Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

The Signs of the Times d. 26. maj 1881

Ørknenes stene

Josuas afskedstale til Israel gav et dybt indtryk på dem. De vidste at de lyttede til hans døende vidnesbyrd, og at ingen stolthedsfølelser, ærgerrighed, eller egeninteresse kunne påvirke ham. Ved lang erfaring, havde den aldrende leder lært at nå folkets hjerter på bedste måde. Han indså betydningen af den nuværende anledning, og udnyttede den på bedste måde.   ret

Hans alvorlige appeller fremkaldte reaktionen: »Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre guder; nej, Herren er vor Gud, han, som førte os og vore fædre op fra Ægypten, fra trællehuset, og gjorde hine store tegn for vore øjne og bevarede os under hele vor vandring og blandt alle de folk, hvis lande vi drog igennem; og Herren drev alle disse folk og amoriterne, som boede her i landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene Herren, thi han er vor Gud!«   ret

Joshua advarede folket mod at afgive overilede løfter, som de ikke kunne opfylde, men tænke nøje over situationen, og beslutte deres fremtidige vej. »Når I forlader Herren og dyrker fremmede guder, vil han vende sig bort og bringe ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder.« Derved søgte han nøje at vække dem til en højere fornemmelse af Guds krav, og en dybere overbevisning om at deres eneste sikkerhed var lydighed mod hans lov.   ret

Forsamlingen svarede samstemmende: »Nej Herren vil vi tjene!« Josua sagde da til folket: »I er vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene Herren. Så skaf da de fremmede guder bort, som I har hos eder, og bøj eders hjerte til Herren, Israels Gud!« Da sagde folket til Josua: »Herren vor Gud vil vi tjene, og hans røst vil vi lyde!«   ret

Denne højtidelige pagt blev skrevet ned i lovbogen, og bevares helligt. Så rejste Josua en stor sten under et egetræ, som var ved Herrens helligdom. ”Og Josua sagde til hele folket: »Se, stenen her skal være vidne imod os; thi den har hørt alle Herrens ord, som han talede til os; den skal være vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders Gud!«   ret

Josua erklærer tydeligt at hans instrukser og advarsler til folket ikke var hans egne ord, men Guds ord. Denne store sten vil stå som vidne for efterfølgende slægter for den begivenhed som den var opsat til at minde, og vil være et imod folket, om de nogen sinde igen skulle falde i afgudsdyrkelse.   ret

Israel var Herrens særlige rigdom. Den høje påskønnelse som han fremholdt dem for, vises i de mægtige mirakler for deres skyld. Ligesom en fader behandler sin elskede søn, ligeså har Herren hjulpet, tugtet og ydmyget Israel. Han søgte at inspirere deres hjerter, at kærlighed for hans karakter og forlangender ville lede til villig lydighed.   ret

Det var Guds hensigt at give verden en kundskab om hans vilje gennem sit folk Israel. Hans løfter og trusler, hans belæring og irettesættelser, de vidunderlige åbenbaringer af hans kraft blandt dem, i velsignelser for lydighed og straffedom for overtrædelse og frafald; alle havde den hensigt at uddanne og udvikle religiøse principper blandt Guds folk indtil tidens afslutning. Det er derfor vigtigt, at vi bliver bekendt med den hebraiske skares historie og omhyggeligt tænker over den måde, Gud behandlede dem på.   ret

De ord som Gud talte til Israel ved Sin Søn blev også talt til os i disse sidste dage. Den samme Jesus som på bjerget underviste Sine disciple om Guds lovs vidtrækkende principper, introducerede det gamle Israel fra skystøtten og fra tabernaklet, ved Moses og Josvas munde. Lektierne var de samme, at kærlighed til Gud vil lede til hjerterenhed, og vil vise sig i gode gerninger.   ret

Dem som sætter modsætning mellem Kristi lære da han var på jorden, og principperne for sand religion som de lærte det i Mose dage, ved ikke hvad de hævder. Kristus kan ikke sættes op imod sig selv. Da han var på jorden, fik vor Frelser syndere til at føle at de ikke kunne træde på Guds lov ustraffet. Den samme lektie blev undervist i det gamle Israel. I Mose dage kunne synd kun tilgives gennem Guds Søns forsonende offer. Jesus lærte det samme, da han som menneske vandrede på jorden blandt menneskenes børn.   ret

