Han kunne have gjort brug af sin magt og selv skaffet vand. Men sådan var ikke Guds plan. Intet måtte tillades, der ville stille ham anderledes end menneskene, hvis lod han frivilligt havde valgt.   ret

”En samaritansk kvinde kom for at hente vand.” Jesus sagde til hende: ”Giv mig noget at drikke.” Joh 4,7. Kvinden svarede: Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 9. vers. Kristus befandt sig i hendes umiddelbare nærhed; men hun kendte ham ikke. Hun tørstede efter sandheden, men vidste ikke, at han, som var sandheden, var ved hendes side og kunne oplyse hende. Og endnu i dag sidder der tørstende sjæle lige tæt op til den levende kilde; men de ser langt bort fra den brønd, som indeholder det vederkvægende vand; og selv om det bliver sagt til dem, at vandet er tæt ved, vil de dog ikke tro det.   ret

Jesus svarede kvinden med disse ord: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?" 10-12. vers. Jesus kunne have sagt til hende: Den, som taler til dig, er Guds enbårne Søn. Jeg er større end din fader Jakob; thi før Abraham var, er jeg. Men han svarede: "Jesus svarede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." 13-14. vers.   ret

Kvinden blev så forbavset over hans tale, at hun lod sin krukke hvile på brønden og glemte, at den fremmede var tørstig, og at han havde bedt om at få noget at drikke; hun glemte sit ærinde ved brønden og havde kun ét inderligt ønske, nemlig at høre hvert ord, han udtalte. "Herre!" sagde hun,"giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand." 15. vers.   ret

Pludselig drejede Jesus samtalen ind på noget andet og bad kvinden hente sin mand. Hun svarede åbent: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt." 17-18. vers.   ret

Denne afsløring af hendes tidligere liv bragte hende til at bæve. Overbevisningen om synd var vågnet. Hun sagde: "Herre, jeg ser, at du er en profet." Og for at henlede samtalen til andre emner søgte hun at komme i strid med Kristus om deres religion. "Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem." Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed." Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt." 20-25. vers. Men hvor stor blev ikke hendes forbavselse, da Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."   ret

Guds Ånds overbevisning, var kommet til den smaritanske kvindes hjerte. Hun troede at Kristi ord var sandheden. Hun havde ikke før hørt en lære der vækkede hendes moralske natur, og vækket hende til en sans for højere behov.   ret

Kristus ser, hvad der rører sig under overfladen, og han åbenbarede for den samaritanske kvinde hendes sjæletørst, som vandet fra Sykars brønd ikke kunne stille. Selv mistede han enhver fornemmelse af sult, tørst og træthed. Hans tørst blev stillet ved at se hende drikke af livets vand. Han glædede sig i ånden, fordi hans ord havde vækket hendes slumrende samvittighed og oplivet hendes åndelige opfattelsesevne.   ret

Kristus forstår verdens nød, og ved ham alene kan Faderen frelse menneskene. Han tørster efter at give de nødlidende sjæle livets vand frit og uforskyldt. Kristus tørster efter deres erkendelse, for hvem han har forladt himlens sale, sin ære, sin herlighed, sin kongelige trone og sin store magt. Han tørster efter den kærlighed, det samarbejde, de må yde ham som deres personlige frelser. Han vil, at de skal komme til ham, gribe hans nåde i tro og drikke af ham som den levende vandkilde.   ret

Den samaritanske kvindes naturlige tørst havde virket en tørst i hendes sjæl efter livets vand. Skønt hun ikke havde bedt Kristus om at stille hendes åndelige behov, gav han hende dog rigelig, hvad hendes sjæl så hårdt trængte til. Og ved de ord, som blev talt til hende, skulle livets vand udvælde til mange tørstige sjæle.   ret

Uden at tænke over det ærinde der havde bragt hende til brønden, forlod kvinden vandkrukken, og gik ind i byen, og sagde til alle hun havde mødt: ”Kom, og se et menneske, som fortalte mig alt jeg har gjort: er det ikke Kristus?”   ret

Kristus havde stadig ikke fået den forfriskende slurk han ønskede, eller smagt den mad som hans disciple havde købt. De så at deres Mester var i dyb meditation, hans ansigt strålede af guddommelig lys, og de turde knapt nok afbryde hans samfund med himlen. Men de vidste at han havde været i lang tid uden mad, og satte noget foran ham, og de bad ham at forsyne sig. Han vendte sig kærligt til dem, sagde han: ”jeg har føde at spise af som I ikke kender til.”   ret

