Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 6. maj 1897

Guds omsorg for sine børn.

"Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve tyve alen høj og seks alen bred, og han opstillede den på dalsletten Dura i landsdelen Babel. Så sendte kong Nebukadnezar bud for at sammenkalde satraper, landshøvdinger, statholdere, . . . . at de skulle komme til stede når billedstøtten, som kong Nebukadnezar havde ladet opstille, blev indviet.” " Så råbte en herold med høj røst: »Det tilkendegives eder, i folk, stammer og tungemål: Når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede guldbilledstøtten, som kong Nebukadnezar har ladet opstille."   ret

"Men ved samme lejlighed trådte nogle kaldæiske mænd frem og førte klage mod jøderne. De tog til orde og sagde til kong Nebukadnezar: »Kongen leve evindelig! . . . . Men nu er her nogle jødiske mænd, som du har overdraget at styre landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed?Nego; disse Mænd ænser ikke dit påbud, o konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke guldbilledstøtten, som du har ladet opstille.«   ret

Disse mænd, som beskyldte hebræerne på denne måde, havde været reddet fra døden ved Daniels appel til kongen på deres vegne, men de var misundelige på de tre hebræere og ønskede at skade deres indflydelse; derfor klagede de til kongen over, at disse mænd havde vovet ikke at adlyde hans befalinger.   ret

Tanken om, at hans mindste ønske ikke skulle blive respekteret ved indvielsen af billedstøtten, fyldte kongen med raseri, og han befalede, at mændene skulle stilles foran ham. “Er det oplagt råd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, at I ikke dyrker min gud eller tilbeder guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?” Hvor kortlivet er ikke den ophøjelse, der gives mennesker! Hvor lidt kan man ikke stole på dem! Disse tre mænd, som engang blev æret og betroet store ansvar, er nu genstand for en konges vrede, hvis vilje er lov. Vi kan i sandhed ikke stole på fyrster.   ret

Da de træ hebræere stod foran kongen i deres moralske værdighed, uskyldighed og renhed, var han overbevist om at de var overlegne mændene i hans rige. De havde altid været trofaste i deres opgaver, og han besluttede sig for at han vil være elskværdig, og give dem en ny prøvelse. "Nu vel, hvis I er rede til,” sagde han, ”når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, at falde ned og tilbede billedstøtten, som jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I på stedet kastes i den gloende ovn." Og med modvillige hænder rakt ud, spurgte han: "Og hvilken Gud er der, som da kan fri eder af mine hænder?"   ret

Hans sanser for forvansket i udsigten af sin egen storhed, og han lod til at miste al kendskab til en monark over alle jordiske konger. Da hans drøm blev fremstillet af Daniel, indrømmede han: "I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes herre;" men nu tog hal alt dette tilbage, og forsøgte at demonstrere for repræsentanterne fra de forskellige folkeslag, som havde samlet sig for dette billedes skyld, at han, Babylons konge, var den største konge i universet, og alle måtte bøje sig for hans overherredømme, og underlægge sig som slaver under hans vilje. Og alle efterkom udførelsen af denne forordning, indtil de hebræiske fangers ulydighed.   ret

Med ildovnen inden for synsvidde, besvarede kongens grusomme trussel, og sagde: "Kong Nebukadnezar: »Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge." Deres tro vækkede den kundskab som Gud vil forherliges ved denne handling, og med en fast sejrrig klang af ubetinget tillid i deres stemmer, sagde de: "Men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din Gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!"   ret

Da kongen så, at hans vilje ikke blev modtaget som Guds vilje, opfyldtes han af harme, og hans ansigtsudtryk ændrede sig over for disse mænd. Sataniske egenskaber fik hans ansigt til at ligne en dæmons ansigt, og med al den styrke han kunne mobilisere, beordrede han, at ildovnen skulle gøres syv gange hedere end ellers og befalede de stærkeste mænd at binde de unge og kaste dem i ildovnen. Han følte, at det krævede mere end almindelig magt at tage sig af disse ædle mænd. Hans sind var stærkt overbevist om, at noget ualmindeligt ville gribe ind på deres vegne, og hans stærkeste mænd blev befalet at tage sig af dem.   ret

Kongens befaling var bydende. Han var ivrig efter at straffe de mænd, som havde vovet at udøve deres vilje imod hans vilje; og ufortøvet blev de kastet ind i ilden. "Og eftersom kongens bud var skarpt og ovnen ophedet til overmål, brændte luen de mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og Abed?Nego op på ovnen."   ret

Omgivet af embedsmænd fra sin regering, af kaldærere og af fremtrædende og store mænd fra mange lande, så kongen, med satanisk raseri, på sceneriet, og ventede på at se hvor hurtigt mændene som havde trodset ham ville fortæres helt. Men hans triumf fik hurtig en ende. Han så noget som han mente var en illusion. Han ansigt skiftede farve og skyggede sine øjne med sin hånd, han rettede sit blik mod ovnen, og ventede med intens interesse. Alle opdagede ikke resultatet af hans grusomme projekt så hurtigt som kongen. Med foruroligelse spurgte han sine store mænd: "Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?" "Jo, det var, konge!" var svaret. Med skælvende stemme, råbte han, "Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som Guds søn."   ret

