Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 24. april 1879

Den store strid: Jakob og Esau Den store strid - kapitel tolv - fortsat

En grund til at Gud ikke giver flere og større velsignelser til sit folk, er at de ikke vil påskønne dem og give Gud de ting som er Guds. Enhver kristen bør ofte forny sit tidligere liv, og aldrig glemme de dyrebare udfrielser som Gud har udført for ham, støtter ham i trængsler, trøster ham i pinsler, åbner veje for ham når alt virker mørkt og frastødende, opfrisker ham når han er ved at besvime under modløsheden. Og i betragtning af alle disse utallige velsignelser, bør han være blødgjort og underdanig, taknemmelig og ydmyg. Han kan godt udbryde: ”Hvad skal jeg give Herren for alle hans gaver mod mig?” At give tilbage til Gud er ikke kun i taknemmelige ord, men i tiende og gaver. Den kristne vil praktisere selvfornægtelse og selvopofrelse i sin gengældelse til Gud.   ret

Esaus opførsel med at sælge sin førstefødselsret viser den uretfærdiges handlemåde, som anser den genløsning de har fået købt af Kristus for at have lille værdi, og ofre deres arveret til himlen for forgængelige rigdomme. Mange kontrolleres af tilbøjeligheder frem for at fornægte en usund appetit, de vil ofre høje og dyrebare hensyn. Hvis nogen må ofre noget, for at tilfredsstille en fordærvet appetit, er de høje og himmelske velsignelser som Gud kun lover de selvfornægtende og gudfrygtige, så må appetittens høje råb, ligesom i Esaus tilfælde, generelt få overhånd, og på grund af selvtilfredsstillelse, vil himlens Gud i virkeligheden foragtes. Endog bekendende kristne vil bruge te, kaffe, snus, tobak og alkohol, alt sløver sjælens finere følsomhed. Hvis du fortæller dem at de ikke få himlen og disse skadelige nydelsesmidler, og at de skal rense sig selv fra al kødets og åndens urenhed, udvikle hellighed i Guds frygt, så bliver de fornærmede, og konkluderer at hvis vejen er så streng at de ikke kan føje deres grove appetit, vil de ikke længere vandre derpå.   ret

De fordærvende lidenskaber vil især kontrollere deres sind som anser himlen af så lille værdi. Sundheden vil ofres, mentale evner vil svækkes, og himlen vil sælges for disse fornøjelser, ligesom Esau solgte sin førstefødselsret. Denne sag er skrevet ned som en advarsel for andre. Esau var en dumdristig person. Han gav en højtidelig ed for at Jakob skulle få sin fødselsret. Da han alligevel erfarede at hans bror havde fået den velsignelse som tilkom ham, som han ikke ville sælge overilet, så blev han meget fortvivlet. Havde han angret sin overilede handling, da det var for sent at genløse sagen. Sådan vil det være på Guds dag med syndere, som har bortusket sig deres himmelske arv, for selvisk tilfredsstillelse og skadelige lyster. Her vil de ikke finde plads til anger, selvom de lige som Esau søger det omhyggeligt og med tårer.   ret

Jakob var ikke lykkelig i sit ægteskab, selvom hans hustruer var søster. Han formede kontakten med Laban, for hans datter Rakel, som han elskede, men efter at han har tjent i syv år for hende, så ønskede Laban at beholde sin trofaste tjenere i længere tid, bedragede ham, og gav ham Lea. Da Jakob så at han var blevet bedraget, og at Lea havde gjort sin del for at bedrage, kunne han ikke elske hende, og han irettesatte sin svigerfar for at spøge med hans hengivenhed. Laban bad ham indstændigt at ikke fralægge sig Lea, for det blev anset for en stor vanære, ikke kun for hustruen, men for hele familien. Jakob blev sat i den mest prøvede position; men ha besluttede at blive hos Laban, og for at også gifte hendes søster. Lea blev dog elsket meget mindre end Rakel.   ret

Laban handlede selvisk over for Jakob, og tænkte kun på at hjælpe sig selv ved hans trofaste arbejde. Jakob ville forlade den listige Laban for længe siden, men var bange for at støde på Esau. Han hørte beklagelserne fra Labans sønner: ”Men Jakob hørte Labans sønner sige: »Jakob har taget al vor faders ejendom, og deraf har han skabt sig al den velstand.« Og Jakob læste i Labans ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.”   ret

Jakob blev meget fortvivlet. Han vidste ikke hvilken vej han skulle gå. Han tager sine sager til Gud, og går i forbøn for at få anvisninger fra ham, og Herren svarer barmhjertigt hans bøn: »Vend tilbage til dine fædres land og din hjemstavn, så vil jeg være med dig!« Så kaldte Jakob sine to hustruer til den mark, hvor han kunne være i himmelig samtale uden fare for at være oven på, og sagde: »Jeg læser i eders faders ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min faders Gud har været med mig; og I ved jo selv, at jeg har tjent eders fader af al min kraft, medens eders fader har bedraget mig og forandret min løn ti gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig skade.« Så fortalte Jakob dem om den drøm Gud havde givet ham, at forlade Laban og tage til sin fædrende gård. Rakel og Lea svare, og var utilfreds med deres fars handlemåde: »Har vi vel mere lod og del i vor faders hus? har han ikke regnet os for fremmede kvinder, siden han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os? al den rigdom, Gud har taget fra vor fader, tilhører os og vore børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!«   ret

I gamle dage var det skik at brudgommen betalte en sum penge, efter hans forhold, for hans hustrus far. Hvis han ikke havde penge, eller noget af værdi, antog han hans arbejde for en angiven tidsperiode, før han kunne få datteren som hans hustru. Den skik var sikkerheden for ægteskabskontrakten. Fædrene anså det ikke for at være sikkert og lykkeligt for deres døtre med mænd der ikke havde nok at sørge for en familie. Hvis de ikke havde evner til at lede forretninger, eller få kvæg eller lande, var der fare for at deres liv ville være værdiløst. Men for at den sandt værdige ikke måtte miste modet, blev der gjort foranstaltninger for at prøve deres værdi som ikke havde noget at betale for en hustru. De lod ham arbejde for den far, hvis datter de elskede. Deres arbejde varede et vist stykke tid, reguleret af den værdi medgiften har for datteren. Derved blev ægteskabet ikke overilet, da der var anlending til at prøve dybden af bejlerens kærlighed. Hvis han var tro i hans tjeneste, og ellers blev betragtet som værdi, fik han datteren som hans hustru. Og i det hele taget fik faderen en brude sund for sin datter ved hendes bryllup.   ret

Hvor modsat er dette ikke nu mellem forældre og børn! Der er mange ulykkelige ægteskaber på grund af for meget hastværk. To forener deres interesse ved bryllupsalteret, ved de højtideligste løfter over for Gud, uden at overveje sagen forud, og bruge tid til den rette reflektion og alvorlig bøn. Mange handler ud fra impulser. De kender ikke hinandens naturer godt nok. De indrømmer ikke at deres livs lykke står på spil. Hvis de handler i dette, og deres ægteskabsliv viser sig at være ulykkeligt, kan det ikke tages tilbage. Hvis de finder ud af at de ikke kan gøre hinanden lykkelige, må de klare det så godt de kan. I nogle tilfælde viser det sig at manden er for doven til at sørge for en famlie, og hans hustru og børn lider. Hvis disse menneskers evner prøves, som det var skik tidligere, før ægteskabet, ville der kunne spares mange ulykker. I Rakels og Leas tilfælde, beholdt Laban selvisk den brudesum som de skulle have haft. Det er det de referer til når de siger: ”Siden han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os?”
fortsættes   ret