Disiplene, mente at han talte om timelig mad, og spurgte sig selv: ”Har nogen givet ham noget at spise?” Men Jesus forklarede: ”Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuld byrde hans gerning. Siger I ikke: »Der er endnu fire måneder, til høsten kommer?« Se, jeg siger jer: opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt: »En sår, og en anden høster.« Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.«   ret

Kristus så fremad til pinsefestens dag, hvor Helligånden skulle stige ned på hans disciple. Han ville lære dem at de ikke skulle se på denne som resultatet af deres eget arbejde. De skulle ikke miste den kendsgerning af syne at patriarker, profeter og hellige mænd havde sået sandhedens frø. Gud gamle udvalgte folk var blevet beriget med dyrebar sandhed, som var som en Guds flod for dem. Kristus havde været deres usynlige leder igennem alle deres rejser i ørkenen. Nådige illustrationer på hans kærlighed fik de i den pagt der blev underskrevet af Gud i løftets regnbue, som alt var en forsikring på den såtid og høsttid der var tilbage, og at verden aldrig mere skulle udslettes af en flod. Kristus var ligeså sandelig livets vand for Abel, Set, Enok, Noah og alle som tog imod hans undervisning dengang, som han er det nu for dem som beder ham om fornyende slurk vand. Gud har givet sit ord til sine udvalgte, og gjort hans vej kendt. Gennem hans Søn har han givet dem dug og regn af hans nåde. Men hans velsignelser overses ofte, og mennesker tager æren selv.   ret

Regnen ses ikke før den begynder at falde, og den kommer ofte helt uventet. Ligeledes er Herrens dyrebare nådegave nærmere os end vi tror. Hvis vi blot vil have tro, og vente tålmodigt en lille stund endnu, vil hans hjælp komme, og vil overraske os, ligesom han overraskede den samaritanske kvinde. Han skal komme ned, ligesom regnen falder på den frugtbare jord.   ret

Da Herren gav sit budskab til menigheden i Laodikæa, som mente at de selv var rige og voksede i gode, og ikke behøver noget, han skjulte ikke den sande tilstand for dem. Han sagde: "Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!« Og skriv til menighedens engel i Laodikea: »Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sind at udspy dig af min mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen." Dette var sandhedsbudskabet som Kristus åbnede op for dem. De behøver alt. Men han viste dem ikke deres store mangel uden at også yde hjælp. Han åbnede et væld af hjælp til ethvert behov: "Derfor råder jeg dig til hos mig at købe”, siger han ”guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se." Det er nødvendigt for os at kende vor sjæls behov for at modtage den himmelske rigdom, der er givet os i Kristus.   ret

I Eden gav Herren løftet at kvindens Sæd skal knuse slangens hoved. Og det arbejde som Kristus gjorde ved Jakobs brønd, at tilbyde livets vand til den samaritanske kvinde, er opfyldelsen af dette løfte. Og han vil fortsætte dette værk indtil alle sjæle er blevet forsøgt og prøvet.   ret

Idet kvinden tilsyneladende tilbageholdt det vand Kristus spurgte efter, repræsenterer det mange som holder anerkendelsen, sympatien og kærligheden tilbage fra ham, da han hungrer og tørster efter svar på hans store kærlighed for os. Kristus har ikke tilbageholdt sin nåde og kærlighed fra noget medlem af menneskefamilien. Han har en uudtømmelig kilde til enhver af os. Alligevel får han megen lidt anerkendelse, lidt tak, lidt frugt i gode gerninger. Han hungrer efter forståelse og kærlighed fra dem som han har købt med sit blod. Han våger og venter efter den kærlighed som vi ikke kan tilbageholde fra ham med nogen sikkerhed.   ret

Verdens Forløser ved, hvad hver sjæl trænger til. Når vi er svage og føler os nedtrykte, ved han det, og han er den, som skaffer åndelig vederkvægelse. Bed til ham; våg og bed, så vil I få. Jesus er livets brød, der bør nydes hver dag. Han er livets vand for den forsmægtende svage sjæl, og vi kan alle få del i hans nåde.   ret

Jordens brønde vil ofte blive tomme, dens damme vil blive tørre; men i Kristus er der en levende kilde, hvoraf vi bestandig kan drage vand. Hvor meget vi end tager og giver til andre, er der dog overflod tilbage. Der er ingen fare for, at forsyningen skal slippe op; thi Kristus er den uudtømmelige sandhedens kilde. Han har været livets vands kilde siden Adams fald. Han siger: "Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. "Joh 7,37. Og "den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Joh 4,14.
Mrs. E. G. White.   ret