Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 11. maj 1876

Mrs. Ellen G. White: Hendes liv, kristen erfaring og arbejde.

Det var vanskeligt at udrette så meget godt i New Hampshire. Vi fandt lidt åndelighed der. Mange erklærede at deres erfaring fra ’44 for et bedrag; det var hårdt at nå denneklasse, for vi ville ikke acceptere det standunkt de dristede sig til at tage. Flere som var aktive forkyndere og formanede i ’44, lader nu til at have mistet deres fortøjninger, og vidste ikke hvor vi var i den profetiske tid; de forenede sig hurtigt med verdens ånd.   ret

Ved een anledning, hvor jeg overbragte det budskab Herren havde givet mig til opmuntring for sit folk, blev jeg afbrudt flere gange af en bestemt prædikant. Han har været meget aktiv med at forkynde det endelige tidspunkt; men da dette tidspunkt var omme, svigtede hans tro helt, og han strejfede rundt i mørke, og betvivlede alting. Han var altid parat til at sætte sig op imod nogen som hævde at have mere lys end han havde. Guds Ånd hvilede over mig, idet jeg fortalte hvad var blevet vist mig af Gud. Denne prædikant afbrød mig flere gange i træk; men jeg fortsatte med at tale, skønt han blev meget vred og opildnet, modsatte sig voldsomt hvad jeg sagde. Han hævede sin røst til et højt toneleje, og skældte mig ud, indtil han var nød til at stoppe af ren og skær udmattelse. Efter nogle få øjeblikke forlod han huset, og grebet af lungeblødning. Han blev hurtig svagere fra det tidspunt, og døde ikke så lang tid efter.   ret

Nogle bød vort vidnebyrd velkommen, men mange tog imod os med mistænksomhed. Fanatisme og åndelig magnetisme lod til at have udslettet sand gudsfrygts ånd. Mange lod til at ikke kunne se eller påskønne de motiver som ledte mig i min svaghed, til at rejse og frembære mit vidnesbyrd til folk. Dem som kun havde lidt interesse for sjæles frelse, og hvis hjerter var vendt fra beredelsesarbejdet, kunne ikke fatte Guds kærlighed i min sjæl, som opildene mit ønske om at hjæle dem i mørke, til det samme lys som opmuntrede min sti. Kunne de også have set hvad er blevet åbenbaret mig af Guds uforlignelelige kærlighed til mennesker, manifeteret ved at give sin eneste Søn til at dø for dem, ville de ikke have betvivlet min oprigtighed.   ret

Jeg troede alt det jeg var blevet vist i synet. Sandhed var en levnde virkelighed for mig, og mit arbejde var for evighed. Uanset hvordan andre ser mit arbejde, var vægtens af dens vigtighed tung på min sjæl. Med svagt helbred sled jeg for at gøre godt mod andre til evigt liv. Øjeblikke virkede dyrebare for mig, forsinkelser var farlige.   ret

I New Hampshire skulle vi kæmpe med en slags åndelig magnetisme, af samme karakter som mesmerisme. Det var vor første erfaring af den slags, og det skete sådan: Da vi kom til Claremont, fik vi at vide at der var to partier adventister; den ene holdt fast ved deres tidligere tro, en anden fornægtede den. De andre steder vi havde besøgt og arbejde med denne sidstnævnte klasse, og fandt at de var så begravede iverdslighed, og havde antaget det populære syn om vore skuffelser, at vi ikke kunne nå dem eller hjælpe dem.   ret

Men vi var nu tilfreds med at erfare at der var en lille gruppe her, som troede at de i deres tidligere erfaring var blevet ledt af Guds forsyn. Vi blev ført til ældrene B___t og B___s som ersoner der havde lignende synsunkter som os selv. Vi opdagede at der var mange fordomme imod disse mænd, men konkluderede at de blev forfulgt for retfærdighedens skyld. Vi tog hen til dem og blev taget venligt imod og behandlet pænt. Vi erfarede hurtigt at de bekendte sig helliggørelsen, hævdede at de var uden for syndens mulighed, var helt helliget til Gud. Deres klæder var fremragende, og de havde god luft og behageligt hos dem.   ret

Lidt efter kom der en lille dreng på otte år ind, bogstaveligt klædt i snavsede pjalter. Vi var overraskede over at se at denne lille forsømte størrelse var ældre B___t’s søn. Moderen så meget samfuld og irriteret ud; men faderen fortsatte helt ubekymret med at tale om hans høje åndelige talenter uden den mindste påskønnelse for hans lille søn. Men hans anerkendelse var pludseligt gået tabt i mine øjne. Idet denne mand er indpakket i bøn og meditation, kastede al livet slid og ansvar fra sig, lod han til at være for åndeligtsindet til at lægge mærke til sin families aktuelle bhov, eller give sine børn den mindste faderlige opmærkosmhed. Han lod til at glemme den større kærlighed vi har til Gud, jo stærke bør vor kærlighed og omsorg være for dem, som han har givet os; at frelseren aldrig lærte dovenskab og en abstrakt helligelse, og forsømme de pliger der ligger direkte for vor sti.   ret

Denne mand og far erklærede at de himmelske færdigheder for sand helliggørelse fører tankerne op over allejordiske tanker. Han sad stadig ved bordet og spiset timelig mad; han fik ikke mad ved et mirakel, og nogle må skaffe den mad, selv om han kun bekymrer sig selv lidt om den sag, blev hans tid brugt så meget på åndelige ting. Sådan var det ikke med hans hustru, som familiens byrde hvilede på. Hun sled utrettelig i alle afdelinger af hjemmet for at holde det i stand Manden erklærede at hun ikke var helliget, men lod verdslige ting drage hendes sind fra religiøse emner.   ret

