Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 4. maj 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

På det tidspunkt var br. Wm. H. Hyde meget syg af lungebetændelse. Hans symptomer var foruroligende, og lægen erklærede for hans situation for næsten håbløs. Vi besøgte ham og bad med ham, men han var kommet under visse fanatiske personers indflydelse, som pådrog vor sag vanære. Vi ønskede at fjerne ham fra dem, og anmodede Herren om at give ham styrke til at forlade det sted. Han blev styrket og velsignet til at besvare vore bønner, og red syv kilometer til br. P___ hjem. Men efter at være kommet der, lod han til at synke hurtigt ned.   ret

Den fanatisme og vildfarelse som han var faldet i, lod til at forhindre ham i at udvise sin tro. Han modtog taknemmeligt det enkle vidnesbyrd han fik frembåret, og bekender ydmygt sin fejl. Kun nogle få som var stærke nok i troen, fik lov til at gå ind i sygeværelset. Fanatikernes indflydelse over ham har været til så megen skade, og havde fulgt ham vedholdende indtil bror P___ udtrykkeligt blev forbudt at komme til hans nærhed, medens vi bad ivrigt for at han bliver helbredt. Jeg har sjældent kendt en lignende række ud efter Guds løfter. Helligåndens frelse blev åbenbaret, og kraft fra det høje hvile på vor syge broder og på alle tilstedeværende.   ret

Bror Hyde klædte sig straks på og gik ud af værelset, priste Gud, og med himlens lys skinnende på sit ansigt. En landmands ret var allerede parat på bordet. Han sagde: ”Hvis jeg havde det godt, kunne jeg få del i denne mad; og da jeg tror at Gud har helbredt mig, skal jeg udøve min tro.” Han satte sig ned for at spise i fred, og spiste med god appetit. Han helbredelse var fuldstændig og permanent.   ret

Fra Topsham vendte vi tilbage til Portland og fant der ganske mange af vor tro fra Øststaterne. Bland dem var der de fanatikere som jet havde frembåret mit vidnesbyrd for i Exeter, og erklæret at det ikke var deres pligt at besøge Portland. Disse personer havde lagt fornuft og dømmekraft til side; de stolede på alle indtryk de fik i deres nervøse og overbebyrdede tankesind. Deres demonstrative udøvelser, medens de hævdede at være under Guds Ånd, var deres ophøjede bekenelse uværdig. Vi skælvede for menigheden, som blev underlagt denne fanatisme. Mit hjerte bævede for Guds folk. Ville de bedrages og ledes bort fra denne falske begejstring. Jeg kom nøje med de advarsler jeg havde fået fra Herren; men de lod kun til at have lidt virkning, andet end at disse personer med ekstreme synspunkter blev skinsyge på mig.   ret

Deres falske indtryk hos dem kunne have vendt mig bort fra min pligt, om Herren ikke tidligere havde vist mig, hvor jeg skal tage hen og hvad jeg skal gøre. Selvom jeg var så ung og uerfaren, blev jeg bevaret fra at falde i fjendens snare, gennem Guds nåde, og give mig særlige instrukser, hvem jeg skal frygte og hvem jeg skal være bange for. Var det ikke for denne beskyttelse ser jeg nu mange gange, hvordan jeg kunne være ledt fra pligtens sti.   ret

På det tidspunkt fik jeg vist at det var min pligt at besøge vore folk i N. H. Min stadige og trofaste kammerat, var på det tidspunkt Louisa Foss, min svogers søster. Hun havde været død i mange år; men jeg kan aldrig glemme hendes venlige og søsterlige opærksomhed mod mig under mine rejser. Vi blev også ledsaget af bror Files og hans hustru, som var gamle og værdsatte venner af min familie, og brødrenes Haskins og White.   ret

Vi blev modtaget hjerteligt; men der var fejl, som eksisterede på den mark som bebyrdede mig meget. Vi skulle møde en selvretfærdighedsånd, som var meget nedtrykt. Tidligere var jeg blevet vist den stolthed og ophøjelse hos nogle som vi besøgte, men havde ikke mod til at mødes med ded mit vidnesbyrd. Gjorde jeg dette, ville Herren have støttet mig, når jeg udførte mit arbejde.   ret