Religion i Moses og Josvas dage var det samme som religion i dag. Når Kristus bor i hjertet, vil hans ånd vise sig i livet. Det vil være stille, tålmodigt, ædelt og uselvisk. Den markante modsætning som eksisterer mellem deres liv som tjener Gud og der som ikke tjener hele tiden en irettesættelse for synderen. Verden forkastede Kristus fordi hans liv var i så markant modsætning til deres eget. I enhver generation, vil dem som forsøger at følge hans eksempel være adskilt fra verden.   ret

Med forskellige midler har Herren søgt at bevare kundskaben til den måde han behandler menneskebørnene på. Moses blev lige før sin død, ikke kun tilregnet Israels histories vigtigste begivenheder, men blev på Guds befaling taget med i hellige digte. Derved blev de herlige og gyselige scenerier ved Israels sejr, de ophøjede og ærefulde tilkendegivelse af uendelig majestæt og kraft, de guddommelige krav, løfter og trusler, iklædt med al poetisk genialitet, skal give alle kommende slægter. Derved vil optegnelsen over Guds krav og hans behandling af Israel ikke vise sig uinteressant eller frastødende, men tiltrækkende og underholdende.   ret

Israels folk blev pålagt at mindes denne poetiske historie, og lære den til deres børn, og deres børns børn. Forsamlingen skulle synge den, når de var samlet til tilbedelse, og gentages af folk, når de tog ind og ud omkring deres daglige opgaver. Denne sang var ikke kun historisk, men profetisk. Den genfortalte Guds forunderlige handlemåde med sit folk i fortiden, og bebudede de store begivenheder fremtiden, den trofastes endelige sejr, når skal vise sig anden gang i kraft og herlighed.   ret

Det var forældrenes bydende pligt at indprente disse ord på deres børns modtagelige sind, at de aldrig blev glemt. ”Så skriv nu denne sang op, lær israelitterne den og læg den i deres mund, for at denne sang kan være mit vidne mod israelitterne. Thi jeg vil føre dem ind i det land, jeg tilsvor deres fædre, et land, der flyder med mælk og honning; men når det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min pagt. Når da ulykker og trængsler i mængde rammer det, skal denne sang være det et vidne; thi aldrig må den dø på dets afkoms læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det land, jeg tilsvor deres fædre.«   ret

Og efter flere slægtled, vil denne profetiske sang forklare Guds handlemåde med sit folk, og afsløre årsagen til deres splittede og adspredte situation. Således vil det forsvare Guds retfærdighed, og fæstne Moses guddommelige inspiration. Den vil fordømme Israels ondskab vil altid være en forsvarende kraft til at kalde dem tilbage til deres alliance til Gud, som det eneste håb for udfrielse.   ret

Den store sten, som blev rejst af Josua [Jos. 24, 26-27], skulle stå som en konstant påmindelse for Israel om pagten, de havde indgået med Gud, og som et tavst vidnesbyrd på deres trofasthed eller frafald. Således skulle Moses’ sang også vidne imod dem, hvis de forlod Gud. Mange af israelitterne kendte ikke Mosebøgerne. Men det var Guds hensigt, at denne inspirerede sang i eftertænksomme sind skulle vække et ønske om at lære mere om Guds underfulde handlemåde med sit folk og lede dem til at studere hans åbenbarede ord. Således ville de blive ledt til at indse Guds godhed mod dem og deres pligt til at elske, adlyde og tilbede ham.   ret

Hvis det var nødvendigt for Guds gamle folk at så ofte blive mindet om Hans behandling af dem i barmhjertighed og dømmekraft, i råd og irettesættelse, er det på samme måde vigtigt at vi betragter de sandheder vi har fået overbragt i Hans ord, - sandhed som vil, hvis der gives agt på den, lede os til ydmyghed og underkastelse og lydighed mod Gud. Vi skal helliges igennem sandheden. Guds ord bringer særlige sandheder til enhver tidsalder. Guds handlemåde med Hans folk i fortiden bør få vor omhyggeligste opmærksomhed. Vi bør lære de lektier som de er tiltænkt at lære os. Men vi skal ikke sættes os i bero med dem. Gud leder Sit folk ud skridt for skridt. Sandhed er fremadskridende. Den der søger alvorligt vil hele tiden få lys fra himlen. Hvad er sandhed? bør altid være vort spørgsmål   ret

Det profetiske ord viser klart at vi lever nær afslutningen af denne verdens historie, og at vi snart kan forvente menneskesønnens komme i himlens skyer. Ligesom israelitterne rejste imod det jordiske Kanaan, ligeså går vi fremad for at nå det himmelske Kanaan. Historien for deres frafald gentages iblandt Guds folk i dag. Der mangler tro og fromhed. Mange som tidligere elskede Kristi komme, lægger deres kærlighed til denne vreden, og tilpasser sig dens vaner og sæder. Gudsfrygten holdes ikke for sindet, og de naturlige ønsker og tilbøjeligheder vinder kontrol.   ret