Jeg tænkte på vor Frelser som hele tiden arbejdede for andres bedste. Han sagde »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.« Den helliggørelse som han lærte blev vist i venligheds og barmhjertighedshandlinger, og den kærlighed som kommer andre til gode end os selv.   ret

Da vi var i dette hus bad en søster af B___s om en fortrolig samtale med mig. Hun havde meget at sig om hele helligelsen til Gud, og prøvede at tage nogle af mine synsunkter om dette emne. Jeg følte at jeg måtte passe på med hvad jeg siger. Medens vi talte, holdt hun min hånd i sin, og strøg mit hår ømt med den anden. Jeg følte at Guds engle ville beskytte mig fra denne unge dames uhellige indflydelse, som prøvede at oprøre mig, med hendes smukke tale, og venlige kærtegn. Hun havde meget at sige om B___t, åndelige talenter, og hans store tro. Hendes tanker lod til at være meget optaget af ham og hans erfaring. Til sidst var jeg glad for at blive befriet fra denne prøvende samtale.   ret

Disse personer, som gav så ophøjede bekendelser, ville bedrage den uforsigtige. De havde meget at sige at kærlighed og næstekærlighed dækkede over en masse synder. Jeg kunne ikke være enig med deres synpunkter og følelser; men følte at de udøvede en frygtelig magt for ondt. Jeg ønskede at jeg kunne undfly deres selskab så hurtig så mulig.   ret

Ældre B___t, sagde, idet han talte om tro: ”Alt som vi skal gøre er at tro, og hvad som helst vi spørger Gud om vil det blive os givet.”   ret

Bror White antydede at der stod nogle betingelser: »Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.« Han sagde: ”Din trosteori må have et grundlag; den er tom som en meltønde uden begge ender. Sand næstekærlighed dækker aldrig over ufortrudte synder som ikke er blevet bekendt. Hun dækker blot sin kappe over de fejl som bekendes og aflægges. Sand næstekærlighed er en meget vanskelig størrelse, der aldrig sætter sin rene føde uden for bibelsandhed.”   ret

Lige så snart som disse personers synspunkter blev modsat, udviste de en hårdnakket og selvretfærdig ånd som forkastede al belæring. Skønt de bekendte stor ydmyghed, var de meget pralende i deres helliggørende sofisteri, og modtog alle appeller om fornuft. Om eftermiddagen tog vil til bror Colliers hjem, hvor vi havde i sinde at holde et møde den aften. Vi stillede bror Collier nogle spørgsmål om disse mænd, men han gav os ingen information. ”Hvis Herren har sendt dig der,” sagde han, ”vil du blive forvisset om den ånd som styrer dem, og vil løse mysteriet for os.”   ret

B-----s og B-----t deltog ved møderne hos bror Collier’s. Medens jeg bad alvorligt for lys og Guds nærhed, begyndte de at sukke og råbe ”Amen!” og tilsyneladende sympatisere med min bøn. Men mit hjerte blev straks nedtykt af en stor vægt. Ordene døde hen på mine læber, og mørke overskyggede hele mødet.   ret

Bror White rejste sig og sagde: ”Jeg er forpint. Guds Ånd er bedrøvet. Jeg modsætter denne indflydelse i Herrens navn. O Gud, irettesæt denne tåbelige ånd.”   ret

Jeg fik straks liv igen, og rejste mig over skyggerne. Men da jeg atter talte opmuntrende og troens ord til de tilstedeværende, nedkølede deres sukke og ammen mig. Ældre White irettesatte atter mørkets ånd, og Guds ånd hvilede igen over mig, medens jeg talte til folk. Disse fjendens agenter var så begrænsede at de ikke udøve deres ødelæggende indflydelse igen den aften.   ret

Efter mødet sagde ældre White til bror Colier: ”Nu kan jeg fortælle jer om disse to mænd. De handler under satanisk påvirkning, alligevel forlokker alle sig til Herrens Ånd.”   ret

“Jeg tror at Gud har sendt jer til at opmuntre os,” gentog han, “Vi kalder deres indflydelse for mesmerisme. De påvirker andres sind på en bemærkelsesværdig måde, og har styret nogle til stor skade. Vi holder sjældent møde her, for de trænger på med deres nærhed, og vi kan ikke være i forening med dem. De udviser dybe følelser, som du har opserveret i aften, men de river livet ud af vore bønner, og de efterlader en indflydelse som er mørkere end Ægyptens mørke. Jeg har aldrig set dem så nært før, som i aften.”   ret

Under familiebønnen den aften, hvilede Herrens ånd på mig, og jeg fik vist mange ting i synet. Ældrene B___ og B___ blev præsenteret for mig, som nogen der gjorde stor skade for Guds sag. Skønt de bekendte sig helliggørelse, overtrådte de den hellige lov. De var fordærvet i hjertet, og dem som var i union med dem var under et satanisk bedrag, adlød deres kødelige interesser i stedet for Guds ord. Disse to mænd udøvede en bemærkelsesværdig og særlig magt over folk, holdt deres opmærksomhed og vandt deres tillid gennem en skadelig mesmeristisk indflydelse, som mange uskyldige og uanende mennesker tilskrev Herrens ånd. Dem som fulgte deres lære blev frygtelig bedragede og førte til de største vildfarelser.   ret

Jeg fik vist at disse mænds daglige liv var i direkte modsætning til deres bekendelse. Under dække af helliggørelse udøvede de de værste synder og bedragede Guds folk. Deres syndighed blev blev lagt klart frem for mig, og jeg så den frygtelige beretning der stod imod dem i optegnelsesbøgerne, og de frygtelige skyld som hvilede over dem, at de bekendede fuldkommen hellighed skønt deres daglige handlinger var anstødelige i Guds øjne.   ret