Da vi besøgte bror Morses’ hus, forlod byrden mig ikke, men jeg følte jeg ikke var stærk nok til at lette mit sind og sætte den trykkende byrde på dem, som den tilhørte. Under vort ophold i dette hus blev jeg meget syg. Der blev bedt for min skyld, Guds Ånd hvilede over mig, og jeg blev taget bort i et syn. Da jeg var i denne tilstand, blev nogle ting vist mig angående skuffelsen i 1844, i forbindelse med Morses’ sag. Han havde været fast og pålidelig troende på at Herren ville komme på det tidspunkt. Han blev bitterligt skuffet da perioden gik uden at den forventede begivenhed kom. Han var rådvil og kunne forklare forsinkelsen.   ret

Han opgav ikke sin tro som nogle gjorde, kaldte det for et fanatisk bedrag, em han var ført vild, og kunne ikke forstå Guds folks position i profetisk tid. Han var så alvorlig for at erklære Herrens komme var nær, at når dette tidsunkt var gået, var han ikke modløs og intet opmuntrede det skuffede folk, som var som får uden hyrde, overladt til at blive opslugt af ulve.   ret

Jonas sag blev vist frem for mig. Gud befalede at hans skulle tage til Nineve og bringe det budskab som han hav ham. Jonas adlød, og i tre dag og tre nætter kunne det alvorlige råb høres, udover den onde bys gader: ”Om fyrre dag og Nineve skal udslettes!” Byen var beundringsværdig i rigdom og herlighed; dog troede kongen advarslen og ydmygede sig selv og sit folk for Herren i faste og sækkelæder.   ret

En nådig Gud tog imod deres anger og forlænger deres prøvetids dage. Han vendte sin hæftige vrede bort og afventede frugterne af Nineves ydmygelse. Jonas frygtede for at blive kaldt en falsk profet. Han knurrede mod Guds medlidenhed med at spare det folk, han havde advaret om ødelæggelse gennem sin profets mund. Han kunne ikke udholde tanken om at stå foran folket som en bedrager. I den personlige ydmygelse, det var for ham at se, at hans profeti ikke blev opfyldt, overså han Guds store nåde mod den store by.   ret

Bror Morse var i en lignelde tilstand som den skuffede rofet. Han have erklæret at Herren ville komme i 1844. Tiden var gået.   ret

Den lammende frygt som holdt folk delvist, blev fjernet, og de gav sig til at spotte dem, som havde ventet forgæves på Jesus. Bror Morse følte at han var et sidebemærkning iblandt sine naboer, genstand for spøg. Han kunne ikke forlige sig med sin position. Han anså det ikke for at være Guds nåde, at verden havde længere tid til at forberede sig til hans komme; at advarslen om hans dom måtte høres mere vidt og bredt, og folk blev prøvet med større lys. Han tænkte kun på sin ydmygelse fra Guds tjenere.   ret

Jeg fik vist at selvom begivenheden blev proklameret højtideligt ikke skete, ligesom i Jonas tilfælde, var budskabet ikke fra mindre end Gud, og udrettetde det formål at det skulle. Det lys der senere kom over profetierne, afslørede at det som ville ske, at Ypperstepræsten gik ind i det allerhelligeste i Himlens helligdom, for at fuldføre forsoningen af menneskenes synder. Ikke desto mindre udførte Gud sin vilje med det kloge formål, at hans tjenere skulle proklamere tidens komme.   ret

Jeg fik vist at, i stedet for at miste modet over hans skoffelse, ligesom Jonas, skulle bror Morse samle strålerne op fra det dyrebare lys som Gud havde givet sit folk, lægge sine selviske sorger til side. Han skulle glæde sig over at verden fik tilstået en nådestid, og være med til at gennemføre det store arbejde, der stadig skal udføres på jorden, at bringe syndere til anger og frelse.   ret

Da dette syn skete blev det berettet at jeg erklærede at om fyrretyve dage ville verdens ende komme. Sådanne ord har jeg ikke sagt. Jeg har ikke fået noget lys om tidens ende. Emnet om Nineve, længden af dens prøvetid, og følgen af Jonas’ sorg, blev præsenteret for mig, som en parallel med vor egen skuffelse i 1844.   ret

Bror Morses sag blev vist for mig som en der viser tilstanden hos en stor gruppe af vore folk den gang. Deres pligt blev tydelig markeret; det var at stole på Guds visdom og barmhjertighed og arbejde tålmodigt idet hans forsyn åbnede vej for dem.   ret