Apostlen bringer Israels børns historie frem for os, og siger at disse ting er nedskrevet til vor formaning, over hvem verdens ende kommer over. Han formaner os til at ikke begære efter onde ting som de begærede. Præcis den samme fjende som fristede Guds folk i gamle tider, vil friste hans folk i de sidste dage. Vi bør være alvorligt, aktive og tapre for at gøre rede til vor Herres tilsynekomst. Alle bedrag vil bruges for at lede mennesker bort fra Gud. Utroskab udøver sig selv til det yderste. Den nuværende tidsalder karakteriseres af intens alvor og aktivitet for verdslig jagen; men der er sørgelig mangel på iver og energi for Guds tjeneste.   ret

I dagene før syndfloden var menneskene så optaget af jordiske ting og så fordærvede af synd, at Guds Ånd ophørte at kæmpe med mennesker. Når Guds ord mister dets magt over mennesker, leder en satanisk forblindelse dem i direkte opposition til Guds åbenbarede vilje. Kristne er optaget af spørgsmålene: Hvad skal vi spise, og hvad skal vi drikke? Og hvad skal vi klæde os med? Når kræfterne anvendes til at købe og sælge, plante og bygge, og evige interesser forsømmes; når sandhedens ord, der er talt til øret, ophører at gøre indtryk på sindet eller påvirke hjertet, er forkyndelsen forgæves; at høre er forgæves. Da vil verdens tilstand virkelig blive, som den var i Noas dage.   ret

Mange af tingene i dette liv, som er en velsignelse når de nydes mådeholdent, bliver en forbandelse når de føres til yderligheder. Klædemanien er et Satans bedrag. Kærlighed til klæder er et afguderisk alter som denne tids kvinde tilbeder. De er så fuldt optaget af ydre opvisning, at de ikke har tid til at bede, ikke tid til at blive bekendt med skrifterne, ikke tid til at udnytte de talenter som Gud har givet dem. De har ikke tid til at rense sjælstemplet fra sine afguderiske altre; og tilsidst ophører Ånden med at kæmpe med mange, og de går uforberedt ned i graven. Fristelse til afgudstilbedelse er endog større i dag end i Israels dage.   ret

Angående de sidste dage, stiller vor Frelser det udtrykkelige spørgsmål: ”Når menneskesønnen kommer, skal han da finde troen på jorden?” Skriften erklærer at ligesom det var i Noas dage, før Guds domme faldt på de fordærvede beboere, ligeså skal det være i de sidste dage, lige før Guds ublandede vrede udgydes over jorden. Menneskene vil leve et ugudeligt liv og bekende sig til at være kristne; men deres gerninger vil modsige deres bekendelse. De vil være egensindige, hovmodige, lystens venner snarere end Guds venner. Er dette ikke afgudsdyrkelse? Og er Guds bekendende folks skyld ikke så meget større end den gamle Israels skyld, som det lys, vi nyder, er større end deres?   ret

Gud vil have at hans tjenere i denne ordning, ikke kun fremholder Kristi barmhjertighed og nåde for folk, men bibelens læresætninger. Disse bør bringes i et enkelt sprog, så børn kan fatte det. Lad de unge blive instrueret nøje i Guds ords sandheder. Fortidens nutidens og fremtidens historie, som er åbenbares i de hellige skrifter, bør undervises på en behagelig og dog seriøs måde. Lad Guds handlemåde med sit folk blive fortalt igen og igen, indtil den unge bliver fortrolig med den optegnelse.   ret

Kristne forældres liv og lære, bør sættes markant modsat op imod de ikke-troende. De verdslige lærer deres børn at elske opvisning, og bøje sig til modens afgud. De ofrer sig selv og deres børn på Moloks alter. Men kristne som bekender at søge det himmelske Kanaan, bør adlyde bibelens instrukser. Vi tilskynder det moderne Israel at lægge deres smykker til side, deres sølv og guldjuveler og ædelstene, tage deres kostelige klæderne af sig, og søge den indre besmykkelse, endog en sagtmodig og stille ånds besmykkelse, som er af stor værdi i Guds øjne. Lad børn blive uddannet, ikke til at blive modens tilbedere, men til at være Guds tjenere.   ret

Hvis det er vigtigt for Israel at lære deres børn at lære Guds forunderlige gerninger, hans karakter og forlangender, er det vigtigt at vi fremlægger mindst lige så mange kræfter for at lære vore børn de samme sandheder.   ret