Hvordan kunne denne hedenske konge vide hvordan Guds søn så ud? Ved deres standhaftige tilslutning til rette principper, var de hebræiske fanger blevet kaldt til at udfylde betroede stillinger i det babylonske hof. De blev fristet af andre til at være upålidelige, for at vinde fortrin; men de var trofaste i alle deres forretninger. I liv og i karakter repræsenterede de sandheden; og når de blev spurgt om grund for deres handlemåde, gav den uden tøven. De bragte tydeligt og enkelt sandhedens levende principper, og således blev dem omkring dem kendt med deres styrkes Kilde. På den måde blev Babylons konge kendt skikkelsen af Guds Søn.   ret

Med dyb ydmygelse og samvittighedsnag, stod kongen så nær den flammen ovn som han kunne, og med en klar, og høj røst kaldte: "I, den højeste Guds tjenere, kom ud!" De adlød kongens stemme, og kom uskadede ud, uden den mindste lugt af ild på dem.   ret

Det at disse unge kom ud af ilden uden at have taget skade, undtagen de bånd som havde brant dem op, var ikke noget de vise mænd kunne fatte, og ændrede folks indstilling helt og aldeles. Efterretninger om denne forunderlige udfrielse nåede ud til mange lande, ved de forskellige landes repræsentanter som var til stede. Således blev Gud forherliget ved sine børns trofasthed.   ret

Historien vil gentage sig. Falsk religion vil blive ophøjet. Den første dag i ugen, en almindelig arbejdsdag, som ikke har nogen som helst hellighed ved sig, vil blive stillet op ligesom billedstøtten i Babel. Alle folk, stammer og tungemål vil få befaling om at tilbede denne falske sabbat. Sådan er Satans plan for at få den dag, som Gud har indstiftet og givet verden til minde om skabelsen, sat ud af kraft.   ret

Dekretet, som gennemtvinger tilbedelsen af denne dag, vil blive sendt ud over hele verden. Det er allerede udgået i et begrænset omfang. Flere steder taler den civile magt med en drages stemme, ligesom den hedenske konge talte til de hebræiske fanger.   ret

Prøvelse og forfølgelse vil komme over alle, som i lydighed mod Guds ord nægter at tilbede denne falske sabbat. Magt er enhver falsk religions sidste udvej. Til at begynde med prøver den tillokkelse, ligesom Babylons konge prøvede musikkens og den ydre fremvisnings magt. Hvis disse tillokkelser, som var opfundet af mennesker under Satans inspiration, undlod at få mennesker til at tilbede billedstøtten, var de sultne flammer klar til at fortære dem. Sådan vil det være nu. Pavedømmet har udøvet sin magt for at tvinge mennesker til at adlyde det, og det vil fortsætte med at gøre det. Vi behøver den samme ånd, der blev udvist af Guds tjenere i konflikten med hedenskabet. Idet han beretter om den måde, kejseren af Rom behandlede de kristne, siger Tertullian: “Vi kastes hen til de vilde dyr for at få os til at afsværge vor tro; vi brændes i flammerne; vi dømmes til fængsel og til gruber; vi forvises til øer som Patmos, og intet har formået det.” Sådan var det i de tre hebræeres tilfælde; deres blik var rettet mod Guds ære; deres sjæle var urokkelige; sandhedens kraft fik dem til at holde fast ved deres troskab mod Gud. Det er kun i Guds kraft, at vi kan gøres i stand til at være loyale over for ham.   ret

"Hvis I elsker mig," sagde Kristus, "så hold mine befalinger." "Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." Og har Kristus ikke manifesteret sig selv for sine trofaste børn? Gik han ikke i ovnen med fangerne, som nægtede at overgive en tøddel af ærbødighed til guldstøtten, som tilkom Gud? Tilkendegav han ikke sig selv for Johannes, der var fanget på øen Patmos for sin trofasthed? Er dem som er blevet forfulgt for retfærdighedens skyld, som dem der er tvunget til at lide, nægtede at dyrke pavedømmets institution, ser de ikke den guddommelige Trøstermands nærhed i deres ensomme fængsler?   ret

Begrænsede syndige menneskers befalinger bliver ubetydelige ved siden af den evige Guds Ord. Sandheden skal adlydes for enhver bekostning, også for dem i åbne fængsler, sammenlænkede og forbandede der stirer os op i ansigtet. Hvis du er loyal og sand, så Gud som vandrede med de tre hebræiske børn i ildovnen, som beskyttede Daniel i løvekulen, som manifesterede sig for Johannes på den ensomme ø, vil gå med dig hvor du kommer hen. Hans blivende nærhed vil trøste og støtte dig; og du vil erkende opfyldelsen af løftet: "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham."
Mrs. E. G. White.   ret