Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 5. maj 1881

Akans synd ( konkluderet )

Herren har ikke blot gjort Josua bekendt med årsagen til Israels nederlag, men givet ham klare instrukser for at kunne opdage og straffe den kriminelle: »I morgen skal I træde frem, stamme for stamme, og den stamme, Herren rammer, skal træde frem slægt for slægt, og den slægt, Herren rammer, skal træde frem familie for familie, og den familie, Herren rammer, skal træde frem mand for mand. Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste gods, skal brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har brudt Herrens pagt og begået en skændselsdåd i Israel!« Herren udpegede ikke synderen med det samme, men lod sagen ligge uafklaret en tid, så Israel kan mærke deres ansvar for de synder der er iblandt dem, og derved ledes til at ransage hjertet og ydmygelse over for Gud.   ret

Om morgnen var hele forsamlingen forsamlet over for Herren, og den mest højtidelige og indtryksfulde ceremoni begyndte. Skridt for skridt fortsatte ransagelsen. Den forfærdelige prøve kom tættere og tættere på, indtil Akan blev udpeget som det menneske, som havde bragt Guds vrede over Israel.   ret

»Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære og pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for mig!« Akan svarede Josua: »Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Således gjorde jeg: jeg så imellem byttet en prægtig babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel; det fik jeg lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i jorden midt i mit telt, sølvet nederst.« En budbringer blev straks sendt til templet; og han vendte tilbage med byttet, derved kom skylden over Akan, og hævede Guds retfærdighed.   ret

Akan samtykkede i at sælge sig selv for en babylonisk klædning og en skat af guld og sølv, men bragte Guds forbandelse over sin sjæl og forsikrede sin ret til en besiddelse i Kana'an og mistede enhver mulighed for fremtidens evige arv på den nyskabte jord. Han betalte i sandhed en frygtelig pris for sin slet erhvervede vinding.   ret

Skal mennesket erklære at dommen over Akan er for hård? Gud har selv afsagt dommen, og gør hele jordens Dommer ikke ret? Akans bekendelse kom for sent, at det fik nogen værdi. Han så at Israels hære vendte slåede og modløse tilbage fra Ai, med seksogtredive mand som blev ofret; alligevel kom han ikke frem og bekendte sin synd. Han så at Josua og Israels ældste bøjede sig til jorden i sorg, for megen sorg til ord, deres hoveder dækket med støv som tegn på selvfornedrelse. Havde han da gjort en bekendelse, ville han have givet tegn på sand anger; men han forblev tavs. Han lyttede til proklamationen at der var begået en stor forbrydelse i Israels lejr, og endog hørt udtalelsen af dens karakter. Men han havde ikke Guds ære eller Israels bedste for hjerte, og hans læber var beseglede. Da kom den højtidelige og undersøgende ransagelse. Hvor meget gyste det i hans sjæl, da han så at hans stamme blev udpeget, og så hans familie, og hans hjem! Men han kom stadig ikke med nogen bekendelse, før Guds finger var sat på ham.   ret

Så stor var hans dristighed og ihærdighed, at Josua helt til sidst blev bange for, at han ville forsvare sin uvidenhed, og derved sikre sig forsamlingens forståelse og lede dem til at vanære Gud. Han ville ikke være gået til bekendelse, om han ikke gjorde sig forhåbninger for at afværge konsekvenserne af hans forbrydelse. Det var dette håb der ledte ham til hans tilsyneladende oprigtighed, at anerkende sin skyld og fortælle om enkelthederne i sin synd. På denne måde vil de skyldige gøre bekendelser, når de står fordømte og håbløse foran Guds domstol, når alle sager skal afgøres til liv eller til død. Da er det for sent at gøre bekendelser for at redde synderen.   ret

Der er mange bekendende kristne, hvis syndsbekendelse ligner Akans. De vil på en generel måde anerkende deres uværdighed, men de nægter at bekende de synder, hvis skyld hviler på deres samvittighed, og som har pådraget Guds vrede på Hans folk. Derved skjuler mange selviskhedens, hovmodets og uærlighedens synder imod Gud og imod deres næste, synder i familien, og mange andre som det er passende at bekende i offentlighed.   ret

Ægte anger udspringer af en fornemmelse af syndens modbydelige karakter. Disse generelle bekendelser er ikke frugten af sand sjælsydmygelse over for Gud. De efterlader synderen med en selvtilfredshed at fortsætte som før, indtil hans samvittighed bliver forhærdet, og advarsler som straks vækkes i ham knapt nok giver ham en fornemmelse af faren og efter en tid virker det som om at hans syndige adfærd er rigtig. Alt for sent vil hans synder blive fundet i ham, på den dag hvor de ikke bliver renset ved et forsagelsesoffer eller brændoffer for evigt. Der er en umådelig stor forskel på at indrømme ting efter at de er blevet forsøgt, og bekende synder, som kun man selv og Gud kender.   ret

