Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 1. maj 1879

Den store strid: Jakob og Esau Den store strid - kapitel tolv - konkluderet

I Labans fraværelse tog Jakob sin familie og alt hvad han havde og forlod Laban. efter at han havde været på rejsen tre dage fik Laban at vide at han havde forladt ham, og blev meget vred. Og han forfulgte ham, bestemt på at bringe ham tilbage med magt. Men Herren forbarmede sig over Jakob, og da Laban var nær ved at indhente ham, gav han ham en drøm at han ikke skulle tale hverken godt eller ondt med Jakob. Det er, han skulde ikke tvinge ham til at vende tilbage, ej heller forlede ham dertil med smigrende bevæggrunde. Da Laban mødte Jakob spurgte han hvorfor han havde stjålet sig fra ham hemmelig, og bortførte hans døtre ligesom fangne med sværd. Laban siger: ”Jeg havde vel magt i min hånd, at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talte til mig i går nat, sigende: pas på dig, at tale med Jakob enten godt eller ondt.” 1 Mos. 31,29. Derefter fremholdt Jakob for Laban den uhæderlige fremgangsmåde han havde brugt imod ham, at han havde blot set på sin egen fordel. han erindrer Laban om sin retskafne opførsel medens han var med ham, og siger: ”Hvad som var revet, har jeg ikke båret til dig, jeg betalte det, du krænkede det af min hånd; i lige måde det, som enten var stjålet om dagen eller stjålet om natten. når jeg var om dagen på marken, fortærede heden mig, og kulde om natten, og der kom ikke søvn i mine øjne.” vers 29.40.   ret

En hyrdes liv var et virksomt liv. Han måtte vogte sin hjord dag og nat. Vilde dyr var meget almindelige og ofte påtrængende, og gjorde fårehjordene og kvæget megen skade når de ikke blev beskyttede af tro hyrder. Selvom Jakob havde et antal tjenere som hjalp ham at vogte hjorden, der tilhørte ham selv og Laban, så hvilede dog det hele ansvar på ham. Og til visse tider af året var han tvunget til selv at være ved hjorden dag og nat. I den tørre årstid måtte han beskytte dem for at de ikke skulle omkomme af tørst; og i den koldeste årstid måtte han vogte dem at de ikke skulle omkomme i den stærke nattefrost. Der var også fare for at uærlige hyrder stjal hjorden, når de ønskede at berige sig selv ved at røve deres næstes kvæg.   ret

En hyrdes liv var et liv fuldt af bekymring. Han var ikke skikket til en hyrde uden han var barmhjertig, og besad mod og udholdenhed. Jakob var overhyrde, og havde hyrder under sig som kaldtes tjenere. De måtte gøre nøje regnskab for overhyrden, for den hjord som han betroede til deres omsorg, dersom den ikke fandtes i en trivelig tilstand. Dersom noget af kvæget manglede måtte overhyrden lide tabet.   ret

Kristi forhold til sit folk sammenlignes med en hyrde. Han så sine får, efter syndefaldet, i en beklagelig tilstand, udsatte for uundgåelig ødelæggelse. Han forlod sin ære og herlighed i faderens hus for at blive en hyrde, for at frelse de elendige, vildfarne får, som var nær ved at omkomme. Hans indbydende stemme lød, som kaldte dem til fårestien, et sikkert og roligt tilflugtssted fra røveres hænder; og tillige et skjulested fra den brændende hede, og en beskyttelse fra den ødelæggende storm: Han har hele tiden omsorg for fårenes bedste. Han styrker de svage, giver næring til de lidende, og samler hjordens lam i sine arme, og bærer dem i sin favn. Hans får elsker ham. Han går foran sine får og de høre hans røst og følge ham. ”Men en fremmed ville de ikke følge, men fly fra ham, fordi de ikke kender den fremmedes røst.” Joh. 10,5. Kristus siger: ”Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Men lejesvenden er den som ikke er hyrde, hvem fårene ikke tilhøre, ser ulven komme, og forlader fårene, og flygter; og ulven røver dem og adspreder fårene. Men lejesvenden flyr, fordi han er en lejesvend, og har ikke omsorg for fårene. Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine, og kendes af mine.” Vers 11-14.   ret