Da israelitterne stadig var belejret på østsiden af Jordan, så stammerne Gad og Ruben, at nogle landområderne, som skulle tages i besiddelse, var gode til at opdrætte får og kvæg, ønskede de at bosætte sig der, og bragte derfor deres anmodning til Moses. Den store leder fandt ikke behag i denne anmodning, idet han tænkte at disse stammer forsøgte at undgå konflikter med deres brødre, og støde sammen under fordrivelsen af kanaanæerne. Han sagde: »Skal eders brødre drage i krig, medens I bliver boende her?« Moses frygtede at dette forslag kom af dovenskab og fejhed, resultatet af vantro, og at disse stammer ville pådrage sig Herrens mishag.   ret

Gads og Rubens mænd forsikrede deres leder, at de ikke ville undgå de byrder og ansvar, som Herren havde lagt på hele Israel. Efter at have tilberedt hjem til deres familier ville de tage stilling ved siden af deres brødre, i alle deres konflikter, indtil enhver mand havde fået sin arv i besiddelse. Dette indvilgede Moses i, men da han var bange for at disse stammer ikke kunne holde deres løfte, tilføjede han: »Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod Herren, og da skal I få eders synd at mærke, den skal nok finde eder.«   ret

Her er en lektie som bekendende kristne i dag må studere og få noget ud af. Guds mishag hviler på dem, som søger deres eget velbehag og timelige velstand, lader deres brødre klare vanskelighederne og afsavn og bære tunge ansvar i menigheden. Der er en utrættelig konflikt mellem sandhedens og hellighedens sag og vildfarelsens og ugudelighedens sag. Alle som hævder at være Guds børn må bevæbne sig til kamp. Gud har ikke overladt denne krig til nogle få soldater, medens andre hviler i magelighed. Apostlen sagde, til sine korintiske brødre: »Det er jo ikke meningen, at andre skal have det let og I svært.« Alle som bekender sig til en interesse for Guds sag, for sandhedens fremme, og synderes omvendelse, bør være soldater i Herrens hær. De bør have een interesse, et motiv, eet formål, så længe som livet varer. Den store grund til at der udrettes så lidt i Guds sag, er hans bekendende folks dovenskab og ligegyldighed.   ret

"Satans kraft tager til, han er virkelig frygtelig, vid at hans tid er kort, han arbejder med al uretfærdighedens bedrageri." Dem som vil undgå hans list må være på vagt og beslutsomme. Hvis vi vil imødekomme denne tids krav, må vi tage hele rustningen på, og gå energisk, udholdende frem og i urokkelig tro. I Gud alene er vor styrke. Ladhed og dovenskab, formastelse og selvsikkerhed, vil i samme grad føre til nederlag og udslettelse. Gud lægger mærke til alles gerninger. Dem som har søgt deres behag, og undgået omsorgen, bekymringen og arbejdet for Guds sag, kan være sikker på at deres synd vil pege på dem. Dem der, ligesom Akan, gemmer på selviskhed, gerrighed og bedrag, kan være sikker på at Guds øjne er på dem. Ligesom han hjemsøgte Akan, vil han også hjemsøge dem, ligesom han erklærede en forbandelse over Akan, vil han visselig erklære en forbandelse over dem.   ret

Nogle kan hævde at disse hårde domme kun hører den jødiske tid til, at vi er nu fritaget i barmhjertighed frem for vrede og fordømmelse. Men det nye testamentes historie bringer mange situationer hvor de samme synder vises, der pådrog Guds vrede over sit folk i gamle dage vil også pådrage hans vrede på hans menighed i dag.   ret

Johannes Døber, henvende sig til Farisæerne, der påberåbte sig høj lærdom og fromhed: »I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige.« Og selvom Kristus havde en sådan kærlighed for menneskeheden; som noget menneske eller engel aldrig havde haft, kom han med denne frygtelige sætning, »Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? [i lys og privilegium] Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«   ret

Den dom der faldt over Ananias og Safira skulle være en advarsel for menigheden til enhver tid. Den synd disse personer begik lignede Akans synd, og Guds magt ransagede dem og pådrog dem hurtig en gengældelsesstraf. Han som bad Josua, hævede sig fra sin ydmyge stilling og ransagede inden for Israels lejr, efter en årsag til deres nederlag, den samme Jesus ransagede Ananias’ og hans hustrus skjulte synd og fortalte Peter hvad han skulle gøre med dem.   ret

Medens Guds tjenere er i stadig fare for at hengive sig i en iver, der er helt menneskelig, og så længe de gør stor skade som lader til at være på med kritik, irettesættelse og fordømme deres brødre, er der i høj grad stor fare for at gå til den modsatte yderlighed, og gøre summen og indholdet af den kristne pligt til at bestå af kærlighed. Apostlen Paulus skriver til sin søn Timotius: "Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.« Dette arbejde er lige så væsentligt for menighedens fremgang, som at udvise venlighed, overbærenhed og kærlighed. Dem som helliger sig til Gud vil være lige så trofaste til at irettesætte synd med al langmodighed og lære, som at trøste og opmuntre den modfaldne, og styrke den svage. Alle som elsker Gud vil vise deres afsky for synd.   ret