Kristus er overhyrden. Han har betroet sin hjord til underhyrdens omsorg. Han kræver at disse hyrder skulle vise samme interesse for fårene som han altid har vist, og altid føle ansvaret af det hverv han har overdraget til dem. Ældste, som er kaldte af Gud til at arbejde i ord og lære er Kristi hyrder. Han har indsat dem, under sin egen opsigt, til at have opsyn med hjorden og passe den. Han har højtidelig befalet dem at være tro hyrder, at føde hjorden med flid, at følge hans eksempel, at styrke de svage, opmuntre de mistrøstige, og beskytte dem mod ødelæggende indflydelser. Han henviser dem til sit eksempel på kærlighed til sine får. Han hengav sit liv for at frelse dem. Dersom de efterligner hans selvfornægtende eksempel, så vil hjorden trives ved deres omsorg. De ville vise større interesse end Jakob, som var en tro hyrde over Labans får og kvæg. De ville arbejde stadig for hjordens velfærd. De ville ikke blot være lejesvende, som Jesus taler om, der ikke har nogen særlig interesse i fårene; som flyer og forlader fårene i Farens og prøvelsens stund. En hyrde, som blot arbejder for den løn han får, har kun omsorg for sig selv, og studerer hele tiden på sin egen interesse og magelighed, i stedet for hjordens velfærd.   ret

Peter siger: ”Vogt den Guds hjord, som er iblandt eder, og hav tilsyn med den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet vindings skyld, men ved Redebonhed! Ikke som de, der ville herske over Herrens arv, men om de, der bliver mønstre for hjorden.” 1 Pet. 5,2.3. Og Paulus sagde: ”Så giv da agt på eder selv, og på den ganske hjord, i hvilken den Hellig Ånd satte eder som opsynsmænd at vogte Guds menighed, hvilken han hvervede med sit eget blod.” Apg. 20,28.   ret

Alle dem som bekender at være hyrder, som føler at de vil tjene i ord og lære, og bærer byrder og have den omsorg som enhver trofast hyrde bør have, er en ubehagelig opgave, irettesættes af apostlen: “Men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte.” Overhyrden er villig til at afskedige alle sådanne utro hyrder. Guds menighed er købt med Kristi blod, og enhver hyrde bør betænke at de får som er betroet til ham, er købt dyrt. De bør være flittige i deres arbejde, og udholdne i deres anstrengelser for at bevare hjorden i en sund trivelig tilstand. De bør betænke at de får som er betroet til dem er af stor værdi, og at de må gøre nøje regnskab for deres tjeneste. Og dersom de befindes til at være tro, ville de få en rig løn: ”Og når da overhyrden åbenbares, skulle I få ærens uvisnelige krans.” 1. Pet. 5,4.   ret

Jakob siger: ”Det er nu tyve år, jeg i dit hus, jeg har tjent fjorten år for dine to døtre, og seks år for dit kvæg, og du har forvendt min løn ti gange. Dersom ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; gud har set min elendighed, og mine hænders møje, og straffede dig i går nat.” 1 Mos. 31,41.42.   ret

Laban forsikrede Jakob at han havde interesse for sine døtre og deres børn, og han ikke kunne gøre dem fortræd. Han foretog at gøre en pagt imellem dem. Laban sagde: ”Så kom nu, lad os gøre en pagt, jeg og du, og det skal være til et vidne imellem mig og imellem dig. Da tog Jakob en sten, og rejste den op til et kendemærke. Og Jakob sagde til sine brødre: sanker stene; og de tog stene, og gjorde en hob og de åd der på hoben.” vers 44-46.   ret

Og Laban sagde: »Herren skal stå vagt mellem mig og dig, når vi skilles. Hvis du handler ilde med mine døtre eller tager andre hustruer ved siden af dem, da vid, at selv om intet menneske er til stede, er dog Gud vidne mellem mig og dig!« Laban forstod det forkerte i flerkoneri, selvom det var alene var ved hans kunststykke at Jakob havde taget to hustruer. Han vidste godt at det var Leas og Rakels jalousi som fik dem til at give deres jomfrudom til Jakob, som forstyrrede familieforholdet, og gjorde sine døtres ulykkelighed større. Og nu hvor de rejser til at fjernt land, og deres interesse er helt adskilt fra hans egen, vil han vogte deres lykke så langt så mulig.   ret

Jakob gjorde en højtidelig pagt for Herren, at han ikke ville tage andre hustruer. ”Og Laban sagde til Jakob: se, denne hob, og se, dette kendemærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig. Denne Hob skal være vidne, og det kendemærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare til dig over denne Hob, og at du skal ikke fare til mig over denne hob og dette kendemærke, til det Onde. Abrahams Gud, og Nakors Gud, deres fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin faders Isaks rædsel.” vers 51-53.   ret